Jeg har lagt mærke til, at jeg i adskillige debatindlæg bliver taget til indtægt for at være kristen. Måske er det min argumentation, som bevirker det, men det forekommer mig lidt i modstrid med min egen udtalelse om ikke at være kristen. Nu er jeg jo, som de fleste andre vokset op i den kristne tradition og jeg har da også været ganske almindelig folkekirkekristen. Men de fleste kristne er nu, efter min mening, mere kristne af navn end af gavn. Og samtidig hævder de en række traditioner som de, igen efter min mening, ikke helt forstår. Samtidig er kristendommens historie en historie om magtmisbrug, snæversyn og intolerance. Så det er i den optik man skal forstå mit udsagn om ikke at være kristen.

Selvom HansKrist har opponeret voldsomt imod det, er det en kendsgerning, at det først var efter at jeg havde læst Krishnamurtis taler og dialoger og prøvet lidt at forstå mig selv i min dagligdag, at jeg forstod hvad Jesus talte om. På samme måde med Bhagavad Gita, Tao te King og andre filosofisk/religiøse værker. Det er en forunderlig ting at læse disse skrifter med nye øjne.

På trods af min aversion overfor en tandløs kristendom som ikke formår at elske sin næste, men udelukkende holder nogle traditioner i hævd overfor halvtomme kirker har jeg mødt nogle, skal vi kalde dem, personligt kristne, her på religionsdebatterne. Jeg tænker på Anne og HansKrist og på den anden debat, Flemming Vang. De gør sig virkelig overvejelser over det at være kristen og det stemmer meget overens med min egen opfattelse, at forholdet til Gud er en helt personlig sag men at dette forhold må komme til udtryk som kærlighed i forholdet til andre mennesker.

Jeg er ikke enig med Disciple på den anden debat, at det blot drejer sig om at bekende sin tro på Jesus og så er man frelst. En blot og bar bekendelse uden forståelse medfører ikke at der opstår kærlighed i forhold til éns medmennesker idet manglende forståelse meget let kan føre til snæversyn og intolerance.

Jeg fandt en passus i Biblen hvor man bliver opfordret til at tilbede Gud i ånd og sandhed. Sandhed er for mig at forstå livet som det er og ikke som vi forestiller os at det er og ånd betyder for mig uden en masse ord. En manglende teologi kunne man sige.

Jeg har ingen vanskelighed med at forstå Jesus som Vejen, Sandheden og Livet, og det er sådan jeg foretrækker Ham, uden en masse ord.

Treenigheden er for mig en teologisk konstruktion, jeg er meget mere interesseret i hvordan jeg skal opfatte begrebet at Jesus er Guds Søn.Tomme traditioner er intet værd, men traditioner man afholder for at holde en forståelse i ære kan være smukke og nødvendige.

Og måske tager jeg fejl. Måske præsten i kirken ikke blot forfægter en tradition uden indhold, jeg ved det ikke, jeg går ikke så tit i kirke. Men hvis begrebet kristendom skal have nogen betydning som et udtryk for at elske Gud, sig selv og sin næste, i stedet for udelukkende et personligt forhold, så skal alle kirkens traditioner være et udtryk for et sandt næstekærligt forhold og budskabet skal være at vi skal elske hinanden, ikke kun ved kirkelige lejligheder men i selve vores daglige liv, ikke blot være selvoptagede eller magelige.

Så jeg ved ikke om disse debattører, som kalder mig kristen, har ret. Selv kalder jeg mig det ikke, umiddelbart.

Hej Michael.

Jeg glæder mig over dit indlæg.

Det er nu også nemt for mig, da jeg vist er enig med dig hele vejen (selv om jeg ikke har læst så mange religiøse skrifter som dig).

Du er ikke glad for at blive kaldt kristen.

Det forstår jeg udmærket - er selv i samme situation, men hvad skal du så kaldes?

Ateist? Nej.
Agnostiker? Nej?
Religiøs? Ja?

Hvis nogen siger til mig, at jeg er kristen, så svarer jeg, at det er jeg også

M.v.h. Arne.

Ordet religiøs er et godt ord, det bruger jeg selv.

Til gengæld har jeg opdaget at også dette ord kan opfattes på andre måder end jeg selv gør det.