Jeg har nu i 2½ år plæderet for at tanken er erindringens reaktion. Men det synes ikke at stå klart for en del, at dette faktisk er tilfældet, det er ikke en teori. Til gengæld er det en beskrivelse.

Tanken optræder i den begrænsende baggrund som er vores viden og derfor kan den aldrig fatte noget der er nyt. Man kan tænke på hvordan man vil lave en festmiddag, man kan bruge sin erfaring, sin viden og tilsætte et lille skvæt improvisation, men før man kan improvisere, er det dog gavnligt, hvis man først har tilegnet sig lidt viden og ikke mindst erfaring vedrørende madlavning. Det er gavnligt at have brændt maden på ved et par lejligheder. Det lærer man meget af.

Når vi beskæftiger os med tilværelsens store spørgsmål er det det samme princip som gør sig gældende. Vi kan studere filosofi og psykologi på universitetet og tilegne os en masse viden men det vil dog aldrig kunne erstatte dette at leve sit eget liv og være opmærksom mens man gør det. Der er en anden måde at lære på end at tilegne sig viden.

Man kan ikke nøjes med at tilegne sig viden om livet, man bliver nødt til at leve det. Livet er os mennesker, vore følelser, drømme og sociale forhold og vores liv foregår i det samfund som vi i vore indbyrdes forhold skaber.

Det gode ved at leve, at være opmærksom og lære om sig selv og sit liv blandt andre er, at man ikke behøver at sammenligne. Ens sociale status er ligegyldig. Når vi samfundsmæssigt sammenligner hinanden gør vi forskel på skraldemanden, tømreren, kontorchefen, lægen og den faguddannede filosof. Samfundsmæssigt ligger vi på halen for mennesker som vi tror har en særlig viden, vi ikke selv har. Vi lytter til dem fordi vi mener at de er kloge, men hvor ved vi egentlig det fra?

Bortset fra at kende sit fag og være stolt af at udføre sit arbejde ordentligt er det af uvurderlig betydning at vi forstår os selv og det liv vi lever blandt hinanden. Vores eget liv.

Her er der ingen grund til at sammenligne, det er godt hvis man kan være ekspert i sit eget liv. Her i denne tråd ville det være godt om der kom nogle indlæg der havde som udgangspunkt hvad man selv er nået frem til i stedet for at gentage hvad andre har sagt.

Måske vi søger lykken de forkerte steder.

Personligt har jeg intet imod at være ignorant, men det må være et ufravigeligt krav, hvis man vil have den status, at man kun udtaler sig om hvad man selv har erfaret eller lært ved at leve sit liv. Selv den største filosof var og er kun et menneske. Det er fuldstændig ligegyldigt hvor klog jeg tror en anden er, jeg vil kun være i stand til at forstå ham hvis jeg selv er lige så klog.

Vi har skabt denne verden og skaber den hver dag i vores indbyrdes forhold, hvor der ikke er kærlighed. En verden hvor menneskene elskede hinanden ville se helt anderledes ud.

Men når vi taler om kærlighed nærmer vi os den på en positiv måde. Det er igen tankevirksomhed. Man kan kun nærme sig kærligheden ved at identificere hvad den ikke er. Det passer meget godt sammen med den virkelighed som er, hvor der ikke er kærlighed. Det er det samme med den sandhed de fleste ikke tror på.

Det er i opdagelsen af og forståelsen af, hvad der ikke er kærlighed og hvad der ikke er sandhed, at kærligheden og sandheden er tilstede.

Det er sand transcendens.

Hej Michael.

Det går fint, synes jeg, for mig at følge dig i dit indlæg om at være ignorant og jeg er meget enig med dig i, hvad du skriver, om viden og om at leve.

Men når jeg kommer til dine tre sidste afsnit, så kniber det.

Du skriver:
"Men når vi taler om kærlighed nærmer vi os den på en positiv måde. Det er igen tankevirksomhed. Man kan kun nærme sig kærligheden ved at identificere hvad den ikke er. Det passer meget godt sammen med den virkelighed som er, hvor der ikke er kærlighed. Det er det samme med den sandhed de fleste ikke tror på.

Det er i opdagelsen af og forståelsen af, hvad der ikke er kærlighed og hvad der ikke er sandhed, at kærligheden og sandheden er tilstede.

Det er sand transcendens. "

De ord forstår jeg ikke.
Er der mulighed for at du kan afklare?

For mig er at nærme sig kærligheden simpelthen, det at elske.
Nu er der jo mange måder at elske på, og det er ikke den grådige eller begærlige, jeg tænker på, men f. eks. dét at ære og elske verden, som den er - og dén kærlighed er vel spontan.

M.v.h. Arne.

Det er et vanskeligt spørgsmål, men det var jo mig selv der bragte det på bane. Man kan godt spørge sig selv om hvad spontanitet egentlig er.

Vi lever jo i forbindelse med omverdenen og konstant er der krav om at vi skal opføre os på en bestemt måde. Disse krav har vi også pålagt os selv. Spontanitet er den naturlige udfordringens reaktion men selv selv denne udfordringens reaktion har vi lagt udenfor os selv, idet vi i os selv har lavet regler og normer for hvordan vi skal opføre os.

Ikke alene tilpasser vi os overfor omverdenen, men vi skubber også altid vores egen spontane reaktion til side. Derfor kender vi aldrig os selv som vi er.

Meditation er den ikke valgte opmærksomhed på det som er, uden at fordømme det eller retfærdiggøre det og det er temmelig vanskeligt. Det som er, er det vi er, og det er i konstant bevægelse i forhold til omverdenen og de skiftende menneskelige forhold.

Hvis man ikke fordømmer eller retfærdiggør det som er, kan man følge det. Det indebærer ikke kun at følge hvad der foregår inde i en selv men en forståelse af de menneskelige sammenhænge man lever i.

Som du selv nævner har vi mange forestillinger om hvad kærlighed er. Det er netop forestillinger, ikke tingen selv.

Du nævner den grådige og begærlige kærlighed, dette identificerer jeg som ikke værende kærlighed overhovedet. Men beundring er også begær. Ikke at der er noget i vejen med begæret men man skal bare være klar over at hvis man lukker beundringen ind så lukker man også muligheden for at blive skuffet ind.

Døren er at forstå sig selv som man er og det kan man kun hvis man tillader sig selv at reagere helt spontant, fordi det er her vi afslører hvem vi er. I vores spontane reaktion overfor omverdenen.

Det betyder ikke at lade stå til, for der er jo hele tiden denne opmærksomhed, men det betyder at vi måske ikke umiddelbart bryder os om hvad vi så ser at vi er.

Hvis vi oplever noget i os selv som vi ikke bryder os om er vi tilbøjelige til at skubbe det til side og så har vi allerede fjernet os fra sandhedens smalle sti, nemlig forståelsen af det som er.Af os selv som vi er.

Men hvis vi ikke bliver sentimentale er det en forunderlig oplevelse at leve med sig selv. Vi reagerer forskelligt i forskellige sammenhænge og på forskellige tidspunkter, vi er en uendelighed af facetter.

Så hvis man tør leve med sig selv som man er, kan man godt begive sig ud på det hav som er ens liv, uden at vælge og uden at retfærdiggøre eller fordømme.

Men det er kun hvis man er interesseret i noget sådant. Derfor er det vigtigste at finde ud af hvad man egentlig interesserer sig for og hvorfor.

Og så give sig i kast med det.

[quote=Michael. Samfundsmæssigt ligger vi på halen for mennesker som vi tror har en særlig viden, vi ikke selv har. Vi lytter til dem fordi vi mener at de er kloge, men hvor ved vi egentlig det fra?

Selv den største filosof var og er kun et menneske. Det er fuldstændig ligegyldigt hvor klog jeg tror en anden er, jeg vil kun være i stand til at forstå ham hvis jeg selv er lige så klog.

[/quote]

Hej Michael, jeg er glad fordi du skriver " som vi tror har en særlig viden", jeg mener ikke de har en særlig viden, de har bare vredet hjernen for at kunne komme med nogle formodninger om dit og dat, jeg tror ikke de er klogere end gennemsnittet, måske er de endda mindre kloge end både du og jeg, så vi skal så absolut ikke falde på halen for dem, nogle af dem havde endog store problemer med at leve livet, uden at have store problemer.

Kærligheden er en svær een at tacle, nu mener Arne mere det er kærligheden til verden, end kærligheden mellem kønnene, der er det største, jeg mener kærligheden til sin samlever, sine børn og børnebørn er det største og det eneste der driver verden, men kærlighed til verden er en anden form for kærlighed, jeg elsker ihvertfald ikke moskitoer, giftslanger og islamister m.fl. Jeg ville så hellere sige kærligheden til livet, men er måske også det Arne mener.

Ja vi har mange forestillinger om kærligheden. Netop fordi vi har familie og venner burde vi alle have et udgangspunkt for at forstå den. Nu er det jo ikke alle familier der er kærlighed i.

Det er lidt besynderligt, synes jeg, at vi deler kærligheden op i kærlighed til familien, vennen, konen, livet og verden. Men vi kan vel godt blive enige om at når vi siger at vi elsker vores bil, så er det ikke kærlighed vi taler om.

For mig betyder kærlighed først og fremmest at bevare sin følsomhed og sårbarhed. Hvis man gør sit sind hårdt går man glip af de finere detaljer ved livet. At være åben, ikke kun overfor de få, men i det hele taget, så er vi godt på vej.

Er en bred opfattelse af, hvad kærlighed er, ikke dette at afstå fra enhver form for vold?

Hej Ransom.

" er kærlighed ikke , at afstå for enhver form for vold."??

Hvad med at spørge en S/M'er

Hvornår har S/M haft noget som helst at gøre med kærlighed?

Hej Ransom.

Jeg forstår heller ikke det har noget med kærlighed at gøre, men det mener s/m'er muligvis det har. Derfor mit svar.

Endnu en dag på arbejde. Chefen, hun skulede selvfølgelig til mig. Men ellers var der dem, der ignorerede én, dem, der smilte venligt og dem man talte med.

Stort set en god dag. Det bliver lettere og lettere efterhånden som man har lært at glemme det negative og huske det positive.

Vi er som børn i en børnehave, som nægter at blive voksne. At være voksen er at forholde sig til virkeligheden, det liv vi lever. I stedet nægter vi at bevæge os udover børnehavestadiet.

Under irak krigen blev en hel del uvurderlige artefakter ødelagt. Men Irak eksisterede ikke for 100 år siden.

Mesopotamien er selve civilisationens vugge. Vi værner om vores historie, tradition og kultur og vi stiller den op som en modsætning til andres historie, tradition og kultur. For en ignorant som mig er det blot en udvidelse af selvet.

Vi identificerer os med vores land, vores kultur, vores religion og dermed får vi betydning. En anden gør det samme.

Hvis vi vil videre må vi opgive denne latterlige identificering.

Vi er alle sammen mennesker på planeten Jorden. Vores indbyrdes kontroverser er latterlige set udefra rummet, men de giver åbenbart fuldstændig mening, set indefra vores eget lille indskrænkede selv.

Fremtidens menneske vil forholde sig til virkeligheden, til livet blandt andre mennesker og til at skabe et velordnet frit samfund. For fremtidens menneske vil de forskellige landes historie, de forskellige kulturelle fænomener, de forskellige religioner, alle være en del af vores fælles kulturarv som mennesker.

Det kosmopolitiske menneske er fremtidens menneske.

Mon han/hun stadig vil høre skræppene fra fortidens andedam?