Jeg ved ikke hvad du mener med ren opmærksomhed. Det minder lidt om dit forhold til det indholdsløse nu. Begge er tanker og det er det problem vi altid løber ind i når vi taler om forskellige ting. Beskrivelsen selv er ikke det den beskriver, men vi fortaber os i beskrivelsen og glemmer den virkelighed der ligger bag.
Det er aldrig godt, ubevidst at være i sine følelsers eller drifters vold. Jeg formoder ikke at din kone går ved siden af når dit hoved roterer efter forbipasserende skørter ellers ville du opleve noget andet. Du ville få kendskab til kvinders reaktion, du ville lære noget nyt og så nytter det ikke så meget med en masse teoretiske forklaringer. Du ville indføre et jeg som kontrollerede dine reaktioner således at det ikke var hele dit hoved der roterede men kun dine øjenkroge og hvis du var rigtig durkdreven ville du vildlede hendes opmærksomhed ved at tale om noget andet samtidig.
Hvordan stemmer det for øvrigt overens med Matthæus 5,28?
Vi lider af den vildfarelse at vi er noget andet end vore egenskaber, tilbøjeligheder, følelser og tanker. Det er vi ikke, det er en illusion. Opmærksomhed er en ikke handling fordi den forholder sig fuldstændig passivt overfor det som er. Og hvad er det så, det som er:
Kun at have ren opmærksomhed, er at fjerne billederne, ideerne (fantasien) og motiverne (alt det intentionelle), noget Jesus netop ikke gjorde, ja vi kan sige tværtimod. Og en vital viljesmetafysiker har brug for billederne, ideerne, fantasien, motiverne og intentionerne, da de er med til at give retning, mening, og det er også heri drivkraften findes, og ja det kender vi jo fra vores eget liv som ikke er lykkeligt når billederne, ideerne (fantasien), motiverne og intentionerne forsvinder. Billeder, ideerne, fantasien, motiverne og intentionerne (ord og begreber) forstyrrer ikke, tværtimod viser de os vejen, og er med til at vi når vores mål her i livet, så det ikke bliver synd for os, mislykkes for os.
Det er det som er, altså et vældigt indhold, slet ikke indholdsløst. Forøvrigt havde Jesu ligninger det formål at meddele sandheden, noget helt andet end menneskenes forvirrede tanker, ideer og meninger.
Hvad er så tankevirksomhed:
Man ved nu at hjernen giver en højere belønning (af lykkehormonerne, endorfinerne) til en bevidst stor koncentreret anstrengende viljesindsats end en mindre målbevidst koncentreret viljesindsats, og dette gælder for mentale aktiviteter såvel som med fysiske aktiviteter. Hvilket modsiger lidt det du siger, og det er da også mine personlige erfaringer at der overhovedet ingen grund er til at frygte en meget målbevidst og koncentreret viljesindsats. At anstrenge sig er vigtigt, hvis man ønsker den største gevinst udløst fra hjernens belønningssystem.
Så det er virkelig tåbeligt at koble koncentration og bevidst viljesindsats, anstrengelser, fra, fordi hjernen netop belønner disse indsatser.
Det kan godt være at det er en plausibel videnskabelig forklaring men det er ikke tingen selv, beskrivelsen er tankevirksomhed og alt dette du nævner her er det som opmærksomheden ser. Om begær teknisk kan beskrives som dopaminafhængighed er da fløjtende ligegyldigt. Afhængighed er afhængighed.
Man kan ikke forstå noget hvis der ikke er noget at forstå, det er klart, så opmærksomheden på det
som er, er opmærksomheden på det
man er. En viljeshandling betyder at man følger et mål og dette mål er selvprojiceret. Det er skabt af ens viden og erfaring, som man hele tiden bygger videre på således at man ikke er i stand til at lære noget nyt og blive foruroliget.
Når vi nu er i gang kan vi spørge, hvad er selvprojicering:
Viljen og vitaliteten er det der kendetegner Jesus og Paulus, det ligger i hele deres jødiske baggrund, de er vitale viljesmetafysiker, det er de historiske eskatologiske apokalyptiske problemstillinger der optager dem; derfor må vi ej heller i den her sammenhæng sige Jesus og Paulus uden at sige Marx, også han er én af dem, en imponerende stor tænker indenfor det her felt. Det er og bliver aldrig væren (og kosmisk harmoni) men vorden, tilblivelse (nyskabelsen) (historiskhed og betingethed (konflikt (interessekonflikt) og dualisme eller i det mindste dualitet og dialektik og intentionalitet) der spiller den afgørende rolle i vesten. I vesten har man altid været pessimistisk med tingenes tilstand som de er (kristendommens væsen), men optimistisk med hvordan de kunne blive anderledes og bedre, derfor står vesten i forandringens tegn, og vesten er fremtidsorienteret og kreativt, alle innovationer stammer stort set fra Europa, men lillebror USA og alle der adopterer den kontinentale vestlige tankegang, kultur og civilisation formår at profitere af det og Europa ender med at sakke bagud, fordi vi har tabt troen, gejsten, optimismen, på det vi stod for, de værdier vi skabte. Alt dette hænger sammen med kristendommens udspring i jødedommen som en akopalyptisk bevægelse, og enhver Kristen mand eller kvinde, er i og med Kristus forstyrret af en ny skabelse, og kender ikke et naturligt kosmisk NU som det væsentligste, eller kun opmærksomhed, ren opmærksomhed, som du er fortaler for, også fordi vi i Kristus er optimistisk rettet mod fremtiden og forandringerne, fyldte som vi er af billeder, ideer, motiver og intentionalitet.
Selvprojicering er også den måde du opfatter det jeg siger på. Det er dig der deler op i østlig og vestlig, det er ikke mig. Jeg er ikke tilhænger af den østlige apati, som finder sig i tilværelsens forhold fordi de har fået en forklaring om karmaloven lige så lidt som jeg er tilhænger af hvad du kalder vestlig individualisme, som jeg betragter som ren og skær selviskhed og dumhed. Jeg taler ikke om ren opmærksomhed, men opmærksomhed på det som er, hvilket kan være et væld af ting.
Jeg er derimod tilhænger af det voksne menneske, individualiteten som eksisterer i kraft af en forståelse af at livet leves i forbindelse med andre. Ikke afhængigt af andre.
For øvrigt genkender jeg ikke den Jesus du beskriver, måske vi skulle kalde ham HansJesus?
Du taler som du har forstand til:
Jeg bryder mig ikke om din stilhed, dit NU, og ej heller din apatisk impotente rene opmærksomhed
Jeg kan fortælle dig at jeg er ikke spor apatisk, kære HansKrist selvom jeg engang imellem ville ønske at jeg var. Jeg er ved Gud heller ikke impotent, selv ikke i din optik, og jeg er fuldt ud i stand til at blive begejstret over en kvinde eller blive forelsket med alt det interne bøvl det medfører. Jeg lever med mig selv som jeg er, jeg prøver ikke på at udslette mig selv.
Det, du identificerer som lidenskab er i virkeligheden et vældigt spild af energi. Hvis man forstår sig selv i forhold til det liv man lever så bliver tanken helt naturligt stille. Så er der ikke dette vældige energispild.
Så er der en vældig energi, en sand lidenskab, som er absolut nødvendig hvis man vil finde sandheden.
Hvorfor skulle det som Krishnamurti og Jesus taler om være noget forskelligt? De taler begge om sandheden.
(Jeg er godt klar over at der er en eller anden Trol(d), der fiser rundt og forplumrer mine ord ved at tale om stilheden, men det må stå for hans egen regning. Til gengæld er han overmåde populær i de kredse hvor jeg ikke færdes.)
Svar
Citer
