|
0
registrerede
299
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#15836 - 09/07/2013 11:07
At være
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7184
Sted: Sydsjælland
|
|
Efter gennem længere tid at have fulgt med her på Trosfrihed.dk, så synes jeg, det mest spændende emne er opfattelsen/oplevelsen af dét at være til.
Det er skønt, synes jeg, at alle kan komme til orde her, og det behøver jo ikke at være fint formuleret, hvad man skriver, men min erfaring er, at alene dét at begynde at udtrykke egen opfattelse/oplevelse af hvordan tilværelsen er, det gør – i hvert som jeg har erfaret det – at der begynder at ske noget – indvendigt 
Det, der umiddelbart synes klart, kan godt begynde at ændre sig – når der kommer ord på.
Det samme kendes jo også indenfor psykologi (psykoterapi og psykoanalyse).
Nu skal man jo ikke være sart her, hvor der er debattører, som åbenbart mere deltager i den hensigt at nedgøre andres meninger end at udtrykke egne.
Hvis sådanne indlæg alene synes nedgørende – og ikke bidrager til afklaring og udvikling – kan man jo bare ignorere dem 
Der er mere mellem himmel og jord, sagde Shakespeares Hamlet til Horatio og Den Danske Ordbog skriver herom: Talemåde: Man skal ikke afvise det tilsyneladende uforklarlige, blot fordi man ikke kan fatte det med sin begrænsede forstand.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=himmel (klik)
”Mere mellem himmel og jord”, de ord kan de fleste af os vist tilslutte sig – jeg kan i hvert fald.
Men første gang det rigtig gik op for mig var, da jeg sad på et sygehus og ventede på min dom på basis af røntgenundersøgelse nummer to af mine lunger pga. en ulidelig hoste, der var kommet, efter at jeg var holdt op at ryge.
Sandsynligheden for lungekræft var nok mindst 50 %, og mens jeg ventede, tænkte jeg på min meget muligt meget korte sidste levetid, men også på, hvordan det ville være ikke at eksistere – og jeg opdagede, at denne totale intethed var det umuligt for mig at forestille mig, uanset hvor meget jeg forsøgte.
Jeg fik så alligevel ikke nogen her-og-nu-dødsdom (at en dødsdom på et ukendt tidspunkt venter os alle, det er jo en anden sag), men forsøget på at forestille sig ikke at være gjorde nu oplevelsen af det at være fantastisk og vidunderlig – ikke længere bare en selvfølge – og verden, og jeg selv, så pludselig anderledes ud 
Det er nu anden gang, jeg forsøger at beskrive den oplevelse. Dengang da jeg oplevede det, hæftede jeg mig ikke særlig meget ved det, var blot lettet over at truslen var fjernet, men da jeg første gang, mange år senere, søgte at beskrive det, gik det op for mig, at den oplevelse har langt større dybde og perspektiv, end jeg ført opfattede – og nu, hvor jeg forsøger igen, bliver perspektivet endnu større.
Jeg har en bevidsthed, jeg oplever denne verden, og jeg oplever mig selv – både som mig og som en del af verden – og det er jo ikke kun det, at jeg eksisterer, der er så fantastisk, det er jo om muligt endnu mere fantastisk, at verden eksisterer.
Shakespeare har jo ret i, at der er mere mellem himmel og jord, for hvor godt kender jeg egentlig mig selv, og hvor meget ved jeg om verdens væren? Øh – ja det er vist ikke så farlig meget
Hvem er jeg? Jo, noget ved jeg jo, noget bilder jeg mig ind – og en hel masse ved jeg stort set intet om.
Via psykologi ved jeg efterhånden lidt om mine fortrængte traumer, ”ar i sjælen”, der kan erkendes, men ikke fjernes, og som alligevel – enten jeg vil eller ej – i høj grad styrer min måde at være på.
Dertil kommer så, hvad jeg tror C.G. Jung har ret i: Det kollektivt ubevidste, som også nok i høj grad styrer mig – uanset min vilje – eller nok rettere: som i høj grad styrer min vilje.
Og verden, hvor meget ved jeg om den verden jeg er til i? For nylig så jeg, at naturvidenskaben mener kun at vide noget om nogle få procent af hele verden, som den er i dag, mens verdens fortid og fremtid fortoner sig i det totalt uvisse – og i kvantefysik ser det ud til, at subjekt og objekt ikke kan adskilles.
Og her tales endda kun om data – ikke om verdens væren - hvis der er sådan en.
Hvordan kan man leve godt og rigtigt på så spinkelt et grundlag? Det har vi mennesker jo skabt utallige myter om – både i eventyr, i kunst, i filosofi, i religiøse idéer og i metafysik.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=metafysik (klik)
At vi ikke her befinder os ”på sikker grund” kan enhver rationalist bevidne, men holder vi os alene til det sikre (som nok alligevel ikke er så sikkert endda), bliver det jo en meget indskrænket verden at leve i, vil jeg mene.
Og i hele denne brogede verden er der én idé, ét udtryk, der gør mere indtryk på mig end alt andet: Kærligheden i Kristusfigurens øjne her i billedgalleriet
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/galleries/5147/IKON_AF_KRISTUS.html (klik)
Det kan forekomme at være sentimentalt, banalt, naivt og sikkert meget andet lignende, men når alvoren i denne kærlighed først virkelig bliver opfattet/oplevet, så ”fordamper” de indvendinger i mig
Det er mere end 20 år siden, jeg først så de øjne, og for hvert år jeg genser dem (ikke blot på et foto) bliver alvoren og intensiteten dybere og stærkere.
Dette udtryk er for mig: Menneskeskabt guddommelighed.
Tænk at vi kan 
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
|
#15840 - 09/07/2013 16:22
Re: At være
[Re: Arne Thomsen]
|
|
|
Hej Arne, Når du bl.a. skriver følgende: Via psykologi ved jeg efterhånden lidt om mine fortrængte traumer, ”ar i sjælen”, der kan erkendes, men ikke fjernes, og som alligevel – enten jeg vil eller ej – i høj grad styrer min måde at være på. Dertil kommer så, hvad jeg tror C.G. Jung har ret i: Det kollektivt ubevidste, som også nok i høj grad styrer mig – uanset min vilje – eller nok rettere: som i høj grad styrer min vilje. Og verden, hvor meget ved jeg om den verden jeg er til i? For nylig så jeg, at naturvidenskaben mener kun at vide noget om nogle få procent af hele verden, som den er i dag, mens verdens fortid og fremtid fortoner sig i det totalt uvisse – og i kvantefysik ser det ud til, at subjekt og objekt ikke kan adskilles. Citat slut. Tænker jeg, at det er en helt utrolig spændende tid, vi lever i (denne gang :)). P.t. læser jeg en bog skrevet af Alexander Loyd og Ben Johnson: The Healing Codes - helbred dig selv. Fra bogens bagside citeres: Med The Healing Code får du nøglen til at åbne for dit eget gudgivne sundhedspotentiale. Jeg vil ikke gå nærmere ind på, hvad og hvordan forfatterne er nået til deres opdagelse, men finder, at det hænger helt sammen med netop vor tid lige nu - nærmere forstået omkring det, man nu ved - som du nævner omkring kvantefysik. Bogen kan lånes på biblioteket. Det gjorde jeg, men da jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere den, måtte jeg ud og købe en. ... På nettet findes en del om The Healing Codes og hvad de går ud på - og kan hjælpe med. Min egen oplevelse er, at den går meget dybt og løser op for "ar i sjælen", idet den "gør noget ved" alt det underbevidste, som hidtil har været vanskeligt at gøre noget vedvarende ved, men som på samme tid må erkendes som værende utrolig styrende i et menneskeliv på alle planer. m.v.h. Zenia NB: Jeg finder det interessant at læse om, at forfatterne når til, at det ikke at være i stand til at tilgive findes som årsag til enhver ubalance og sågar sygdom? Citat fra bogen: Utilgivenhed røbes ofte af en eller anden form for vrede eller irritation eller manglende lyst til at være i nærheden af en given person. Citat slut. (Kunne næsten være skrevet af fra EKIM) ... og hvem af os har ikke noget at arbejde med her, tænker jeg bare.
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#15848 - 10/07/2013 10:27
Re: At være
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7184
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Zenia.
Du skriver bl.a. om evnen til at tilgive, og dér tror jeg helt bestemt, at du har fat i noget meget væsentligt.
Om Alexander Loyd og Ben Johnson: "The Healing Codes - helbred dig selv" har jeg ingen mening, men forstår, at det har noget med en påstået "cellulær hukommelse" at gøre, hvilket nok heller ikke er usandsynligt.
Når jeg skrev om "psykiske ar", var det som modsætning til fortrængte "åbne blødende og betændte sår" - for nu at blive i billedsproget
Min erfaring fra psykoterapi/-analyse handlede om et ubærligt og fortrængt savn af kærlighed og tryghed som lille barn forårsaget af, at den slags behov absolut ikke blev imødekommet af de førende autoriteter angående børneopdragelse i 1930'erne.
Det var smertefuldt at grave frem fra mit personligt ubevidste, og det førte til stor vrede mod især min mor - en vrede, som jeg ikke vidste, at jeg havde - og havde haft lige siden min barndom (fortrængt).
Men efterhånden fik min nye indsigt mig til at forstå, at de jo ikke vidste bedre, og at de jo også var underlagt, hvad der skete i deres barndom.
På min mors dødsleje på et tidspunkt, hvor hun måske dårligt nok var ved bevidsthed, kyssede jeg hende på panden.
Det var rent spontant - og uden tanke for, hvad hun altid havde sagt: "Kys og kram er noget skidt!"
Der gik min vrede over - jeg fik ro i sindet.
Men der er stadig et "psykisk ar": I alle årene havde jeg ikke kunnet acceptere, når en kuglepen blev væk, og jeg brugte urimelig megen energi på at finde den igen - uanset at jeg havde masser af andre kuglepenne.
Det var "Mor er gået fra mig" - blev jeg omsider klar over
I dag kan jeg grine ad det, men arret er der stadig: Jeg mærker stadig mere end rimeligt trangen til at hente den kuglepen tilbage, der "er gået fra mig"
For mig er det klart, at det var forståelse og indsigt, der åbnede for, at jeg omsider kunne tilgive - og det er netop dét (og meget andet), jeg oplever, lyser ud af Kristus Ikonens dybt alvorlige indtrængende elskende øjne.
Men har man ikke fred i sindet - og står dogmerne i vejen - spirer kærligheden nok ikke
M.v.h. Arne.
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#15851 - 10/07/2013 22:01
Re: At være
[Re: Arne Thomsen]
|
|
|
Hej Arne, Tak, fordi du så åbent deler noget, som går SÅ dybt. Jeg har selv i min indgang til dette liv bedt om at blive født af forældre, som ikke kunne høre. Givetvis har det været årsag til megen forladthedsfølelse og ensomheds-ditto ... livet igennem. Men min tro på, at jeg selv har valgt ... eller min Sjæl har haft tiltro til, at det kunne jeg klare i en fysisk tilværelse - har fået mig til at finde både overskud og sågar mening og retning i livet med det også. Vedrørende tilgivelse er det, du skriver jo helt åbenlyst (for mig) en forståelse af, at man bør tilgive mere for sin egen end krænkerens skyld. ... Det er jo den eneste måde, man kan opnå fred i sit sind ... og som jeg er skruet sammen ... får ens omgivelser langt ud også glæde af det - måske endda den mor, som længst er draget herfra og ikke kunne handle anderledes med den bagage, hun nu engang havde på det tidspunkt, ... men måske kan hun nu fra sit sted glæde sig over, at tilgivelse er givet og fred er opnået. ...:) Alt vel - Zenia
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15852 - 11/07/2013 10:07
Re: At være
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7184
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Zenia.
Tak for din medfølelse med moderen (min), der jo "ikke kunne handle anderledes".
Perspektivet, at hun "lever videre i en anden verden", at vi alle gør, må jeg indrømme, at jeg aldrig har taget rigtig alvorligt, og jeg ser nu, at det er en fejl, og at jeg nok har været lidt for optaget af den mistanke, at vi mennesker ikke kan udholde vores egen intethed og derfor må finde os en "åndelig sutteklud".
Vor tids kristendom afviser jo reinkarnation (klik) til fordel for opstandelse (klik), mens man vist roligt kan regne med, at ateister afviser begge dele.
Men idéen (klik) om reinkarnation "spøger" fortsat i kristendommen, og den er jo en fast del af bl.a. hinduisme og buddhisme.
I Østens religioner er reinkarnation vist nærmest en plage, og både i buddhismen og hinduismen er forløsningen Nirvana (klik), som jo ligger udenfor almen menneskelig fatteevne.
Jo, selvfølgelig skal det tages alvorligt, spørgsmålet om, hvad døden fører til, men jeg er ikke i stand til at nå frem til nogen overbevisning eller tro, så jeg er havnet i den nok lidt snusfornuftige holdning: Den tid den sorg/glæde - for i stedet at leve livet så fuldt ud, jeg kan - mens jeg har det
Men nu åbner du jo (i hvert fald for mig) et nyt perspektiv, når du skriver:
Jeg har selv i min indgang til dette liv bedt om at blive født af forældre, som ikke kunne høre. Givetvis har det været årsag til megen forladthedsfølelse og ensomheds-ditto ... livet igennem. Men min tro på, at jeg selv har valgt ... eller min Sjæl har haft tiltro til, at det kunne jeg klare i en fysisk tilværelse - har fået mig til at finde både overskud og sågar mening og retning i livet med det også. smiler
Det er jo bestemt ikke Østens religioners "trædemølle", snarere tværtimod.
At det lægger et enormt ansvar på dine egne skuldre, det er jo indlysende, men at det også giver dig spirituel styrke (kan man måske kalde det), det er jo åbenbart.
Det er, synes jeg, et strålende perspektiv, og det skal jeg nok ha' lidt tid til at leve mig ind i
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#15859 - 11/07/2013 17:26
Re: At være
[Re: Arne Thomsen]
|
|
|
Først lige en tilbagevenden til The Healing Codes, som du helt nøjagtig forstår til at være en opdagelse af, at vore celler rummer hukommelsen fra alt, vi har oplevet og gennemgået i dette (og alle tidligere) liv. Fra mit eget liv kommer følgende (af mange) oplevelser: Da jeg for mange år siden var på kursus i Reiki Healing, skulle vi kursusdeltagere prøve det af på hinanden. Første gang jeg oplevede det, var det en ung kvinde, som skulle heale mig. ... Hun gik stille og roligt til værks, og det udviklede sig harmonisk ... lige til hun satte hånden på min venstre hofte ... for i det øjeblik brød jeg hulkende sammen i gråd og sorg. ... Det var uforklarligt for mig, og underviseren måtte tage over og forklarede, at min krop fortalte om en helt utrolig historie fra et tidligere liv. ... Underligt nok har det været et område, som altid har voldt mig problemer, og forløsningen skete heller ikke her, for siden har jeg oplevet flere gange noget lignende under healing. ... Dog hver gang med en fornemmelse af, at smerten blev lettet hver gang. ... Det var lidt omkring den bog, som jeg p.t. er optaget af og spændt på, hvad den kan give. ... Du skriver lidt omkring kristendom og reinkarnationstanken. ... Som jeg ser det, udvider tanken om reinkarnation i den grad vores referenceramme, at vi simpelthen ikke længere kan tage den påstand seriøst, at kun én religion har de virkelige svar på livet, mens alle andre religioner er falske eller mangelfulde. Måske har vi alle i vor menneskelige evolution været omkring alle kontinenter og alle religioner. Måske minder de os om tilsammen, at selv om vores jordiske eksistens er betydningsfuld, så er den også forbigående. ... I hvert eneste oplevet liv er der nye regler at lære om de spil, som vi spiller og omdirigerer os mod vores endelige destination. Jeg finder, at reinkarnation er fuldstændig forenelig med kristendommens grundlæggende budskab, men derimod ikke helt med den teologiske chauvinisme. Når Jesus blev spurgt om, hvad der var det største bud, svarede han: "Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind". ... Og: "Du skal elske din Næste som dig selv" Intet sted i Bibelen står, at man skal tilhøre en bestemt religion ... så jeg tolker det som - kan man kalde det en form for universel åbenhed overfor Godhed omfattende enhver uanset trossted eller evt. mangel på tro overhovedet ... som vi endnu ikke er nået til at kunne efterleve, men som dog flere og flere bliver obs. på. At der ér udvikling i den rigtige retning, tror jeg på. Engang prædikede den katolske kirke, at "Uden for kirken er der ingen frelse" ... Det er da heldigvis blevet forladt. ... Ikke mere - ud over venlige tanker Zenia
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#15898 - 19/07/2013 15:30
Re: At være
[Re: Anonym]
|
|
|
A pro pos et andet indlæg om høns i dag, tænker jeg omkring det, du skriver om selvhjælpsbøger, at det ind imellem hænder, at
"blind høne finder et korn"
men det betinger jo også, at man har mod og tid og lyst til at gå i gang med det"store gedemarked", hvor det må indrømmes, at meget godt kunne undværes - og dog, måske er der andre, som finder dét udbytterigt, som JEG ikke lige mener at kunne bruge. ...
m.v.h.
Zenia
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#15910 - 24/07/2013 10:29
Re: At være
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7184
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Zenia.
Jeg skrev ovenfor, at jeg ville læse videre, og nu har jeg været igennem det meste af bogen THE HEALING CODE - Helbred dig selv.
Det er efter min mening imponerende, som selve ”helbredelses-koden” er ”pakket ind” i orienterende baggrunds-oplysninger, som ikke uden videre kan afvises.
Ud over omtalen af den del af nervesystemet, der er udenfor viljens kontrol, men som helst skal være i balance, så man undgår fysiske skader som følge af ensidig anstrengelse (stress af cellerne), meddeles der om ”gemte energimønstre”, ”minder” (såsom psykiske traumer), der hævdes ikke blot at sidde i hjernen men i kroppens enkelte celler, ja endda i den æg og sædcelle, der blev til et menneske, og som overføres fra forældrene - supplerende den DNA-genetiske almindelige arv.
Einstein og kvantefysikken tages også med ind i billedet sammen med psykologi, hvor det hævdes, at 90 % af vore faktiske beslutninger hidrører fra vores ubevidste, der fungerer som billeder (uden ord), vi har i os.
Og er der konflikt mellem følelser og forstand, er det følelserne, der vinder, hævdes det.
Placebo-effekten (”det virker, fordi vi tror på det”) omtales også indgående og anerkendende – samtidig med at det hævdes at ”helbredelses-koden” ikke er af placebo-natur.
Skeptiske spørgsmål undervejs stiller forfatterne selv masser af undervejs – og besvarer dem ganske dygtigt – i hvert fald i de fleste tilfælde, vil jeg mene.
Og således orienteret om disse for os skadelige minder i kroppen på bogens første 184 sider kommer man omsider frem til, at der er 4 ”helbredelses-centre”, samt at man på 6 minutter kan påvirke dem på en gunstig måde.
Man skal ikke røre ved centrene, blot pege på dem med fingrene på en nærmere anvist måde, men først efter at man:
- har fokuseret på det problem, der plager en og har vurderet på en skala 1 – 10, hvor slemt, det er,
- har fundet frem til de følelser og forestillinger, der ligger i det,
- er gået tilbage i hukommelsen og har fundet situationer, der følelsesmæssigt ligner,
- har valgt det tidligste og igen har vurderet på en skala 1 -10, og
- har bedt en bøn om, at det skal lykkes.
Derefter skal man pege med ”lyskasterne” (fingrene) i en bestemt rækkefølge og på en bestemt måde i mindst et halvt minut på hvert af de 4 centre, samtidig med at man siger en sandhedsfokuserklæring (som man henter på internettet) og i øvrigt fokuserer på det positive - ikke det negative.
I resten af bogen får man især oplysninger om, hvordan man bedst finder sine egne problemer (som ofte ligger under bevidstheden i det ubevidste).
Der er et ret omfattende spørgeskema, som man kan besvare på internettet (klilk), og hvor man får tilbagemelding.
Virker det så – som forfatterne siger, at det næsten altid gør?
Det ved jeg ikke, i hvert fald ikke endnu.
Men på forhånd at udelukke en gunstig effekt, det vil jeg i hvert fald ikke
M.v.h. Arne.
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#15911 - 24/07/2013 19:44
Re: At være
[Re: Arne Thomsen]
|
|
|
Tak Arne for et fyldestgørende referat. Og ... fordi du tager the healing codes seriøst. Om de virker? Jeg ved det ikke, men har nu brugt dem i nogle uger uden ophør 2 - 3 gange dagligt ... Et eller andet i mig sørger for - uanset de ydre omstændigheder at få gjort koderne. ... Vil egentlig ikke sige, at jeg har fået det bedre, snarere tvært i mod, men jeg er ved godt mod, for jeg tror, at koderne vækker gamle minder og traumer frem ... at det er dem, jeg kan mærke både fysisk og psykisk ... Så jeg bliver ved ... og ser det knap så behagelige i øjnene som en form for rengøring ... og så skulle der jo gerne blive mere lys og energi efterfølgende. ... Vi får se, hvad som sker. Det er i hvert fald det, jeg tænker lige nu. ... Varme sommerhilsner Zenia
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#15914 - 25/07/2013 17:31
Re: At være
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7184
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Zenia.
Ja, den situation, du beskriver, har forfatterne af bogen jo også taget højde for - sidst i bogen.
Det er virkelig spændende - og modigt, synes jeg - at du bruger dig selv som "forsøgskanin" - og orienterer os andre undervejs.
Held og lykke
M.v.h. Arne.
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
