annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15536443
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372315
Et andet syn 1980797
Jesu ord 1518396
Åndelig Føde 1465686
Galleri
treram på vej i luften over  Mississippi 1952, uheld i Mexico
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 311 gæster og 51 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#3369 - 22/08/2008 19:59 KULTURELLE PARADIGMER
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
Frem for en længere teoretisk fremstilling af hvad et paradigme er, vil jeg hellere givet nogle praktiske eksempeler på, hvad det betyder for et menneskes virkelighedsopfattelse og tankeværden at det tænker inden for et betsemt paradigme og derfor kan være forhindret i at forstå fænomener som udspiller sig i samfund behersket af et meget anderledes paradigme.

I begyndelsen af forrige århundrede rejste høvddingen Tuivii fra øen Samoa i Polynesien til Europa sammen med den tyske opdagelsesrejsende Eric Scheuermann. Da han var vendt tilbage til Samoa, nedskrev han sine oplevelser:

Citat:
Mange hvide samler penge sammen, som andre har arbejdet for, og bringer dem til et sted som er godt bevogtet. De bringer flere og flere penge derhen, indtil de en dag heller ikke har brug for mennesker til at arbejde for sig mere, for så arbejder pengene selv for dem.

Hvordan dette er muligt uden hjælp fra en fantastisk troldmand, er jeg aldrig blevet helt klar over, men det er virkelig sandt, at pengene bliver flere og flere som bladede på et træ, og at en mand bliver rigere og rigere, selv når han sover.

Når en mand nu er blevet så rig, at han kunne lette arbejdet for hundreder, ja, tusinder af mennesker, så giver han ikke væk af sine penge, men han lægger sine hænder om det runde metal, og han sætter sig på det tunge papir med begærlighed og vellyst i sine øjne.

Og hvis du spørger ham: ”Hvad vil du med de mange penge?” Her på jorden kan du da ikke bruge dem til meget andet end at klæde dig og til at tilfredsstille din sult og tørst”. Så ved han ikke hvad han skal svare, eller også siger han: ”Jeg vil have endnu flere penge. Mange flere. Hele tiden.” Og du vil snart opdage, at pengene har gjort ham syg, og at alle hans sanser er optaget af penge.

Således er menneskene i Europa delt i to halvdele: den ene må gøre hårdt og beskidt arbejde, og den anden arbejder meget lidt eller slet ikke. Den ene halvdel har tid til at sidde i stole, den anden overhovedet ikke. Papalagien (den hvide mand) siger hertil: ”Ikke alle mennesker kan have lige mange penge og sidde lige meget i solen.”

Ud fra denne betragtning tager han sig sin ret til at være grusom for pengenes skyld. Når hans hænder griber efter penge bliver hans hjerte hårdt, hans blod bliver koldt, og han hykler og lyver, er uærlig og farlig. Hvor ofte dræber en papalagi ikke en anden for at få penge. Eller slår ham ihjel med giften i sine ord, bedøver ham for derefter at udplyndre ham. Derfor er det sjældent at nogen stoler på hinanden, fordi alle kender ”den store svaghed”.


Hvad der for os er selvfølgeligt, er set med fremmede øjne mærkeligt. Omvendt kan synspunkter som Tuiaviis forekomme mange europæere besynderlige og naive.

Menneskene lever i forskellige kulturer med forskellige grundideer om, hvad det vil sige at være menneske og hvad menneskets eksistentielle situation er i verden. Dette kaldes også et samfundsparadigme eller et ”symbolsk moralsk univers”.

Paradigmet rummer en virkelighedsopfattelse, der integrerer symboler, betydninger, værdibegreber, motiver og begrundelser i et saammenhængende system, der legitimerer en bestemt moralsk orden.

Det symbolsk-moralske univers definerer de moralske grænser, og dermed kriterierne for, hvad der er afvigende. En afviger tilhører ofte et andet symbolsk-moralsk univers som legitimerer hans handlinger.

På samme måde lever den religiøst troende i et andet symbolsk moralsk univers end det som defineres af det humanistiske eller det naturvidenskabelige paradigme.

Set fra den troendes synspunkt er naturvidenskabsmanden der vil forklare livets mening med ubrydelige kausale love en afviger der taler et sprog, som ikke giver mening og vice versa.

Nogle videnskabsmænd anser religiøs tro for en så alvorlig og farlig afvigelse, at han ikke betænker sig på at stemple en sådan person som lidende af vrangforestillinger i ordets psykiatriske betydning.

Konflikten mellem religionerne og naturvidenskaben betegner et sammenstød mellem to meget forskellige symbolsk moralske universer eller paradigmer.

Efter det religiøse paradigme stemples afvigere typisk som kættere eller djævletilbedere fordi paradigmet definerer verden som en metafysisk kamp mellem det gode, repræsenteret af Gud, og det onde, repræsenteret af Guds modstander Djævelen. En kamp som mennesket er forviklet i. Fænomener som alvorlig psykisk sygdom falder uden for paradigmet og vil enten blive klassificeret som åbenbaringer fra Gud eller som en form for djævle- eller dæmonbesættelse. Den eneste mulige behandling som paradigmet legitimerer er gemmen påkaldelse af gudens kraft atter at få uddrevet det onde.

I det videnskabelige paradigme findes der hverken guder eller djævle, og derfor er holdningen til sindslidelser den, at man må finde dens årsag, det vil sige de kausale betingelser som fremkalder afvigelsen. Altså en fejl i det mentale maskineri som i princippet kan rettes hvis man har tilstrækkelig stor viden om bevidsthedslivet og derfor kan gribe ind og rette fejlfunktionen så den pågældende atter bliver normal. Normalitetsbegrebet er defineret som fravær af sygdom.

Dette er selvfølgelig meget firkantet og skematisk sat op, for i virkeligheden foregår der altid en kamp mellem tilhængere af forskellige symbolsk moralske universer eller varianter af disse, hvor tilhængerne af eet univers forsøger at stemple tilhængere af et andet univers som afvigere. Det vil sige at samfundsparadigmet, især i åbne demokratiske samfund, er under konstant forandring.

Lad mig give et konkret eksempel fra vort eget samfund på, hvad en sådan ændring betyder og hvor forholdsvis hurtigt ændringer kan indtræffe, simpelt hen ved at ændre definitionen af hvad der er afvigende og hvad der er normalt. Så følger moralen med ved logisk implikation.

Ifølge det religiøse paradigme blev homoseksualitet anset for en særlig ondartet form for synd og en krænkelse af den guddommellige orden, og derfor også set som et oprør mod Gud.

Disse forestillinger afspejlede sig med en pseudovidenskabelig begrundelse i vor straffelovgivning så sent som i begyndelsen af 1950erne. Dengang blev de homofile jagtet af særlige politistyrker (sædelighedspolitiet), der afpatruljerede kendte mødesteder for homofile, typisk offenttlige toiletter, hvor man anholdt i hundredviss af kontaktsøgende homofile som blev dømt og ofte tillige mistede deres job som udstødte pariaer.

Begrundelsen for at straffe homofili var i det verdslige paradigme selvfølgelig ikke, at de krænkede Gud og hans lov, men at der var tale om personer ramt af en særlig form for sindssygdom. Disse syge personers farlighed byggede derudover på den såkaldte forførelsesteori, der gik ud på, at unge mennesker der indlod sig seksuelt med homofile kunne få deres naturlige seksualitet ændret således at de selv blev ramt af den psykiske lidelse der lå til grund for homofilien og dermed reproducerede og spredte lidelsen.

Teorien blev falsificeret af videnskaben der kunne fastslå, at man ikke kan forføres til homoseksualitet, idet den seksuelle driftsprofil anses for fastlagt ved fødslen. Mennesket vælger således ikke selv sin seksualitet, den er medfødt og en del af personligheden.

I løbet af 1960erne slog det synspunkt igennnem i befolkningen, at det voksne mennesker foretager sig med hinanden helt frivilligt seksuelt, som ikke skader andre, selvfølgelig ikke hører under straffeloven, men under privatlivets fred og den personlige friheds ukrænkelighed, herunder friheden til at udleve sin seksualitet.

Efter denne ændrede tænkning bør homoseksualitet hverken være strafbart, en sydom eller noget moralsk forkasteligt. Da disse opfattelser slog igennem blev homoseksualitet slettet i straffeloven og i psykiatrien blev den omdefineret til en variant inden for et udvidet normalområde.

I løbet af godt tre årtier er det lykkedes at ændre samfundsparadigmet 180 grader på dette område, hvorved homoseksuelle erhvervede nøjagtig de samme rettigheder som alle andre samt en særlig mindretalsbeskyttelse sammen med andre minoritetsgrupper. Ikke særligt overraskende er kirken det sidste område, hvor det gamle paradigme holder delvis stand, idet præster kan nægte homofil vielse som den heteroseksuelle medlemmer af folkekirken har krav på.

Dette blot nævnt som et eksempel på, at dele af et tidligere paradigme kan overleve og udøve magt mere end hundrede år efter, at det er blevet erstattet af et nyt.

På den anden side er jeg heller ikke i tvivl om, at de fleste inderst inde stadig nærer en instinktiv modvilje homofile, fordi en kønsakt mellem to personer af samme køn opleves som forkert eller uæstetisk, men nu er det blot ikke længere politisk korrekt at give udtryk for sådanne negative følelser – det har det reviderede samfundsparadigme sørget for.

Det forekommer mig indlysende, at der bag det religiøse forbud mod homofili ligger et biologisk rationale hvor selektionen har sørget for at homofile altid udgjorde en mindretalsgruppe i ethvert samfund. I det religiøse paradigme er forbudet primæært begrundet ved henvisning til Gud, og sekundært til, at homofili er unaturligt. Hvilket det selvfølgeligt også er set fra et rent biologisk synspunkt. I fuld overensstemmelse med den biologiske lov om størst mulig reproduktion lyder Guds ord derfor, at menneskene skal mangfoldiggøre sig og opfylde verden.

Seksuelle handlinger som ikke tager sigte på reproduktion må derfor fordømmes for at sikre samfundets overlevelse. Derfor er både onani og homoseksualitet forbudt i Det Gamle Testamente, mens de hellige tekster ikke er specielt fordømmende over for incest, når der ikke er andre muligheder for folkeformering. Der ses ingen fordømmelse af, at Lots to døtre drak deres gamle far fuld og nærmest voldtog ham, fordi de brændende ønskede sig et barn.

Efter det nuværende paradigme ville Lots døtre blive straffet strengt for incest. Havde de i stedet valgt at have samleje med hinanden ville de være hjemfalden til dødsstraf efter Moseloven, mens de i vort samfund nok kunne finde en præst som ville vie dem med myrter og slør som rette ægtefolk at være.

De fleste mennesker tænker ikke særlig dybt over, at grunden til at de har de meninger og holdninger de har i meget høj grad skyldes, at de mere eller mindre ureflekteret og til dels ubevidst har overtaget (internaliseret) det samfundsparadigme som er ved magten i det samfund de tilfældigvis fødes ind i. De har vanskeligt ved at forestille sig, at tingene overhovedet kunne være anderledes netop fordi paradigmet udgør en sammenhængende totalforklaring der opleves som naturlig og sand.

Altså med mindre den pågældende tilhører en afvigergruppe som paradigmet definerer som farlig, for så er de tvunget til at tænke over, hvorfor tingene er som de er og om det ikke kunne være anderledes. Det gælder f.eks. pædofile og fanatisk troende muslimer, der ønsker at islamisere samfundet og indsætte islams paradigme til afløsning for det ugudelige vestlige paradigme.

Islamister kan i princippet ændre tro og holdning, selv om det sjældent sker, men når det gælder pædofile, så har de lige så ringe mulighed for at ændre deres seksuelle præferencer som homoseksuelle har. Pædofile må således acceptere, at de fradømmes muligheden for at udleve deres seksualitet.

Paradoksalt nok kan en pædofil som konverterer til islam og bosætter sig i Iran helt legalt udleve sin seksuallitet hvis han føler sig seksuelt tiltrukket af præpubertære piger, idet den seksuelle lavalder for piger i Iran er 9 år.

Dette blot skrevet for at i praksis at anskueliggøre hvad den megen snak om paradigmer egentligt går ud på.

Hilsen

Ipso Facto pifter


----------
Meninger, holdninger og ideologi (som ikke behøver at være bevidst) udgør forskellige niveauer i et socialt orienteringssystem inden for et givent paradigme. Herudfra genkender, ordner og vurderer vi vore oplevelser og erfaringer. Dette er nødvendigt for at undgå, at vi går rundt og føler os konstant utrykke og forvirrede i en kompeks og uoverskuelig verden. Vi kan tillade os at være lidt ”dovne” , idet vi ikke hver gang, vi støder på noget nyt, behøver at tænke så meget over det. Vi kan nøjes med at indplacere fænomenet i vores orienteringssystem.

_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#3374 - 22/08/2008 20:44 Re: KULTURELLE PARADIGMER [Re: Ipso Facto]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
For dem, der ikke gider læse Jeppes lange indlæg, kan jeg oplyse, at paradigme generelt i dag betyder forbillede eller mønster.

I videnskaben anvender man det som en betegnelse for de grundlæggende antagelser, der på det givne tidspunkt anses for sande af forskerne. Videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn er kendt for sin paradigmeteori.

Oprindeligt (og stadigvæk) var det en semantisk fagord for samtlige et ords bøjningsformer, opsat i et skema (mønster).

Mvh

Ole Bjørn ;)

Top Svar Citer
#3388 - 23/08/2008 00:24 Re: KULTURELLE PARADIGMER [Re: ole bjørn]
jenle Offline
ny
Registeret: 24/07/2008
Indlæg: 31
Ipso Facto

Citat:
Frem for en længere teoretisk fremstilling af hvad et paradigme er. . . .
Og så får vi gud hjælpe os en alenlang tilkendegivelse af den ipsoiske opfattelse af diverse paradigmatiske tableauer!

Ole Bjørn har givet en kort og ret klar definition af et 'paradigme':
Citat:
I videnskaben anvender man det som en betegnelse for de grundlæggende antagelser, der på det givne tidspunkt anses for sande af forskerne. Videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn er kendt for sin paradigmeteori.

Til det vil jeg kun føje, at et paradigme er et videnskabsteoretisk grundbegreb, og ikke en cirkus af ipsoiske selvfremstillede forklaringsrum

Ole Bjørn:
Citat:
Oprindeligt (og stadigvæk) var det en semantisk fagord for samtlige et ords bøjningsformer, opsat i et skema (mønster).
Ja, lidt udvidet er det et system af sprogdele, som kan bruges i en bestemt sproglig sammenhæng ved f.eks. at ændre en sprogtid til en anden sammen med en ændret sætningsopbygning.

I denne jeppe-ipsoiske fremstilling slap vi da for hans ekkolali af afskyen for det evindelige traume: Det tidligere kommunistiske arbejdsforhold, som han nu mener at gøre afbigt for ved at blive småreligiøs.


Redigeret af jenle (23/08/2008 00:25)
Top Svar Citer
annonce


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
International domstol beordrer Israel at..
28/03/2024 17:51
Pingvinerne i Guldborgsund Zoo har fået..
28/03/2024 17:33
Sam Bankman-Fried får 25 års fængsel ..
28/03/2024 17:08
Rusland: Gerningsmænd bag formodet terr..
28/03/2024 16:27
Holland vil bruge 18,6 milliarder kroner..
28/03/2024 16:05
Nyheder fra Religion.dk