Hejsa kære medskabninger.

Jesus fortæller i EKIM:

Du, som er blevet skabt af Kærlighed, og lig Den Selv, kan ikke beklage dig, og kende dit Selv. At beklage dig er at glemme hvem du er. At beklage dig er at se dig selv som en krop. At beklage dig er at lade egoet regere dit sind, og at fordømme kroppen til død. Måske erkender du endnu ikke fuldt ud præcist hvad beklagelser gør ved dit sind. De synes at afskære dig fra din Kilde, og gøre dig anderledes end Ham. De får dig til at tro, at Han er ligesom det du tror du er blevet, for ingen kan tænke sig sin Skaber som anderledes end sig selv.
Når du er afskåret fra dit Selv, Som forbliver bevidst om Sin lighed med Sin Skaber, synes dit Selv at sove, hvorimod den del af dit sind der væver illusioner i sin søvn, synes at være vågen. Kan alt dette opstå af at beklage sig? Åh ja! For ham der beklager sig fornægter at han blev skabt af Kærligheden, og hans Skaber er blevet frygtindgydende for ham i hans drøm om had. Hvem kan drømme om had, og ikke frygte Gud?
Det er lige så sikkert, at de der beklager sig vil omdefinere Gud i deres eget billede, som det er, at Gud skabte dem lig Sig Selv, og definerede dem som en del af Sig Selv. Det er lige så sikkert, at de der beklager sig vil lide under skyldfølelse, som det er, at de der tilgiver vil finde fred. Det er lige så sikkert, at de der beklager sig vil glemme hvem de er, som det er, at de der tilgiver vil huske.
Ville du ikke være villig til at opgive alle dine beklagelser, hvis du troede på at det var sådan? Måske tror du ikke at du kan opgive at beklage dig. Men det er ganske enkelt et spørgsmål om motivation.

Smukt.

Så er spørgsmålet hvad motivationen kunne være. Måske kærlighed, fred og glæde?

Lad det komme an på en prøve.

Er der nogen der tør give slip på fortiden(egoet), og ja, så praktisere tilgivelse?

Spændende, ik...

Kærligst Jan.