Hvis man har valgt Buddha som kilde til den dybeste og mest afgørende livsvisdom, vil man tilslutte sig de fire ædle sandheder, som han forkyndte i sin berømte prædiken i dyrehaven i Sarnath i nærheden af Benares. Derfra går vejen videre ad erfaringsvejen, hvor man kigger efter i sit eget sind og forsøger at finde frem til, hvilke tankefluktuationer der tjener hvilke formål.

Buddha sagde, at man aldrig bør tro noget, før man selv har undersøgt det. Derfor afviste han bl.a. ofte at tale om metafysiske spørgsmål, selv om han faktisk formulerede en del om det.

Kære Arne.

Dit indlæg viser i sig selv, at dit kendskab til Buddhismen ikke er så spinkelt, som du i din velkendte beskedenhed angiver.

Du nævner specifikt Ole Nydahl, der har udført et stort arbejde på at udbrede kendskabet til Buddhismen. Han har også været primus motor for oprettelsen af Karma Kadjy Centret (Buddhistisk Center København) på Svanemøllevej i København.

Ole Nydahl repræsenterer den variant af Buddhismen, som – så vidt jeg er orienteret – har fundet størst interesse her i Danmark. Den kaldes Vayarana (Diamantfartøjet), og den står stærkt i navnlig Tibet, hvor Dalai Lama er dens overhoved. Ole Nydahl kender da også Dalai Lama personligt.

Andre hovedretninger er Mahayana (Det store Fartøj) samt Hinayana (Det lille Fartøj). Disse to hovedretninger opstod forholdsvis kort tid efter den historiske Buddha’s død, hvor der opstod en lærestrid mellem munkene. Men alle de tre nævnte hovedretninger hviler éntydigt på Buddha’s lære.

Om hvad buddhisten skal tro, før han kan erfare, har jeg forsøgt at skrive noget om til Anne, og jeg henviser derfor til dette indlæg. Hvis du har spørgsmål til dette, er du velkommen til at stille dem.

Jeg giver dig medhold i, at jeg burde have medtaget noget så væsentligt som ’nirvana’ i mine oplæg, og jeg skal forsøge at indhente det forsømte.

Ordet kommer af sanskritroden √vâ, der betyder at blæse. Foran dette sætter man den benægtende forstavelse nis, der på grund af visse lydregler i sanskrit bliver til nir, så vi får ordet nirvana. Ordet betegner, at noget er blevet blæst ud. Og det, der er blevet blæst ud, er egoismens flamme, hvilket opnås ad meditationens vej ved at følge den vej, som Buddha anviser i tilknytning til læren om de fire ædle sandheder.

Nirvana kan – ligesom i Hinduismen – opnås i levende live. Og Buddha siges at have opnået nirvana, før han opgav ånden og døde. Når nirvana er blevet en stabil tilstand i sindet, vil alle karmiske bindinger være opløst, og der er derfor ingen betingende omstændigheder, der giver anledning til en genfødsel.

I tilknytning til oplysningerne om nirvana vil jeg nævne begrebet shûnyata. Det kommer af sanskritordet shûnya, der er et tillægsord og betyder ’tom’. Hertil føjer man endelsen ta, der gør ordet til et navneord, så det bliver til ’tomhed’.

Shûnyata er den tomhed, som man oplever, når man i meditiation har ladet alle tanker komme og gå, men uden at følge op på en eneste af dem. Efter flere års daglig øvelse vil man efterhånden nå frem dertil, at sindet falder til ro i uforstyrret klarhed. Denne klarhed er shûnyata.

Hvad dette nærmere betyder, kan der læses mere detaljeret om i Jes Bertelsens udmærkede bog »Individuation« (Borgens Forlag, 1975), hvor han har et kapitel om ’det at øve’ på side 267 og fremad. Man behøver ikke at være buddhist for at praktisere Jes Bertelsens forslag til meditation for vesterlændinge.

Jeg har i årtier praktiseret denne enkle og enfoldige dvælen i mig selv, og den fører til oplevelser, som ikke kan beskrives sprogligt. Hvis jeg alligeve skulle beskrive tilstanden, kan jeg kun sige noget benægtende om den. Den er ikke slet og ret tomhed, men heller ikke noget andet. Det nærmeste, jeg kan komme i sproglig henseende, er at kalde shûnyata for det indholdsløse oprindelsespotentiale for alt, hvad der kan foreligge i sindet.

Men jeg kan pege på det med paradokset: Det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.



Med venlig hilsen

Kristian

Kære Zen.

Ifølge de overleverede beretninger om Buddha, svarede han ikke direkte på spørgsmål om det hinsidige. I stedet iagttog han 'en ædel tavshed'. Men du har efter min opfattelse ret i, at Buddha indirekte udtalte sig om det metafysiske. For eksempel var hans svar på spørgsmål om sjælens eksistens angiveligt: Gå selv hen og se efter!


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hvis man har valgt Buddha som kilde til den dybeste og mest afgørende livsvisdom, vil man tilslutte sig de fire ædle sandheder, som han forkyndte i sin berømte prædiken i dyrehaven i Sarnath i nærheden af Benares. Derfra går vejen videre ad erfaringsvejen, hvor man kigger efter i sit eget sind og forsøger at finde frem til, hvilke tankefluktuationer der tjener hvilke formål.

Buddha sagde, at man aldrig bør tro noget, før man selv har undersøgt det. Buddha beder ikke nogen om at tro på noget blindt. Han beder folk undersøge det selv.

Dette gælder også Jesus, som erklærer, at kun den, der vil gøre Guds vilje, skal erkende, om hans lære er fra Gud, eller om han taler af sit eget.

Ifølge de overleverede beretninger om Buddha, svarede han ikke direkte på spørgsmål om det hinsidige.

Nej, for det ville ikke gavne spørgeren. Heller ikke Jesus læsser al mulig "viden" på folk, men beder dem vende om som børn og holde hans bud.

Men du har efter min opfattelse ret i, at Buddha indirekte udtalte sig om det metafysiske.

Buddha var ikke uden metafysisk eller filosofisk "bid", som abhidhamma vidner om.

Kære Zen.

Jeg har kun læst nogle udvalgte tekster fra Abhidamma, eller Abhidharma, som denne del af den buddhistiske canon hedder på sanskrit. Abhidamma-teksterne blev nedskrevet af den ene fløj i det skisma, som opstod mellem munkene efter Buddhas død. Denne fløj kaldes også Theravadinerne, og de forekom i stort tal på Ceylon, ligesom det også er deres lære, der ligger til grund for Buddhismen i Bagindien.

Hvor meget eller hvor lidt i Abhidamma, der stammer fra autentiske Buddha-udsagn, kan jeg ikke sige noget fornuftigt om.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen