Kære debatkolleger.

I dette oplæg vil jeg gøre rede for nogle elementære juridiske forhold vedrørende ytringsfriheden og de begræsninger, som den såkaldte blasfemiparagraf og visse andre regler sætter for ytringsfriheden. Ytringsfriheden er forfatningsmæssigt sikret i grundloven, der indeholder følgende bestemmelse:

»§ 77 Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.«

Da ytringsfriheden er anbragt i grundloven, vil den kun kunne ændres eller ophæves ved en grundlovsændring. Dette er det samme som at sige, at folketinget ikke har kompetence til at røre ytringsfriheden som sådan.

Men når man læser grundlovsbestemmelsen, bliver man opmærksom på, at ikke alle slags ytringer uden videre kan være lovlige. Det er nemlig tilkendegivet, at ytringer fremsættes under ansvar for domstolene. Da grundloven forbyder forudgående censur, kan dette at ytre sig ikke i sig selv være noget, som domstolene skal kunne tage stilling til. Det må være indholdet af ytringerne, der skal kunne prøves ved retten.

Grundlovens beskyttelse af ytringsfriheden er derfor kun formel, hvilket er vigtigt at være opmærksom på, og man støder her af og til på misforståelser. Juridisk kan man sige, at den formelle ytringsfrihed er grundlovsikret, men den materielle (d.v.s. indholdsmæssige) ytringsfrihed kan indskrænkes eller udvides alt afhængigt af, hvad folketinget eller andre vedtager.

Typiske lovbegrænsninger af ytringsfriheden findes i straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser også kaldt injurier og i særlovgivningen, for eksempel lægeloven. Også private begrænsninger af ytringsfriheden kan være fuldt lovlige, og de kan for eksempel indgå i ens ansættelsesvilkår.

En forsker, der er ansat i Novo Nordisk, hvor han arbejder med udvikling af ny diabetes-medicin, vil ikke kunne påberåbe sig nogen ytringsfrihed, hvis han negligerer den tavshedspligt, som blev tilkendegivet sammen med ansættelsen.

Den såkaldte blasfemiparagraf findes i straffeloven, og den har følgende ordlyd:

»§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Denne bestemmelse har mange år på bagen, idet den stammer fra 1866. Man ser den ofte diskuteret, men den spiller ikke længer nogen afgørende rolle i retspraksis. Den seneste domfældelse på grundlag af paragraffen ligger så langt tilbage som 1938, hvor en gruppe nazister blev dømt for at have krænket jødernes troslærdomme.

Paragraffen har i mellemtiden været fremme med henblik på rejsning af tiltale. Dette skete for eksempel i forbindelse med en TV-udsendelse i DR, hvor Trille sang Jesper Jensens sang om Øjet i det høje: ’Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud…’. Imidlertid blev DR frifundet.

I 2006 traf rigsadvokaten beslutning om, at der ikke skulle rejses tiltale for overtrædelse af blasfemiparagraffen i anledning af, at Morgenavisen Jyllands-Posten havde bragt de noksom bekendte tegninger af profeten Muhammed.

Blasfemiparagraffen forveksles af og til med den såkaldte racismeparagraf. Denne bestemmelse kom ind i straffeloven kort før besættelsen, og den sigtede mod at beskytte jøderne mod nazistisk propaganda. Den blev for små fyrre år siden ændret, idet nogle FN-regler om racediskrimination blev indarbejdet, og senere endnu er også bøsser og lesbiske blevet omfattet af bestemmelsen. Ordlyden i straffeloven er i dag:

»§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.«

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke kan overtrædes i forhold til enkeltpersoner, men kun i forhold til grupper. Er der tale om, at enkeltpersoner krænkes på strafbar måde, vil eventuel tiltale blive rejst efter andre paragraffer.

Meningen med ovenstående er ikke at tage stilling til noget som helst, men blot at cirkle lidt om nogle juridiske aspekter, der forhåbentlig kan være til nytte, når man drøfter det varme emne om den stedfindende kulturkonfrontation med Islam, som vi står midt i.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen