Kære Borad

Jeg har ikke nået at følge op på vores lille udveksling i den anden tråd (muslimsk nadver var det vist), men jeg nød at læse denne tråd, hvor også Michael bidrager. Det ser for mig ud til at være et fornuftigt syn på satan.

Du skriver bl.a.:



Tror kristne på satan som en reel eksistens, og hvad mener du præcist med "reel eksistens"?

Michael skrivet et sted noget med, at kræfter kan få os til at handle ondt. Det er jeg enig i. Jeg mener derfor, at satan både er et udtryk for kræfter (nogle ville måske kalde det mørket), og at disse kræfter enten kommer fra os selv eller går igennem os, hvorfor vi har et ansvar for vore handlinger. Det er vores ansvar ikke at blive identificeret med modstanden og den fjende, der fjerner os fra det gode, den anden, os selv og fra gud.

At slangen skulle være Satan i kristendommen må bunde i en symbolsk betydning. Der er ikke tale om en reel slange, idet vi har at gøre med en skabelsesmyte.

Mvh
Anne

Kære Borad

Hvis du vil vise noget med hæbraisk tekst, kan du lave det i word og vedhæfte filen. Se eksemplet i dette indlæg

Hej Anne:o)

Nu er 'forbandelsen' ved kristendommen jo, at der er en udlægning af hvad kristendom er, for hver kristne person du kan finde i verden;o)..

Traditionelt set, så har satan (i kristendommen) været en konkret person, som du finder det udtrykt flere steder i NT, fra Jesus' egne oplevelser med ham og over til Paulus fremstilling af satan som en person, mere end en i mennesket boende kraft..

Forståelsen af slangen som satan (og omvendt) bygger nok på åbenbaringen 12,9 hvor vi finder følgende ordlyd (DA92):

Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.

I kristendommen er satan traditionelt (og stadig af mange kristne trosretninger) set som G-Ds modstander, der skal besejres i den endelige kamp.. Så selvom jeg er klar over at der er kristne individualister, som dig og Michael, der tillader sig et mere nuanceret forhold til nogle kristne dogmer, så vil jeg stadig tillade mig at mene, at kristendommens 'satan', som en 'reel eksistens' - altså personificeret i en skabning, mere end en kraft der virker i os..

Det er faktisk også en god indledning til et andet emne, som jeg tit har gået og funderet over.. Mange kristne intellektuelle (her hverken ment positivt eller negativt, men mere konstaterende), har det med at mene at netop deres forståelse af kristendommen er den sande (eller den mere naturlige og selvfølgelige) udlægning af hvad kristendommen er, og lader sig 'irretere' over folk der ikke forstår dette, at kristne ikke bare forholder sig 'unuanceret' til de kristne skrifter, med den samme forståelse som man havde for 2000, 1500, 1000 og 500 år siden..

Men alligevel glemmer de selvsamme personer selv at tage det med i deres betragtninger.. Jeg oplever det især udtalt hos Flemming (FIVang) på religion.dk, der føler at man slet ikke forstår kristendommens essens, når man siger at Jesus gøres til gud i kristendommen, samtidigt med at der rent faktisk er kristne der gør netop dette, og at når man forholder sig til både Nt-tekster, trosbekendelserne samt kirkefædrernes udtalelser, så er det netop dette man får ud af det, at Jesus er en gud i kristendommen..
Jeg er så med på at han ser en guddommelig inkarnation i selve kristus-skikkelsen, men da Jesus netop er Kristus, da er Jesus jo gud..

Jeg føler at det er ret fjollet at en religion der hævder at være til de laveste og ikke fører sig frem på det intellektuelle, alligevel gør netop dette.. Kristendommen vil både være simpel, men også være alt andet end det.. Hvordan skal vi læse de kristne skrifter, Anne? Som de står eller som en akademisk mystistisk trancedent disciplin?

Eller som Paulus skriver:

for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud. (1.kor 14,33)

Og det var så et sidespring;o)..

Mvh

Hej Peter:o)

Tak for info.. Jeg vil dog kun vælge at gøre det, hvis det bliver mere omfattende en et enkelt ord:o).. Men det er rart at vide..

Mvh

Kære Borad, Michael og Anne.

Det er en virkelig lødig diskussion, I har gang i her, og jeg håber, at den får lov til at fortsætte sådan.

Jeg ser selv slangen på en helt anden måde. I næsten alle kulturer er slangen frygtet, men den er samtidig symbolet på helbredelse. Jeg har før været inde på dette i en diskussion med Borad på onlinedebatten.

Symbolikken er ret ligetil. Mennesker ønsker ikke at "blive helbredt" for deres misforståelser, som slangen helbredte Eva for den misforståelse, at hun ville dø af at spise æblet. Slangen fortalte hende sandheden, at æblet ville give hende moralske tanker, hvilket så også skete. Hun og Adam fandt det pludselig forkert, at de var nøgne, og søgte at dække deres genitalier.

Historien fortæller også, at da mennesket mistede deres uskyldighed (fik moral) så mistede vi samtidig vort paradis.

At mennesker ikke vil helbredes for misforståelser er der en god psykologisk grund til. Kuren anses for værre end "sygdommen", for den kan jo indebære, at ens livsgrundlag bliver trukket væk under fødderne på en, og det forekommer ubærligt.

Denne aversion mod helbredelse har så igen medført overtroen om "med ondt skal ondt fordrives", som har fået mennesker til at underkaste sig frygtelige pinsler og drikke beske drikke for at blive helbredt for fysiske sygdomme.

Men samtidig med at frygten er blevet personificeret i djævelen, så ligger der også i erkendelsen, at djævelen er klog. Det er ikke uden grund, at han også har fået tilnavnet Lucifer - lysbringeren.

Sammenhængen og betydningen af disse symboler går igen i næsten alle kulturer og religioner verden over, fordi de baserer sig på en almenmenneskelig erfaring om, hvilke kræfter der virker i os.

Mvh

Ole Bjørn ;)