Hvis man skal tilegne sig et emne tager det mange år af praksis og fejltagelser inden man forstår det emne man beskæftiger sig med. Når man så har erhvervet sig denne viden står man overfor et nyt problem. Ikke at tage sig selv højtideligt og i stedet formidle dette emnes vanskelighed, som man har sat sig ind i, på en måde så andre forstår det.

Et problem kan være kompliceret og omfattende, men man gør sig selv en tjeneste ved at nærme sig det på en enkel måde. Når man har fanget detaljen kan man gå videre til helheden.

I de menneskelige forhold er enkelhed at erkende sig selv og give et enkelt udtryk for hvad man erkender eller føler.

Det kan så sidenhen blive uendelig kompliceret. Men hvis man fastholder enkelheden, i sandhed kun at give udtryk for sin egen overnesttemmelse med sig selv.

Så går man aldrig fejl.

Hej Michael

Du konkluderer:



Det som man personligt føler ER sandt for en selv, behøver jo ikke nødvendigvis også at være sandt for andre. Vi er jo afskåret fra at FØLE det den anden føler. Vi ved alene hvad vi selv føler.

Hvis det man meget stærkt føler er sandt er tilværelsens mystiske sider - det hellige eller Gud - og man ønsker at dele denne sandhed med andre, så har vi alene sproget som værktøj til at formidle denne sandhed fra en bevidsthed til en anden.

Sprog KAN formidle følelser og mystiske oplevelser, men på en upræcis eller paradoksal måde. Det sprog er mytens, de religiøse helligskrifters, poesiens eller digtningens sprog. Gennem et sådant sprog reproduceres på en måde den følelsesmæssige oplevelse som ligger til grund for oplevelsen af det mystiske eller hellige.

Musikkens og billedkunstens "sprog" kan også på en endnu mere upræcis måde appellere til vore følelser og i vor bevidsthed reproducere noget af det som kunstneren følte og tænkte, da han skabte sit værk med henblik på, at det skulle opleves af andre.

Sproget er i sin logisk/syntaktiske grundstruktur uegnet til at beskrive og kommunikere individuelle følelser og sandheder. Det er perfekt til rationelt at beskrive verden og menneskets generelle situation i verden, men det som måtte ligge uden for verdens fysiske og rationelle grænser - det mystiske eller hellige - kan det umuligt beskrive uden at man havner i selvmodsigelser eller paradokser.

Her er en barriere som principielt er uoverskridelig, fordi vi ikke kan konstruere et sprog, som har en alternativ grundstruktur som kan beskrive virkeligheden på en sandere og dybere måde, som også er forståeligt og meningsfyldt. Sproget er således universelt i sin grundstruktur og ethvert muligt bevidsthedsvæsen er underlagt denne principielle begrænsning. Man kan sige, at vi på en måde er lukket inde i vort sprog.

Når vi står over for den anden og samtaler med ham direkte, så kan vi supplere verbalsprogets udtryk med fagter, mimik og gestus som en slags "metafysisk tegnsætning" der sættes imellem ordene og opleves som et forsøg på at beskrive en dybere virkelighed end den som sproget formår at beskrive.

Sådan er vor eksistentielle situation som vi umuligt kan ændre på. Jeg plejer at udtrykke det på den måde, at om det der evt. måtte eksistere hinsides verdens fysiske og logiske grænser i det "absolut transcendente" kan vi umuligt vide noget om, andet end, at vi logisk set ikke kan udelukke dets eksistens.

Det vi ikke kan vide, må vi nødvendigvis tro eller blot holde åben som en mulighed. Hvis vi forsøger at sætte os ud over den enkle forskel mellem at vide og at tro, så gør vi blot vold på sproget og forvansker det til vås. Og vås kan ingen som bekendt forstå. ;)

Hilsen

Ipso Facto


-------------
"Everything should be made as simple as possible, but not simpler." - Albert Einstein

At det som er sandt for os selv ikke nødvendigvis er sandt for andre, er en naturlig ting, eftersom vi er forskellige mennesker.

At forstå sandheden om sig selv må derfor nødvendigvis være væsensforskellig fra at en anden forstår sandheden om sig selv .

At forstå sig selv er forskelligt i dets indhold, men dog er det det det samme, at forstå sig selv. Derfor må det udtrykkes i modsætninger selv om det er ens.

Men hvad gør det. Dette at vi alle er forskellige er det som giver livet karakter.

Hej Michael!

Tak for svaret. Du skriver til afslutning:



Da det rationelle sprog og dets begrænsninger åbenbart ikke gør særligt indtryk på dig, vil jeg indlede mit svar i poesiens sprog:

"No man is an Island, entire of itself; every man is a piece of the Continent, a part of the main."

(Intet menneske er en ø, fuldstændig i sig selv; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af et hovedland).

Dette skrev den engelske digter John Donne i 1624 og den erkendelse gælder vel fortsat for alle som ikke blot lever for og med sig selv og sine egne følelser og tanker.

Faktisk er vor situation den, at vi end ikke kan erhverve sprog på anden måde end i fællesskab med andre, der allerede benytter et sprog. Vi har et potentiale (en mulighed) for at kunne erhverve sprog, men overladt til os selv har vi ingen mulighed for at udvikle denne (i sidste instans) genetisk betingede sprogevne.

Isolation og dyb selvreflektion på et tidspunkt efter vi har lært sproget og er blevet socialiseret mere eller mindre, kan være udmærket for at nå en dybere grad af selverkendelse og dermed også en dybere erkendelse af menneskets generelle eksistentielle situation.

Religionsstifterne Buddha og Jesus isolerede sig begge fra omverdenen i en periode. Buddha bandt sig til et bodhi træ og opnåede gennem selvreflektion det buddhisterne kalder "oplysning", som svarer til vort begreb "visdom". Derfor kaldes bodhi træet også for "kundskabens træ" i buddhismen.

Ifølge evangelierne fastede Jesus i fyrretyve dage og nætter i ørkenen efter at være blevet døbt. Her viste Djævelen sig for ham og fristede ham til at demonstrere sine overnaturlige evner som bevis for hans guddommelighed. Hver fristelse blev afvist af Jesus med et citat fra den hellige skrift - Femte Mosebog.

Eremitter og søglehelgener er eksempler på troende som ved hjælp af isolation fra omverdenen forsøger at nå frem til en dybere og sandere erkendelse.

Hverken Buddha eller Jesus beholdt dog den visdom de således havde erhvervet for sig selv, hvilket selvfølgelig også ville have været udtryk for en grænseløs egoisme og narcissisme. Tværtimod udviste de den ydmyghed som kommer til udtryk i evangelisten Lukas ord: "For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes." (luk. 18,14).

Der er intet ydmygt i at leve for sig selv og ikke dele sine oplevelser, glæder og indsigt med andre. Deri ligger en dyb foragt for andre og for livet.

Mit svar på dit afsluttende spørgsmål:

"Men hvad gør det. Dette at vi alle er forskellige er det som giver livet karakter."

- er derfor: Det gør hele forskellen, om vi lever for os selv som observatører til livets brogede mangfoldighed, eller om vi træder i karakter og bidrager til fællesskabet hvorved livet ikke blot gives karakter, men også bliver mere meningsfuldt, både for os selv og andre.

Hilsen

Ipso Facto


---------------
"Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." - Lukas 18,17.

Hvad er foragt?

Hej Michael!

At påpege en simpel slåfejl i stedet for at forholde sig til indholdet er faktisk udtryk for dyb FORAKT, for en opponent.

Hilsen

Ipso Facto

P.S.!

Som en opponent var så venlig at gøre opmærksom på, lider jeg muligvis af en mild form for dysleksi. I så fald er jeg i godt selskab, idet bl.a. Albert Einstein led af dysleksi.

Uha Ipso Facto. Så må jeg jo lede efter hvad foragt er.

Jeg er ikke sikker på at jeg ønsker at finde det.

Hej Ipso Facto, det var da godt nok utroligt så veloplagt du er,,

apropos John Donne's digt, fandt jeg lige følgende problemstilling relevant (håber også I kan se relevansen):


Livsprocessernes to hovedelementer er selvidentitet og selvforandring, idet der altid gør sig to modsatrettede bevægelser gældende i alle former for liv. Den ene af disse bevægelser er en centreret og afbalanceret helheds bevægelse bort fra sig selv, dens gåen ud over sig selv og dermed delvise adskillelse fra den enhed den er. Den anden bevægelse er den samme helhedsbestræbelse på at bevare sin identitet derved, at de adskilte dele vender tilbage og igen indoptages. Hvis den ene af de to poler bliver den fremherskende, forstyrres balancen og en desintegration finder sted. Det er denne desintegration, der er identisk med sygdom. I forbindelse med disse bevægelser gør to slags farer sig gældende, dels faren for, at individet i sin gåen ud over sig selv trues på sin identitet eller eventuelt helt mister denne, dels faren for, at individet i angst for at miste sig selv giver afkaldt på selvforandring (selvudvikling). Tillich.


Tillich taler meget om modet til at paricipere. Du er inde på at træde i karakter.

Jeg finder at i Kristus (min "i Kristus mystik"), der får jeg en hel ny handlingsbasis i Gud (får fornyet handlekraft og finder mit initiativcenter), hvor jeg får et ekstatisk spark til at forlade mig selv (bliver mig selv løs) for at kunne være til for andre. Kan du godt tåle at høre sådan noget snak?

Mange kærlige hilsner HansKrist.

Til almindelig oplysning!

Da faktuelle påstande så vidt muligt skal dokumenteres følger her et citat fra en artikel i dagbladet Information, der handler om dysleksi:



Link til Informations artikel: http://www.information.dk/125297

Hilsen

Ipso Facto

P.S.! Citatet rettet af mig, da det åbenbart er skrevet af en dyslektiker, der havde forbyttet ordet "af" med "og".


----------------
"Weakness of attitude becomes weakness of character." - Albert Einstein

Tanken er ikke svær at forstå. Det undrer mig at man tillægger den så stor betydning.

Meget mere betydningsfuldt at komme hinanden ved (og ikke at glemme sig selv.)

Hej Michael!

Du skal ikke tage det så tungt, fordi du blot stammer på skrift, og altså må lide af en særlig form for ekkolali:



Hvad betyder: det, det, det samme? Betyder det det samme, eller noget andet?

Hilsen

Ipso Facto


---------------
"The only thing that interferes with my learning is my education." - Albert Einstein

det betyder transcendens, Ipso Facto.

Forståelsen er udover tankens modsætninger, men indeholder dem alle.

Sand transcendens.

Hej Hanskrist!

Dine pæne ord om min veloplagthed glædede mig en hel del. Især da de kom fra et Kristus-spøgelse, som kan give selv Helligånden kamp til stregen. For at følge med dig, skal man godt nok trække i syvmilestøvler og smøre munden med levertran.

Efter det studentikose navlepilleri sætter jeg pris på en opponent der forstår sig på alvorlig sjov. Så lad mig svare i samme alvorlige ånd som udfordret.

Den problemstilling du med Tillichs ord opridser med baggrund i John Donnes berømte digt er ikke blot interessant, men rummer måske i sig nøglen til at forstå selve livet.

Når jeg taler om at træde i karakter var det selvfølgelig Kierkegaards udtryk jeg havde i tanken:

”Men siden den Tid er jeg traadt i Charakteer af religieus Forf:”

Betydningen er, at vælge at være noget fuldt og helt, stå ved sin personlige opfattelse og handle i overensstemmelse med denne.

De associationer som dit indlæg her - i sammenhæng med et tidligere, hvor du, for at hælde vand på min mølle, henviser til biosemiotikken – udløste, tager fæste i en erkendelse som Jesper Hoffmeyer giver udtryk for i doktorafhandlingen "Biosemiotik - En afhandling om livets tegn og tegnenes liv".

Den første erkendelse lyder: afvisning af den klassiske naturvidenskabelige ide om, at man kan beskrive naturen udtømmende ved hjælp af rene naturlove.

Den anden: At livsfænomenet ikke kan reduceres til fysik og kemi. (Hvilket kan ses som en konsekvens af den første erkendelse).

Den tredje: At de gængse naturlove ikke leverer en forklaring på, hvordan det åndelige eller subjektive er opstået i evolutionen.

Og den fjerde: at livets opståen primært er et spørgsmål om, hvordan der opstår en asymmetri imellem inde og ude i cellen. Det mest fantastiske ved livet er jo ikke kemien, men at det, der er inden for cellevæggen, interesserer sig for det, der er uden for cellevæggen. Hvordan kan det være, at der i livssfæren er en interesse for noget, som ikke er én selv? En sten interesserer sig jo ikke for noget, der er uden for den selv.”

De tre første erkendelser var jeg allerede nået frem til gennem begrebslogisk gennemtænkning. Den fjerde kan ses som en empirisk konstatering, der er konsistent med den begrebslogiske tese, at en forklaring af livsfænomenet forudsætter et begreb om formålskausalitet (teleologi) – eller ikke-fysisk kausalitet, som virker i konsistens med den fysiske kausalitet.

Det er denne asymmetri Hoffmeyer taler om, som vi kan genfinde i hele livsfænomenet fra den mest simple til den mest komplekse organisme. Hoffmeyer giver selv et eksempel fra de encelledes verden:

”Når en bakterie befinder sig i en næringsgradient, så ’svømmer’ den hen, hvor der er mest næring, og det er en meget besynderlig ting, set fra et kemisk synspunkt. For hvorfor gør den det? Hvordan kan den foretage et valg? Bakterierne har altså noget, de foretrækker. Og denne foretrækken af noget frem for noget andet indebærer et ikke-Newtonsk element i verden – tyngdekraften foretrækker jo ikke noget. Den er der bare. Men bakterien kan vælge.”

Bakterien træder sådan set med Kierkegaards ord ”i karakter”, for den foretager et valg. Den er blot ikke bevidst om, at den gør det eller hvorfor den gør det. En sådan erkendelse kræver en selvreflekterende bevidsthed og sprog.

Bemærk hvor langt vi med biosemiotikken er kommet fra Darwins mekanistiske teori:

”Så evolution handler i høj grad om udviklingen af det, jeg kalder semiotisk frihed. Dermed mener jeg evnen til at kunne tyde, tolke og kommunikere betydningselementer med andre organismer i forhold til omgivelserne. Hvis der er noget, der har ændret sig i evolutionens løb, så er det måske især, at der er opstået stadig mere fantastiske talenter for at tolke tegn i omgivelserne. Og det er denne fortolkningskompetence, jeg kalder semiotisk frihed.”

Selv om Hoffmeyer ikke er troende, åbner han dog op for det mange troende holder for sandt:



Der sker meget nyt i naturvidenskaben i disse år. Min fornemmelse er, at vi står over for et naturvidenskabeligt paradigmeskifte af samme radikale art som det vi oplevede for et lille århundrede siden med relativitets- og kvanteteorien.

Måske endog med endnu mere gennemgribende ændringer end vi på nuværende tidspunkt kan forestille os.

Hermed håber jeg at have bidraget lidt til den religiøse åndelighed som især Hanskrist har pustet frisk liv i ved at åbne op for en dybere forståelse af det åndeliges natur gennem sine mange fremragende indlæg. Tak for eminent god inspiration Hanskrist.

Hilsen

Ipso Facto


P.S.!

Min første indgang til evolutionsteori var ikke gennem læsning af Darwin, men jesuitterpateren Chardin, hvis hovedværk jeg allerede læste som teenager. ”Fænomenet Menneske” er nok en af de mest betydningsfulde bøger jeg har læst. En bog som nok ændrede mit liv.



-------------------------------
"We have reached a crossroads in human evolution where the only road which leads forward is towards a common passion. . . To continue to place our hopes in a social order achieved by external violence would simply amount to our giving up all hope of carrying the Spirit of the Earth to its limits." – Pierre Teilhard de Chardin (1881-1955) was a visionary French Jesuit, paleontologist, biologist, and philosopher, who spent the bulk of his life trying to integrate religious experience with natural science, most specifically Christian theology with theories of evolution.

Hans hovedværk “Fænomenet Menneske” kunne først udgives efter hans død, da den katolske kirke havde givet Chardin forbud mod at publicere sine tanker samt deltage i offentlige debatter. I dag nyder han stor anerkendelse i Vatikanet.

Hej Ipso Facto.

Bare en enkelt bemærkning:

Det er vist anden gang, du nævner biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer, og det begynder at dæmre for mig, hvad det egentlig er, han har fat i.

Især det, at den enkelte levende celle kan "interessere sig" for, hvad der er udenfor den selv.

Først tænkte jeg: "Gad vidst om ikke dette er fup på en eller anden måde."

Men det er jo noget, han har fremsat i en doktordisputats, hvor enhver jo kan opponere, så min skepsis er nok at ignorere.

Og det bli'r min forundring jo ikke mindre af

M.v.h. Arne.

Hej Arne!

Hoffmeyer er en farlig mand. Farlig for videnskabens, filosofiens og religionernes dogmatikere hvis position og præstige bliver truet, hver gang et stort menneske tænker uden for paradigmet og dermed ryster verdens grundvold.

I den rene naturvidenskab (fysik) er der også tegn på opbrud. Den naive antagelse om, at alt kan forklares ved hjælp af ubrydelige naturlove er blevet yderligere svækket efter at de "bedste" hjerner forgæves har arbejdet i 80 år på at forene kvante- og relativitetsteori i en fælles "teori om alt".

Den klassiske fortolkning af termodynamikken - en ubrydelig lovmæssighed der uvægerligt over meget lang tid vil udligne alle forskelle i universets stof, afsluttende med universets "varmedød" er blevet nyfortolket, således at komplekse strukturer som liv, bevidsthed og selvbevidsthed (ånd), ikke længere blot ses som en undtagelse fra den generelle lov, som isolerede øer hvor der midlertidigt kan opbygges en stedse højere grad af orden stik imod det termodynamiske diktat om degradering af enhver orden (voksende entropi), hvorved livet fik status som "undtagelsen der bekræfter reglen".

Den nye fortolkning tager udgangspunkt i det faktum, at hver gang der opbygges en højere orden eet sted i universet, så sker der en endnu større degradering af orden andre steder i universet således at entropilovens diktat om, at entropien (uordenen) ALTID vokser i universet som helhed kan overholdes.

Denne nyfortolkning af entropiloven (termodynamikkens 2. lov) indgår også i Hoffmeyers teori om livets opståen og udvikling.

Hoffmeyer har i en yderst interessant artikel hvis titel er en ironisk parafrase på Darwins berømte værk - "Origin of Species by Natural Translation", omtalt denne nyfortolkning af termodynamikkens 2. lov. Hoffmeyer skriver blandt andet:



Disse omfortolkninger af naturlovene og erkendelsen af at alt ikke kan beskrives lovmæssigt fører sammen med biosemiotikkens nye erkendelser mod en naturvidenskab som tvinges til at give rum for det mystiske, for den religiøse erfaring.

Helt i overensstemmelse med hvad Einstein som filosofisk tænker gav udtryk for. Dertil vil jeg tilføje, at de nye erkendelser i naturvidenskaben ville have glædet den kristne visionære tænker Pierre Teilhard de Chardin, fordi de stort set bekræfter hans visioner om livet og evolutionen. Visioner som vel at mærke byggede på en kombination af dyb stærk tro og en grundig naturvidenskabelig uddannelse og erfaring. (palæontologi, geologi og biologi).

Om opbygningen af "Jordens Ånd" - det vi nu kalder globalisering - skrev Chardin allerede i mellemkrigstiden følgende:



Hermed håber jeg at have bidraget lidt til din fantasi og måske en dybere forståelse for nogle sammenhænge vor forjagede og overfladiske tidsalder synes blind over for.

Hilsen

Ipso Facto


---------------
“The phrase “Sense of the Earth” should be understood to mean the passionate concern for our common destiny which draws the thinking part of life ever further onward. In principle there is no feeling which has a firm foundation in nature, or greater power. But in fact there is also no feeling which awakens so belatedly, since it can become explicit only when our consciousness has expanded beyond the broadening, but still far too restricted, circles of family, country and race, and has finally discovered that the only truly natural and real human Unity is the Spirit of Earth." - Pierre Teilhard de Chardin in “Building the Earth”.

FUB ELLER FAKTA?

Hej Arne!

Følgende sætning fangede mit blik og befordrede min fantasi:



Hvad mener du i øvrigt om sandhedsværdien af disse videnskabelige afmagtspostulater, fremsat af filosoffen Johannes Witt-Hansen?



Du kan roligt skyde løs fra hoften Arne, for filosoffen mener ikke, at afmagtspostulaterne kan hverken bevises eller modbevises. Ren afmagt må man nok sige. ;)

Endvidere anfører Johannes Witt-Hansen følgende om værdien af afmagtspostulaterne:



God fornøjelse Arne!

Hilsen

Ipso Facto


--------------
Religiøse afmagtspostulater

Umuligt af definere religion (religion er en elementær kendsgerning).

Umuligt at oversætte eller transformere religiøse erfaringer til fuldt dækkende sproglig beskrivelse.

Umuligt at forstå begreber som gud, djævel, himmel, helvede, frelse, fortabelse, mystik, bøn, meditation, guds-skuen uden førstehåndskendskab og personlig (introspektiv) erfaring af begrebernes indhold. - filosoffen Johannes Witt-Hansen.

Hej Ipso Facto.

Du må lige have mig undskyldt lidt.

Jeg har brug for tid til at fordøje "tegnene" fra den levende celle på, at den kan noget i forhold til sin omverden, som i hvert fald foreløbig synes ufatteligt.

Jeg tvivler ikke på, at dette rent faktisk er sikkert påvist, og jeg formoder, at traditionel naturvidenskab er ude af stand til at begribe det.

I så fald er jeg enig i, at det nuværende grundlæggende videnskabelige sæt af arbejdsmetoder og antagelser (paradigme) nok ikke kan holde - og at vi altså står umiddelbart foran et paradigmeskift, hvad du jo også nævner.

Gad vide, hvad de naturvidenskabelige og de naturfilosofiske kapaciteter generelt siger til dét.

Lige nu og her, for mit vedkommende, er det simpelthen "åben mund og polypper"

M.v.h. Arne.

Hej Ipso Facto.

Jeg er stadig ét stort spørgsmålstegn angående de spørgsmål biosemiotikken stiller - kunne forestille mig, at den herskende naturvidenskab tror på, at den - med tiden - kan finde svar indenfor sine egne eksisterende paradigmer - men det må tiden jo vise.

Angående afmagtspostulaterne, hvad videnskab angår, siger jeg umiddelbart nok ja til dem alle.

Det, synes jeg, er noget, jeg længe har ment - eller i det mindste haft mistanke om, men længere end til mistanke er jeg ikke kommet.

Nåh - ja - det er du og Johannes Witt-Hansen jo så vist nok heller ikke

Om det ligefrem skulle være en tragedie at forlade "almagten og illusionerne", ved jeg ikke.
Sådan husker jeg det ikke.
Det er snarere det fantastisk spændende i de nye mulige og foreløbigt tågede horisonter, der dominerer, for mig.

Du citerer Johannes Witt-Hansen for ordene:
"Tilsammen danner afmagtspostulaterne en grundlæggende filosofi, som gør det muligt for et menneske i det 21. århundrede at fastholde den indsigt og det overblik om sin eksistentielle situation, som er mulig og nødvendig, selvom videnseksplosionen i det 20. århundrede forlængst har gjort det umuligt for det enkelte menneske at være polyhistor."

Min kommentar:
Jeg er enig i at afmagtspostulaterne er værdifulde for menneskets eksistentielle situation, men finder det lidt overdrevet at hævde at de muliggør "indsigt" og "overblik", og jeg finder det tillige lidt bombastisk at hævde, at indsigt og overblik både er mulig og nødvendig.

Det mulige transcendente, "det absolut transcendente", "verdens sande væren", "sandheden bag verdens sande væren", "den ultimative væren", og hvad vi ellers kan finde (på) af betegnelser, det ligger, set med mine øjne, helt udenfor menneskelig "indsigt" og "overblik".

Og det er jo netop det, der er det spændende, fantastiske og fortryllende ved livet og tilværelsen, synes jeg.

M.v.h. Arne.

Hej Arne!

Det bliver nogle ret korte kommentarer:



Kommentar:

Selv om nogle af spørgsmålene er nye, fordi ny viden giver mulighed for en dybere og anderledes spørgen, så det det nok mest svarere der er med til at underminere det nuværende biologiske paradigme.



Kommentar:

For mit vedkommende er jeg ikke enig med Johannes Witt-Hansen i, at alle afmagtspostulaterne er uafgørbare.

Efter min opfattelse er det første afmagtspostulat kun betinget sandt: "Umuligt for videnskaben at opnå fuldstændig objektivitet, dvs at frigøre sig fra enhver subjektiv interesse." Med det nuværende paradigme og det element af subjektivitet som axiomer defineres efter er det umuligt at opnå fuldstændig objektivitet.

Men hvad er kriteriet på "fuldstændig objektivitet"? Det spørgsmål kan alene besvares begrebslogisk ud fra en betydningsteori, som hviler på en endegyldig sandhed.
Hvis Sørlanders teori er en sådan, så kan der både defineres et kriterium for fuldstændig objektivitet, ligesom axiomerne kan fastsættes begrebslogisk, hvorefter postulatet er falsificeret.



Kommentar:

Uden indsigt og overblik så flyder alt og vi har ingen mulighed for at orientere os i den jungle af information og påstande som vi ustandselig bliver bombarderet med. Vi har end ikke mulighed for at vurdere hvilke påstande der er mere sandsynlige end andre. Kort sagt total forvirring og rådvildhed - netop det som præger vor tidsalder hvor de fleste har opgivet at følge med og i stedet er gået i gang med narcissistisk navlepilleri (meditation, healing, nyreligiøsitet m.v.) for at finde sig selv og et fast holdepunkt i tilværelsen. Kend dig selv, sagde Sokrates som bekendt.

Afmagtspostulaterne giver ikke i sig selv indsigt, det er jeg enig med dig i. For hvordan kan de det, når de selv hævder at være ubevisbare? De kan bruges som en indikation for hvor skoen trykker og tjene som afsæt for ens egen gennemtænkning af tingene.



Kommentar:

Mon ikke den almagt og de illusioner der tænkes på, er den status naturvidenskaben indtil for nylig havde blandt almindelige mennesker, hvor den nærmest tjente som erstatning for den funktion religionen tidligere havde, som garant for endegyldige dogmatiske sandheder?

Sandheden er, at videnskabelige sandheder er brugbare fordi de kan omsættes til ny nyttig/farlig teknologi, mens de religiøse dogmer kan omsættes til eksistentiel sjælefred eller blodig galskab, hvis man altså tror.

Når vi nu ved, at alle videnskabelige forklaringer er foreløbige og rent beskrivende sandheder, samt at de hviler på et element af subjektivitet, så bør videnskaben hives ned fra pidestalen som storleverandør af uangribelige og absolutte sandheder som står uden for diskussion. Det er dette illusoriske billede af videnskaben som almægtigt sandhedsvidne i almindelige menneskers bevidsthed filosoffen sætter spørgsmålstegn ved.



Det er vi ikke uenige om. Men prøv du at fortælle det til de mere end 100.000 forskellige trossamfund og menigheder der organiserer omkring 85% af Jordens befolkning i en dyrkelse af hver deres mere eller mindre dogmatiske version af "det hellige" eller Gud. Gud vil altid have antropomorfe træk og egenskaber for ellers er det ikke Gud i de fleste troendes bevidsthed. Det er nu engang lettere at identificere Gud med kosmisk kærlighed end med noget som ligger fuldstændig uden for alt hvad vi har mulighed for at føle eller forestille os.

Kristendommen har fundet en radikal løsning på det problem ved at hive Gud ned på Jorden for at vise vejen til frelse. Men det bliver Gud jo ikke mindre mystisk og uforståelig af viser ikke mindst kristendommens egen fortvivlede og udartede historie.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Ipso Facto.

Lige et par korte replikker:

Du skriver:
"Med det nuværende paradigme og det element af subjektivitet som axiomer defineres efter er det umuligt at opnå fuldstændig objektivitet."

Min replik:
Ja, det er også min opfattelse.

Du skriver:
"Men hvad er kriteriet på "fuldstændig objektivitet"? Det spørgsmål kan alene besvares begrebslogisk ud fra en betydningsteori, som hviler på en endegyldig sandhed.
Hvis Sørlanders teori er en sådan, så kan der både defineres et kriterium for fuldstændig objektivitet, ligesom axiomerne kan fastsættes begrebslogisk, hvorefter postulatet er falsificeret."

Min replik:
Ja, det er jo her, du og Kai Sørlander fører jer frem med stor styrke.
Men det er også her "kæden hopper af" for mig.

Jeg er nok for åndeligt doven - og meget muligt heller ikke for godt bemidlet - til at kunne følge med i disse begrebsfilosofiske "åndeligt atletiske øvelser".

Det ville virkelig være skønt, om "budskabet" kunne udtrykkes mere enkelt - også uanset om nogle detaljer måtte gå tabt derved.

Der er en lille djævel inden i mig, der bli'r ved at hviske, at hvis det ikke kan udtrykkes enkelt, skal jeg ikke fæste lid til det, men det er jo meget muligt, at det lille bæst har uret

Angående hvad du kalder "total forvirring og rådvildhed" førende til "narcissistisk navlepilleri (meditation, healing, nyreligiøsitet m.v.)", så oplever jeg det ikke helt sådan.

Jeg kan godt leve med den forvirring, det er, at jeg ikke kender, hvad jeg kalder "verdens sande væren", men jeg har dog en klar oplevelse af, at denne væren ER.

Dét fylder mig med kærlighed og styrer mit aktive liv - og det oplever jeg ikke som navlepilleri.

Du udtaler dig pessimistisk om klodens mennesker, låst fast i gamle dogmer, ritualer, traditioner og kulturmønstre.
Men hvor fastlåste er de mon egentlig?

Selvfølgelig forlader man ikke gerne sit ståsted - og da slet ikke før der er noget mere attraktivt og overbevisende, som byder sig til.

For hvem, der måtte have noget sådant bedre at tilbyde, må det da så være en pligt at udtrykke sig så klart og enkelt, at "det bedre" er umiddelbart forståeligt, synes jeg.

Det er ikke nogen nem opgave, men er budskabet/budskaberne der først, vil nutidens informationsteknologi nok hurtigt sprede det/dem globalt.

Men hvor er budskabet/budskaberne, som ethvert menneske kan se er indlysende rigtigt/rigtige?

M.v.h. Arne.