Allerede Aristoteles påviste nemlig for 25 århundreder siden, at man ikke konsistent kan benægte gyldigheden af modsigelsesprincippet, fordi man nødvendigvis forudsætter dette princip, i og med at man overhovedet hævder et standpunkt - og altså også i og med at man benægter modsigelsesprincippet.

På den ene side så forstår vi ordet: for så vidt at vi kan anvende det korrekt. På den anden side så forstår vi det ikke: for så vidt at vi ikke eksplicit kan angive dets betydning.

Motivanalyse hører mere hjemme i psykologien end i filosofien.

Den skal selv være pletfri, som udskælder andre.

Den, der sværter andre, bliver ikke selv hvid af den grund.

Fej først for din egen dør, før du fejer for andres.

Hvis du vasker dine egne vinduer først, har du lettere ved at se snavset i dine naboers.

... For mit eget vedkommende har jeg altid beundret dem som vidste mere end mig, for dem kunne jeg jo lære af. Født dum som en dør og naiv ud over alle grænser, var jeg et let offer for mere beregnende naturer i min barn- og ungdom. På et vist niveau i denne læreproces erkender man, hvor lidt man egentlig ved og hvor usikkert et fundament den viden man har erhvervet egentligt står på. Så er det at man begynder at beskæftige sig med de dybere erkendelsesmæssige niveauer - den filosofiske spørgen. Og udforskning af den rationelle tankes hjælpeværktøjer: begrebsfilosofien, den formelle logik, matematikkens og geometriens filosofiske grundlag, og man blivet lidt klogere hvis man arbejder længe nok og ihærdigt nok med tingene. Det er den vej jeg er gået rent erkendelsesmæssigt.

Med forståelsen Sørlanders absolutiske begrebsfilosofi nåede jeg så langt man overhovedet kan nå qua den rationelle tanke. Men hvis Sørlanders teori var absolut sand så var konsekvensen en radikal ateisme der reducerede menneskets åndelighed til en slags selvspejlinger i den selvreflekterende bevidsthed. En slags overflødigt biprodukt forårsaget af den måde evolutionen med nødvendighed havde struktueret os på legemligt og mentalt.

Min seneste erkendelsesfase har bestået i et forsøg på at tænke mig ud over "Sørlander" ved hjælp af hans begrebslogiske apparat - sprog og logik - med en meningsteori der bygger på modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Sørlanders verden opfylder kriteriet på meningsfuldhed og sandhed efter logikkens love. Den udviser med andre ord "intern konsistens" - det primære kriterium på rationalitet. Den tilfredsstiller min forstand, men ikke mit "hjerte", for den udelukker områder af tilværelsen som jeg finder mindst lige så vigtige som det der kan erkendes ved hjælp af rationaliteten. Så enten måtte jeg være i stand til at påvise en inkonsistens et eller andet sted hos Sørlander, eller også på en måde "springe med Kierkegaard" ud i det irrationelle - den subjektive sandhed. Det Einstein kalder for tilværelsenhs mystiske sider og oplevelsen af det jeg kaldet "det absolut transcendente".

Nu er jeg ikke fagfilosof og mine forudsætninger på feltet moderne logik er ret beset noget ufuldstændige for ikke at sige mangelfulde. Men med den viden og erfaring jeg besidder, kan jeg kun få øje på een mulighed for hvor fejlen ligger.

Modallogikken, som et et af fundamenterne i Sørlanders teori, er en videreudvikling af Aristoletes undersøgelser af logikkens væsen og af Kants kategorilære, der bygger på en undersøgelse af de logiske relationer mellem de såkaldte modalbegreber: "mulighed", "eksistens", "nødvendighed", og de tilsvarende modsatte begreber "umulighed", "ikke-eksistens, tilfældighed" (også kaldet "kontingent").

Som "logiske ord" får disse begreber i logikken en helt præcis fastlagt betydning, som ikke svarer til det mere udtværede betydningsspektrum disse begreber har i dagligsproget, bør man lige være opmærksom på.

De første egentlige systematiske fremstillinger af modallogikken kom i forrige århundrede. Et af problemer i disse domslogiske systemer var, at de udover de logiske konstanter også byggede på axiomer og et sæt slutningsregler. Dette fører til nogle logiske paradokser på nogle områder - f.eks. i relation til negative eksistenspåstande, og Frege og Russels såkaldte "materielle implikation", som jeg ikke skal komme nærmere ind på her.

I årene efter 1957 er der imidlertid sket et gennembrud i den semantiske afklaring af paradokserne der har overvundet problemerne. Der findes nu beviser for, at de vigtigste systemer er fuldstændige og modsigelsesfri.

Navnlig har den såkaldte "mulig-verdens semantik" haft stor indflydelse. I denne tolkes "LP" (i overensstemmelse med Liebniz) som "p er sand i alle mulige verdener", mens "Mp" bliver til, at "p er sand i mindst een mulig verden."

Dermed er den filosofiske diskussion dog langt fra ophørt, idet de nævnte landvindinger har ført til en fornyet skærpelse af en række erkendelsesteoretiske og metafysiske problemstillinger. Blandt andet sondringerne "nødvendig/kontingent sandhed" og "a priori/ a posteriori", mellem "de re og de dicto modalitet" og redegørelsen for navnes virkemåde.

Indtil fremkomsten af Sørlanders teori var det uafklaret, hvad der skal menes med udtrykket "en mulig verden".

I følge Sørlander er verden: "alt, hvad der er tilfældet. Alt, hvad der kan beskrives i sande påstande."

Ud fra betydningsteorien fremtræder verden i to former eller aspekter. Den kontingente (tilfældige) verden der svarer til den verden vi kan erkende qua empiririske undersøgelser over "hvad der er tilfældet", svarende til hvad der gælder i den verden videnskaben beskæftiger sig med og forsøger at beskrive i dens teorier.

Det modallogiske begreb "kontingent/tilfældig" skal forstås som, at vor verden (det timelige som det kaldes i kristendommen) blot er een mulig verden ud af alle mulige verdener. Det er den eneste verden vi kan erkende qua vore sanser.

Men der findes en anden verden kaldet "den nødvendige verden", ("nødvendig" skal her forstås som "nødvendig sand"), nemlig den verden blandt alle mulige verdener, som indeholder grundtræk som er nødvendige, dvs. nødvendigt sande, i en hvilken som helst mulig verden. Da vor verden er en konkret realisation af alle mulige verdener så må det som gælder nødvendigt for alle mulige verdener også gælde for vor verden. Det som gælder generelt gælder også partikulært. Og hvad er det så for grundtræk som på ingen mulig måde kunne være anderledes i nogen mulig verden vi kan finde i vor konkrete verden?

Det er det som i den nødvendigt sande betydningsteori, som de logisk er deduceret ud fra, kaldes "grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse", begreber som objekt, rum, tid, forandring og bevægelse. Uden sådanne begreber er det os simpelt hen ikke muligt at bruge udtrykket "beskrivelse af virkeligheden" og dermed ordet "virkelighed" på en veldefineret måde.

Disse "grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse" kaldes i erfaringsvidenskaben for axiomer. Det karakteriske ved videnskabens (og matematikkens) axiomer er, at de ikke kan udledes logisk på grundlag af empiriske data, men må vælges ved et ikke strengt logisk valg kaldet "videnskabelig intuition" eller "induktion". Da definitionen af axiomerne således ikke fremstår med logisk nødvendighed (idet der ikke er nogen logisk nødvendig relationen imellem præmisserne (de empiriske data) og konklusionen (hypotesen), idet induktive slutninger er karakteriseret ved, at man uden selvmodsigelse kan anerkende præmisserne og forkaste konklusionen), er der altid mulighed for alternative måder at definere axiomerne på.

Naturvidenskaben bygger således dybest set på nogle "irrationelle antagelser" eller et element af subjektivitet. Dette kommer til udtryk i tesen om, at alle videnskabelige teorier er foreløbige (kontingente), idet nye erfaringer om verdens beskaffenhed (ny empiri), eller som følge af valg af alternative konklusioner efter induktionsmetoden, producerer nye alternative teorier. Den naturvidenskabelige metode sikrer således qua denne trial-and-error mekanisme, at der er mulighed for i lyset af nye erfaringer eller alternativ induktion at producere stadig mere ydedygtige teorier. Når der sker en omdefinering af axiomer sker der et paradigmeskifte i naturvidenskaben.

Det var det der skete for et lille århundrede siden hvor axiomerne for hhv. tid, rum og kausalitet blev redefineret i relativietets- og kvanteteorien. De to grundlæggende fysiske teorier som er inkompatible, men som til sammen kan beskrive både mikro- og makrokosmos. Disse to teorier står stadig uantastede i det som kaldes "standardmodellen" trods ihærdige forsøg på at opstille en forenet teori siden accepeten af kvanteteorien omkring 1927.

Det som ikke gælder kontingent (tilfældigt) gælder nødvendigt. Hvis den filosofiske teori og dens grundlag er sandt burde det derfor være muligt endegyldigt at definere grundbegreberne for virkelighedsbeskrivelse og dermed også erfaringsvidensskabens (og matematikkens axiomer) endegyldigt (dvs. endegyldigt sande). Med publiceringen af Sørlanders teori i 1994 demonstrerede han i praksis hvordan disse grundbegreber/axiomer kunne fastlægges ved hjælp af hans metode kaldet "transcendental deduktion".

Deduktionerne er yderst vanskelige at følge, men så vidt jeg kan bedømme er de konsistente hvorfor definitionen af grundbegreberne/axiomerne følger med logisk (tvingende) nødvendighed - de er nødvendigt sande hvis teoriens grundlag er nødvendigt sandt.

Det Sørlander fastlægger i forhold til hvad man er nået frem til i erfaringsvidenskaben er navnlig overraskende i forhold til kvanteteorien, hvor usikkerhedsrelationen fremstår som en nødvendig betingelse for at der overhovedet kan eksistere faste rumlige objekter (makrofysiske legemer); Og i biologien hvor begrebet om fysisk kausalitet suppleres med et samvirkende begreb kaldet ikke-fysisk kausalitet eller formålskausalitet (en teleologi) som nødvendig betingelse for eksistensen eller muligheden af levende væsener.

Endelig foretager Sørlander en bestemmelse af etikkens væsen og opstiller et nødvendigt sandt universelt etisk grundprincip som alle "personer" i en hvilken som helst mulig verden er underlagt, hvad enten de er bevidste derom eller ej. På grundlag af den nødvendige etik bevæger Sørlander sig over til etikkens implikationer på samfundsplanet og dermed er han ovre i den politiske filosofi, eller rettere grundlaget for enhver mulig politisk filosofi.

Dette var blot en yderst summarisk præsentation af nogle hovedlinier i det filosofiske grundlag hvorfra jeg selvstændigt har forsøgt at tænke videre.

Men for enhver teori, hvad enten den er filosofisk eller naturvidenskabelig gælder, at hvis den er inkonsistent eller bygger på et grundlag som ikke kan begrundes at være absolut sandt, så kan den falsificeres eller måske erstattes af en bedre efter udbedring af fejlene.

Fejlen ligger her, så vidt jeg kan se i den modallogiske definition af begreberne "mulig verden" og "nødvendig verden" og i betydningsteoriens dermed sammenhængende "eksistenspåstand".

Det nødvendige (nødvendigt sande) er defineret som eksisterende uafhængigt af os, det er evigt og uforanderligt i enhver mulig verden. Der kan således ikke eksistere en verden hvor modsigelsesprincippet ikke gælder (er nødvendigt sandt), for blot at nævne et eksempel.

Hermed udsiges en slags analogi til det antropiske princip, hvorefter verden ser ud som den gør, fordi vi er i den. I den begrebslogiske version ser verden ud som den gør fordi den umuligt kunne se anderledes ud (i sine nødvendige grundstrukturer), uanset om vi var i den eller ej. Dette har den konsekvens, at det metafysiske eller transcendente bliver underlagt "nødvendighedens lov", hvorefter der sådan set ikke længere kan eksistere noget hinsides den verden vi kan erkende ved hjælp af sansning, sprog og logik.

Vi kan i fantasien forestille os en verden hinsides rækkevidden af vore erkendeevner, men rent logisk kan en sådan verden umuligt eksistere. Dette er en rent logisk konsekvens af den sprogfilosofiske meningsteori, idet det ingen mening giver at forbinde eksistenspåstanden med noget "egentligt transcendent". Ifølge teorien kan noget sådant umuligt eksistere punktum. Begrebet verden er den kontingente verden (det timelige) og det er det nødvendige - det som umuligt kunne være anderledes i nogen mulig verden. Derudover eksisterer der intet.

Det jeg for tiden arbejder med er et forsøg på at omdefinere begreberne "mulig verden/nødvendig verden" på en måde som er konsistent med en omdefineret eksistenspåstand. Om mine evner og viden rækker til noget sådant er jeg usikker på. Men hvis det lykkes så vil der kunne formuleres et nyt begreb som jeg kalder "absolut tranbscendens" som er konsistent med en revideret meningsteori som loigisk set tillader som en mulighed eksistensen af noget "absolut transcendent".

Logisk set kan vi ikke sige noget som helst om hvad der eksisterer i det absolut transcendente - for det ligger hinsides sansning, sprog og logik. Det eneste vi kan sige er, at dets eksistens er en mulighed.

Dermed gives der plads i denne verden for den religiøse erfaring/åbenbaring, for det mystiske og principielt uforklarlige, for "Gud" om man vil, selv om dette begreb logisk set bliver tømt for ethvert meningsindhold andet end "mulig eksistens" i det absolut transcendente.

Specielt på en religionsdebat, og især fordi Arne har udfordret mig med at bestemme det transcendente nærmere, har jeg fundet det værdifuldt at kunne fremlægge grundlaget for min agnosticisme, der er et resultat af et helt livs tænken over disse eksistentielle grundproblemer.

Hvis det kan inspirere andre er det helt fint. Hvis ikke, så er den alternative mulighed jo altid lige ved hånden, nemlig at opleve det hellige, føle sig forpligtet på de subjektive sandheder man erkender på denne særlige måde, og lade det være tilstrækkeligt.

Problemet for debattens troende er, at oplevelsen af "det absolut transcendente" er meget forskellig fra individ til individ, og da der umuligt kan findes et fællessprog hvori sådanne særlige oplevelser lader sig beskrive, handler diskussioner mellem troende, for nu at sætte det på spidsen om, hvis subjektive sandhed der er mest inderlig eller sand. Om "jordbær" smager bedre end "bananer" for nu at sige det med brutal klarhed.

Den fortolkning af det absolut transcendente som opleves mest sand af hovedparten vinder flest tilhængere og dermed har vi i en nøddeskal forklaringen på både den dogmatiske lære - der samler mange om et bestemt religiøst paradigme - og splittelsen - de mange som føler det hellige på en afvigende måde og derfor etablerer en alternativ dogmatik eller slet ingen. Der findes tre store kristne hovedretninger, men eksistensen af mere end 36.000 forskellige kristne trossamfund (sekter) eller menigheder, demonstrerer for mig at se, at oplevelsen af det hellige netop ikke kan sættes på nogen dækkende sproglig/logisk formel. Ethvert sådant forsøg vil per definition indeholde inkonsistenser og i forsøget på at overvinde disse opstår sekterismen. Den eleminerer måske et sæt inkonsistenser for blot at opdage, at det afstedkommer nogle andre og nye inkonsistenser andre steder.

Egentligt er det meget simpelt: Ethvert begreb om en almægtig guddom som både har nødvendig eksistens og som har skabt verden er inkonsistent - afstedkommer uløselige paradokser - og kan derfor efter begrebslogikken umulig være sand. Uden nødvendig eksistens kan der ikke være almagt, og for at kunne have skabt verden må guddommen også have kontingent eksistens. Rent logisk er det umuligt at noget væsen kan spænde over både det nødvendige og det kontingente. Det er et enten eller.

På den anden side hører det med til menneskenaturen at vi er motiveret til at udtrykke og videreformidle vore oplevelser også de stærke sjælsrystende oplevelser som hører under "det absolut transcendente" som principielt ikke kan udtrykkes modsigelsesfrit.

I kort begreb er det som foregår på religionsdebatten, når vi ser bort fra alt det usaglige, at forskellige mere eller mindre inkonsistente beskrivelser af oplevelsen af det hellige konkurrerer om opmærksomheden og forsøger at reproducere sig selv så meget som muligt. (Jf. fitness begrebets placering i den kulturelle selektionsteori).

Så længe de troende hævder deres oplevelser som subjektive oplevelser af det hellige (det absolut transcendente) kan disse logisk set ikke falsificeres, det er mulige sandheder, mens påstande om Guds væsen og relationerne mellem Gud og verden er åbne for begrebslogisk eller endog videnskabelig falsifikation. Det er for mig at se de ufravigelige betingelser hvorunder vi alle må diskutere. ..."

Da du ikke synes at være bekendt med betydningen af ordet "motivanalyse" er du selvfølgelig også ude at stand til at identificere, hvornår du selv anvender motivanalyse og hvornår du ikke gør det.

I den videre tænken sig frem til en løsning skal de nyudklækkede begrebsfilosoffer dog være opmærksomme på én uomgængelig betingelse. De må alene anvende sprog og logik til at løse problemet. Sansedata (empiri) skal holdes helt ude af begrundelsessammenhængen, det som kaldes de begrebslogiske eksplikationer. (Hvis man anvender både empiri, sprog og logik for at bestemme virkeligheden, så dyrker man ikke begrebsfilosofi, men erfaringsvidenskab).

Det ville også være dejligt, hvis andre debattører kunne deltage sagligt i diskussionen i et sådant tonefald, at tråden ikke bliver sendt i arenaen.

Det har der indtil nu ikke været tegn på kunne lade sig gøre.