Kære alle

Læs lige denne artikel

Måske islam skulle overveje at indføre nadverfællesskab?

Symbolsk kannibalisme synes at være et karakteristisk træk ved mange religioner.

Rigtig kannibalisme er mere håndgribelig. Der skal du sætte ofrets hjerte til livs for at overtage hans evner.

Men det kan selvfølgelig have sine omkostninger, som kannibalen med mavepine udtrykte det: "Det må være en eller anden, jeg har spist."

Men det kunne jo også være en maveforkølelse på grund af, at hans kone havde givet ham en kold skulder.



P.S. Thomas er mere behersket. Han kræver blot en symbolsk indtagelse af Jesus spyt (drik af hans mund), men da jeg hverken er homoseksuel eller russer, takker jeg pænt nej.

.

Kære Ole Bjørn.



Jo, det gjorde hun, fordi han kom for sent hjem til middagen. En anden kannibal, der kom rettidigt hjem, spurgte forventningsfuldt: Hvad skal vi have til middag?

Farseret indianer!

Øv, fjerkræ igen!


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Peter.

Ja, den slags ser man jo også indenfor kristendommen - f.eks. grædende eller blødende ikóner (så vidt jeg husker).

Det minder mig om, hvad ikonologen Leonid Ouspensky i sin bog; "Theology of the Icon" i 1978 citerede den hellige Josef af Volokolamsk for i hans "Budskab til en Ikonograf":

"Ved at ære Ikón'er ærer vi ikke en genstand, men idet vi starter fra denne genstand, løfter vi vores sind og ånd mod Guds kærlighed - målet for vores længsel."

En kolossal narresut? - ja måske.

Men længslen er jo reel nok - enten det så er en bøf, en oblat eller en Ikón

M.v.h. Arne.

Kære Arne

Et ikon eller statue er menneskeskabt med bestemte formål. Jeg benægter ikke, at sådanne kan have en positiv eller mirakuløs virkning på mennesker. Men at se et guddommeligt mirakel i en bøf eller et stykke ristet brød, er for mig at se langt ude.

Hvis folk har længsel efter Gud, kan de jo gå til kirken eller moskeen

Mener du så, at man kan møde Gud i kirken eller moskeen? Kirken og moskeen som institution og bygning er skam også menneskeskabt.

At dele et stykke brød ud handler ikke alene om "et stykke ristet brød" men om selve handlingen akkurat som det at stå over for Kristi kors ikke bare handler om et gammelt stykke træ eller en figur af bronze.

Mvh
Anne

Input:

Personligt tror jeg at man kan møde G-D alle steder.. Som en rabbiner jeg talte med til en sammenkomst sagde: G-D er over alt hvor du inviterer Ham indenfor..

En af de ting som jeg virkelig er fascineret over ved de chassidiske jøder, er at deres grundlægger, Baal Shem Tov, 'erkendte' at G-D ikke kun kan nåes ved akademiske studier i yeshivaen, men (og måske endda i langt større grad) kan erfares i naturen.. Han havde for vane at bede i skoven mellem dyrene.. Jeg har selv prøvet dette, at bede i naturen, og det giver noget helt fantastisk som man ikke finder andre steder..

Hvad angår deling af brød og tilbedelse af idoler, så mener jeg ikke at det kan puttes i samme bås.. At dele brød i fællesskab (eller at spise et måltid sammen, som det jo reelt er) er et udtryk for samhørighed under samme G-D..

Idoler mener jeg er forkert.. Jeg kan godt følge eksemplet med at det symboliserer noget større, men mennesket har alt for ofte vist, at det et tilbede håndgribelige genstande er så meget lettere, specielt når vi står over for dem.. Se bare de mange eksempler med folk der knuger deres kors ind til sig, når de er i utrygge situationer.. Genstanden bliver en sutteklud og det forblænder deres tro til den virkelig G-D..

Bare et par tanker fra min side:o)

Mvh

Kære Anne

Jeg formoder at der skulle stå:
"Mener du så, at man kun kan møde Gud i kirken eller moskeen?"

svar: Nej, men det var et udgangspunkt til at begynde med. Jeg er godt klar over, at det er handlingen der ligger bag en oblat i kirken, men det jeg opponerer mod er at en bøf med en Allah formation på eller en stykke ristet toast med kristi ansigt på, i sig selv skulle være et mirakel.

Kære Peter

Jeg har lidt problemer med min computers netforbindelse for tiden, så derfor lykkedes det mig ikke i går at læse artiklen, men det gjorde det til gengæld i dag.

Jeg forstår udmærket dit standpunkt mht Allah på et stykke kød. Der ligger jo ingen symbolsk handling bag, snarere en autoritær tro, sådan som jeg umiddelbart opfatter de lærde imammers udsagn.

Nadverhandlingen finder jeg på mange måder som udtryk for et dybt fællesskab omkring og med Jesus, ikke blot som en kirkelig dogmatisk handling men derimod som en troens handling i et kristent fællesskab omkring Herren Jesus Kristus.

Du skriver så:



Nej, det var ikke just min hensigt, men nu hvor jeg har læst artiklen forstår jeg bedre dit udsagn. Og dog - jeg forsøgte nok at kaste lidt lys på, om det at længes efter Gud kan løses ved at henvise til kirken. Jeg mener derimod, at Gud er at møde i livets mange relationer, fordi vi på et dybere plan er forbundet med hinanden.

Men for en god lutheraner hedder det trods alt, at evangeliet skal prædikes og sakramenterne forvaltes, og dette foregår jo netop i kirken under gudstjenesten. Det betyder dog ikke, at nadverhandlingen er forbeholdt kirken eller en bestemt autoritet.

Mvh
Anne

Kære Borad

Tak for dit gode input.

Nu er jeg gået med i en udveksling omkring det at 'møde Gud'. Det giver mig lidt problemer i og med, at det kan komme til at blive et spørgsmål om, hvor og hvornår man kan møde Gud. Møder vi Gud i kirken, i synagogen, i skoven, ved vandet, ved alteret eller i mødet med sin næste? Findes der et princip for det at møde Gud?

For mig betyder Gud et gudsforhold, og dette er et forhold, der er betydningsfuldt i alle livets relationer. At invitere Ham indenfor er for mig at se det samme som at sige JA til Gud i livet, ikke blot som en idé eller religiøs tilbedelse, men derimod et JA til Gud i enhver relation (dette 'ja' finder jeg så i Kristus; han kalder, jeg følger efter..). Siger jeg nej, har jeg derimod valgt at afvise gudsforholdet. Her er jeg altså helt enig med den rabbiner, du talte med.

Jeg er også glad for Baal Shem Tovs udsagn om, at Gud ikke kun kan erkendes ved akademiske studier i yeshivaen. På samme måde må det forholde sig i andre religioner. F.eks. er mit studie ikke blot et udtryk for, at jeg vil møde Gud eller erkende Gud.

Hvis Gud er overalt, handlet det måske mere om, hvor vi er? Jeg tror ikke, at Gud er mere i naturen osv, men naturen kan give os en ro til at kunne fordybe os i bøn og lign., og vi kan have brug for et rum alene med Gud, hvilket nogle så finder i naturen og andre i kirken. For mit eget vedkommende finder jeg en god ro i nadveren. Det behøver ikke nødvendigvis være i kirken, det kan også være at nadverordene pludselig dukker op, eller at jeg holder nadver på anden vis dér, hvor vi er mindst to samlet om Kristus. Et sådant "måltid" eller for den sags skyld en fællesbøn eller et helt konkret kors ser jeg ikke som udtryk for en sutteklud, nej, det er alt sammen noget, der kommer til udtryk i gudsforholdet, og da dette forhold ikke er et intellktuelt forhold må vi også have kroppen med også forstået som os selv i livets mange relationer.

Mvh
Anne

P.S
Jeg er ikke så velkendt med de hebraiske termer du af og til bruger. Det vil være en stor hjælp, hvis du vil skrive i en parantes, hvad det betyder på dansk med mindre det er irrelevant.

Hej Peter.

Jeg er enig med dig i, at Ikóner blot er redskaber.

Angående hvordan mennesker håndterer deres længsel efter Gud, når de har en sådan længsel, så er de jo nok ikke nemme at styre ;)

M.v.h. Arne.

Hej Anne:o)..



Jeg kan sagtens følge dig i det du siger om det at have en relation til G-D i enhver henseende.. Han er jo ikke bare en vi lige ringer op, når vi lige føler behov for Ham.. Han er med i alt, når vi ellers ønsker at have en relation med Ham..

Jeg har et klistermærke siddende på min dør, med en smiley der forestiller en glad jøde og teksten "Daber im haShem v'hakol yistader!" - Tal med G-D og alt vil ordne sig.. Det er mottoet for Rav Nachman Meuman og hans disciple.. Dem vil jeg fortælle lidt mere om længere nede, for de fortjener virkelig omtale;o)..

Jeg holder personligt meget af det motto, for jeg føler der ligger meget i det.. Det er jo ikke bare det at klage sin nød, men at involvere Ham, have Ham med i det daglige.. Når man f.eks. ser jødedommen udefra (ja, selv indefra) så kan det virke meget officielt med vores faste bønner, men det er jo ikke hele vores forhold til Ham.. Vi er både Hans tjenere, men også Hans børn, og det sidste er vidst let at glemme til tider.. Vi vil jo gerne være voksne og ansvarlige, men, som vi jo også oplever med vore jordiske forældre, til tider er vi jo også bare børn der har brug for et personligt forhold til vore forældre.. Ikke bare at bevise os selv hele tiden, men at blive accepteret og elsket for dem vi er, på trods af dem vi er (kan man sige:o)..



Studierne er gode, ingen tvivl om det.. Men det er ikke det hele.. Havde det alene været studier der have været af det gode, så havde vi nok ikke haft andre ting i vores liv:o)..

Personligt giver studierne mig en stor forståelse for hvordan jeg bør leve mit liv i henhold til Hans vilje (som jøde forståes), men naturen giver mig en langt større forståelse for hvordan verden er skruet sammen.. Når jeg bliver påbudt at behandle dyr godt, så finder jeg jo først ud af hvordan jeg behandler dyr godt i min relation til dem.. Når jeg får at vide at jeg skal elske min næste som er mig lig, så er det først i mødet med min næste at jeg forstår det fuldt ud..

Jeg vil sige at kristendommen faktisk til tider giver udtryk for at forstå dette, at det ikke handler om at være belæst og vidende for at have en relation til G-D, men at være som et barn (ikke barnlig:o).. Kong David bliver jo også beskrevet som en der blev så henrykket, at han dansede foran Herren.. Dét er jo også en del af det, på trods af at kongen til hver en tid skulle bære en Torahrulle med sig..



Jeg er enig med dig.. Det handler i vid udstrækning om hvor vi selv er.. Både fysisk og mentalt:o).. Naturen giver noget som kirken/synagogen/moskéen ikke giver og omvendt..

Nu nævner du nadver i kirken.. Oprindeligt var nadveren jo et fællesmåltid, ikke et tørt stykke brød der bliver proppet i munden, mens man sidder på knæ foran præsten (som en præst engang udtrykte det for mig).. Jeg forstår ikke hvordan det er gået fra det ene til at blive det andet og jeg synes egentlig det er lidt ærgeligt..

Måltidet er jo et kapitel for sig og bør nydes uden for det 'hellige' rum i trygge rammer, hvor det er relationen til næsten som familie i troen (eller inden for stammen i vores tilfælde:o) der er i centrum.. Som en chasidisk talemåde gengiver det: "G-D er i mødet mellem to mennesker"..

Jeg tror faktisk at en stor del af hemmeligheden i det at være troende, er at kunne relatere sig til verden i erkendelse af at man bare er én blandt mange.. Og det behøver man såmæn ikke være troende for at gøre:o)..



Jo, naturligvis.. Nogle gange er jeg bare ikke helt sikker på hvad der er relevant og ikke er relevant:oS.. F.eks. et udtryk som 'chasid'.. Men jeg vil forsøge at gøre det fremover:o)..
Jeg kan så starte med at sige, at chasidisme er en 'åndelig' bevægelse inden for jødedommen.. De jøder som man kalder 'ultra-ortodokse' er chasidim.. Ordet kommer af 'chesed' (bamhjertighed) og, som allerede nævnt, bygger på et personligt forhold til G-D som bamhjertig G-D.. Indenfor chasidismen er der så endnu flere grupper, som igen er delt op i flere grupper..

Jeg er ikke selv chasid men 'moderne ortodoks', men beundrer og lader mig dog inspirere af dem på mange områder..

Angående Rav Nachman Meuman og hans disciple.. Hvis du en dag kommer til Israel, b''H, så vil du sikkert opleve en bil komme kørende med høj technomusik komme kørende forbi dig, stoppe ved en plads og nogle jøder med kraftigt fuldskæg, tzitzit (skuesnore) og kippot ('kalotten) hoppe ud for derefter at begynde at optræde med temmelig akrobatisk dans, for derefter at bede om bidrag, lidt som vi oplever det med gadekunstnere her i Danmark rundt omkring, bortset fra at de giver alle pengene til velgørenhed.. Det er et syn der skal opleves.. Første gang jeg oplevede det, tabte jeg næse og mund:o).. Du kan være sikker på fest hvor de kommer;o)..

Mvh