Ja, nu får titlen sikkert folk til at tænke sit;o)..

Men titlen er ikke ment, som de associationer den sikkert giver, som et udtryk for et hadsk syn på jøder, men derimod for den jødiske opfattelse af satan (med stort eller lille 's')..

Jeg vil forsøge at forholde mig til den generelle opfattelse af Satan og hans rolle, velvidende at der kan argumenteres for flere opfattelser, alt afhængigt af hvilke skrifter man drager ind (og hvilke man udelader).. I første omgang tager jeg udgangspunkt i den jødiske Bibel (TaNaCh - de kristne kender den som GT, dog i oversat form)..

Selve ordet 'satan' er mere en titel end et egentligt navn.. Ligesom 'moshiach' (messias) er en titel der er givet flere, er også 'satan' (sin - tet - nun) en titel der gives flere.. Det er ikke kun engle, men også mennesker der får rollen som 'satan'..

Det ser vi f.eks. i følgende steder i Bibelen:

I det 11. kapitel i første Kongebog, kan vi læse om edomitten Hadad og Rezod, søn af Eliadah.. Begge personer kaldes 'satan' på hebraisk (vers 14 og 23)..

Ordet 'satan' betyder 'modstander' eller 'fjende'.. Og både Hadad og Rezod blev valgt som modstandere til Sh'lomo (Salomon)..

Men når vi taler om engle der bliver valgt som 'satan', er det umiddelbart en mere anonym rolle.. I den første Krønikebog, kan vi læse om Satan der 'provokerer' David til at lave en folketælling.. Her bliver 'satan' gengivet uden den bestemte artikel, hvilket både kan forståes som 'satan' som navn eller en ukendt 'satan' (vi kan altså ikke med sikkerhed sige, at det er en engel eller et menneske der 'provokerer' David til at lave folketællingen)..

I Jobs bog, som nok er den kendteste beretning i TaNaCh og GT, med optræden af satan, er 'satan' gengivet med den bestemte artikel, altså 'hasatan'.. Der er altså tale om en konkret modstander mod Job, 'satan' som titel, ikke som navn..

Hvad fortæller det os så? Det fortæller os, at skal vi bygge vores forestilling om 'satan' alene på Bibelen, i hvert fald den jødiske, så kan vi ikke tage 'satan' til indtægt for alt det onde der sker i verden.. Der må vi forstå 'satan' i et mere abstrakt begreb, som en 'tendens' der kan findes i alle, ikke som en reel person der farer rundt og forfører menneskene til at gøre oprør mod G-D..

Mvh

Næh, vi har alle en modstander. Os selv.

Beretningen om Adam og Eva er interessant idet Eva bliver fristet af slangen som senere er identificeret som satan.

Men fristelsen findes i hende selv.

Et andet begreb er det som Jesus kalder "verdens fyrste". Det henviser til dette besynderlige fænomen, at vi lever i forbindelse med andre og at vi fungerer i denne konsensus.

To tilfælde, som viser dette fænomen, er fyren som fyrer en vits af på værtshuset og kigger rundt for at finde accept for denne vits og, i det helt ekstreme, mennesker der reagerer som en person i tilfælde af sportsbegivenheder eller troshandlinger. Mange sjæle, én tanke.

I modsætning til dette fænomen står det menneske som er i overenstemmelse med sig selv og som ikke kigger rundt efter andres accept for at få ret.

Det pudsige er, at det menneske som udelukkende lever i kraft af andre, ikke er i stand til at være alene med sig selv.

Mens det menneske som er alene, sagtens kan være sammen med andre. Ja, ligefrem søger det, fordi det er livets vilkår.

Hej Michael:o)

Jeg er meget på linje med dig..

I jødedommen taler vi om Jetzer haTov og Jetzer haRa.. Den gode og den onde impuls..

Der står i Talmud at Satan, Jetzer haRa (den onde impuls) og Dødens Engel alle er den samme, altså at mere end en udefra kommende indflydelse, er det en indre kraft der får os til at handle forkert..

Det siges også andetsteds, at når Satan frister dig til at gøre noget forkert og du handler derefter, græder han af sorg over at du svigtede, men hvis du står imod glædes han over at du sejrede..

Personligt tror jeg ikke på 'satan' i den kristne forstand.. Reelt tror jeg slet ikke på satan som en reel eksistens, men som en indre kamp, hvor vi handler mod bedre videne.. Det er ikke kun i søgen efter bekræftelse (som i dit eksempel), men i det hele taget bare i relation (enten til andre mennesker eller i forholdet til G-D - hvis man vel at mærke tror på Ham;o)..

Tag skænderiet mellem to elskende, hvor den ene sårer den anden, pga. frygten for selv at blive såret.. Eller efter en lang hård dag på arbejdet, hvor man lader sin frustration gå ud over medarbejderen på Mcdonald's, fordi burgeren er blevet kold..

G-D er i mødet mellem to mennesker, men når vi glemmer det og behandler det andet menneske som vi ikke selv vil, på trods af at vi ved at vi basalt set er ens i følelser og behov, så forbryder vi os ikke alene mod G-D, men også mod medmennesket og, måske vigtigst, os selv..

Mvh

Ps. At slangen skulle være satan, er en kristen tanke, selvom der dog nok er noget om det, dog ikke i forstanden 'en falden engel', men som den kraft der får os til at handle forkert..

Jah, der er kræfter der kan få os til at handle forkert. Men essentielt i historien om Evas fristelse synes jeg er, at hun giver efter for fristelsen. Hun kunne jo også have sagt nej. Som du selv er inde på.

Når vi taler om satan lægger vi ansvaret udenfor os selv, det er lidt af en undskyldning, det er altid op til os selv hvad vi vælger.

Og hvis vi fejler, og det gør vi alle nogengange, så er der intet andet at gøre end at rette op på fejlen i stedet for bare at lade stå til.

Amen ;)