Kære debatkolleger.

Jeg har valgt at skrive et todelt oplæg om, hvorvidt Østens religioner kan tilbyde den moderne dansker noget. Jeg har valgt Buddhismen, der i sine grundvarianter er ateistisk, hvorfor det er mest nærliggende at betegne den som en livsfilosofi, der tillige er en frigørelsesvej. Det er min mening at cirkle om spørgsmålet om, hvorvidt der er et eller andet i Buddhismen, som kan medvirke til at skabe mening i tilværelsen for et moderne menneske.

Med et moderne menneske mener jeg et menneske, der kan have et hvilket som helst religiøst ståsted. Jeg mener også ateister. Endvidere har jeg i tankerne, at et moderne menneske er interesseret i sine medmennesker og har en holdning til, hvordan man kan/skal/bør glide ind i samspillet med dem.

Med dette som udgangspunkt bliver det underordnet, om man hører til de såkaldt troende, eller om man er ateist. Udefra kan du ikke se forskel på de mennesker, der handler i ansvarlighed over for deres medmennesker. Der kan være tale om et menneske, der handler på et humanistisk grundlag, men som hverken tror på Gud eller Fanden. Der kan lige så vel være tale om et menneske, der handler ud fra dybt religiøse motiver.

Som det er almindeligt bekendt, indeholder Buddhismen karma-princippet. Dette skal forstås som et princip om årsag og virkning: Du bliver til det, som du ved dine handlinger gør dig til. Dette knyttes an til buddhisternes genfødselslære. For mange buddhister er det vigtigt at bruge ordet genfødsel og ikke sjælevandring. En buddhist kan for eksempel illustrere genfødsel med dette, at man tænder et nyt lys med det gamle, der er ved at brænde ned i stagen,.

Herved kan man danne et paradox, som den buddhistiske lære indeholder mange af. Man kan for eksempel spørge: »Er flammen på det nye lys den samme som flammen på det udbrændte lys?«. Svaret er: »Nej«. »Er flammen på det nye lys da noget andet end flammen på det udbrændte lys?« Igen er svaret: »Nej«.

Anvendelse af paradoxerne leder tanken ud på dybder, der kan måle sig med de dybder, som åbner sig for én, når man læser Kierkegaard. Det var også blandt andet paradoxerne, som Kierkegaard brugte for at gøre op med den logiske tænkning i trosspørgsmål. For det moderne menneske, der er interesseret i Kierkegaard, kan det være interessant at læse buddhistisk filosofi parallelt. Så får man kam til sit hår.

Adskillige teoretiske fysikere har studeret buddhistisk filosofi. Jeg tror, dette skyldes, at der er tankegange, der kan minde om de tankegange, som man bruger, når man eksempelvis skal prøve at forstå kvanteteorien og dens postulater om dimensionalitet.

Hvis man skal sammenligne buddhisternes genfødsel med hinduisternes sjælevandring, kan man bruge et billede. Sjælevandringen kan illustreres ved en perlekæde. Hver enkelt perle er et liv som levende væsen, og snoren, der går gennem alle perlerne, er den forskelsløse sjæl.

Buddhisterne bruger ofte billedet af en stabel guldmønter. For hver ny genfødsel lægges der en ny mønt på stabelen. Mønten er et liv som levende væsen, der således hviler på de hidtidige liv som levende væsen. Dette er efter min opfattelse et mere præcist billede af karma-princippet end det, som hinduisterne opererer med.

Dette fører videre til et andet væsentligt buddhistisk princip, som er princippet om betinget oprindelse. Genfødselslæren hviler på princippet om betinget oprindelse, men dette princip er mere omfattende. Buddhisten betragter alt, hvad der opleves i sindet, som forandringer. Det ene sindsindhold afløser det andet. Og det, som du oplever i sindet nu, er affødt – betinget af – det, som gik forud. Det, som det vil forandre sig til, vil være affødt af det, som er nu.

Buddhisterne når derved frem til en psykologi. Den er meget indviklet, men midt i det indviklede er vægten lagt på sindsindholdet som en foranderlig strøm, hvor det ene sindsindhold afløser det andet som leddene i en kæde.

Buddhister bruger af og til billedet af et hjul, der ruller. Hjulet drejer sig, og mil efter mil bliver tilbagelagt. Men samtidigt berører hjulen vejen i ét – og kun ét – punkt. Det er dér, dit liv er. Og det er nu – netop nu.

Budhismen er ateistisk, og den vedkender sig ikke, at der skulle eksistere noget, som man kunne kalde en sjæl. Den mener, at det eneste, vi har at holde os til, er sindets indhold af stadigt forandrende sindsindhold.

Den benægter også – ligesom Hinduismen – at der skulle være noget, som man i psykologisk forstand kan kalde et jeg, et ego. På dette punkt mener jeg, at Buddhismen er i vanskeligheder med sine etiske anvisninger. Det hænger for mig at se ikke rigtig sammen, at du ikke har et jeg, hvis man i samme åndedrag fordrer, at du i medfølelse med andre levende væsener skal gøre godt mod dem.

Et andet træk, der præger Buddhismen, er, at der lægges stor vægt på erfaringen. En buddhist, der bliver spurgt om, hvad sjælen er, vil ofte svare: »Gå selv hen og se efter.« Det samme svar kan han give, hvis man spørger om, hvad sindet er.

Hvis vi vender tilbage til genfødselslæren vil mange nok afvise tanken om, at vi i bogstavelig forstand bliver hældt over i en ny biologisk eksistens. Dette betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan bruge genfødselslæren og karma-princippet til noget som helst.

Mange, der lever et liv med mange gøremål, vil kunne opleve dette med, at man bliver til dét, som man gør sig til ved sine handlinger. Man trøster en ulykkelig kollega på arbejdspladsen og føler, at man har gjort sig til én, der har medfølelse med andre. Man kommer ved en hastig bemærkning til at få en anden til at græde og føler, at man har gjort sig til én, der unødigt sårer en anden, og man ønsker, at man havde kunnet holde bøtte med tilbagevirkende kraft.

Gennem de skiftende situationer i dagligdagen handler man og gør sig snart til det ene og snart til det andet: Ven, modstander, kærlig forælder, hård negl, barsk chef, kujon, tapper forkæmper, you name it. En sådan indfaldsvinkel til én selv kan godt føre til, at man af og til stiller sig ved siden af sig selv og spørger: Hvad er det egentlig, du går og gør dig selv til?

Fortsættes…

Buddhismen fortsat…

Buddhismen har også et centralt begreb, som er en lære om lidelsen. Her må vi indskyde en bemærkning om selve dette ord. I vor sprogbrug er ordet lidelse et dystert ord, hvilket ikke mindst de kristne har gjort det til.

I buddhistisk sammenhæng har ordet mange betydninger. Det betyder i sin mest dystre form lidelse, som vi kender det fra kristen sprogbrug, men herfra er der en glidende skala over sørgelig, tung, skuffende, ubehagelig op til vanskelig. Ordet forstås nok bedst, hvis vi anvender det, som psykologerne gør, når de taler om ulystfølelse på en glidende skala. Derfor vil jeg bruge dette danske ord.

Ulystfølelse kan skyldes at blive tvunget sammen med det, som man ikke bryder sig om. Den kan også skyldes, at man bliver skilt fra det, som man holder af. Fødsel, sygdom, alderdom og død er forbundet med ulyst. Ulystfølelsen har sin oprindelse i begæret, og hvis man skal undgå begæret, må man give afkald på det, som man begærer. Ja, holde op med at begære noget som helst.

Dette vil for mange nok kunne opfattes som en lære, der er vidtgående. Vi kunne for eksempel holde den sammen med et gammelt ord: »Vil du ingen sorger have, da skal du intet elske.« Mange ville måske stille sig derfor tvivlende over for, om vi kan bruge dette i sin rabiate form. Men vi kan jo bruge det som et grundlag for eftertænksomhed: »Er det, som jeg hænger så fast ved, noget, som jeg fortsat skal lade mit liv farve af?«

Buddhismens modstykke til dette tilsyneladende livsfjendske standpunkt er det etiske krav om medfølelse over for alle levende væsener og i det hele taget en etik, der mange steder kan stå mål med Bjergprædikenen og andre etiske normer, der traditionelt tilskrives Jesus af Nazareth. Personligt kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at noget af det, som Jesus af Nazareth gav udtryk for, har groet i Buddhas’s have.

Det er min opfattelse, at Buddhismen har mange tilbud til et moderne menneske. Hvis man ikke kan forlige sig med, at nogle kristne fundamentalister går rundt og dunker andre i hovedet med etiske forskrifter, som de hævder er fastsat af Gud selv, kan man gå til Buddhismen og læse stort set det samme.

Herved kan de på et ateistisk grundlag finde etiske anvisninger, der er svære at skelne fra det, som Jesus af Nazareth har fået lagt i munden af dem, der skrev om ham, efter at han var blevet henrettet. Men de kan naturligvis også forblive stående på et europæisk humanistisk grundlag.

Hvis man føler trang til at lade de grå celler arbejde med noget dybtgående inden for filosofi, kan buddhistiske tekster – som nævnt tidligere – give stof til eftertanke. Et meget skattet filosofisk skrift, der ikke indgår i selve den buddhistiske canon, er værket Milindapanha, der indeholder samtaler mellem den græskorienterede hersker Menander (Pâli: Milinda) og buddhistmunken Nagasena. Linket giver et indtryk af formen. Begge de nævnte samtalepartnere er utvivlsomt historiske skikkelser, men samtalerne har næppe haft den form, som er gengivet i værket. Det er at betegne som et stykke filosofisk litteratur.

Samtaleformen var meget yndet i hine tider, og der kendes tilsvarende fremstillingsformer fra hinduistiske skrifter, for eksempel Upanishaderne.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Fin og letforståelig forklaring, Kristian.

Jeg ville dog foretrække at anvende et andet ord for lidelsen end ulystfølelse (mangel på lyst), og i stedet bruge begrebet ubehag, som netop kan graderes til forskellige niveauer af lidelse.

Kvantefysikere har nok mere tilfælles med taoismen, hvis intuitive forståelse minder meget om Buddhas ottefoldige vej.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.

Tak for dit venlige svar. Jo, ordet 'ubehag' vil også give dækning for det pågældende ord. Hovedsagen er, at der opereres med en glidende skala.

Kvantefysikerne interesserede sig for flere forskellige østlige filosofier, og Taoismen var så afgjort iblandt dem. Iøvrigt satte Taoismen et betydeligt præg på Buddhismen. For eksempel kan man langt hen ad vejen betegne Chaan-Buddhismen (Zen) som en slags syntese af den indiske Buddhisme og Taoismen.

Jeg har set en gammel fjernsynsoptagelse med Robert Oppenheimer, der ledede konstruktionen af den første fissionsbombe. I denne citerede Oppenheimer en passage fra Bhagavadgîtâ's ellevte sang. Han var blevet så optaget af klassisk indisk filosofi, at han havde lært sig sanskrit for at kunne læse Gîtâ'en på originalsproget.

En partikelfysiker, der har gjort meget ud af østerlandske tankegange, er Fritjof Capra, der kom rundt omkring flere hovedretninger. I en periode henrykke han en hel verden med sin bog 'Fysikkens Tao', men hans ry blegnede efterhånden.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære debatkolleger..

I et indlæg 30/08/2008 09:52 til Tros i en anden tråd har jeg været inde på den særlige japanske variant af Buddhismen, som sædvanligvis kaldes Zen. Når man beskæftiger sig med en religion, som for eksempel Buddhismen, tror jeg, det vil være hensigtsmæssigt at se på den pågældende religion ud fra to forskellige indfaldsvinkler.

Den ene indfaldsvinkel vil jeg kalde den religionsfilosofiske, og den anden kunne vi benævne som den alment praktiserede religion.

Men lad os med henblik på at illustrere komplexiteten i det overordnede spørgsmål tage udgangspunkt i Kristendommen: Hvad er Kristendom?

Er det den romerske katolicisme, Luther’s protestantisme, den anglikanske kirke, de reformerte, baptisterne, metodisterne, Dansk Indre Mission, Grundtvigs mageløse opdagelse, etc. etc. ?

Eller er Kristendommen lig med det, som vi kan læse i Bibelen, hos Augustin, Plotin, Thomas af Aquinas, Mester Eckehart, Theresa af Avila, Luther, Grundtvig, Søren Kierkegaard, Pavens dogmer, når han udtaler sig ex cathedra etc. etc. ?

Hvis vi i overskuelig form skal sige noget meningsfyldt om Kristendommen, bliver vi derfor nødt til at beskrive nogle få overordnede træk, vel vidende, at vi kun har at gøre med den allerøverste top af isbjerget.

Det samme må vi gøre, hvis vi i kort form skal beskæftige os med én af de store hovedreligioner, in casu Buddhismen. Selve ordet er en slags samlebetegnelse for et uoverskueligt antal af buddhistiske varianter. På samme måde er ’Hinduisme’ også en samlebetegnelse.

Set ud fra en religionsfilosofisk indfaldsvinkel er der ingen tvivl om, at Buddhismen ikke har nogen guddom. Dette er alle religionshistorikere enige om. Derfor er det korrekt at betegne den som en ateistisk religion. Men det er lige så evident, at der findes buddhister, der forholder sig til Buddha, som om han var en gud.

Personligt oplevede jeg, at en buddhist, med hvem jeg besøgte et buddhistisk tempel ude i Østen, kastede nogle farvede træstykker på jorden, og da de faldt på en særlig gunstig måde, havde han ifølge traditionen god udsigt til at få en bøn til Buddha opfyldt. Han betroede mig, at hans hustru var gravid, og derfor havde han bedt Buddha om, at det var en søn, der var på vej.

Buddhismen opstod i Indien og var vel nærmest et polemisk oprør mod den ældre Hinduisme, der postulerede én gud, der ganske vist kunne optræde i utallige skikkelser, men alligevel var én og den samme. Denne ene gud, Brahman, var den samme, som menneskets og alle andre levende væseners inderste sjæl, som man kaldte Atman.

Buddha bestred begge dele. Men hvad var da det inderste i det levende væsen? Her gav Buddhismen udtryk for, at dette måtte man da så sandelig selv finde ud af, idet man opfordrede folk til selv at se efter i deres eget indre. Herved måtte man erkende, at man havde sindet og dets stemningsmæssige fluktuationer at holde sig til. Men intet andet.

Buddha brød ikke totalt med den hinduistiske Brahmanisme, idet han opretholdt årsagsloven, også kaldet karmaloven: Du bliver til det, som du ved dine gerninger gør dig til.

(Fortsættes . . .)

(. . . fortsat)

Det er min opfattelse, at man efter en religionsfilosofisk indfaldsvinkel udmærket kan betegne Buddhismen som en religion, samtidig med at man konstaterer, at den er ateistisk. Den har det for en religion karakteristiske, at den baserer sig på noget, der skal tros, før man ad erfaringens – selviagttagelsens – vej kan komme videre.

Derfor er buddhisten ligesom religionsfilosoffen Søren Kierkegaard tvunget til at bruge paradokset som tankefigur, hvorved den klassiske sproglige logik bliver forkastet. Men man kan naturligvis vælge at definere glosen ’religion’ på en sådan måde, at Buddhismen falder uden for begrebet. Men det gør religionsfilosoffer mig bekendt ikke.

Buddhismen anerkender ikke nogen sjæl, og derfor heller ikke nogen sjælevandring. Den anerkender derimod genfødsel ud fra princippet om betinget oprindelse, og metaforen, der kan illustrere dette, er lyset, der, før det går ud, bruges til at tænde et nyt lys. Flammen på det nye lys er ikke den samme som flammen på det nedbrænte lys, men heller en anden.

Vender vi os til den buddhistiske tradition, ser vi hele det typiske inventar for en praktisk folkelig religion, der varierer overordentligt meget fra sted til sted. Der er for eksempel flere forskellige muligheder for, hvor man kan blive genfødt: Som menneske, som dyr, som titan, som sultent spøgelse eller som indvåner i helvede.

I den tibetanske tradition har man meditationsbuddhaer, som man visualiserer, og tillige bruger man meditationsdiagrammer – mandala – som støtte for meditationen. Den tibetanske Buddhisme er tillige tantrisk, således at den inddrager det erotiske, herunder det rituelle samleje, som et led i meditationen, hvad tantrisk Hinduisme også gør.

Endvidere har den tibetanske variant en speciel eskatologi, som den danske psykolog Jes Bertelsen har beskæftiget sig med i sin omtale af Den Tibetanske Dødebog i et af de fire bind i hans ’Dybdepsykologi’. Værket kan bestemt anbefales, og det er skrevet i et lettilgængeligt sprog.

Endvidere kan Alan W. Watts’ bog ’Zen-buddhismen’ anbefales, fordi den udover at være en introduktion til den japanske variant af den kinesiske Chaan-buddhisme, også er en almen introduktion til Buddhismen i almindelighed.

Den danske professor Poul Tuxen skrev i 1928 en bog om Buddha. Tuxen hentede en del inspiration til bogen under et studieophold i Siam. Bogen giver et godt indtryk af navnlig den gren af Buddhismen, som kaldes ’Det lille Fartøj’.

En deskriptiv gennemgang af buddhistisk praksis ville føre os særdeles vidt omkring, og der er da også mange vesterlændinge, der har beskæftiget sig dermed. Men kernen i den ateistiske buddhistiske religion er efter fattig evne forsøgt beskrevet i oplægget til tråden. De to indledende oplæg har det ganske bestemte sigte, at de er udformet med henblik på at spørge en moderne vesterlænding: Er her noget, som du kan bruge?

For at vende tilbage til Kristendommen skal det siges, at der er overordentligt langt fra Søren Kierkegaards fabelagtige tankekonstruktioner om, hvad det vil sige at være en kristen, til den sydeuropæiske bonde, der får pateren til at komme med vievandskosten og velsigne den nye traktor, han har anskaffet sig.

Spændvidden er lige så stor i Buddhismen.



Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian



Skal buddhismen endeligt betragtes som en ateistisk religion, ville det da ikke forudsætte et fravalg af tro/ikke-tro på noget guddommeligt?

Det betyder, at Buddha blot er en tankefigur støbt i et hav af fysiske buddha-figurer (noget vi netop ikke kan gøre med tanken om Gud i kristendommen), der intet har at gøre med det guddommelige?

For mig at se bliver denne iagttagelse en kende problematisk i og med, at buddhister alligevel tilbeder Buddha med bønner og lign., hvilket jo forudsætter en tro på Buddha som en, der kan opfylde bønner mm. jfr. dit personlige eksempel. Er dette ikke et eksempel på en overnaturlig indgriben?

Mvh
Anne

Det er essentielt at mange buddhister dyrker Buddha som en Gud. Man har afskaffet Gud men i stedet tilbeder man et såkaldt oplyst menneske som man så tillægger evnen til at opfylde ønsker.

Dette viser kernen i religionsbegrebet, at mennesket ønsker en personlig Gud at tro på. Psykologisk set kan det føres tilbage til den trygge tilværelse i barndommen. Tryg i den forstand at man havde vished om hvordan tilværelsen var skruet sammen (jeg er godt klar over at der er børn, som har haft en ulykkelig barndom). Men denne vished og tryghed er det som mennesket først og fremmest søger i religionen.

I den anden ende må man forundres når buddhismen betegnes som en ateistisk religion. Vi har nu fået fortalt utallige gange at ateisme er fravær af religion så når man kalder den en religion må det være i betydningen af at det er et tankesystem som man bekender sig til og tror på uden egentlig selv at erkende sandheden i det som bliver sagt. Med andre ord, det er en vej som bliver udstukket som man mener, at hvis man følger den så opnår man et bestemt resultat, i dette tilfælde at blive oplyst. Og er det ikke kernen i al religion? Udfra denne betragtningsmåde er kommunismen også en religion.

Jeg skal ikke gøre mig klog på buddhismen, men jeg har fået den opfattelse, at hvis man sammenligner et menneskes personlighed med en bil, så gør buddhisterne det at de skiller bilen ad i dens bestanddele, men så glemmer de at samle den igen. Vel er hjulet ikke bilen, vel er karosseriet ikke bilen og vel er rattet og lygterne ikke bilen, men de er har alle det tilfældes at de er bilens bestanddele og det er deres samlede sum som udgør bilen, i dette tilfælde personligheden.

Vi kan føre analogien videre til den dygtige mekaniker som ved alt om bilen inklusive dens enkelte dele og som altid kan reparere den hvis noget går i stykker.

Og for endelig at føre analogien til ende er det en fornøjelse når denne mekaniker sætter sig ind i bilen og begiver sig ud i trafikken. Her har han så brug for helt andre færdigheder.

Ligesom os mennesker, når vi forlader studerekammeret og begiver os ud i livets trafik. Så har vi ikke tid til at forklare, så må al vores viden komme til udtryk i handling.

Jeg må sige at jeg selv er ganske godt tilfreds med denne analogi.

Hej Kristian.

Det er prisværdigt, synes jeg, at du bringer buddhismen indenfor i dette forum, og ligeledes at du påpeger, at buddhisme er mange forskellige "ting".

Mit kendskab til buddhisme er meget spinkelt - har hørt et foredrag af Ole Nydahl og læst et par af hans bøger samt læst lidt af, hvad "den religiøse fritænker" Jes Bertelsen skriver om emnet (og om berøringsfladerne til ortodoks kristen hesykasme).

Når du skriver:

Citat:

Det er min opfattelse, at man efter en religionsfilosofisk indfaldsvinkel udmærket kan betegne Buddhismen som en religion, samtidig med at man konstaterer, at den er ateistisk. Den har det for en religion karakteristiske, at den baserer sig på noget, der skal tros, før man ad erfaringens – selviagttagelsens – vej kan komme videre.

så er jeg bestemt ikke uenig, men jeg studser alligevel lidt over at du skriver, at buddhisten skal tro før han kan erfare.

Du har selvfølgelig ret i, at man skal tro på værdien af at filosofere og meditere (for at erfare), men denne form for tro er jo alligevel noget helt andet, vil jeg mene, end f.eks. den kristne og den muslimske form for tro - netop fordi det er erfaringen (at blive "oplyst"), der er det afgørende i buddhismen (hvis jeg ellers har forstået det ret).

Jeg undrer mig også lidt over, at du slet ikke omtaler, hvad buddhisterne kalder Nirvana.

I ortodoks kristendom siger man - så vidt jeg ved - at Den Hellige Treeninghed: Faderen, Sønnen og Helligånden, er den måde, Gud viser sig for os mennesker på - mens Gud selv er hinsides enhver menneskelig fatteevne.

Afstanden herfra og til buddhistiske Nirvana er måske slet ikke så stor endda?

M.v.h. Arne.

Kære Anne.

Arne Thomsen har blandt andet hæftet sig ved følgede passus i fortsættelsen af oplægget:

»Det er min opfattelse, at man efter en religionsfilosofisk indfaldsvinkel udmærket kan betegne Buddhismen som en religion, samtidig med at man konstaterer, at den er ateistisk. Den har det for en religion karakteristiske, at den baserer sig på noget, der skal tros, før man ad erfaringens – selviagttagelsens – vej kan komme videre.« (Citat slut).

Her står der næsten det samme som i det citat, som du gengiver. Forskellen er, at der her tales om en lighed med andre religioner i form af, at der er noget, der skal tros, før man kan komme videre.

Men det, som man skal tro eller holde for sandt, er ikke troen på noget guddommeligt. Det er anerkendelsen af, at Siddharta Gautama, som senere fik navnet Buddha (Den oplyste), var en vismand, der fortalte om livssandheder, som man vælger at fæste lid til.

Dette er et valg på linie med et valg af Jesus fra Nazareth som den, der – udover at være en vismand af ufattelig dybde –tillige anerkendes af den troende som talsmanden for Gud og samtidigt hans søn, der blev ofret til syndernes forladelse.

Hvis man har valgt Buddha som kilde til den dybeste og mest afgørende livsvisdom, vil man tilslutte sig de fire ædle sandheder, som han forkyndte i sin berømte prædiken i dyrehaven i Sarnath i nærheden af Benares. Derfra går vejen videre ad erfaringsvejen, hvor man kigger efter i sit eget sind og forsøger at finde frem til, hvilke tankefluktuationer der tjener hvilke formål.

Du sætter i dit indlæg fingeren på det ømme sted, idet der kan være lige så gode grunde til at placere Buddhismen under overskriften: Livsfilosofi, som der kan være til at sætte den under overskriften: Religion.

Men i mit indlæg 30/08/2008 11:49 forsøger jeg at nærme mig Buddhismen ad to indfaldsvinkler: Den religionsfilosofiske og den praktiserede Buddhisme. Efter en isoleret religionsfilosofisk betragtning peger pilen mod livsfilosofi, medens den med hensyn til mange buddhisters praksis peger mod religion.

Den nævnte praksis er udviklet i det, som religionshistorikerne kalder ’traditionen’. I denne tyd kan traditionen vel opfattes som en religiøs folklore på line med alle de udenomsværker, der er kommet til i Kristendommen efter Tømrersønnen’s henrettelse og Pauli menighedsstiftelse i den såkaldte urkristendom.


Med venlig hilsen

Kristian

Hvis man har valgt Buddha som kilde til den dybeste og mest afgørende livsvisdom, vil man tilslutte sig de fire ædle sandheder, som han forkyndte i sin berømte prædiken i dyrehaven i Sarnath i nærheden af Benares. Derfra går vejen videre ad erfaringsvejen, hvor man kigger efter i sit eget sind og forsøger at finde frem til, hvilke tankefluktuationer der tjener hvilke formål.

Buddha sagde, at man aldrig bør tro noget, før man selv har undersøgt det. Derfor afviste han bl.a. ofte at tale om metafysiske spørgsmål, selv om han faktisk formulerede en del om det.

Kære Arne.

Dit indlæg viser i sig selv, at dit kendskab til Buddhismen ikke er så spinkelt, som du i din velkendte beskedenhed angiver.

Du nævner specifikt Ole Nydahl, der har udført et stort arbejde på at udbrede kendskabet til Buddhismen. Han har også været primus motor for oprettelsen af Karma Kadjy Centret (Buddhistisk Center København) på Svanemøllevej i København.

Ole Nydahl repræsenterer den variant af Buddhismen, som – så vidt jeg er orienteret – har fundet størst interesse her i Danmark. Den kaldes Vayarana (Diamantfartøjet), og den står stærkt i navnlig Tibet, hvor Dalai Lama er dens overhoved. Ole Nydahl kender da også Dalai Lama personligt.

Andre hovedretninger er Mahayana (Det store Fartøj) samt Hinayana (Det lille Fartøj). Disse to hovedretninger opstod forholdsvis kort tid efter den historiske Buddha’s død, hvor der opstod en lærestrid mellem munkene. Men alle de tre nævnte hovedretninger hviler éntydigt på Buddha’s lære.

Om hvad buddhisten skal tro, før han kan erfare, har jeg forsøgt at skrive noget om til Anne, og jeg henviser derfor til dette indlæg. Hvis du har spørgsmål til dette, er du velkommen til at stille dem.

Jeg giver dig medhold i, at jeg burde have medtaget noget så væsentligt som ’nirvana’ i mine oplæg, og jeg skal forsøge at indhente det forsømte.

Ordet kommer af sanskritroden √vâ, der betyder at blæse. Foran dette sætter man den benægtende forstavelse nis, der på grund af visse lydregler i sanskrit bliver til nir, så vi får ordet nirvana. Ordet betegner, at noget er blevet blæst ud. Og det, der er blevet blæst ud, er egoismens flamme, hvilket opnås ad meditationens vej ved at følge den vej, som Buddha anviser i tilknytning til læren om de fire ædle sandheder.

Nirvana kan – ligesom i Hinduismen – opnås i levende live. Og Buddha siges at have opnået nirvana, før han opgav ånden og døde. Når nirvana er blevet en stabil tilstand i sindet, vil alle karmiske bindinger være opløst, og der er derfor ingen betingende omstændigheder, der giver anledning til en genfødsel.

I tilknytning til oplysningerne om nirvana vil jeg nævne begrebet shûnyata. Det kommer af sanskritordet shûnya, der er et tillægsord og betyder ’tom’. Hertil føjer man endelsen ta, der gør ordet til et navneord, så det bliver til ’tomhed’.

Shûnyata er den tomhed, som man oplever, når man i meditiation har ladet alle tanker komme og gå, men uden at følge op på en eneste af dem. Efter flere års daglig øvelse vil man efterhånden nå frem dertil, at sindet falder til ro i uforstyrret klarhed. Denne klarhed er shûnyata.

Hvad dette nærmere betyder, kan der læses mere detaljeret om i Jes Bertelsens udmærkede bog »Individuation« (Borgens Forlag, 1975), hvor han har et kapitel om ’det at øve’ på side 267 og fremad. Man behøver ikke at være buddhist for at praktisere Jes Bertelsens forslag til meditation for vesterlændinge.

Jeg har i årtier praktiseret denne enkle og enfoldige dvælen i mig selv, og den fører til oplevelser, som ikke kan beskrives sprogligt. Hvis jeg alligeve skulle beskrive tilstanden, kan jeg kun sige noget benægtende om den. Den er ikke slet og ret tomhed, men heller ikke noget andet. Det nærmeste, jeg kan komme i sproglig henseende, er at kalde shûnyata for det indholdsløse oprindelsespotentiale for alt, hvad der kan foreligge i sindet.

Men jeg kan pege på det med paradokset: Det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.



Med venlig hilsen

Kristian

Kære Zen.

Ifølge de overleverede beretninger om Buddha, svarede han ikke direkte på spørgsmål om det hinsidige. I stedet iagttog han 'en ædel tavshed'. Men du har efter min opfattelse ret i, at Buddha indirekte udtalte sig om det metafysiske. For eksempel var hans svar på spørgsmål om sjælens eksistens angiveligt: Gå selv hen og se efter!


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hvis man har valgt Buddha som kilde til den dybeste og mest afgørende livsvisdom, vil man tilslutte sig de fire ædle sandheder, som han forkyndte i sin berømte prædiken i dyrehaven i Sarnath i nærheden af Benares. Derfra går vejen videre ad erfaringsvejen, hvor man kigger efter i sit eget sind og forsøger at finde frem til, hvilke tankefluktuationer der tjener hvilke formål.

Buddha sagde, at man aldrig bør tro noget, før man selv har undersøgt det. Buddha beder ikke nogen om at tro på noget blindt. Han beder folk undersøge det selv.

Dette gælder også Jesus, som erklærer, at kun den, der vil gøre Guds vilje, skal erkende, om hans lære er fra Gud, eller om han taler af sit eget.

Ifølge de overleverede beretninger om Buddha, svarede han ikke direkte på spørgsmål om det hinsidige.

Nej, for det ville ikke gavne spørgeren. Heller ikke Jesus læsser al mulig "viden" på folk, men beder dem vende om som børn og holde hans bud.

Men du har efter min opfattelse ret i, at Buddha indirekte udtalte sig om det metafysiske.

Buddha var ikke uden metafysisk eller filosofisk "bid", som abhidhamma vidner om.

Kære Zen.

Jeg har kun læst nogle udvalgte tekster fra Abhidamma, eller Abhidharma, som denne del af den buddhistiske canon hedder på sanskrit. Abhidamma-teksterne blev nedskrevet af den ene fløj i det skisma, som opstod mellem munkene efter Buddhas død. Denne fløj kaldes også Theravadinerne, og de forekom i stort tal på Ceylon, ligesom det også er deres lære, der ligger til grund for Buddhismen i Bagindien.

Hvor meget eller hvor lidt i Abhidamma, der stammer fra autentiske Buddha-udsagn, kan jeg ikke sige noget fornuftigt om.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Nu har jeg ikke læst andet end en enkelt bog om Buddhas lære, kan ikke lige huske hvad den hedder, den ligger i Thailand.

Men jeg har den fornøjelse at være gift med en Thai buddhist, så jeg kender lidt til måden at buddhister lever med deres tro på.

Jeg blev gift i Thailand på traditionel thai facon, uden papirer, hvilket de fleste bliver.
Den dag vi skulle giftes, blev jeg "jaget" ned i den nærmeste shoppinggade i Bangkok, hvor vi normalt handler grøntsager mm, dette var klokken 6,30 om morgenen, min kommende viv købte en masse færdigkogt ris og kød og blomster.
På dette tidspunkt om morgenen kommer munkene og får deres madspande og skuldertasker fyldt op med mad, sæbe, tandpasta o.s.v. så der midt i morgenmylderet, folk skulle på arbejde og købte lidt færdigretter til at spise i løbet af dagen på arbejdet, måtte jeg lide den tort at falde på hug for en munk, med et wai (thai hilsen) og give ham de ting min kommende viv havde pålagt mig at give, munken sagde nogle bønner som jeg selfølgelig ikke forstod en pind af, min viv havde udført det samme ritual, med en anden munk.
Det tog ikke lang tid og vi kunne gå hjem til vores lejlighed. Selve brylluppet foregik hos mine svigerforældre lidt senere på dagen, hvor familiemedlemmer og venner var troppet op.
Her fik vi bundet bomuldssnore omkring vores håndled, jeg fik desuden store pengesedler bundet til snøren, hver og en deltog de mumlede alle en bøn som jeg stadig ikke forstod.
Efter at alle havde givet deres skærv, blev pengene samlet sammen i et andet rum og lagt på et stort fad sammen med de penge jeg, som thai tradition byder, havde givet(for min viv), summens størrelse kommer an på pigens tidligere liv og uddannelse, har hun været aldrig været gift og er barnløs er summen høj, har hun været gift behøver man ikke at betale, har hun ikke været gift, men har barn, er taksten forholdsvis lav, har hun en stor uddannelse, er ugift og barnløs, kan det dreje sig om millioner af bath.

Skålen med pengene blev så båret ind til selskabet af hendes mor og beløbet blev nævnt, så alle kunne beundre summen hendes datter var værd.
Pengene tilfaldt så svigermor, som gerne ville dele med sin datter, hvilket hun dog afslog.

Senere kørte hele selskabet til en stor restaurant, der lå lidt ude i havet, hvor vi havde bestilt 12 retter mad, jeg havde købt champagne i Danmark vi skulle nyde som velkomstdrik, men den blev serveret i store rødvinsglas, så den blev drukket som vin til maden, man havde godt nok fortalt mig at de havde champagneglas.

Da maden var spist var festen faktisk ovre og alle tog til hver sit.

Vi blev så i foråret lovformeligt gift her i Skåne.

Buddhismen er i Thailand en stor pengemaskine, for mig at se er det bare at få solgt så mange vokslys, lotusblomster,olie til at fylde på nogle store skåle med væger der brænder hele tiden, her gælder det om at vide hvilken tid på dagen man er født og under hvilket et stjernetegn, ellers kan man ikke deltage.
Der bliver også solgt små skåle med en masse småmønter i, disse mønter fordeler man i en række af skåle og afleverer så den tomme skål. Mønterne bliver senere tømt og solgt gang på gang.

Ved alle templer er der masser af boder, hvor man køber Lotusblomster, vokslys, småmønter,plastik spande med gaver til munkene, det er for det meste toiletartikler og tændstikker og cigaretter, der sælges også bladguld, til at klæbe på de mange opstillede buddhafigurer, guldet sidder ikke ret fast, så der flagrer guld rundt i luften ved det mindste vindpust.

Templerne er for det meste godt besøgt af folk der ønsker et eller andet, overalt er der bedende.
Der findes også nogle lange bægre med en håndfuld nummerede pinde i, man ryster bægeret frem og tilbage indtil en enkelt pind falder ud, man ser nummeret og går hen til en reol med små nummerede rum hvor der ligger nogle sedler,man finder det nummer man har rystet ud og kan så læse hvordan livet bliver for en.

Det der slår een i disse templer, er de små børn der ligger og ber bønner, som de aldrig havde bestilt andet, men det har sin forklaring, idet alle børn de første 3 skoleår bliver undervist af munkene, og kun om Buddha og thaibønner, så lærer de ikke andet så har de ihvertfald lært af bede.
Templerne ligger tit klods op ad skolerne, jeg vil kalde det indoktrinering af værste skuffe.
Før i tiden gik børn kun i skole 1-3 år, udenfor de store byer, så deres kendskab til at kunne læse,skrive og regne samt resten af verden var så at sige lig 0, de skulle arbejde for at skaffe føde til familien.

Det var så en smule buddhisme, som det gøres i Thailand.

Hej Treram.

Jo - der er langt fra "brudekøb" og "religiøst indoktrinerede børn" til "Nirvana".

Det første ved jeg kun lidt om - og det sidste slet ikke

M.v.h. Arne.