Kære debatkolleger.

Når man er kommet op i alderen, kan det være givende at blade lidt omkring i sine dagbøger for at generindre oplevelser, der har sat sig varige spor. Det følgende skrev jeg i 1999, da en god ven døde af en uhelbredelig sygdom, og jeg bladede ved dén lejlighed lidt rundt i mine optegnelser fra 1985.

Claus var én af mine daværende medarbejdere, og vi var dels i Indien for at få en aftale om et bistandsprojekt på plads og dels i Nepal på en hemmelig mission, som bliver nævnt sidst i erindringsbilledet.

Claus in memoriam.

Claus døde natten til torsdag, og han skal begraves om nogle få dage. Claus og jeg har gjort fælles sag flere gange i officielle gøremål såvel som i private. Der fremdrages nogle erindringer om Claus, der blandt andet har med døden at gøre i østlig optik. Jeg skal advare læseren om, at der kommer stærke billeder.

- - - - -

Jeg vågnede ved, at telefonen på natbordet ringede: Good morning, Sir, it’s half past four. Da jeg tog mine sko uden for døren, var den allestedsnærværende boy på etagen der med det samme: I polished your shoes, Sir. Han fik en af de små pengesedler på én rupee, som man altid skal sørge for at have ved hånden, når man er i Indien. Han kyssede sedlen, stak den i lommen og sagde: Thank you, Sir.

Claus var allerede kommet ned og ventede på mig i lobbyen, hvor vi fik en hastig kop kaffe med en sandwich. Lidt senere kom guiden, der viste sig at have hyret en af disse gule motorcykel-taxaer, som Claus kaldte ’yellow fever’.

Det var fortsat mørkt, og tropenattens fugtige varme luft slog os i møde med den specielle krydrede duft, som er så karakteristisk for indiske byer. Chaufføren flækkede i et stort tandsmil, da han så, at jeg røg på en af disse lokale cigaretter, som man kalder beedies: Very good, Sir, sagde han anerkendende og viste mig et bundt fra hans egen lomme. Nu havde vi noget til fælles.

Rundt omkring i butiksnicherne foran de lukkede skodder lå der mennesker og sov. De, der havde deres udkomme ved at køre cykel-taxa, sov i ubekvemme stillinger på passagersædet. Det gik nok ikke an at forlade cyklen for at sove et mere bekevemt sted. Hist og her så vi hvidgrå køer med den karakteristiske pukkel, der lå og tyggede drøv eller gik adstadigt omkring i gaderne og ventede på, at byen og grønthandlerne skulle vågne.

Det sidste stykke gik vi til fods, og der var mange mennesker, der gik den samme vej. Nogle var i orangegul kjortel og havde tre vandrette hvide streger malet i panden; andre i samme påklædning havde malet et symbol, der lignede en stemmegaffel. Nogle af dem bar vandkrukker af messing. Hellige mænd, sagde guiden, vær forsigtig, ikke tale til dem. Vandkrukken skulle bruges til at hente vand hjem fra Ganges, og dette vand skulle bruges kultisk derhjemme.

Nede ved floden var der trængsel af mennesker, der forberedte sig på det afgørende øjeblik, hvor solen ville vise sig over horisonten ovre på Ganges’s højre bred. Det er derovre, hvor kun et fjols opholder sig, når han skal dø, og derfor stimler man sammen på den venstre bred, hvor det giver god karma – om end ikke direkte udfrielse af reinkarnationens trædemølle – at drage sit sidste suk. Af samme grund bliver de døde brændt på venstre bred. Hist og her ser man de såkaldte sati-sten, der erindrer om enker, der har ladet sig brænde levende sammen med deres afdøde mand.

Der var mennesker alle vegne. En del af dem havde fast opholdssted døgnet rundt under store parasoller, hvor de tilbragte de fleste af døgnets timer i meditationsstilling eller læste i hellige skrifter. Enkelte af dem var splitternøgne.

Flest mennesker var der dog på trappetrinene, ghats, der forløber over en lang strækning langs den hellige flods venstre bred. Nogle af dem var allerede gået så langt ned, at de stod i vand til bæltestedet, hvor de ventende på solopgangen benyttede lejligheden til at bade. Nogle havde et stykke sæbe med, og mange – navnlig kvinderne – udviste stor færdighed i kunstfærdige kropsstillinger, når de uden at tage tøjet af vaskede sig over hele kroppen.

Enkelte havde tandbørste og en tube Colgate med sig og børstede tænder i det grågrønne flodvand, medens en død hellig ko flød af sted med strømmen lidt længere ude. Den havde opspilet bug, og et par gribbe fulgte med som passagerer, medens de forsøgte at få hul på skindet.

Guiden hyrede en båd, og rorskarlen, der var en ældre mand, men ikke stort større end et europæisk skolebarn, lagde fra land og roede os mod strømmen langs de mange mennesker på ghat’erne. Nå, der er et lig, sagde guiden tørt konstaterende og pegede. Det var en død mand, der flød med ryggen opad tæt inde på de badende. Nogle, som liget var kommet for nær, skubbede det lidt fra sig og fortsatte med at vaske sig.

De har nok ikke haft råd til at købe brænde, sagde guiden, ved hvilket udsagn vi skulle underforstå, at den døde mands pårørende havde kastet ham i floden for at spare den mere udgiftskrævende ligbrænding.

Et par behjertede unge mænd i en robåd kom hen i nærheden af liget. Medens den ene roede, satte den anden en åre på ryggen af liget, og det blev trukket så langt ud, at strømmen kunne føre det bort på den sidste rejse i kølvandet af koen, der nu var kommet et par hundrede meter længere ned ad floden, nedad mod de egne, hvor krokodillerne ventede.

Claus, der var en videbegærlig, men følsom natur, havde spurgt guiden ivrigt og interesseret om alt, hvad vi så, men nu var han blevet tavs. Det er lis’som for meget, mumlede han for sig selv.

Manikarnika, sagde guiden og pegede mod et åbent areal på bredden, hvorfra der steg røg op. Det er der kremeringen foregår, når det går rigtigt til. Det kan jeg godt undvære, sagde Claus.

Men da jeg fortalte guiden, at jeg ganske vist havde set Manikarnika før, men det var under ledelse af en elendig guide, der ikke havde været indstillet på at give sine gæster den fulde oplevelse, men havde ladet os kigge på stedet næsten ude fra midten af strømmen, og da vi nu havde været så heldige at få en guide, der var virkelig professionel, så……..ja, så lykkedes det guiden at overtale Claus til, at vi skulle opleve Manikarnika på lidt tættere hold.

Det blev nu nærmest i arms længde. Båden blev roet ind med stævnen imod bredden nær en stor sort slaggedynge.

Ligbrændingen på Manikarnika foregår på det nærmeste på samlebånd, og der er adskillige ligbål i gang på samme tid. De pårørende bringer den afdøde til bygningerne bag pladsen, hvor der er adskillige boder, hvor man kan købe sandeltræ og få de mandlige lig barberet, før kremeringen finder sted. Sandeltræet er dyrt, og derfor kan mange ikke få råd til at købe så meget, at forbrændingen bliver fuldstændig.

Nede på selve pladsen bliver der først lagt noget lettere brændbart med et lag sandeltræ ovenpå. Derpå lægges liget, og resten af træet lægges ovenpå. Derefter foregår der en rituel antænding af ligbålet. Hvis der er for lidt træ, hvilket ofte er tilfældet, ligger der forkullede træstykker og rester af liget tilbage, når bålet har ulmet færdigt. Det resterende bliver skovlet op i den store slaggedynge, der var en snes meter fra båden. Slaggedyngen forsvinder senere på sommeren, når monsunen sætter ind og får vandstanden til at stige med flere meter.

Fra båden kunne vi se ligbål i forskellige stadier, og vi kunne også se, hvad der foregik på den store slaggedynge. Ovenpå stod tre-fire sorte fugle, der hakkede i et eller andet blødt, og nedenfor bakkede en hund bort fra dyngen, idet den trak noget langt og elastisk ud af slaggerne.

Et af bålene var endnu ikke antændt, men de rituelle forberedelser var allerede i gang. Der var ikke træ nok til at dække liget, og et par stive bare fødder på et par ben med flerfarvede tynde bomuldsbukseben strittede ud imod os.

Bålet blev tændt, og snart stod det i lys lue. De tynde bukseben blussede op, og vi så de hvide ben, som de havde dækket. Benene blev langsomt brune, og lidt senere kom der bobler i det brune og brankede.

Claus blev hvid om næsen, vendte sig langsomt og kiggede med væmmelse i ansigtet over mod den højre bred. Guiden så det, og sagde henvendt til mig: Jeg tror, vor ven har fået et kulturchok. Ja, sagde jeg, og flyttede mig lidt, så jeg kunne holde Claus på panden.

Sidst på formiddagen, da vi havde set meget andet, og da temperaturen nærmede sig 45 grader, søgte vi tilbage til hotellets kølige aircondition, hvor vi meget apropos drak øl med en isfugl på etiketten. Claus skulle have hele tre Kingfisher, før han kom helt til sig selv.

Om eftermiddagen tøffede vi på vor yellow fever de tolv kilometer ud til Sarnath, og undervejs understregede chaufføren og jeg vort fællesskab ved at skiftes til at byde hinanden på beedies.

Sarnath ligger hen i ruiner, men man kan af ruinerne se, at det har været ganske omfattende klosteranlæg, der har været opført på dette hellige sted, hvor Gautama (Buddha) holdt sin berømte prædiken og forkyndte de fire ædle sandheder.

På museet var Claus en smule forarget. Her står vi over for nogle af de mest kostelige kunstskatte, som buddhismen har frembragt, sagde han, da vi stod foran løvekapitælen, og se nu blot, hvordan her ser ud. Skidt og møg alle vegne, og kun en enkelt kustode henne ved døren. Enhver sindssyg kan jo vade ind og ødelægge disse umistelige ting.

Vi beså også den store stupa, hvor nogle valfartende munke af tibetansk oprindelse vandrede rundt og rundt i deres mørkerøde lange dragter. Det menes, at stupaen indeholder relikvier fra Buddha selv, men det menes vistnok om så mange andre seværdigheder, at man kan komme i tvivl om, hvor stort et skelet Gautama egentlig har haft.

Da vi hjemme på hotellet afregnede med guiden, syntes Claus, at vi skulle give ham det dobbelte af den aftalte pris. Der var ingen mening i, at en mand skulle arbejde for os en hel dag for halvfjerds kroner. Vi havde jo haft en dag med uforglemmelige oplevelser.

Det var på den samme rejse, vi i Nepal skulle tage kontakt til en organisation, hvis ledere var gået under jorden. Hensigten var at indsamle konkrete oplysninger, der skulle anvendes under en sag mod Nepal for brud på ILO’s konvention om Trade Union Rights. Dette var ikke uden risici, idet der skete underlige ting, der lod os ane, at den nepalesiske efterretningstjeneste holdt øje med os. Der var dog i forvejen truffet aftaler med dem derhjemme, så der kunne blive grebet ind, hvis der ikke hver dag kom et eller andet livstegn fra os.

Men vi fik også tid til andet, for eksempel at se den maleriske gamle by Bhaktipur. Det var her, jeg købte min kapala, som hverken Claus eller senere min hustru ville røre ved. En kapala er en hovedskal af et menneske, og den er indvendigt belagt med et lag sølv, og den er ikke ganske billig. Yderligere var den ikke til at få ud af hænderne på gadehandlerne, hvis den ikke blev betalt med sedler i en stærk valuta.

Kapalaen er den skål, som den tibetanske guru Padmesambhava fra middelalderen holder i sine hænder, og hvori han opbevarer den såkaldte livseleksir.

Selv om Claus ikke ville røre ved denne menneskelige hjerneskal, fandt han stor fornøjelse i at være til stede som bisidder for en jyde, der købslog med en nepalesisk gadehandler. Det tog tre timer med mellemliggende afbrydelser, hvor parterne gik hver til sit, men langt om længe faldt handelen på plads.

Dette lykkedes af to årsager. Den ene var gadehandlerens absolut sidste tilbud, der var udtryk for ’his special afternoon prices’. Den anden var, at hans absolut sidste tilbud om den specielle eftermiddagspris blev yderligere nedsat, så den blev ’special only for you because you are my friend’. Dette er noget af et ridderslag at få, når man har kendt hinanden i kun tre timer.

Som sagt ville Claus ikke røre ved kapalaen, og hans ubehag ved ligbrændingen ved Ganges var så intenst, at han simpelt hen ikke kunne holde til det. Claus følte som så mangen anden vesterlænding ubehag ved døden, som den tager sig ud i indisk – og for så vidt også i tibetansk - optik. Han hæftede sig ved de objektive kendsgerninger. Han så, hørte og lugtede det, der kan beskrives i ord, og så heri en brutal folklore.

Om et par dage skal vi bære Claus ud til rustvognen, der skal bringe ham til vort Manikarnika, det klinisk sterile, naturgasfyrede og driftssikre vesterlandske krematorium, der kun vil efterlade en lille skovlfuld aske at hælde i urnen.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Tak for en dejlig beretning, Kristian. Den fortjener et større forum.

Den er en glimrende illustration af, at mange mennesker har meget svært ved at forholde sig til andre kulturers traditioner. Jeg har selv oplevet det gang på gang, når jeg nøgternt har fortalt om mine egne oplevelser i fremmede kulturer.

De fleste af os er domineret af den vanetænkning, som vores opvækst har indoktrineret i os som værende "den rette". Vi kan derfor have store problemer med at acceptere andre verdensopfattelsers berettigelse. Denne overbevisning om egen moralsk og kulturel overlegenhed er nok den største hindring for det globale samfund.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Super interessant og flot skrevet indlæg - tak for oplevelsen!

Kære Jakob og Ole Bjørn.

Tak for jeres venlige modtagelse af erindringsbilledet fra en tjenesterejse i Indien og Nepal. Jeg giver Ole Bjørn medhold i, at mange er så hildet i overbevisningen om vor egen kulturs overlegenhed, at de har svært ved at se noget værdifuldt i andre verdensopfattelser.

Upanishaderne, som du har beskæftiget dig med, indeholder filosofiske visioner af fabelagtig rækkevidde, som med hensyn til dybde kan måle sig det dybeste af vesterlandsk tænkning.

Det samme gælder det religiøse læredigt Bhagavadgita, som jeg sammen med to andre er i færd med at oversætte fra sanskrit til dansk. Det er en langsommelig affære, men vi har indtil nu oversat elleve sange ud af de atten, som værket består af.

Vi håber, at vi i 2009 kan udgive det, og vi har for nylig haft den opmuntring, at en forsker inden for religionsvidenskab, der har en bog om Hinduisme under udarbejdelse, har spurgt os, om hun må bruge dele af vor oversættelse som eksempler på Gita’ens budskaber. Dette har vi naturligvis sagt ja til, idet det vil kunne virke befordrende, når vi skal i forhandling med et forlag om udgivelse.

Sideløbende med oversættelsesarbejdet er jeg i færd med at samle nogle afsnit fra mine erindringer med henblik på udgivelse, og afsnittet om Claus vil selvsagt komme med i udvalget. Men – når man har passeret støvets år, må man altid være indstillet på, at ånden vel er redebon, men at kødet er skrøbeligt.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Kristian:o)

Også en tak for beretningen herfra.. Den var levende og velformuleret, samt meget interessant, så det var en nydelse at læse den:o)..

Mvh