Hej Ipso Facto.

Tak for at du citerede Albert Schweitzer for ordene:

"Sandt etisk er et menneske kun, når det redder alt liv, som det kan hjælpe, og undlader at skade noget levende. Livet er i sig selv helligt. Etik er det til det grænseløse udvidede ansvar mod alt, som lever."

Ham er jeg enig med - i hvert fald hvad liv angår.

Men det vidste jeg ikke, før du præsenterede de her nævnte ord fra ham.

M.v.h. Arne.

Hej Arne, her er så noget mere jeg med sikkerhed ved du (Thomas og Anne også) vil blive glad for at læse af Albert Schweitzer (helt sikkert det her i begyndelsen, længere nede kommer måske nok noget af Schweitzer du vil have sværere ved at sætte pris på):

Al virkelig erkendelse går over til oplevelse. Jeg erkender ikke de forskellige fænomeners væsen, jeg opfatter det kun i analogi med den livsvilje, som findes i mig selv. Således bliver kundskaben om verden til en oplevelse af verden. Denne erkendelse, som altså bliver til oplevelse, fylder mig med ærefrygt for den hemmelighedsfulde livsvilje, som findes i alle ting. Den gør mig forbavset og tvinger mig til at tænke efter og fører mig højere og højere op mod målet:

”Ærefrygten for livet”.


Den samme filosofi må gå ud fra den mest umiddelbare og omfattende kendsgerning i vor bevidsthed, og den er følgende:

”Jeg er liv, som vil leve, midt iblandt liv, som vil leve”.

Dette er ikke en spidsfindigt udtænkt sætning; det er en virkelighed, som jeg lever i hver eneste dag, ja, hver eneste time. Hvert eneste øjeblik, når jeg tænker mig om, står den for mig som ganske ny. I min livsvilje er der en længsel efter at leve videre og efter det hemmelighedsfulde og ophøjede ved livsviljen, som man kalder lyst. Men der findes også en angst for tilintetgørelsen og den hemmelighedsfulde nedsættelse af livsviljen, som man kalder smerte. Således er det også med livsviljen rundt omkring mig, ligemeget om den kan meddele sig til mig eller er stum. Etikken består altså i, at jeg oplever det som noget nødvendigt at vise den samme ærefrygt for al anden livsvilje som for min egen. Dermed er det logiske grundprincip for det etiske givet. Det gode vil sige at hjælpe og fremme liv; det onde vil sige at tilintetgøre eller skade liv.




Kulturens sammenbrud skyldes netop det, at man overlod etikken til samfundet. En fornyelse af kulturen er kun mulig, hvis etikken på ny bliver de tænkende menneskers sag, og hvis de enkelte søger at hævde sig i samfundet som etiske personligheder. I den grad vi formår at gennemføre dette, vil også samfundet forvandles; det vil ikke længere være en rent naturlig størrelse, men en etisk størrelse. Vore forfædre har gjort den store fejl, at de idealiserede samfundet etisk. Vi gør kun vor pligt imod det, når vi bedømmer det kritisk og prøver at gøre det mere etisk i den udstrækning, det er muligt. Citater slut.




Jeg bliver nødt til at sige at Albert Schweitzser nok er en af dem i verdenshistorien der har skrevet de smukkeste og mest anerkendende rosende ord om Paulus, hvis man ser bort fra Kristus-spøgelset. Almindeligvis siger man at A. Schweitzer er mest kendt for sin kritik af Jesu liv forskningen og her har fået sig et navn teologisk; men hans mest dybsindige teologiske værk er dog bogen; ”The Mysticism of Paul the Apostle”.

”Mystikken hos Apostlen Paulus” er et større værk end ”Den historiske Jesus”. Det har større rækkevidde, større dybde, det er præget af større lærdom og langt større originalitet. George Seaver.

Han (Albert Schweitzer) står i stor gæld til Goethe, han skylder Kant meget, og Bach er hans lyst og glæde. Men Paulus er hans åndsfrænde. Magnus Ratter.


Det er på tide at kristendommen gør regnskab for om vi virkelig endnu har tro på Guds rige eller om denne tro bare er død overlevering for os. Vi har ord af Jesus som i dyb mening gjelder vore dages dogmatiske bekymringer: Matt.6,33: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal du få alt det andet i tilgift.
Men når den kristne tro prøver at forstå betydningen af Jesu fremtræden og den frelse han bragte i levende tro på Guds rige, træffer den på Paulus som banebryderen for en sådan kristendom. Gennem hans ord taler urkristendommen stadig til nye slægter.
Paulus har gjort en stor reformatorisk gerning ved sin lære om retfærdiggørelsen ved troen alene. Endnu større ting vil han udrette når hans Kristus-mystik, hans mystik om frelsen i Guds rige ved samfundet med Kristus, i fællesskabet med Kristus (Pauls ”i Kristus” mystik), bliver forstået, når engang den magt som ligger gemt i dette forhold begynder at udfolde sig. A. Schweitzer.


Ordene: ”Hold ikke ånden nede” og ”Hvor Herrens ånd er, der er friheden” som Paulus har lagt ind i kristendommen første manifester, siger os at den tænkende kristendom skal have sin ret i den troende og at det aldrig skal lykkes de ”småt troende” at gøre det af med ærefrygten for sandheden. Aldrig skal kristendommen give op den store fordomsfrihed den har hos Paulus da han hævder at også tænkningen stammer fra Gud. Aldrig skal foråret i Pauls kristendom visne hen i vor egen.
Paulus er tænkningens skytshelgen i kristendommen. For ham må alle krybe i skjul som tror de tjener evangeliet ved at dræbe den frie tanke i troen på Jesus Kristus. A. Schweitzer.




Mange kærlige hilsner HansKrist.

PS: for de der ikke kan få nok af Schweitzers rosende og anerkendende ord om Paulus:

Albert Schweitzer:

Paulus har for alle tider sikret os retten til at tænke i overensstemmelse med kristendommen. Han sætter den erkendelse, som skyldes Kristi ånd (og som vi ejer), over den traditionelle tro. Han har absolut og usvigelig ærbødighed for sandheden. Han vil ikke vide af den ufrihed, som er dikteret af tidligere læremestre, han anerkender kun den, som kærligheden pålægger os. Men dette vil ikke sige, at han er revolutionær. Han tager sit udgangspunkt i menighedens tro, men han anser sig ikke for forpligtet til at standse, hvor denne ophører; han hævder, at han har ret til at tænke de tanker, der gælder Kristus, til ende, og han tager ikke hensyn til, om den erkendelse, han derved når frem til, ligger inden for rækkevidden af de opfattelser, som hersker i menigheden, og kan anerkendes som en del af menighedens tro. Her optræder altså tænkningen for første gang i kristendommen, og resultatet giver os god grund til at mene, at troen ikke har noget at frygte af tænkningen, selv om den forstyrrer freden og fører til et opgør, som tilsyneladende ikke falder heldigt ud for fromheden.

Det har således en vis betydning for alle tider, at kristendommen symfoni begynder med en vældig dissonans mellem tro og tænkning, en dissonans, som går over til harmoni. Forudsætning for, at kristendommen skal blive en levende sandhed i de følgende generationer, er, at der stadig optræder tænkere i den, som i Jesu ånd gør troen på ham til erkendelse i de tanker, som hører til i verdensanskuelsen i de forskellige tider. Hvis kristendommen bliver til en traditionel tro, som gør krav på ganske simpelt at blive overtaget af de enkelte, mister den forbindelsen med tidens åndelige liv og har ikke længere evnen til at optræde i en ny skikkelse i en ny livsanskuelse. Hvis tænkningen ikke må tage overleveringen op til kritik, går det ud over den kristne sandhed, og den kristne sandfærdighed vil også lide under det. Det er derfor, det har en så vældig betydning, at Paulus ser det som noget ganske selvfølgeligt, at han skal gennemtænke troen på Jesus Kristus i hele dens omfang og hele dens dybde.
Når han siger, at man ikke skal hindre ånden i at komme til sin ret, og at friheden er der, hvor Herrens ånd råder, betyder dette, at den tænkende kristendom skal have sin ret inden for den troende kristendom, og at snæversynet tro ikke må undergrave respekten for sandheden. Kristendommen må aldrig miste den storsindethed, som gør, at den hos Paulus også anerkender tænkningen som noget, der kommer fra Gud. Der er noget frisk og forårsagtigt over den Paulinske kristendom, og det må ikke komme dertil, at dette overlever sig selv i den kristendom, vi bekender os til. I kristendommen optræder Paulus som tænkningens skytshelgen. Alle, der tror, at de tjener evangeliet bedst ved at tilintetgøre den frie tænkning i troen på Jesus, må skjule sig for Paulus. Citater slut.

Hej HansKrist, det er rart at se at du har skiftet opfattelse. Oplevelsen er kernen i selve nuet. Det glæder mig at du endelig giver mig ret. Det var da ikke så svært at tabe, var det vel? "Nogen skal vinde ved at tabe og andre tabe ved at vinde".

Men selvfølgelig lægger du røgslør ud i din hengivelse for Paulus.

Jeg må tilstå jeg ikke aner hvad du fabler om, (jeg har bragt nogle citater af Albert Schweitzer (og du har vist glemt at der står: "i analogi med den livsvilje, som findes i mig selv").

Du kører desværre dit eget show i dit eget hoved, og en aften lykkedes det mig lige at tage en kopi af dit eget drama oppe i dit eget hoved, hvor du vender alting på hovedet, følger her:

[serotonin] Men blot være eet med det.
[Michael] HansKrist tror at nuet er et tomt intet.
[Manjana] Det er et godt grundlag
[Michael] Men det er da fyldt med det man er.
[Manjana] altså ikke at tro at nuet er tomt
[serotonin] Det er fordi han er bange for den ide han har om sig selv.
[Michael] Næh, han er bange for den ide han har om nuet.
[serotonin] Ja, men vi finder også os selv i nuet, for det er det eneste som findes.
[Michael] Ja, så er det bare at være opmærksomme på os selv i nuet uden at vælge denne opmærksomhed.
[serotonin] Men det kan være svært at acceptere og erkende.
[Michael] Fordi vi hele tiden fordømmer eller retfærdiggør det vi ser.
[serotonin] Det er smukt blot at være et vidne til sin egen opmærksomhed. Så kræves der ingen reaktion, men kun den blotte væren, hvor aktionen kommer fra.
[Michael] Ja, så bliver den betingede reaktion til handling, eller til et frit valg.
[serotonin] Ja, valget er at lade handlingen komme fra nuet, og det kræver egentligt ikke nogen tankevirksonhed. At tænke kan være praktisk, men så snart at det er den betingede tanke som styre en, ja, så begrænser man virkelig sig selv.
[Manjana] smukt sagt
[serotonin]
[serotonin] Kan i have det godt kære venner. Nu tager jeg ud i verden og ser hvad der sker, og ja, og ser om der er nogen der har behov for at grine lidt.



Min kommentar:

det er jo stik imod alt hvad jeg har sagt om det Nu, kairos-øjeblik, der interesserer mig og har min bevågenhed.

men du har sagt, og ikke ironisk, men i alvor indlæg efter indlæg, gennem mange måneder, at det der eftertragtelsesværdige NU er et tomt intet, uden indhold, uden fylde, uden noget som helst (det var der både Anne og jeg stod af overfor dig; det var bestemt ikke det eftertragtelsesværdige NU vi kender og føler os ramt af). Pludselig gik du fra det, uden at vi fik nogen nærmere forklaring, så gik der igen et halvt år og så fik vi at vide det blot var ironi. Nej jmp, bliv du hellere enig med dig selv, du skifter konstant synspunkter, og jeg tror det er lidt som du har det med dig selv, dit humør, altså øjebliksstemninger.

Bare du holder mig ude af disse skift og dette dit eget indre drama.

Ja, HansKrist. Det er sand transcendens. Sand forståelse.

Det som bliver stille er en masse ord.

Jeg kunne ikke drømme om at stå af overfor dig og Anne.

Det ville jeg aldrig gøre.

Jeg elsker jer begge to.