Hej Treram..

Tror også du ville finde Hannah Arendt lidt mere interessant, idet hun gjorde op med en del interessante historiske forestillinger om vilkåret for politiske systemers udviklingsprocesser, og i den forbindelse fundamentet for Heideggers egne politiske visioner, som hun gennem studietiden kendte særdeles indgående, hvor Husserl nok kan vurderes som den egentlig interessante grund for Heideggers videre arbejde der aldrig blev færdiggjort. Men skulle store arbejder valueres ved personlige politiske grundsyn, da ville sandsynligt mangt et arbejde slutte i opløbet og dermed de personlige udviklingsprocesser. Alligevel kan det bagvedliggende personlige incitament være interessant og af stor betydning for ens forståelse af forskelligt, ja man ka’ bare tænke på den forståelse man har fået af Carl Nielsens musiske arbejder gennem brevvekslingen med sin Marie. Samtidig må man nok evne at isolere arbejdet fra de evt. politiske standpunkter, for at kunne skue et arbejdes enestående kvalitet som noget brugbart, og det vil altså her sige et arbejde der ikke i sig selv har nogen egentlig relation til en politisk eftertid. Arendt slog kraftigt ud efter Heidegger, som jo glad overtog Husserls professorat og uden på nogen måde at være ham behjælpelig – Husserl var nemlig jøde. Idet hele taget ville mange historiske store personligheder nok slå hul i gulvet, hvis nogen kendte deres egentlige personlighed, og i den forbindelse er Cicero et rigtig godt eksempel, idet han uden sidestykke er den antikke personlighed der kommer bedst til udryk gennem ca. 930 personlige breve ud i eftertiden, hvilket netop også fik en del til at kaste sig over personen fremfor indholdet i div. arbejder, dette sagt som sidestykke til problemet.

Man ka’ få et godt indblik i Heideggers personlighed og den tid han virkede i gennem Rüdiger Safranskis ”En mester fra Tyskland, Heidegger og hans tid” [ISBN 87-00-23118-5], hvor det enestående dog stadig stråler derudover, nemlig hans arbejde, men nok fortrinsvis for de historisk filosofisk interesserede. Langt forinden havde Heidegger dog gjort op med sin katolske arv, hvilket i sig selv var lidt af et personligt arbejde for ham, men i 19 - 22 kap. bevæger Safranski sig netop ind på nogle af de forhold du her interesserer dig for, Heideggers person og de personlige standpunkter, hvor altså Arendts og Jaspers stilling i efterkrigstiden belyses. Værket er imidlertid givende fordi man får så meget at vide om historiske personligheders politiske grundidealer, eller måske rettere, situationer i livet hvori netop mennesker flest har handlet efter hvad der gavnede ham/hende bedst!

Jeg har i modsætning til forståelse for Arendts kritiske syn ingen anelse om hvad Hans her på debatten egentlig er så fascineret af, for som regel kaster han jo bare om sig med navne på filosoffer her og dér uden hoved og hale, hvorfor jeg i grunden tror du ramler ned i noget han først nu er ved at gøre sig lidt begreb om, men nok uden at tænke særlig kritisk over hvad der hentes ned fra Wiki’en.

mvh
Simon