Hej Kristian.

Dejligt at høre fra dig, selvom det kun var en kort bemærkning.

Sandheden er ikke svær i sig selv, men det svære består i at erkende og acceptere den.

Og det svære består også i, at give slip på alt det som ikke er sandt.

Du kender jo godt den med løget, ik? Der er fandens mange lag, ik?

Men nu længere man kommer ind til kernen, nu mere kan man også fornemme kernen.

Det sjove er, at i hvert lag af løget, der er der også en gnist af kernen. Og nu længere man kommer igennem lagende, nu større bliver denne gnist, og nu mere klart bliver alting.

Håber du har det godt min kære ven.

Jeppe skriver:

Her leverer Jeppe så et uomstødeligt bevis for, at han ikke har nogen som helst forståelse for moderne videnskab, for forholdet pi eksisterer kun i en eneste "verden" nemlig den teoretisk plane verden, som er beskrevet i den euklidske plangeometri. I alle andre verdener, sfæriske som hyperbolske, er forholdet et andet.

Verden er ikke flad Jeppe. Du kan med Per Degn råbe; "Jorden er flak!" lige så mange gange, du vil. Det ændrer ikke på det beviste faktum at rummet krummer sig i et tyngdefelt, og der er ingen steder i universet, der ikke befinder sig i et tyngdefelt.

Tak for sangen, Jeppe. Nu kan enhver se, at begrebsfilosofien ikke handler om alle tænkelige verdener, men kun om en eneste verden, nemlig den fantasiverden, som befinder sig inde i Jeppes og Kai Sørlanders hoveder.

Med frydefuld hilsen

Ole Bjørn

P.S. Det er dig, Einstein rækker tunge af, ikke os andre.

.

Kære Ipso Facto

Tråden her, har i hvert fald vist, at sandheden er en u-definerbar størrelse. Det bliver ikke meget bedre når man taler om universelle sandheder?

Men hvis Bibelen og ´tømrer-sønnen´ har ret og taler sandhed, så bliver det overordentligt vanskeligt, at komme uden om dette fænomen:

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. v24 Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. v25 Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« v26 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. v27 Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« (Matt.8,23-27.)

Hvilken indsigt; mon ikke - hvis dette står til troende - at hér ligger der storslåede universelle og eviggyldige sandheder begravet? Jeg tror det!

PS. "Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto [..så skal jeg nok forvirre dig.]

NB. Venligt og spøgefuldt mént..hehe.

Jeg læste engang, at hvis man satte sig stille ned, uden at beskæftige sig med noget specielt, så ville sandheden og meningen med livet gå op for én. Måske andre også har læst det, prøvet det og opdaget at der aldeles ikke er noget der går op for én. Tværtimod tænker man hele tiden, erindrer sig noget eller ser frem til noget. Måske, hvis man sidder ved en sø, at to ænder kommer op at toppes ude i vandet? Man rives løs fra sit tankeslør og interesseret følger man med i en begivenhed, der sker i livets nu. Men ænderne holder op med at slås og atter tager tanken over. Måske man erindrer sig ændernes kamp og mens man gør det opdager man ikke at ræven snupper en due på søens anden bred.

Det er utvivlsomt, at der findes andre verdener end menneskeverdenen. Thoreau har i sit værk: Walden - Livet i skovene en beskrivelse af et drabeligt slag mellem to hære af myrer, sorte og røde. Han var den eneste tilskuer til denne begivenhed, men heldigvis er slaget bevaret til eftertidens kundskab, eftersom han har skrevet om det.

At hundene har deres eget liv, har jeg selv mange gange været vidne til. Jeg har tit luftet min brors hund når den skulle ud at læse Se og Hør, som han kalder det. Efter en sådan tur var hunden velorienteret om hvad der foregik i nabolaget. I hundenes virkelighed, altså.

Det er også interessant at observere hvordan to hunde straks bliver opmærksomme på hinanden selvom de går på hvert deres fortorv. Det er ikke altid, at deres mennesker lægger mærke til det, optagne som de er, af vigtige menneskesager. Hvad jeg vil sige med dette er nok, at på hele kloden udspiller der sig dramaer, livsforløb og begivenheder som menneskene aldrig lægger mærke til fordi de har vigtigere ting at foretage sig. Hvor mange kigger op og lægger mærke til den blå himmel og de to måger som kæmper om et stykke brød i luften?

Men nu har vi jo National Geographic Channel så vi kan se spændende historier om dyrenes liv i tv mens vi ikke opdager gråspurvene der pipper udenfor vinduet i livets hæk.

Og så er der jo os selv, vore forhåbninger og drømme og de indviklede menneskelige forhold hvor vi hele tiden misforstår hinanden. Men den historie er svær at fortælle for hvem kan leve vores liv for os?

Jeg har lavet et lille afsnit specielt til Jerry, den sunde tvivler, en lille fortælling fra min egen lille lommefilosofiske virkelighed:

Min bror har en vinmark og jeg tager tit med ham og hjælper ham i den.For et par år siden blev vi kørt hjem derfra af to af hans kolleger. Det var sent og den sidste bus var kørt. Jeg bor ikke så langt fra ham, så jeg har tit gået hjem fra ham om aftenen. Men ved denne specielle lejlighed havde jeg knækket Akillessenen på den ene fod. Min brors to kolleger ville sætte mig af et sted på vejen så jeg kunne gå hjem for derefter at køre min bror hjem. Det gjorde mig vred og jeg skældte ud. Min bror blev vred på mig, hans to kolleger kørte os begge hjem til ham hvor han tog sin egen bil og kørte mig hjem. Vi sagde ikke et ord til hinanden.

Nu vægttræner jeg jævnligt i min brors kælder, så dagen efter overvandt jeg mig selv og ringede til ham, at jeg ville komme som sædvanlig. Ja, kom du bare, sagde han. Da jeg lå i hans kælder og vægttrænede på bænken, kom han ind og sagde at han slet ikke havde tænkt på at jeg havde en knækket Akillessene. De er ikke så betænksomme, de unge mennesker, sagde han idet han henviste til sine to granvoksne kolleger.

Hvorfor er denne historie så vigtig? Jo, tænk hvis jeg havde fulgt op på min fornærmelse og var blevet væk? Man har hørt historier om livsvarigt nag som er opstået på et meget spinklere grundlag end dette.

Hvor vil jeg så hen med dette?

Jo. Da jeg kom op fra kælderen til min brors stue, stod min lille nevø, som dengang var 2½ år, ved døren til terrassen.

Det var godt du kom, Michael, sagde han.

Hej Ole Bjørn, her kommer lige:

Kristusspøgelsets hedeslagsdiskurs ud i hvad Sandhed er for en størrelse:

Der er for mig at se mange sandheder, rigtig mange, og man skal bare ikke blande de forskellige sandheder alt for meget sammen. Jeg vil måske nok kludre lidt i begreberne og min måde at systematisere på (jeg er jo ikke nogen Kant eller nogen stor begrebsfilosof, men en instinktiv intuitiv katastrofal Nietzsche rodehoved mht sandheden), men så har jeg jo Kræn-p, Ipso Facto og dig Ole Bjørn til at påpege dette og korrigere dette så det jeg skriver kunne komme til at give endnu mere mening.



Matematiske geometriske sandheder.

Logiske sandheder.

Naturvidenskabelige sandheder (som ser ud til at være begrænsede i det område de kan anvendes på). Sjovt er det her at skelne mellem matematisk fysik og evolutionsbiologien, lige fascinerende begge to, men vidt forskellige i deres måde at formulere og beskrive det sande om virkeligheden på. Tænk at kunne være naturvidenskabsmand i verdensformat uden at man nødvendigvis behøver at benytte sig af den hårde matematik i sin beskrivelse.

De medicinske sandheder som tilhører de naturvidenskabelige sandheder, men også har en drilsk X-factor der kan formuleres således:

I mennesket er intet blot biologisk eller blot åndeligt. Nej hver eneste celle i menneskets krop participerer i menneskets frihed og åndelighed (Tillich).

Medicinske forskere kan snuble over sandheder der udløser nobelpriser uden at kunne ret meget matematik, hvilket nok ikke lader sig gøre indenfor fysikken.


Historiske sandheder (som altid er relative, for hvem skriver historien).

Sandhed i juridisk forstand er helt overladt til Kræn-p.

Psykologiske sandheder (en næsten hel ustyrlig størrelse, en rigtig svær én som Serotonin straks indser, også derfor kommer psykiatrien og psykologien stort set ikke ud af stedet, fatalismen omkring psykologiske sandheder, gør at man i dag sætter sin lid til psykofarmaka som det eneste der virker).


Subjektive sandheder; der formår at opnå almen anerkendelse fra samfundets side, der breder sig en konsensus om at det Ipso Facto fx skriver om forelskelsen holder stik. Her finder vi vel også de etiske og æstetiske sandheder. Kunne man kalde dem vurderingssandheder under et?



Subjektive sandheder; der ikke kan opnå almen anerkendelse fra samfundets side, som værende sandt i generel/almen forstand (her findes de helt ustyrlige sandheder, her må vi give op, og prøve at forstå som en anden Ronald David Laing). Disse grænser op til drømmene som en slags sandhed, som i symbolsk forstand at være sande som et billede på hvor det enkelte individ (ontologisk) befinder sig på menneskehedens kollektive (fylogenetiske) opstigende udviklingsvej og er altså ikke bare ligegyldigt stof, men et fremragende billede på hvordan det lige står til (det må være en tilstandsrapport om de intrapsykiske konflikter og dynamikker som igen må kunne relateres til især de interpersonlige forhold i vores liv og vores generelle sundhedstilstand og bevidsthedstilstand, men ikke mindst må kunne relateres til vores jegidentitets styrke).


Jeg er vist ved vejs ende, men:

Kristus-spøgelset burde selvfølgelig også nævne Kristus, som Vejen, sandheden og livet. Og jeg vil ikke skuffe, og det er:

Troen på at der findes en personlig virkelighed mellem mennesket og Gud, dette er Kristus, som er kommet ind i verden, i tiden, historien, og som ikke kun er psykologisk og sociologisk, men transcenderer den psykologiske kategori og sociologiske kategori og forandrer på den menneskelige fysiske biologiske virkelighed, fordi personen ikke længere lever i strid med sin natur, sine medmennesker og sit kald til at herske (udøve herredømme over sig selv og sin natur og naturen i det hele taget) og lyde Guds ord, Kristus, som Sandheden fra oven. Med lidt mere tid og mindre hedelag og slag kunne jeg gøre dette afsnit meget bedre, det er højst et udkast.

At påstå dette ovenfor er intetsigende, da Gud ikke er defineret. Hvem er Gud og hvad er Gud? Men sjovt nok giver det mening at tale om Gud, selv om Gud ikke eksisterer (eller skulle eksistere) eller kan defineres. For intuitivt står Gud i kø hos hver enkelt af os som den mest indlysende, nærværende og bekendte personlige virkelighed, og Gud kan kun erstattes af os Selv, som blot bliver anmassende om Gud skrottes, hvorved ens virkelighed bliver eendimensional og falder sammen om ørerne på een, da det ender i en subjektivitet, en subjektivitet der ikke på nogen måder står i relation og dialektisk samspil med Gud og verden som objektive forhold/størrelser. Gud er nødvendigt i menneskers liv, fordi der er ting vi ikke kan sige os selv, derfor er Guds Ord, Kristus, så vigtig i vores liv.

Det eneste man med sikkerhed kan sige om Gud er at han taler mere end han tænker, hvorfor Gud metafysisk må tænkes som musik og sprog (bemærk hvordan kristendom og musik og sang er uløseligt kædet sammen siden dag 1). Ateister der har skrottet Gud, hænger på Selvet som gåden i deres liv, og de tænker mere end de taler, her er tavsheden og demens det store spøgelse, da man går til grunde i sig Selv, når man ikke kender Kristus (1)*, Guds ord, kaldet, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. At grunde i sig Selv uden Ordet, kaldet, uden Kristus, uden Sønnen, medfører en generel sænkelse af vores intelligens og vitalitet. Alt tyder på at de kristne med deres trinitariske gudsforståelse og deres kristologi, tonaturlære har fanget 2000 år før neurovidenskaben så dagens lys en lang række sandheder som først neurovidenskaberne vil kunne dokumentere om ca. 20 år, men det bliver i min tid.


(1)*:

Fordi der er ting man ikke kan sige sig selv, tænke sig frem til, meditere sig frem til, er det vigtigt for intelligensen og vitaliteten at kunne vandre og tale med Gud, Kristus. Mennesket lever i tale og tiltale (sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af), mennesket er kaldet, og mennesket er kaldet frem i lyset og ud af sin ensomhed og relationsløshed, ud i Værens og Kærlighedens lys, ud i samfund og samtale med Gud og sin næste, af Kristus. Menneskets identitet er ikke medfødt, og ej heller nemt at opbygge med en så kompleks hjerne som vi render rundt med og komplekst samfund (fyldt med interessekonflikter) vi lever i, og er derfor en trinitarisk konstruktion og Kristus er logos arkitekten eller endnu bedre Logos dirigenten, da det som sagt er musik og sprog der metafysisk bedst beskriver os mennesker. Serotonins ide om at skrælle lag på lag af det der løg og tro der er en kerne af Selv (guddommeligt selv) derinde et sted, holder ikke vand i virkeligheden, der er som Lindhardt siger intet, og det er et rædselsfuldt kig. Paulus vil da også at vi skal overklædes og iklædes (altså en vækstproces hvor Kristus som Sandheden er at ligne ved at Kristus til stadighed vinder mere og mere skikkelse i os) og ikke afklæde os selv og konstant gå i rette med os selv og leve i splid og ambivalens.

Kristus (den personlige virkelighed mellem Gud og mennesket) som Sandheden er altså noget vi kan blive iklædt, eller billedligt hvor vi bliver overklædt med udødelighed så vi ikke en dag skal stå nøgne, fattige og fortabte med hensyn til himmelske neocorticale skatte, altså åndsfriskhed, intelligens og vitalitet og kreativitet.



Mange kærlige hilsner Kristus-Spøgelset.

PS:

Med Kristus ved sin side skulle man godt kunne klare en hedeslagsdiskurs om sandheden og en dehydrering for ideer, af det Jesu ord vand, Thomas Hjerne Thom, hele tiden drikker og sprøjter/sjasker på os andre.