annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15532982
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372074
Et andet syn 1980581
Jesu ord 1518197
Åndelig Føde 1464857
Galleri
Delfin i Aalborg Nørresundby
Hvem er online?
0 registrerede 228 gæster og 259 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 2 af 5 < 1 2 3 4 5 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#2384 - 31/07/2008 21:42 Re: Gældende ret. [Re: Jerry]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland
Kære Jerry.

Jeg har altid haft respekt for din sproglige præcision, og denne respekt er ikke blevet mindre efter at have erfaret, at du har skaffet din afdøde svigerfar en sejr i retssalen, hvor modparten var repræsenteret ved en advokat med møderet for højesteret.

Du nævner ordet ’culpa’, og det er ganske rigtig et nøgleord i juraen. Dette fag er spækket med latinske udtryk, dels fordi adskillige begreber er hentet i oldtidens romerret, og dels fordi juristerne op gennem århundrederne har brugt latin som deres fagsprog.

Da Jeppe på Bjerget havde hundset med baronens tjenere, blev der iværksat en skueproces, hvor Jeppe blev anklaget og tillige fik en forsvarer. Disse parykklædte advokater disputerede sagen på latin, og da dette blev Jeppe for meget, udbrød han: »Tal dansk, din sorte hund!«

Culpa betyder egentlig ’skyld’, og hvis man har handlet ’culpøst’, har man været uforsigtig eller skødesløs, og det kan komme én til skade, når en tvist skal afgøres i retssalen. Har man for eksempel underskrevet en slutseddel på køb af et hus, men har ladet være med at fremskaffe en tingbogsattest, har man handlet culpøst.

Man har også inden for strafferetten et tillægsord, der hedder ’disculperende’, og det betyder ’skyldfritagende’. Det er ikke lovligt, at bruge sine gamle færdigheder i karate til at slå et andet menneske til mandolinspiller. Det er vold af farlig karakter.

Men hvis situationen rent faktisk var den, at modparten havde trukket en springkniv frem og var gået til angreb, vil denne omstændighed blive betragtet som disculperende – altså skyldfritagende – og man slipper for tiltale.

Jeg har i årenes løb mødt adskillige sagførere, og der var tale om betydelige forskelle. Der er dog en lang række af advokater, som jeg fik dyb respekt for. Men jeg har også for nogle få år siden truffet på en advokat, der på sit brevpapir signalerede, at han havde møderet for højesteret. Da jeg hørte ham procedere i højesteret, stod det mig pinligt klart, at han ikke tidligere havde procederet for landets højeste domstol.

Han var formentlig en udmærket advokat, når der skulle skrives skøder vedrørende overdragelse af landbrugsejendomme, men da han i højesteret skulle procedere en sag til 30 millioner kroner for en kreds af landmænd, faldt han ynkeligt igennem. Ak ja.

Med venlig hilsen

Kristian

PS: Du er velkommen til at uddybe.

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#2403 - 01/08/2008 08:47 Re: At have ret og at få ret. [Re: Michael]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland
Indsendt af: Michael
jeg har godt nok hørt at en mundtlig aftale er lige så bindende som en skriftlig. Men efter at have læst dit indlæg må man nok konstatere at dette ikke har meget værdi rent praktisk.

Sørg altid for at få papir på det. smiler


Kære Michael.

Din opfordring til at få aftaler skrevet ned på papir kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Der findes et gammelt latinsk sprichwort, som hedder: Verba volant, scripta manent, og det betyder noget i rening af, at det talte ord flyver bort, medens det nedskrevne ord forbliver stående. En ordret oversættelse er: ’Talte ord flyver, skrifter forbliver’.

Selvfølgelig fordærver man tilværelsen for sig selv, hvis man i alle livets forhold forlanger aftaler nedfældet skriftligt for at være på den sikre side. Det ville virke ødelæggende på fællesskabets forløsende livsrytme, hvis man brugte princippet blandt venner, som man har tillid til.

Men er man eksempelvis ude for at købe en bolig og diskuterer med sælgeren, hvilket løsøre der følger med, står man sig ved at forlange aftaler herom nedfældet på skrift. Adskillige sælgere har på dette punkt en svag hukommelse.

Men udgangspunktet er, at mundtlige aftaler er lige så bindende som skriftlige. Dette udtrykker man i aftalelovens § 1, første punktum, der fastslår: »Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren.«

Denne formulering stammer fra 1917, men princippet om aftalers bindende kraft har eksisteret så længe, som retshistorien rækker. Under Christian den Femte samlede man regler, der faktisk blev anvendt, i Danske Lov af 15. april 1683.

Her møder vi det, som vi kalder Kontraktfrihedens grundsætning i følgende formulering: »5-1-2 Alle Contracter, som frivilligen giøris af dennem, der ere Myndige, og komne til deris Lavalder, være sig Kiøb, Sal, Gave, Mageskifte, Pant, Laan, Leje, Forpligter, Forløfter og andet, ved hvad Navn det nævnis kand, som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed, skulle holdis i alle deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere.« (Citat slut).

Man har således ret til at indgå bindende aftaler om alt muligt, men de må ikke være i strid med anden lov, og heller ikke mod ærbarheden, hvilket sidste relaterer sig til den til enhver tid fremherskende moral.

Af og til indgås bindende aftaler på særlige branche-relaterede måder. Når vi her på egnen handler husdyr, har de fremsatte tilbud og svarene herpå ikke i sig selv bindende virkning. Man kan frit tage sine ord i sig igen. Den bindende virkning opstår først, når der gives håndslag på en bestemt pris. Dette er almindeligt anerkendt i såvel husdyrvoldgiftsretterne som i de almindelige domstole. Ved håndslaget sker der en såkaldt præklusion, der i dette tilfælde er det fagjuridiske udtryk for, at retten til at træde tilbage nu er ophørt.

Hvis man vil opleve en form for aftaleindgåelse, der for udenforstående er et apokryft gehejmeritual, kan man møde op tidligt om morgenen til fiskeriauktion på Vestkysten, og hvis man går efter det for københavnere mest uforståelige, kan det tilrådes, at man vælger Hirtshals.

Inde i auktionshallen er fiskekasserne stablet op i sektioner, og auktionarius messer en uforståelig opremsning af priser, som auktionsdeltagerne reagerer på ved mimik eller uforståelig kremten. Pludselig slår auktionarius med sin pind på den øverste kasse og går videre til næste sektion, fordi det pågældende parti nu er solgt, og fiskeopkøberen lægger en seddel i én af de øverste kasser. Om proceduren er ændret, siden jeg for adskillige år siden oplevede det, skal jeg ikke kunne sige. IT breder sig jo over stadig større områder af det merkantile liv.

Der er utvivlsomt debatkolleger, der har overværet denne form for aftaleindgåelse, og jeg vil give det uhøjtidelige råd, at man omgående forlader hallen, hvis man har fået hikke. I modsat fald kan man komme for skade at købe flere hundrede kg. rødtunge.


Med venlig hilsen

Kristian

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#2480 - 03/08/2008 09:56 Hvis er skylden? [Re: Kræn-P]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære debatkolleger.

Det har fra ældgammel tid været en fast grundregel, at man skal betale erstatning, hvis man gør skade på andres person eller værdier. Lad os se på to tænkte tilfælde.

A er en velhavende mand, og han samler på gammelt kinesisk porcellæn. Under en middag viser han en smuk vase frem for en gæst. Den er købt på auktion hos Bruun-Rasmussen, og den har kostet 80.000 kr. Er den ikke smuk? spørger han gæsten og rækker ham forsigtigt vasen.

Jo, svarer gæsten, og sikke let den er, hvorpå han kaster vasen op i luften. Imidlertid lykkes det ham ikke at gribe den igen, og vasen bliver knust på gulvet.

Det var det første tænkte tilfælde. Det andet tilfælde går ud på, at værtens femårige datter har taget vasen og efterladt den uden for døren fra spisestuen til hall’en. Da gæsten skal på toilettet, lukker han døren op og vælter derved vasen, der går i stykker.

I begge de to tilfælde har gæstens handling medført, at vasen er gået i stykker, hvilket har påført værten et tab på 80.000 kr. Skal gæsten nu betale erstatning?

Umiddelbart vil de flestes retsfølelse sige, at gæsten skal betale erstatning i det første tilfælde, men ikke i det andet, for her kunne han jo ikke gøre for det. Og det er så sandt, som det er sagt.

For at se med juridiske øjne på de to tilfælde skal vi have fat i det begreb, som Jerry gjorde os opmærksom på, nemlig begrebet culpa. Ordet er latin og betyder ’skyld’. Der findes i juridiske ordbøger en definition af, hvad den såkaldte culparegel går ud på. Den kan for eksempel se således ud:

»Culpareglen er den grundsætning, at der pålægges erstatningspligt for den adækvate skade, som er forvoldt ved en retsstridig handling, der kan tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom.« (Citat slut).

Ordet ’adækvat’ betyder i denne sammenhæng noget i retning af påregneligt eller muligt. Det er nemlig en mulighed, at vasen kunne blive ødelagt, når man i kådhed kaster en så sart og skrøbelig ting op i luften. Vasen går jo faktisk i stykker, og gæsten har derved foretaget en retsstidig handling ved at have påført værten et fomuetab på 80.000 kr.

Der står videre i culpareglen, at den retsstridige handling skal kunne tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom. Hvad ’forsæt’ og ’uagtsomhed’ nærmere er, kan ikke forklares i kort form, men måske kan vi senere komme ind på det.

Her vil vi blot nævne, at dette ville komme til udtryk i en dom, hvis sagen skulle afgøres i retten. Her vil der efter al sandsynlighed kome til at stå noget i retning af, at gæsten er erstatningspligtig, fordi han vidste eller burde vide, at vasen kunne blive ødelagt, når man kastede den op i luften.

I det andet tilfælde, hvor datteren har stillet vasen på den anden side af døren ud til hall’en, har gæsten ikke begået nogen retsstridig handling. Det er ikke retsstridigt at åbne en dør, hvis man ellers åbner den på den måde, som er sædvanlig inden for vor kulturkreds. Og da gæsten ikke har røntgenøjne, kan man ikke sige, at han vidste eller burde vide, at vasen stod på den anden side af døren. Der er tale om et højst usædvanligt sted for anbringelse af skrøbelige antikviteter.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen
_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#2862 - 14/08/2008 13:36 Gjorde han det med vilje? [Re: Kræn-P]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland

Kære debatkolleger.

Undertiden ser man i avisartikler, at en mand er blevet dømt, fordi han har handlet forsætligt. Andre gange ser man, at én er blevet dømt, fordi han har handlet uagtsomt. Spørgsmålet om forsæt og uagtsomhed foreligger i såvel straffesager som i civile erstatningssager. Hvad ligger der nærmere i at sige, at en person har haft forsæt til at foretage en bestemt handling?

Her kommer man ind på det rette spor ved at sige, at han har gjort det med vilje. Men nu er jura en disciplin, der i århundreder har lagt sig tæt op ad logikken, når der skulle argumenteres. Derfor vil mange udenforstående ofte få fornemmelsen af, at jurister kan gøre selv det mest enkle spørgsmål kompliceret. Det samme opleves også hos filosofiske logikere, der kan skrive side op og side ned om forståelsen af en enkelt sætning.

Når man skal vurdere, om en person har haft forsæt til en handling, tager man udgangspunkt i hans vilje: Hvad var det han var ude på at gøre? Hvilket resultat sigtede han imod?

Hvis han har sigtet mod at slå en anden ihjel, og har kløvet offerets hoved med en økse, er der ingen tvivl. Han har gennemført det, som han var ude på, og denne form for forsæt kalder man direkte forsæt.

Men lad os nu sige, at manden er oprigtigt indigneret over den måde, som man behandler dyr på, når man transporterer dem i lastbiler over lange strækninger uden at sørge ordentligt for dem. Derfor lægger han sig på lur ved motorvejen med den maskinpistol, som han opbevarer som hjemmeværnsmand.

Da der kommer et vogntog med dyr kørende med den højeste tilladte hastighed, tømmer han magasinet mod forhjulene. Herved eksloderer forhjulene, vogntoget kører igennem autoværnet og styrter ned ad en lang skrænt. Chaufføren omkommer ved ulykken.

Mandens vilje har kun rettet sig mod dette at standse den usympatiske dyretransport og derved ramme vognmandsfirmaet, men han har aldrig set chaufføren og har ikke haft til hensigt at slå denne ihjel.

Men ved dommen bliver han dømt for forsætligt drab. Dette skyldes, at enhver må sige sig selv, at der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at en chauffør vil omkomme, når hans vogntog bliver beskudt under netop de omstændigheder, der er skitseret ovenfor. Denne form for forsæt kaldes sandsynlighedsforsæt.

Vi kan også møde en kombination af direkte forsæt og sandsynlighedsforsæt. A har en fjende, og han beslutter sig for at slå denne fjende ihjel. Da hans fjende sejler i sin motorbåd, sejler A op på siden af ham og kaster en molotov-cocktail ind i hans båd. Denne bryder i brand, og fjenden omkommer. Tillige omkommer fjendens hustru og børn, der var nede i bådens salon, hvor A ikke kunne se dem.

A vil blive dømt for manddrab. For fjendens vedkommende er der tale om direkte forsæt, og med hensyn til hustruen og børnene er det sansynlighedsforsættet, der bliver skyldgrundlaget.

Vi har i den juridiske forsætslære, der er overordentlig indviklet, en besynderlig form for forsæt. Den går ud på, at en person har indladt sig på noget, der måske – måske ikke – kunne blive til en kriminel handling. Dette står ham nogenlunde klart, men alligevel udfører han handlingen, og han tager dermed risikoen for et eventuelt strafbart resultat med i købet.

På dansk kunne vi her tale om eventualitetens forsæt, men man bruger altid det latinske udtryk dolus eventualis. Nede i Lolland-Falster området var der engang en religiøs snedker, der var i pengevanskeligheder. Da hans værksted og bolig var brandforsikret, ville han kunne drage fordel af, at hele molevitten brændte.

Men som den troende mand, han var, ville han ikke synke så dybt, at han ville begå en forbrydelse. Derfor gjorde han noget andet: Han lagde sagen i Guds hånd. Dette gjorde han ved at stille sig midt i bunken af høvlspåner, stryge en tændstik og kaste den bag over skulderen, idet han sagde: ’Ske, hvad der vil!’. Hele ejendommen brændte, og politiets teknikere førte bevis for, at branden var påsat af ejeren selv. Han blev dømt for brandstiftelse og assurancesvig, og skyldgrundlaget var dolus eventualis.

Nu bevæger vi os over i det okkulte. A kommer jævnligt i Danielskirken, fordi han sværmer for alt, hvad der er spiritistisk og okkult. Han er også overbevist om, at woodoo har en faktisk effekt. Han lader derfor en kyndig heksedoktor udfærdige en dukke, som bliver lavet efter et fotografi af naboen, som A hader.

A beslutter sig for at dræbe naboen ved hjælp af woodoo. Han sliber sin dolk, tænder sorte stearinlys og fremmumler de mantraer, som heksedoktoren har lært ham. Kulminationen af disse hellige handlinger sker ved, at A stikker sin nyslebne og helliggjorte dolk i hjertet på nabo-dukken. Naboen lever naturligvis videre i bedste velgående.

Om dette hypotetiske tilfælde, kan vi juridisk sige, at der ikke er begået nogen strafbar handling. A har gjort et drabsforsøg, men dette er foretaget med utjenlige midler.

Men eksemplet er anført for at berøre en juridisk diskussion, der går lige så langt tilbage, som retshistorien rækker. Det er diskussionen om, hvad det egentligt er, vi straffer: Er det det skyldige sind mens rea eller er det den skyldbehæftede handling actus reus?

A har jo faktisk haft til hensigt at slå naboen ihjel. I ældre tid var dette nok til at gøre ham skyldig, selv om han havde brugt utjenlige midler. Mange formodede troldkarle og hekse har måttet lade livet på grund af det skyldige sind. Og dette skyldige sind forsøgte man at råde bod på gennem torturen, der blev udført efter, at dødsdommen var faldet. Hvis de mødte Gud i en tilstand af anger, var der håb for deres saligheds sag.

Dansk ret hviler i nyere tid på vurderingen af den skyldige handling. Morderen Jens Nielsen blev i 1892 henrettet på grund af hans handlinger. Men der var en reminiscens af tidligere tiders bearbejdning af det skyldige sind, idet han efter dødsdommen blev bundet til ’Den kolde Jomfru’ og fik et større antal slag med den nihalede kat. Dette var en næstekærlighedens gerning, der skulle skabe anger i Jens Nielsens sind, så Gud ville se med milde øjne på det, som han havde gjort.

Af hensyn til længden vil jeg standse her, selv om der kunne være så meget andet at skrive om dette tema.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#3488 - 25/08/2008 09:18 Ærekrænkelser (injurier) m.v. [Re: Kræn-P]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære debatkolleger.

På netop et debatforum, hvor sindene kan komme i kog, er det relevant at beskæftige sig lidt med grundtrækkene i regelsættet om injurier. Dette vil vi gøre lidt længere nede i indlægget, men først skal vi sige en smule om en systematik, som er gavnlig at holde sig for øje.

Vi kan populært sige, at denne systematik drejer sig om krænkelser af en anden person. Vi står her med en glidende skala fra den mildeste form for krænkelse op til den voldsomste. I den blide ende af skalaen har vi den injurierende ytring, og i den grove ende har vi manddrabet.

Der skal her nævnes nogle hovedtyper af krænkelser sat op i en rækkefølge: Først i rækken kommer fornærmelsen eller ærekrænkelsen, der er udtrykt i ord (den verbale injurie). Dernæst følger ærekrænkelsen, der er udtrykt i handling (den reale injurie). Denne kan for eksempel bestå i at spytte en anden i ansigtet eller lyne ned og tisse på den pågældende. I gamle dage blev en udfordring til duel meddelt i form af en real-injurie ved at man slog modstanderen i ansigtet med sine handsker.

Den næste krænkelse er den simple vold, der typisk består af en flad lussing eller et skub, der eventuelt kan få offeret til at falde, men uden at pågældende får andet end knubs. Alvorligere er den grove vold, der typisk fører til en eller anden form for legemsbeskadigelse, for eksempel hjernerystelse efter at have fået tildelt et voldsomt knytnæveslag.

Grovere endnu er den vold, hvor der anvendes et redskab (kniv, skydevåben, baseball-kølle etc..), og hvor legemsbeskadigelserne er omfattende. Disse kan stige op til grov vold med døden til følge. Hvis det kan lægges til grund, at gerningsmanden har haft forsæt til at dræbe, står vi med manddrabet.

Vi går tilbage til den blide ende af skalaen for at se på den form for krænkelse, som vi kalder injurien. Hovedbestemmelsen herom er straffelovens § 267, der ser således ud:

»Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.« (Citat slut).

Som man ser, er både den verbale og den reale injurie dækket af denne bestemmelse. På et debatforum kan man imidlertid kun tisse på en anden i overført betydning ved hjælp af ord, og derfor er det kun den verbale injurie, der har interesse for os.

Traditionelt deler man de verbale injurier op i to hovedgrupper: A. Sigtelser og B. Ringeagtsytringer. Denne opdeling er væsentlig.

A.) Med sigtelser mener man beskyldninger om, at en person gør sig skyldig i et eller andet uretmæssigt forhold. Hvis man i skrift eller tale giver udtryk for, at Olsen, der er kasserer i grundejerforeningen, tager af kassen, har man udtalt en sigtelse. I dette tilfælde en sigtelse om underslæb.

Olsen vil ikke finde sig i denne sigtelse, og derfor går han til en advokat og rejser et injuriesøgsmål. Her nedlægger han som sagsøger påstand om, at sigtelsen bliver dømt ubeføjet, samt at den trækkes tilbage.

Nu kan man jo ikke vide, om Olsen vitterligt tager af grundejerforeningens kasse, eller om hans samvittighed er ren som nyfalden sne. Derfor vil retten give sagsøgte adgang til at fremlægge sandhedsbevis. Dette vil for eksempel kunne gøres ved at lade en registreret eller statsautoriseret revisor gennemgå grundejerforeningens regnskabsmateriale.

Viser det sig, at Olsen faktisk har begået underslæb, er sigtelsen retmæssig, og sagsøgte bliver frifundet. Men er Olsens regnskaber i orden, bliver sagsøgte idømt straf for at have injurieret Olsen med en sigtelse, der ikke kunne dokumenteres.

B.) Anderledes ligger det med ringeagtsytringerne. Har man kaldt en anden for ’en lille beskidt og snusket rotte’, vil der ikke blive adgang til et forsøg på at føre sandhedsbevis. Her er strafansvaret principielt indtrådt allerede ved ytringens fremsættelse.

Men der kan forekomme tilfælde, hvor straffen for en ringeagtsytring bortfalder. Tænker vi os for eksempel, at den forurettede i forvejen har kaldt gerningsmanden for ’en understimuleret thalidomid-chimpanse’, har den forurettede udvist utilbørlig adfærd, og dette er en disculperende (skyldfritagende) omstændighed, der medfører bortfald af straffen.

Det samme er tilfældet, hvis den forurettede har gjort gengæld ved at svare på fornærmelsen med en tilsvarende ringeagtsytring. Dette følger af straffelovens § 270:

»Straf efter § 267 kan bortfalde, når handlingen er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller denne har øvet gengæld mod fornærmeren.« (Citat slut).

Hovedregelen inden for strafferetsplejen er, at det er den offentlige anklagemyndighed, der rejser tiltale. Dette gælder dog ikke med hensyn til injurier. Her er det den fornærmede, der skal rejse sagen. Dette medfører, at der slet ikke bliver tale om nogen retssag, hvis den injurierede finder sig i sigtelsen eller ringeagtsytringen.

Som det også gælder for de andre indlæg i denne lille serie, er det kun toppen af isbjerget, der bliver beskrevet. Den juridiske lære om ærekrænkelser er lang som et ondt år, og derfor er det kun hovedsynspunkter, der er medtaget her.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
annonce
Side 2 af 5 < 1 2 3 4 5 >


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
11 mennesker dræbt af cyklon på Madaga..
28/03/2024 10:29
Kreml beder populært russisk socialt me..
28/03/2024 10:21
USA: Vi arbejder på et nyt møde med Is..
28/03/2024 09:56
Motorcykeltræf og vejarbejde kan give p..
28/03/2024 09:40
Tæt trafik på Sydmotorvejen
28/03/2024 09:30
Nyheder fra Religion.dk