Jeg tror vi alle har været ude for noget tilsvarende. Hans Scherfigs roman "det forsømte forår" er et fint eksempel på disse lærere som lever helt i deres eget univers og har en stor uretmæssig påvirkning på deres elever.

Det er svært at komme helt uden om fænomenet indoktrinering. Vi bliver alle påvirket af det miljø vi vokser op i om det så er kristent, muslimsk eller ateistisk. Hvis forældrene selv er helt begrænsede af deres opfattelse er det svært at bede dem om at opdrage deres børn i frihed.

Men denne pådutning vi så har været udefor i barndommen og ungdommen bliver så, når vi bliver voksne, til en del af vores baggrund og en del af den vi er. Selv om det kan være lidelsesfuldt at kigge tilbage på, har det dog været en del af det som gør os til det vi er.

Det er svært at få et fornuftigt forhold til alt dette før bagefter. Den umiddelbare reaktion vil være et oprør mod den begrænsning som er blevet påduttet os (jfr. begrebet ungdomsoprør).

Når vi er færdige med denne udviklingsproces forekommer det mig at det påligger os at opdrage vores egne børn i frihed.

Men, som sagt, det er svært at opdrage sine børn i frihed, hvis man ikke selv er fri.