Danmark mangler arbejdskraft!

Ovenstående vrøvl er vi blevet tudet ørerne fulde om i årevis af politikere, økonomer og erhvervsfolk, som i vækstfilosofiens hellige navn har brugt det som undskyldning for en fejlslagen indvandring, forhøjelse af pensionsalderen, forøget arbejdspres på den arbejdende del af befolkningen og uhensigtsmæssige regler og fagforeningskrav, der forhindrer en fornuftig løsning af samfundets problemer.

Hvad Danmark mangler er kvalifikationer hos arbejdsstyrken, et fremtidsorienteret undervisningssystem, fornuftige regler, der gør det muligt at udnytte arbejdskraftreserven, begrænsninger i indvandringen, en reformation af fagforeningssystemet, skattepolitikken, lønpolitikken, boligpolitikken og retssystemet, og en ændret mentalitet hos befolkningen.

Det sidste er måske det vigtigste, for det er forudsætningen for, at ændringer kan finde sted. Vi er på vej væk fra de idealer, som gjorde Danmark og de øvrige skandinaviske lande til velfærdssamfund, der var i særklasse i verden og godt på vej til at blive perfekte modeller for resten af verdens demokratier. I stedet er vi på vej mod en amerikansk model, hvor enhver er sin egen lykkes smed, enhver er sig selv nærmest, og de, der bukker under i kampen, bliver kasseret af samfundet.

Ovenstående 10 mangler er dødssynder for ethvert samfund, og de er hver især en selvstændig debat værd. Det vil derfor være uoverskueligt at lave et samlet oplæg. Hvis nogen har lyst til at diskutere en eller flere af disse mangler, skal jeg gerne lave et oplæg, der sætter problemet på spidsen, eller give mit besyv med i andres oplæg, sålænge det holder sig til et sagligt niveau uden tomme postulater.

Hvad samfundet først og fremmest behøver er problemløsninger, ikke dybere grøfter, og det er der i praksis kun mulighed for gennem konsensusløsninger.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Der er mange, der tror, at øget indvandring er løsningen på arbejdskraft-manglen.
Det er slet ikke tilfældet, for udviklingen i robotteknologi gør store fremskridt, og allerede nu bruges de i f.eks. plejesektoren. Om få år vil man have robotter, der kan løfte patienter og svagelige personer; robotter, der kan hente ting og servere mad og drikke for sengeliggende; Kun fantasien vil sætte grænser. I Japan er "ældrebyrden" enorm og der forskes for store summer i netop robotteknologi.

Eksempel har de ældre borgere fået en fjernbetjening til at åbne døren med når hjemmehjælperen ringer på.
Da en del ikke kan hører det ringer,eller har dårlige ben og ikke kan komme derud.
Men de bruger den aldrig,fordi de kan ikke finde ud af at bruge dem eller har "glemt" de har den.
Så hvordan tror du det vil gå med anden teknologi !!!
Du skal regne med. Senelitet dårlig hørelse og dårlige øjne har de fleste ældre borgere.
Det er også begrænset hvad man kan bruge robotter til,når det drejer sig om mennesker.

Hej Ole Bjoern
Du har fuldstaendig ret i ,at vi "har faaet tudet oerene fulde...." ,men hvordan og hvorfor har det kunnet lade sig goere at faa et helt kontinent til at handle mod sin egen interrese ?
Jeg tror ikke at man behoever at vaere tilhaenger af nogen specifik konspirationsteori for at foelelsen af , at der er en TENDENS i den maade tingene har udviklet sig paa....
Situationen minder om hvad der sker naar en daarlig kortspiller er faldet i kloeerene paa en professionel ; paa alle mulige og umulige maader lader tingene sig til altid at lykkes for den professionelle, tilsyneladende har alt sammensvaerget sig mod vores stakkels uheldige begynder.
Reelt set er hans eneste chance at BRYDE SPILLETS REGLER.
I vores tilfaelde betyder DET ,som et foerste skridt,at holde op med at tro paa et ord af, hvad massemedierne fortaeller os.
ole Burde

Hej Ole, velkommen til.

Problemet er, at folk i almindelighed ikke forstår politikeres tankegang. Når man arbejder med og for toppolitikere lærer man hurtigt, at befolkningens velfærd ikke har første prioritet i deres bevidsthed. Det er mere et middel end et mål for dem. De har alle en personlig agenda i det indviklede magtspil, som iøvrigt følger de samme logiske regler i storpolitik som i et lokalt spil om en borgmesterpost.

Analyserer man det politiske sprog, så konstaterer man let, at det er dobbeltbundet og fyldt med udefinerede klichéer. Derfor søger politikere altid at undgå ja/nej spørgsmål om betydende emner, fordi en klar udtalelse ikke giver mulighed for at bortforklare svaret senere. Klaus Kjøller har spiddet dette sprogbrug i sin bog "Politisk Argumentation" fra 1991, og har man læst den, kommer man til at grine, når man hører en politiker tale - ikke af politikeren, men af dem som tager hans/hendes ord for pålydende.

Det er lige så tåbeligt, som at tro på ordlyden i oversættelser af ældgamle skrifter. Forskellen på politisk tro og religiøs tro er ikke stor.

Mvh

Ole Bjørn ;)