Har jeg virkelig sagt det? Hvor smukt, jeg er helt stolt af mig selv.

Alt andet lige synes jeg nu at du er meget værre end mig når du erstatter din opfattelse af mit nu med et punkt. Hvordan skal jeg forholde mig til det punkt? Hvordan forholder punktet sig til virkeligheden? Bevæger det sig med i livets bevægelse (og hvad er det for en bevægelse for øvrigt? Hvor er den henne?), eller er det blot noget man husker bagefter?

Du danner dig et billede af det jeg siger ligesom jeg danner mig et billede af det du siger, disse billeder danner vi hver især udfra vores forskellige baggrund hvilket er helt i orden da vi er to forskellige mennesker..

Nu har jeg jo efterhånden leveret 4000 indlæg på den anden kanal om et meget vanskeligt emne, men jeg formoder ikke at du har læst dem alle. Med hensyn til om Jesus og Krishnamurti taler om det samme eller ej kan vi diskutere videre når du har læst ham.

Men ellers vil jeg nøjes med at præcisere i forbindelse med indledningen:

1. Viljen er begær. Den er jeget. Opmærksomhed er ikke en viljeshandling og derfor har du ret i at den er viljesløs og uselvisk.

2. Hvis du havde fulgt med i mine indlæg (på nær nogle få smuttere) så ville du have lagt mærke til at jeg plæderer for at man for alt i verden skal bevare sin følsomhed og sårbarhed i stedet for at gøre sit sind hårdt. Ellers går man glip af forståelsen af de finere detaljer i livet og man vil aldrig være i stand til at forstå hvad Gud er (Det er ikke forbudt, så vidt jeg ved, søger og du skal finde).

Du mener at viljeshandlingen, egoet, er et tegn på styrke og du mener at man skal manifestere sig i samfundet, gøre sin lykke og få et godt liv. Men den følsomhed og sårbarhed jeg omtaler er ikke svag, den er det stærkeste der findes. Hvis ikke man er opmærksom på skønheden (implicit dens modsætning, grimheden) så lever man faktisk ikke, så er man konstant på vej fra fortiden, gennem nuet og ind i fremtiden. I den ikkehandling jeg beskriver er man standset op i nuet hvilket betyder at man kan skelne mellem tanken og virkeligheden. Det betyder ikke at man udraderer tanken men at man bevæger sig med den, med sig selv, med sit indhold.

Og dette er det springende punkt. Hvad er det som er? Det som er, er det man er. Man er et levende menneske med mange facetter som kommer til udtryk i ens forhold til omverdenen. Nuet kan ikke adskilles fra stilheden og det uendelige rum. I dette rum er man selv og andre. Der er derfor mere end rigeligt tilstede hvadenten man udfolder sig i forbindelse med omverdenen eller man er stille. Og uanset hvad du siger er det smukt at være stille. Det er med denne stilhed som baggrund at man forstår sig selv som man er. Man kan ikke forstå hvis der er en konstant larm af meninger og synspunkter.

Men jeg har den opfattelse at de færreste har rum i sig selv, der er sjældent plads nok til at skifte mening.

Når du nu påstår at jeg ikke ved hvad Jesus taler om vil jeg henvise til Matthæus 7,12:



Loven og Profeterne skal ikke tages bogstaveligt. Der henvises ikke til Moseloven men en højere lov.

Tænk på Ebenezer Scrooge fra Et Juleventyr. Denne mand var blevet hård og bitter på grund af det liv han havde levet og på grund af den måde han havde behandlet andre. Hans erkendelsesproces var et besøg af gårsdagens, dagens og morgendagens spøgelse og denne erkendelse fik ham til at forandre sine handlinger. Han begyndte at gøre godt mod andre hvilket fik dem til at blive glade for ham. Dette medførte igen at hans eget sind blev lysere. Hans venlige handlinger fik andre til at kunne lide ham hvilket medførte at han også selv blev glad.

Se det er en højere lov som man selv kan konstatere i sit eget liv hvis man er lidt opmærksom.

Hvis vi er meget jegbevidste mennesker har vi et godt greb om os selv, måske vi har det for at være på en bestemt måde i forbindelse med omverdenen. Men hvis vi ikke viljeshandler så er der det som kan kaldes spontanitet. Så er vi os selv i frihed og denne frihed er opmærksomheden, den ikke valgte opmærksomhed, på det som er.

Men der er ingen grund til at tage det højtideligt. Har du aldrig prøvet at være uopmærksom og sidde og vippe med benene. Pludselig bliver du opmærksom på at du vipper med benene og du holder straks op. Ikke ved en viljeshandling men simpelthen ved at blive opmærksom på det.

Og det som er, er vel at mærke, ikke noget statisk. Det som man selv er, burde man måske sige, selvom det selvfølgelig også omfatter alt muligt andet.