Hvis man skal tilegne sig et emne tager det mange år af praksis og fejltagelser inden man forstår det emne man beskæftiger sig med. Når man så har erhvervet sig denne viden står man overfor et nyt problem. Ikke at tage sig selv højtideligt og i stedet formidle dette emnes vanskelighed, som man har sat sig ind i, på en måde så andre forstår det.

Et problem kan være kompliceret og omfattende, men man gør sig selv en tjeneste ved at nærme sig det på en enkel måde. Når man har fanget detaljen kan man gå videre til helheden.

I de menneskelige forhold er enkelhed at erkende sig selv og give et enkelt udtryk for hvad man erkender eller føler.

Det kan så sidenhen blive uendelig kompliceret. Men hvis man fastholder enkelheden, i sandhed kun at give udtryk for sin egen overnesttemmelse med sig selv.

Så går man aldrig fejl.

Hej Michael

Du konkluderer:



Det som man personligt føler ER sandt for en selv, behøver jo ikke nødvendigvis også at være sandt for andre. Vi er jo afskåret fra at FØLE det den anden føler. Vi ved alene hvad vi selv føler.

Hvis det man meget stærkt føler er sandt er tilværelsens mystiske sider - det hellige eller Gud - og man ønsker at dele denne sandhed med andre, så har vi alene sproget som værktøj til at formidle denne sandhed fra en bevidsthed til en anden.

Sprog KAN formidle følelser og mystiske oplevelser, men på en upræcis eller paradoksal måde. Det sprog er mytens, de religiøse helligskrifters, poesiens eller digtningens sprog. Gennem et sådant sprog reproduceres på en måde den følelsesmæssige oplevelse som ligger til grund for oplevelsen af det mystiske eller hellige.

Musikkens og billedkunstens "sprog" kan også på en endnu mere upræcis måde appellere til vore følelser og i vor bevidsthed reproducere noget af det som kunstneren følte og tænkte, da han skabte sit værk med henblik på, at det skulle opleves af andre.

Sproget er i sin logisk/syntaktiske grundstruktur uegnet til at beskrive og kommunikere individuelle følelser og sandheder. Det er perfekt til rationelt at beskrive verden og menneskets generelle situation i verden, men det som måtte ligge uden for verdens fysiske og rationelle grænser - det mystiske eller hellige - kan det umuligt beskrive uden at man havner i selvmodsigelser eller paradokser.

Her er en barriere som principielt er uoverskridelig, fordi vi ikke kan konstruere et sprog, som har en alternativ grundstruktur som kan beskrive virkeligheden på en sandere og dybere måde, som også er forståeligt og meningsfyldt. Sproget er således universelt i sin grundstruktur og ethvert muligt bevidsthedsvæsen er underlagt denne principielle begrænsning. Man kan sige, at vi på en måde er lukket inde i vort sprog.

Når vi står over for den anden og samtaler med ham direkte, så kan vi supplere verbalsprogets udtryk med fagter, mimik og gestus som en slags "metafysisk tegnsætning" der sættes imellem ordene og opleves som et forsøg på at beskrive en dybere virkelighed end den som sproget formår at beskrive.

Sådan er vor eksistentielle situation som vi umuligt kan ændre på. Jeg plejer at udtrykke det på den måde, at om det der evt. måtte eksistere hinsides verdens fysiske og logiske grænser i det "absolut transcendente" kan vi umuligt vide noget om, andet end, at vi logisk set ikke kan udelukke dets eksistens.

Det vi ikke kan vide, må vi nødvendigvis tro eller blot holde åben som en mulighed. Hvis vi forsøger at sætte os ud over den enkle forskel mellem at vide og at tro, så gør vi blot vold på sproget og forvansker det til vås. Og vås kan ingen som bekendt forstå. ;)

Hilsen

Ipso Facto


-------------
"Everything should be made as simple as possible, but not simpler." - Albert Einstein

At det som er sandt for os selv ikke nødvendigvis er sandt for andre, er en naturlig ting, eftersom vi er forskellige mennesker.

At forstå sandheden om sig selv må derfor nødvendigvis være væsensforskellig fra at en anden forstår sandheden om sig selv .

At forstå sig selv er forskelligt i dets indhold, men dog er det det det samme, at forstå sig selv. Derfor må det udtrykkes i modsætninger selv om det er ens.

Men hvad gør det. Dette at vi alle er forskellige er det som giver livet karakter.

Hej Michael!

Tak for svaret. Du skriver til afslutning:



Da det rationelle sprog og dets begrænsninger åbenbart ikke gør særligt indtryk på dig, vil jeg indlede mit svar i poesiens sprog:

"No man is an Island, entire of itself; every man is a piece of the Continent, a part of the main."

(Intet menneske er en ø, fuldstændig i sig selv; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af et hovedland).

Dette skrev den engelske digter John Donne i 1624 og den erkendelse gælder vel fortsat for alle som ikke blot lever for og med sig selv og sine egne følelser og tanker.

Faktisk er vor situation den, at vi end ikke kan erhverve sprog på anden måde end i fællesskab med andre, der allerede benytter et sprog. Vi har et potentiale (en mulighed) for at kunne erhverve sprog, men overladt til os selv har vi ingen mulighed for at udvikle denne (i sidste instans) genetisk betingede sprogevne.

Isolation og dyb selvreflektion på et tidspunkt efter vi har lært sproget og er blevet socialiseret mere eller mindre, kan være udmærket for at nå en dybere grad af selverkendelse og dermed også en dybere erkendelse af menneskets generelle eksistentielle situation.

Religionsstifterne Buddha og Jesus isolerede sig begge fra omverdenen i en periode. Buddha bandt sig til et bodhi træ og opnåede gennem selvreflektion det buddhisterne kalder "oplysning", som svarer til vort begreb "visdom". Derfor kaldes bodhi træet også for "kundskabens træ" i buddhismen.

Ifølge evangelierne fastede Jesus i fyrretyve dage og nætter i ørkenen efter at være blevet døbt. Her viste Djævelen sig for ham og fristede ham til at demonstrere sine overnaturlige evner som bevis for hans guddommelighed. Hver fristelse blev afvist af Jesus med et citat fra den hellige skrift - Femte Mosebog.

Eremitter og søglehelgener er eksempler på troende som ved hjælp af isolation fra omverdenen forsøger at nå frem til en dybere og sandere erkendelse.

Hverken Buddha eller Jesus beholdt dog den visdom de således havde erhvervet for sig selv, hvilket selvfølgelig også ville have været udtryk for en grænseløs egoisme og narcissisme. Tværtimod udviste de den ydmyghed som kommer til udtryk i evangelisten Lukas ord: "For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes." (luk. 18,14).

Der er intet ydmygt i at leve for sig selv og ikke dele sine oplevelser, glæder og indsigt med andre. Deri ligger en dyb foragt for andre og for livet.

Mit svar på dit afsluttende spørgsmål:

"Men hvad gør det. Dette at vi alle er forskellige er det som giver livet karakter."

- er derfor: Det gør hele forskellen, om vi lever for os selv som observatører til livets brogede mangfoldighed, eller om vi træder i karakter og bidrager til fællesskabet hvorved livet ikke blot gives karakter, men også bliver mere meningsfuldt, både for os selv og andre.

Hilsen

Ipso Facto


---------------
"Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." - Lukas 18,17.

Hvad er foragt?

Hej Michael!

At påpege en simpel slåfejl i stedet for at forholde sig til indholdet er faktisk udtryk for dyb FORAKT, for en opponent.

Hilsen

Ipso Facto

P.S.!

Som en opponent var så venlig at gøre opmærksom på, lider jeg muligvis af en mild form for dysleksi. I så fald er jeg i godt selskab, idet bl.a. Albert Einstein led af dysleksi.

Uha Ipso Facto. Så må jeg jo lede efter hvad foragt er.

Jeg er ikke sikker på at jeg ønsker at finde det.

Hej Ipso Facto, det var da godt nok utroligt så veloplagt du er,,

apropos John Donne's digt, fandt jeg lige følgende problemstilling relevant (håber også I kan se relevansen):


Livsprocessernes to hovedelementer er selvidentitet og selvforandring, idet der altid gør sig to modsatrettede bevægelser gældende i alle former for liv. Den ene af disse bevægelser er en centreret og afbalanceret helheds bevægelse bort fra sig selv, dens gåen ud over sig selv og dermed delvise adskillelse fra den enhed den er. Den anden bevægelse er den samme helhedsbestræbelse på at bevare sin identitet derved, at de adskilte dele vender tilbage og igen indoptages. Hvis den ene af de to poler bliver den fremherskende, forstyrres balancen og en desintegration finder sted. Det er denne desintegration, der er identisk med sygdom. I forbindelse med disse bevægelser gør to slags farer sig gældende, dels faren for, at individet i sin gåen ud over sig selv trues på sin identitet eller eventuelt helt mister denne, dels faren for, at individet i angst for at miste sig selv giver afkaldt på selvforandring (selvudvikling). Tillich.


Tillich taler meget om modet til at paricipere. Du er inde på at træde i karakter.

Jeg finder at i Kristus (min "i Kristus mystik"), der får jeg en hel ny handlingsbasis i Gud (får fornyet handlekraft og finder mit initiativcenter), hvor jeg får et ekstatisk spark til at forlade mig selv (bliver mig selv løs) for at kunne være til for andre. Kan du godt tåle at høre sådan noget snak?

Mange kærlige hilsner HansKrist.

Til almindelig oplysning!

Da faktuelle påstande så vidt muligt skal dokumenteres følger her et citat fra en artikel i dagbladet Information, der handler om dysleksi:



Link til Informations artikel: http://www.information.dk/125297

Hilsen

Ipso Facto

P.S.! Citatet rettet af mig, da det åbenbart er skrevet af en dyslektiker, der havde forbyttet ordet "af" med "og".


----------------
"Weakness of attitude becomes weakness of character." - Albert Einstein

Tanken er ikke svær at forstå. Det undrer mig at man tillægger den så stor betydning.

Meget mere betydningsfuldt at komme hinanden ved (og ikke at glemme sig selv.)