I Lukas Evangeliet er der en bestemt passus som har voldt de kristne problemer. Den er blevet fortolket på mange måder. Måske man kan sige at det først er i dag, vi kan forstå indholdet af denne passus set i lyset af vores udvikling.
”Agt derfor på, hvordan I hører; thi den som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have. ” (Lukas, 8.18).
Her henviser Jesus til noget som de, der lyttede til ham ikke havde nogen forudsætning for at forstå.
Selv i dag ved vi ikke hvad det vil sige at lytte. Vi ”hører efter”, hvad nogle vi tror er autoriteter, siger og vi ”genkender” noget en anden siger uden at gøre os det klart at vi tager det ind, som vi i forvejen har besluttet os for mens vi smider det ud som ikke passer i vores kram.
Virkelig at lytte, i sandhed, er foruroligende. Måske vi hører noget der ikke behager os og vi afviser det hurtigt. Men i virkeligheden burde vi være glade for at blive foruroliget for når man i sandhed lytter skelner man umiddelbart om hvad der er sandt og hvad der er falsk.
Hvis man lytter og forstår bliver den samlede sum af forståelse stadig større. Men hvis man ikke forstår at lytte, hvis man kun tilegner sig andres viden fordi man ”tror” at det er sandt fordi en autoritet siger det, så er alt det man har tilegnet sig blot en illusion og når dette går op for én har man intet fordi man kun har andres ord og ikke sin egen forståelse.
Som Jesus sagde er Han hovedhjørnestenen, sandheden. De som falder over Ham skal slå sig fordærvet men de som Han falder på skal knuses.
Dette er hvad Jesus taler om, det er meget svært at forstå, men der gives ingen mulighed for at fornægte sandheden. (her er den selvfølgelig præsenteret i en religiøs kontekst, det behøver ikke at være så indviklet).
Svar
Citer