Ja det kan godt være du tænker med hjertet, for du tror vel også at den giftslange og den giftige skorpion der ikke et sekund tøver med at bide dig hvis du kommer dem for nær, er dine brødre.

Og aldeles er en høne ikke en Søster til Anne; så skal man virkelig tænke med hjertet for at kunne sige noget sådant sludder. Den form for identifikation må man vokse fra, men det kan være svært og i svære tilfælde kræve terapi at komme igennem dette sentimentale emotionelle religiøse stadium. En psykiater jeg kendte/kender, han er rystet over de følelser nogle mennesker nærer for dyr, når han sammenholder dette med deres neurose, manglende evne til at elske et andet menneske, dette at kunne elske et andet menneske.

Om du skulle tænke med hjertet Thomas det skulle forklare mange ting ved dig og din person, nu har vi dog lige set eksempler på at du kan bruge hovedet til at tænke med, så bliv nu ikke sentimental igen, for det duer ikke kun at tænke med hjertet. Det er nu en fordel at tænke med hovedet og så lade hjertet være sædet for kærlighed. Bevar hovedet koldt Thomas og hjertet varmt.

Nej man behøver ikke være intelligent, men det gør vel heller ikke ligefrem noget om man er lidt intelligent, eller i det mindste forsøger at begribe hvad og hvem det hele drejer sig om i kristendommen.

Jeg har endnu ikke læst én eneste af dine bibelcitater og gør det heller aldrig, de keder mig og jeg fatter ikke der er nogen der gider læse dem. Ej heller de falske Jesu ord fra urevangeliet gider jeg læse.

I Kirken rejser vi os op når der citeres fra Bibelen, i respekt for at disse ord ikke skal komme fra vores mund, menneskers mund. Heri skulle vi gerne finde os tiltalt af Gud og ikke en idiot til præst eller en anden ”Jesu-ord” idiotisk person. Hvordan man kommer til at føle sig tiltalt af Gud, og pludselig en dag hører Guds tale og tiltale, sker i frivillighed og ikke ved tvang. Det sker i et barmhjertigt møde mellem Gud og menneske, for at vi skal blive et frit, selvbestemt og egentlig menneske i trofasthed imod vores sande bestemmelse, et liv i sand medmenneskelighed.

I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus. Ef 2, 4.

Sjovt nok hører vi aldrig om Guds kærlighed når du taler, for du taler jo ikke om Guds kærlighed, men om den menneskelige kærlighed. Mennesket har kærlighed, men Gud er Kærlighed. Det vigtige i kristendommen er at Gud elsker os. For en ateist og almindelige mennesker der ikke lige tænker i religiøse termer, betyder det at man kan holde sig selv ud, har det godt med sig selv, har fred med sig selv.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Ja, også disse er mine og dine brødre og søstre. Men vi bør selvfølgelig ikke lære af dem og hverken bide eller stikke (skorpionen stikker, Hanskrist) vores medskabninger - det vil f.eks. sige koen, grisen og fåret... Vi bør nemlig ikke stille os selv så lavt som skorpionen og slangen, der gør disse ting (men måske endda kun gør det, når de føler sig truet!).



Naturligvis skal vi da ikke elske dyrene højere en mennesker.



Det kolde hoved sikrer, at jeg tør tale på trods af anklagen om sentimentalitet. Det varme hjerte sikrer, at jeg taler om kærlighed til dyrene.



Det kræver ingen intelligens at elske og øve godhed. Og under ingen omstændigheder kræver det akademisk begrebsjonglering at drikke af Jesu ord.



Ringeagt ikke Jesu ord ved at kalde dem 'bibelcitater'. De udgør forsvindende lidt af biblen. Keder Jesu ord dig...?!



Selvfølgelig må vi da tale hans ord - så længe det gøres med et varmt hjerte. Hans ord er som ægte sjæle-perler, og de sætter i frugt til evigt liv, hvis vi holder fast i dem!



Aha, du vil altså gerne selv referere til biblen... så længe der ikke er tale om et Jesus-ord...!



Jamen Guds kærlighed indbefatter da dyrene - måske er det derfor, du ikke hører Guds kærlighed komme fra min mund. For du elsker jo netop ikke dyrene. Selv, selv, selv, siger du! Nej, Hanskrist, andre først! Som du giver, skal du selv modtage.



Ja, de var umådeligt kærlige!

Den, der bryder ind i et hus bygget af menneskehænder, er en synder. Men den, der bryder ind i et hus bygget af Gud - endog det mindste af disse - er en endnu større synder!

Kærlighed er det største af alt - lad den omfatte alle levende væsener!

Kære Hanskrist

Tak for dit bidrag til Borads tråd, som jeg først lige har fået læst.

Du rammer bl.a. det apsekt, at troen er en begivenhed (troens begivenhed Kristus).

Jeg er for nylig selv blevet ekstra opmærksom på ordet, begivenhed. Ikke fordi det er noget nyt (har vel altid været min kristologiske tilgang), snarere fordi jeg pludselig i en Wilfred Stinissen-læsning mærkede dette ords virkelighed i troen.

Man kan i og for sig også forstå det centrale i GT som en begivenhed: Gud der handler med sit folk, Israel. Begivenhed er hermed netop et udtryk for noget dynamisk og livskorrelerende og ikke noget statisk, som jeg så ofte i tidligere Simon2-debatter måtte stå til skud for.

Jeg vil ikke gøre så meget ud af denne kommentar andet end at citere den passage, jeg pt. måtte nikke genkendende til:

Gud er ikke et menneske, og mennesket er ikke en Gud. Men inkarnationstanken som formen for det kristne budskab udtrykkes således: ”Ordet blev kød! Gud blev menneske!” inkarnationstanken udtrykker en begivenhed. Og denne begivenhed er den historiske Jesusvirkelighed. Her kom Gud. Derfor: Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vore Gudsideer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen. I Jesus kom den virkelige gud. Gudsideer opstiller det suveræne menneske, så længe Gud selv er borte. Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forsekellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, d.v.s. som begivenhed. Det er dette inkarnationstanken udtrykker. Regin Prenter.


Faktisk illustrerer ovenstående Regin Prenter citat udmærket det, at vi som debattører ikke kun beskæftiger os med troen som en følelse/overbevisning men derimod også som systematiske tankebygninger, vi kan gøre brug af, når vi skal tale om Gud, hvilket så at sige ikke lader sig gøre andet end, når vi eksistentielt set befinder os midt i begivenheden.

Mvh
Anne