annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15540585
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372635
Et andet syn 1981099
Jesu ord 1518507
Åndelig Føde 1466783
Galleri
Kærlighed
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 508 gæster og 262 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#338 - 16/04/2008 15:47 Barndomserindringer fra Besættelsestiden.
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære meddebattører.

Hermed præsenteres et stykke danskhed i form af nogle erindringer fra barndommen, formentlig ca. 1943. Mit hjem lå på Østermarken, der var en ikke særligt værdsat afkrog beboet af husmænd, der ingenlunde kunne måle sig med de fine gårdmænd, for slet ikke at tale om degnen og præsten.

Jeg er ikke noget egentligt gammelmandsbarn, men Far nåede dog at fylde halvtreds, før jeg blev født. Mor var væsentligt yngre. En af vore naboer, der altid holdt tale, når der var lejlighed dertil, hentydede ved Fars tres års fødselsdag til den omstændighed, at Far havde giftet sig i en moden alder:

”Jeg har altid syntes, at du, Hans Pedersen, har fået til din nadver, hvad du skulle have haft til din davre.” Udsagnet burde have været anført i fonetisk transskription, idet det blev fremsagt på jysk, men det ville i så fald næppe have været forståeligt for alle læsere.

Når man er barn, betragter man tyveårige som voksne, trediveårige som midaldrende og dem, der er fyrre eller mere, som gamle. Jeg husker derfor kun Far som en mand, der var temmelig gammel.

Fars barndomshjem lå på den anden side af købstaden. Det var et husmandssted på halvanden tønder land, og Bedstefar havde været nødt til at arbejde ved siden af for at skaffe brød på bordet.

Hvad Far aldrig havde omtalt med ét eneste ord, var, at Bedstefar med mellemrum slog sig på flasken, og Bedstemor havde derfor set sig nødsaget til at tage det lille hjems tøjler i sit faste greb. Det er muligt, at jeg her forveksler årsag med virkning; ud fra mine øvrige erindringer om Bedstemor vil jeg tro, at hun ville have gjort dette under alle omstændigheder.

Bedstefar døde, da jeg var tre år gammel, og jeg husker ham ikke direkte, men jeg har et erindringsbillede, der knytter sig til hans begravelse. Jeg husker, at mine forældre kom hjem fra begravelsen, og jeg spurgte Mor, hvordan de havde fået Bedstefar ned til kirken.

Mor svarede, at man havde kørt ham i hestevogn. I min forestillingsverden var en hestevogn en gammeldags arbejdsvogn med skråtstillede sider, hvorpå man kunne lægge en agefjæl at sætte sig på. Vognen havde hjul af træ med jernringe omkring, og når vi kørte til mølle ad de ujævne grusveje, gyngede det slemt fra side til side, og vibrationerne kunne få det til at kilde i ørerne, når Far lod vallakken Peter og hoppen Frieda slå over i trav.

Jeg forestillede mig derfor kørslen med Bedstefar ved hans jordefærd som en kørsel i hastigt trav med en fjælevogn, der bumpede over grusvejens ujævnheder. Bedstefar lå stiv som en træstamme i bunden af vognen, og han rullede fra side til side mod sidefjælene. Jeg husker også hans ansigtsudtryk med det beslutsomme drag omkring munden og hans kraftige overskæg, medens han lå der og vuggede.

Bedstemor levede fem-seks år længere, og hende har jeg i mere klar erindring. Hun gik altid klædt i sort, og hun var en kvinde, der havde sine meninger om, hvordan alle andre skulle forholde sig, og hun lod heller ikke nogen lejlighed til at fortælle dem det gå ubenyttet hen.

Når hun var på besøg, var vi alle genstand for hendes opdragende initiativer; Far ikke undtaget. Hun levede længe nok til at opleve befrielsen fra tyskernes besættelse og fra Hitler, som hun i malende vendinger beskrev som en inkarnation af den skinbarlige selv.

Jeg havde allerede tidligt i min barndom let ved at lære udenad, og jeg husker, at jeg indlagde mig stor fortjeneste hos Bedstemor, da jeg stående ved hendes sygeseng sang befrielsessangen ”En lærke letted, og tusind fulgte…” Det var den eneste gang, jeg så tårer og mildhed i hendes ellers bryske og bydende øjne.

Efter Bedstefars død, blev det traditionen, at vi hvert år samledes i Fars barndomshjem for at mindes Bedstefar på hans fødselsdag. Det var en rejse på fjorten kilometer, og den foregik på cykel.

At holde en cykel i brugbar stand var under besættelsen ikke nogen ganske enkel sag, når man var en småbemidlet husmand, hvis penge ikke strakte til, at man kunne købe dæk og slanger på den sorte børs. Derfor måtte Fars og Mors cykler underkastes en nøje gennemgang, før man vovede sig ud på den lange færd.

Far klippede et gammelt dæk i stykker, som han satte uden på det eksisterende dæk, hvor dette var slidt ned til lærredet. Det gav kørslen sin særlige rytme: Da-da-dum-da-da-dum. Endvidere skulle man have lappesagerne med.

Fars lappesager var ikke en fiks lille blikæske fra Schiønning & Arvé, men en omfangsrig pakke i brunt papir hentet fra en foderstofsæk og med et stykke hyssingstrikke omkring. Pakken indeholdt passende stykker af ituklippede dæk og slanger samt solution.

Solutionen, der blev medbragt i en halvliters flaske, havde Far selv fremstillet af rågummisåler fra udtjente gymnastiksko opløst i stenkulsnafta. Til lappesagerne hørte også forskelligt værktøj: Saks, kranknøgle, konusnøgle og en nøgle, der passede til mange forskellige størrelser af møtriker; den lignede et lille kødben.

Det hørte også med til forberedelserne at montere et træsæde på stangen af Fars cykel; her skulle min lillebror sidde. På Fars bagagebærer blev der fastbundet en sammenfoldet jutesæk; her skulle jeg sidde.

Mor skulle ikke have passagerer med, men kun lappesagerne, tasken og et stykke flæsk fra saltbaljen til Bedstemor. Dette var også rimeligt nok set ud fra et vægtfordelingssynspunkt; Mor var en frodig kvinde og ikke af den type, der let blev borte i sengehalmen.

Min lillebror og jeg blev vasket grundigt med fyrre procents sæbe, der mindede mere om et slibemiddel end om den milde firs procents sæbe, der kun blev taget frem, når Doktoren var på sygebesøg. Derefter blev vi tørret med de krasse håndklæder af sækkelærred og fik vort pæneste tøj på.

Jeg var nok den fineste, for det var på de tider, jeg passede det sæt matrostøj, som mine to ældre brødre havde haft før mig, og som min lillebror skulle overtage, når han voksede sig stor nok hertil.

Far barberede sig med ragekniven, som han sleb på en læderstrimmel, og vi så til med interesse, fordi Far under barberingen satte de mest særegne ansigter og grimasser op. Derefter tog han sit cheviotstøj på og satte cykelklemmerne i de smalle bukseben, så man kunne se hans snørestøvler, der gik op over anklerne. På hovedet havde han en grå blød filthat.

Da gæssene havde ædt frakkeskåneren på Mors cykel, hægtede hun sin overfrakke op med sikkerhedsnåle, så skøderne ikke kom til at slæbe i baghjulet.

Min lillebror og jeg blev formanet om at sidde ordentligt og ikke stikke fødderne ind i cykelhjulet under kørslen, og den lange rejse kunne herefter tage sin begyndelse.

Turen gik gennem købstaden, og før vi kørte ned ad den store bakke til byen, formanede Far endnu engang min lillebror og mig til at udvise stor agtpågivenhed; vi skulle køre på brosten, og det var ikke ufarligt. Ved foden af bakken måtte vi standse ved pigtrådsspærringen og fremvise legitimationskort for de tyske soldater, før vi kørte videre gennem byen.

Min lillebror og jeg stirrede på den uvante byverden; huse med to etager og butiksvinduer så store som en køreport. Ofte var den store rude erstattet med en bræddeforskalling, hvori der var en lille rude, gennem hvilken man kunne betragte sortimentet af maximalvarer. Vinduesglas var – som alt andet – en mangelvare.

Og der kørte biler. Vi havde så ofte set tyskernes militærbiler, men her så vi danske biler, der let kunne kendes på, at de havde en stor kakkelovn monteret bagpå. Trægasgenerator, forklarede Far.

På den anden side af byen skulle vi op ad en bakke, der var så stejl, at Far og Mor måtte trække cyklerne. Min lillebror fik lov til at blive siddende på træsadlen, medens jeg måtte gå ved siden; det var fordi jeg var en stor dreng, der sagtens kunne klare den smule bakke.

Undertiden fandt jeg det vanskeligt at finde ud af, hvorvidt jeg var stor eller lille, men efter nogen tid gik det erfaringsmæssigt op for mig, at jeg var en stor dreng, når der blev stillet ubehagelige krav til mig, men lille, når det var mig, der ønskede at gøre noget interessant og hidtil uprøvet.

Kort før vi kom til Fars barndomshjem, gjorde vi holdt ved Tre Linde Kilde, og det blev andagtsfuldt forklaret, at denne kilde var noget særligt. De tre lindetræer, der havde givet kilden dens navn, var plantet af Bedstefar for mange år siden, da han var ansat som vejmand. Træerne står der endnu, og de er langt mere end hundrede år gamle.

I Fars barndomshjem boede min faster og onkel, der havde overtaget stedet, og de havde Bedstemor boende på aftægt. Endvidere boede Faster Stinne i huset. Hun var aldrig blevet gift, angiveligt fordi hun havde ventet længe på en kæreste, der havde belønnet hendes trofasthed med at rejse over hals og hoved til Amerika for ikke senere at lade høre fra sig.

Mor gav en anden forklaring på faster Stinnes jomfrustand; hun havde simpelt hen ikke kunnet finde en mand, der turde binde an med hende.

I det hele taget var Mors og Faster Stinnes indbyrdes forhold ikke præget af venskabelige følelser. Da min ældre bror var blevet født, udtalte Faster Stinne kategorisk: ”Han er pæn, han ligner os.” Under Mors efterfølgende barselsleje førte Faster Stinne hus for min Far, og det gjorde hun på en så håndfast måde, at Mor efter eget sigende lå og græd i sengen.

Mor skrev senere i et brev til en af mine tanter, at Faster Stinne optrådte, som om hun holdt hele familiens skæbne i sin hånd. Min tante forsøgte at brænde brevet, men min farbror ragede det ud af komfuret. Med den begrundelse, at der skulle være rene linier i familieforhold, overlod han det til Faster Stinne. Dette virkede ikke befordrende for familiefreden.

Senere digtede Mor en lejlighedssang til Faster Stinne i anledning af dennes fødselsdag. Mor kom meget taktfuldt ind på spørgsmålet om Faster Stinnes status som ugift og opstillede den formodning, at Faster i tilfælde af, at hun fandt en mand, måske nok ville tale med ham om tingene, men uvægerligt ville afslutte med et: ”Som du vil, lille mand, men dér skal skabet nu stå!” Heller ikke denne velmente festsang virkede cementerende på familiefreden.

Faster Stinne ernærede sig som kogekone for det bedre borgerskab i købstaden og herskaberne på proprietærgårdene i omegnen. Hendes færdigheder i køkkenet var legendariske, og det var en selvfølge, at det var hende, der lavede mad ved mindesammenkomsterne på Bedstefars fødselsdag.

Det var et tilbagevendende punkt på menuen, at vi fik suppe. Udover de traditionelle kød- og melboller indeholdt Faster Stinnes suppe en specialitet, som hun kaldte trindboller. De bestod af smuldret franskbrød æltet med smør og rullet mellem hænderne. Det var før cholesterolbevidsthedens og de gode kostråds tid.

Fortsættes…

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#340 - 16/04/2008 15:51 Re: Barndomserindringer - Bedstefars sang. [Re: Kræn-P]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland

Fortsat…

Til sammenkomsterne kom også Moster Kathrine. Hun var Fars moster og på alder med Bedstemor. Hun havde aldrig været gift. Som ung havde hun været tjenestepige på landet, og senere havde hun været sygeplejerske i købstaden.

Hun havde oplevet mangt og meget, der var værre end alt, hvad andre havde oplevet, og hun berettede gerne derom. Hun havde på sin egen krop oplevet, hvilke vilkår man havde som tyende på landet i 1880-erne.

Man fik grød enogtyve gange om ugen, og fik man kød, ’vrylede’ det ofte af hvide maddiker. Det usle pigekammer var så hjemsøgt af rotter, at hun havde måttet tage hunden med i seng, og når hun om morgenen stod ud af sengen, trådte hun med sine bare fødder på de bløde rotter, som hunden havde bidt ihjel i nattens løb.

Hun kunne også berette om spisning af fælles fad. Hvert medlem af husstanden havde sin ske, der var anbragt i en vindueshaspe. Der blev sat to klinkefade på bordet, det ene med grød og det andet med mælk.

Ved en bestemt lejlighed deltog to daglejere i det fælles måltid. Den ene havde overskæg og spiste snustobak, og den anden havde næseblod. Efterhånden som måltidet skred frem, dannede der sig sorte og røde ringe på overfladen af mælken alt afhængigt af, om det var ham med snustobakken eller ham med næsebloden, der dyppede skeen i det fælles fad.

Moster Kathrines beretninger havde altid en bestemt morale: Vi skulle være taknemmelige. Vi gjorde os ikke klart, hvor godt vi havde det. Vi skulle være taknemmelige og ikke som så mange børn i samtiden vrænge på næsen ad en smule skind på den varme mælkegrød eller nogle skover i bunden af gryden, når grøden var brændt på. Iøvrigt sultede man i Indien og Kina, og vi skulle være taknemmelige for, at vi hver dag kunne spise os mætte. Det var Gud, der sørgede for, at vi ikke sultede ihjel.

Ved mindesammenkomsten holdt Moster Kathrine sædvanligvis en tale til de unge. De unge var mine brødre og jeg samt vore fætre og kusiner. Vi blev formanet om betydningen af at være taknemmelige og nødvendigheden af at holde os til Gud Fader Vor Skaber og Den Herre Jesus Kristus Vor Frelser.

Efter Moster Kathrines tale blev der stille en tid lang, og alle blev indadvendte i blikket. Man hørte kun visse naturlyde fra en madglad farbror, der på sin særlige måde gav udtryk for, at han havde fået vommen fyldt. Man hørte også, at han nu var i færd med at rense tænder ved at skvulpe en mundfuld vand rundt omkring det kødfarvede gebis, som han kort forinden havde taget ud og kigget kritisk undersøgende på.

Det var et led i liturgien, at det nu blev foreslået: ”Skal vi synge Bedstefars sang!” Alle nikkede samstemmende, og der blev sunget for:

Der er endnu en sabbatsro tilbage
For Herrens Folk, for Jesu købte får,
For alle, som af Ånden lod sig drage
Fra mørkets magt til Jesu sår.
Ja, tænk, at samles om vor frelser kær!
O, venner, skal vi da mødes der?


Tempoet var langsommere end largo, og man havde en bemærkelsesværdig evne til at dvæle på konsonanterne, hvorved bogstavet L i ”Herrens Folk” fik en mageløs lydkvalitet, som jeg ikke senere har hørt tilsvarende.

Hvorfor netop denne sang var faldet i særlig grad i Bedstefars smag, aner jeg i omrids. Hans ungdom faldt inden for de kirkelige vækkelsers mest aktive periode, og den indremissionske forkyndelse fandt ofte god genklang hos dem, der var fattige og bar tunge byrder i tilværelsen.

Bedstefar tilhørte landarbejderproletariatet, der på det nærmeste var retsløst, og som blev aflønnet på et minimum, der akkurat kunne sikre arbejdskraftens reproduktion, men heller ikke mere. Det bør ikke give anledning til undren, at han kunne blive fænget af den velgennemtænkte og dygtigt tilrettelagte forkyndelse, med hvilken man fangede sjæle i Peters fiskenet. Udsigten til Hebræerbrevets sabbatshvile var det tillokkende alternativ til den byrdefulde hverdag.

Og denne Himlens skønne sabbatshvile
Har Jesus vundet til os med sit blod.
Så lad os da frimodigt ile,
Gud giver selv os kraft og mod.
Ja, tænk, at samles…


Vejen til at vinde sabbatshvilen var smal, lang og tornestrøet, men den var mulig. Det første skridt var at erkende, at man var en synder. Ikke blot en synder, der gjorde noget forkert og fortrydeligt i ny og næ, men en ussel synder, der vandrede i fortvivlelsens mørke.

Dersom biografien ikke kunne danne tilstrækkelig baggrund for følelsen af at være gennemsyret af synd, tog man arvesynden til hjælp. Vi er syndens børn, avlet i synd og født i synd. Helvede er vor destination, og man anede genskæret af Helvedes flammer i vækkelsesprædikantens faste blik, når han udpenslede de fortabtes evige pinsler.

Når omvendelseskandidaten således var bragt ned i den dybeste fortvivlelse og det udvejsløse mørke, blev redningsplanken kastet ud: Du må bekende; du må stå frem i vor midte og lade os påhøre din bekendelse. Bekendelsen må være fuldstændig og nøjeregnende med hensyn til at få alle detaljer med. Vi andre, der selv har erkendt synden, bekendt den og angret den, skal nok vide at bedømme, om din bekendelse og din anger er ægte, eller om du forstiller dig.

Hvis kandidaten greb redningsplanken på en måde, der kunne tiltrædes af fællesskabet og navnlig af den kyndige menneskefisker, der som en storinkvisitor ledte kandidaten igennem den sjælelige forvandling – igennem overgangsriten – kom lettelsen: Gud tilgiver dig! Han tilgiver dig, fordi hans énbårne søn tog dine synder på sig og lod sig henrette på korset.

Og hvilken henrettelse. Alle detaljerne i lidelseshistorien fra såvel synopsen som fra Johannes blev gennemgået: Knytnæveslag, hudstrygning, tornekrone, udmattelsen af det centnertunge kors og gennemboring af hænder og fødder med nagler så store. Kandidaten blev dyppet, så han drev af Lammets blod.

Men han var blevet lettet. Vækkelsesprædikanten havde lagt en tung byrde på ham, som fik ham til at segne. Vækkelsesprædikanten havde taget byrden fra ham igen, og spurgte nu, om han ikke følte sig let og befriet. Han kunne i fremtiden ikke sige, at han var bedre end andre, fordi han havde omvendt sig, men han kunne sige, og det bekræftede vækkelsesprædikanten, at han var bedre stillet end andre: Han havde nu vished i sin saligheds sag.

Mit borgerskab er hist, hvor sejrens krone
Og lovsangsharpen evigt bliver min.
O, tænk, når engang Lammet fra sin trone
Vil kalde mig for evigt sin!
Ja, tænk, at samles…


Bedstefar blev ikke varigt organiseret i Indre Mission; han involverede sig i stedet i den radikale husmandsbevægelse, for hvilket arbejde han modtog mange hædersbevisninger. Men hans ungdoms vækkelsestid havde efterladt et spor i hans sind, fordi han var én af de underkuede.

Havde han været søn af en velbeslået gårdmand med fire skorstene på mønningen, ville det formentlig ikke have været Sabbatsroen, vi havde siddet og smagt på under mindesammenkomsten. Så havde Bedstefars sang snarere været ”O, Kristelighed, du skænker vort hjerte…”

Efter Sabbatsroen vendte munterheden tilbage, og der blev ikke indvævet flere religiøse islæt i dagens mønster. Når der blev sagt velbekomme, gik mændene og drengene i kostalden for at lade vandet, og den madglade farbror fik luft for det, som han anstændigvis havde måttet undertrykke inde ved bordet. Konerne og kusinerne aflagde besøg på lokumet bag den rødmalede dør til brændeskuret. Her var der lagt gamle numre af Folkebladet frem til afrivning.

Ud på eftermiddagen begav vi os hjemad. Dels skulle vi gennem købstaden, før tyskernes udgangsforbud trådte i kraft, og dels skulle dyrene derhjemme røgtes til aften. De fire køer skulle malkes og mælken hejses ned i brønden, for at den kunne holde sig kold.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#386 - 20/04/2008 11:33 Re: Barndomserindringer - krigen på nært hold. [Re: Kræn-P]
treram Offline
bor her
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 1393
Sted: Sverige/ Thailand
Kære Kristian.
Det var en herlig historie lige til dansk folkemindesamling.

Jeg vil bidrage med nogle oplevelser også fra krigens tid.

Jeg har boet i Glostrup næsten hele mit liv og derfor også under besættelsen, her havde vi krigens alvor noget tættere på livet.
I 1944 gik jeg og en skolekammerat til svømning i Damsøbadet på Frederiksberg, vi cyklede,da der ikke rigtigt var andre alternativer på dette tidspunkt. Vi var begge 10 år gamle og tog turen to gange om ugen.
Der var en stor fabrik i udkanten af Glostrup mod Rødovre, den hed Globus og der fremstillede man bl.a.dele til V2 raketterne der blev sendt mod London og forårsagde nogen ødelæggelser der.
En dag på vej hjem fra Damsøbadet ad Roskildevej, kom vi forbi Globus der lå helt ud til Roskildevej, ankom der en stor lastvogn og en masse mennesker sprang ud, vi synes det så mærkeligt ud og stoppede op, men vi hurtigt besked på at cykle videre og det skulle gå stærkt, vi spurtede ned imod Glostrup bymidte, undervejs hørte vi skudsalver, da vi nåede ned til brandstationen, der havde til huse i det gamle nedlagte Glostrup bryggeri, hørte vi nogle høje eksplosioner, udenfor brandstationen stod brandmændene opmarcherede, ligesom klar til at rykke ud, men de havde tilsyneladende meget god tid, selvom de hørte eksplosionerne reagerede de ikke, vi stoppede vores cykler og kiggede på brandfolkene, de afventede ligesom en besked,men endelig skete der noget de begav sig ind i deres brandbiler og kørte langsomt mod Globus og vi vendte vores cykler og spurtede den anden vej efter brandbilerne.
Der lød af og til nogle drøn fra Globus, men vi fortatte ufortrødent, det var jo spændende, vi nåede området hvor Globus havde ligget, for nu lå det meste jævnet med jorden, og meget stod i lys lue.
Brandfolkene var meget langsomt ved at rulle brandslangerne ud, driftlederen på fabrikken, en tro nazist stod og hersede med brandfolkene, råbte at de skulle skynde sig, men det tog de tilsyneladende meget let på.
Pludselig lød der nogle brag og nogle gas og iltflasker kom flyvende igennem luften som raketter, de landede heldigvis hvor der ingen mennesker var.
Branden blev efterhånden slukket, sabotørerne var forsvundet for langt tid siden, der blev vistnok dræbt en enkelt af en af de tyske værnemagtssoldater der stod vagt ved fabrikken.
De arbejdere der arbejdede på fabrikken var blevet gennet ud inden den blev sprængt i luften

Fabrikken var total ødelagt og det tog langt tid inden de fik gang i produktionen af V2 dele igen, da var krigen på det nærmeste afsluttet.

Vi to ti års knægte kunne køre hjem, med en stor oplevelse af det frihedskæmpende Danmark i hovedet, jeg fik godt nok nogen skældud da jeg kom hjem, noget senere end sædvanligt, og fortalte hvad vi havde oplevet. Skældudene var dog hurtigt glemt, sabotagen havde større effekt på mig, vi blev dagen efter i skolen regnet som små helte, fordi vi kunne komme med førstehåndsindtryk fra sabotagen.
Aviserne skrev jo ikke meget om episoden.

Dette var blot en enkelt af de mange oplevelser krigen gav mig, en den dem der var tættest på.

Efter bombningen af Shellhuset, hvor mange sabotører sad fængslet på den øverste etage, for at modvirke at huset blev bombet, klarede englænderne alligevel at bombe etagerne under, så mange af sabotørerne slap fri.

Vi fik om eftermiddagen pluseligt besøg af nogle mig ukendte mænd, bl.a.to mænd der så ud til at lide meget, min far inprentede mig at jeg endelig ikke måtte sige til nogen, at vi havde fået besøg.
De to mænd der var undveget fra Shellhuset var sabotører, de var blevet udsat for grov tortur, jeg så deres hænder, alle neglene var blevet revet af og de havde slagmærker på arme og ryg, de boede hos os i 2 døgn, så blev de igen afhentet af en anden mand, min far fortalte senere at de var kommet til Sverige.

Jo besættelsestiden var en turbolent tid og især for en lille knægt, der fik livets alvor tæt på.

Under krigen var det jo svært at få svinekød, min far fik fat i en nyfødt gris, som fik plads i vor garage, min far var gode venner med byens bager og han fik al det brød der ikke kunne sælges, så vores gris, der fik navnet Sofus, blev opfedet med wienerbrød og fransbrød.
Den voksede også godt til, var smækfed, vejede vist såvidt jeg husker flere hundrede kilo og en dag skulle den så slagtes, vi var alle noget vemodige ved at skulle æde vores efterhånden meget gode ven Sofus, men der var ingen kære mor, den blev slagtet, der blev megen god mad ud af Sofus, jeg husker endnu med rædsel at al blodet blev kogt i vor gruekedel og tilsat div. andre ting, så vi fik blodpølser til lang tid, alt kødet blev saltet ned, der var ikke noget der hed dybfryser dengang, vi kunne nu invitere familie og venner på herremåltider, hvilket mine forældre også gjorde.
Jeg deltog med nogen modvilje i måltiderne, mens jeg tænkte på stakkels Sofus, som vi nu fortærede.

Da tyskerne havde inddraget vores skole som lazaret, var det en noget blandet undervisning vi modtog, den foregik delvis i biografen,teknisk skole og vistnok religionsundervisning i kirken, men vi var mange klasser samlede i hver undervisningstime, så det var en noget lemfældig undervisning, det var måske der grunden til min ateisme blev lagt, who knows.





Redigeret af treram (20/04/2008 11:45)
_________________________
mvh.treram
Top Svar Citer
annonce


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
29/03/2024 08:41
Ramadan-måneden
af ABC
29/03/2024 08:40
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
'Oppenheimer' har haft forsinket premier..
29/03/2024 12:30
Storebæltsbroen er lukket i retning mod..
29/03/2024 12:13
Rumænien efterforsker dronelignende fra..
29/03/2024 10:53
Israel reagerer på ICJ's ordre om nødh..
29/03/2024 10:23
Problemer giver op til 40 minutters læn..
29/03/2024 09:53
Nyheder fra Religion.dk