Hej Arne!Da Kristus-spøgelset (Hanskrist) har været fraværende i nogle dage og debatten synes ramt af hedeslag vil jeg gerne bidrage med endnu et par facetter til billedet af apostlen Paulus.
Han er kristendommens nøgleperson på godt og ondt. Uden Paulus var kristendommen nok forblevet en mindre jødisk sekt.
Du har ret i, at Paulus indfører nye mere dystre forestillinger i kristendommen, som man ikke kan finde hos Jesus.
Efter min opfattelse var Paulus en højt begavet men yderst splittet person. I dag ville han sikkert blive udstyret med en kompleks patologisk diagnose.
Paulus var tydeligvis ramt af en seksualfobi og en dyb angst for kvinder. Han fik forvandlet kristendommen fra en kærlighedens religion til en kyskhedens. I 1. Korinterbrev kap. 7 manifesteres seksualfrygten med ordene:
"Det er godt for en mand ikke at røre ved en kvinde". De øvrige udfald mod kvinden er vel velkendte, men her kommer de:
"Manden er kvindens hoved; Manden er "Guds billede og afglans"; Kvinderne bør i stilhed tage imod belæring og underordne sig i alle måder; Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld; I hustruer skal underordne jer under jeres mænd; Kvinden skal tie i menigheden; At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand." Paulus ser i kvinden mindre det gudskabte væsen end syndens moder - det Gamle Testamentes nøgne, skyldbelæssede Eva.
Hans kvindeforakt forhindrede ham dog ikke i at benytte sig af hjælp fra nogle kvindelige medarbejdere, som han satte stor pris på. Splittelsen i hans sind kommer også til udtryk i varme ord for seksuel kærlighed og ægteskab, ord, som afviger fra hovedlinien i hans fordømmelse af erotikken. Tydeligvis formåede han ikke at skabe sammenhæng i de splittede følelser der huserede så voldsomt i ham.
Samtidig har Paulus skrevet den vel nok smukkeste hyldest til den guddommelige ophøjede kærlighed (agape), et epos som ikke har sin lige i verdenslitteraturen:
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. Den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt."
Paulus lagde den seksualangstens grund som Augustin og de senere kirkefædre byggede videre på, der kulminerede med senmiddelalderens heksevanvid. Her kombineres to motiver. Angsten for kvinden og hendes mystiske seksualitet med angsten for Djævelen. Det var den mandlige angstfantasi om kvinder med magiske kræfter i forbund med Djævelen, som de hengav sig til med sjæl og krop - altså seksuelt - der udløste heksevanviddet som rasede helt frem til år 1700. Vanviddet var endog langt voldsommere og mere blodigt i de protestantiske lande fordi Luthers heksefobi var langt mere patologisk end Inkvisitionens.
Hvis jeg kort skal opsummere apostlen Paulus betydning for kristendommen så må det være, at han sikrede kristendommens overlevelse ved at forvanske den til noget der lå ret langt fra Jesu universelle budskab om kærlighed og frelse gennem tro.
Han gjorde eros til religionens uforsonlige fjende og dermed splittede og sønderrev han de troendes hjerter ved at påføre dem en dyb skyldfølelse over også at være seksuelle væsener. Den splittelse og de onde anslag mod menneskenaturen har kristendommen endnu ikke overvundet.
Her kan det være interessant at sammenligne med hvilken betydning det fik for den islamiske lære, at profeten Muhammad var en tøjlesløs sexgalning som ingen grænser ville sætte for at tilfredsstille sine sexsuelle og andre stærke drifter.
I islam betragtes kærligheden som en måde at efterligne Guds skabergerning på, og Koranen er fyldt med vers, som beskriver skabelsen af liv i kraft af den fysiske kærlighed. Sexualiteten har således en hellig mission, at skabe liv, og ved at fuldbryde sin sexualitet bidrager mennesket til Guds skaberværk.
Profeten Muhammad skal have sagt:
"Når en mand ser på sin hustru, og hun ser på ham, ser Gud på dem med et barmhjertigt blik. Når manden tager hustruen i hånden og hun ham, forsvinder deres synder gennem mellemrummet i deres fungre. Når han lever sammen med hende, omgiver englene dem fra jorden til Zenith. Vellysten og begæret ejer bjergenes skønhed. Når hustruen er gravid, vil hendes belønning være den samme som for gasten, bønnen og den hellige krig (jihad)."
Islam sammensmelter, helliggør og ophøjer derved de to stærkeste kræfter i menneskelivet - det religiøse og det seksuelle. Derved står muslimen ikke med et skizofrent forhold til sine naturlige drifter. Den samme utvetydighed gælder mandens naturlige drift til at gøre erobringer, hvor pligten til at føre hellige krig mod Guds fjender giver et fokalpunkt for den ubegrænsede maskuline aggressivitet og erobringslyst.
Islam kalder sig selv den
"naturlige religion" og på en måde er dette sandt. Der stilles ikke som i kristendommen utopiske krav om at elske sine fjender, men naturligt nok om at bekæmpe og omvende Guds fjender, de vantro, til den eneste sande tro. Islams enkelhed er dens styrke. Selv en analfabetisk kamelklapper kan forstå og overtage det centrale budskab fordi det harmonerer perfekt med hans naturgivne instinkter og drifter.
Hilsen
Ipso Facto 
-------------
"What a man believes upon grossly insufficient evidence is an index into his desires -- desires of which he himself is often unconscious. If a man is offered a fact which goes against his instincts, he will scrutinize it closely, and unless the evidence is overwhelming, he will refuse to believe it. If, on the other hand, he is offered something which affords a reason for acting in accordance to his instincts, he will accept it even on the slightest evidence. The origin of myths is explained in this way." - Filosoffen og logikeren Bertrand Russell.
Svar
Citer
