Filosofi, religion og hvad ved jeg.

Fine betegnelser, skabt af en række fjolser der ikke ved hvad de taler om.

Vi starter nu en rejse ind i virkeligheden, vær ikke bange for der er ikke noget at være bange for.

Al virkelig meditation begynder her:

http://www.youtube.com/watch?v=MGMIz0xyoa8

Og måske slutter den også her. Men det kan man ikke vide.

Hej Arne

Ja, og hvad er døden - en gesims i nøden.

det er aldrig dårligt, at tage udgangspunkt i virkeligheden som den er omkring os hele tiden.

jeg tvivler på, at de oppe nordpå, i Hellerup, Gentofte og Hørsholm i det hele taget nogensinde har været på en grillbar.

men jeg er sikker på, at de kan sammenligne med situationer, som de selv har oplevet.

At være alene i universet er det sværeste der findes. Selv har jeg været ude hvor kragerne vender to gange i mit liv. Første gang var der ingen der. Hvordan jeg fandt tilbage ved jeg ikke, men det gjorde jeg.

Anden gang var der nogen derude.

Derfor siger jeg altid i spøg til andre, at vel kan de bede til Gud, men hvis han svarer så bør de rejde sig og løbe alt hvad remmer og tøj kan holde.

For Gud svarer aldrig. Tavsheden har ingen ord.

Virkeligheden er ikke i læsningen af hellige bøger eller i at tro på det ene eller det andet. Det er hvad man kalder spekulation.

Noget andet end at tænke er at se ud af øjnene og opleve livet som det udfolder sig, altid lige nu. Kun vi selv kan gøre det.

Det er dette, som vi ser og oplever i selve vores liv, som vi skal forstå og stille spørgsmål om - eller fortælle andre om.

Men er det ikke sådan, at vi knap nok tør, at leve. At vi knap nok tør, at møde vores eget liv på godt og ondt?

Én sandhed bør man gøre sig bekendt med. Den er, at vi alle er sociale væsner, vi er ingenting uden den menneskelige sammenhæng vi eksisterer i uanset om det er de, som vi kender eller en fuldstændig fremmed (hvad det så er).

Al meditation må have basis i den skinbarlige virkelighed ellers er det ikke meditation, blot fantasi og spekulation.

de kan tale og prædike så meget de vil. Hver dag går jeg ud af min dør.

Hvornår møder jeg et smil og et vedkommende blik.

Michael du skriver:





Enig, har ej heller nogensinde gjort andet, selv når jeg præsenterer jer for Heidegger og Paulus er det altid relateret til mine egne livserfaringer og jeg videregiver aldrig noget jeg ikke har tilegnet mig en selvstændig personlig forståelse af (og kørt ind i min hverdags sproglighed), og det er endda "clearet" og står i rapport, løbende samtaler, dialog, med hvad andre videnskaber og fagfolk mener om sagen, så jeg ikke begår den fejl at bilde mig selv noget forkert ind (hvilket jo ofte sker for selv de bedste af os (tænk bare på manden der troede han vidste hvad tanken var ud fra kun en mands definition)).

Nå men sammenhold dit udsagn ovenfor med hvad du her skriver:



Har du lyst til at fortælle mere præcist om de to gange du har været ude hvor kragerne vender (og jeg går ud fra det ikke er vestjylland eller nordjylland du taler om). Jeg spør fordi du jo skriver: "Det er dette, som vi ser og oplever i selve vores liv, som vi skal forstå og stille spørgsmål om - eller fortælle andre om".



Michael du skriver endvidere:



Mit spørgsmål lyder med ovenstående i mente: er du ved at udvide eller opbygge et socialt netværk? Er du ved at bryde ud af en tilstand af ensomhed? Iøvrigt skulle ensomhed for single mænd være stort set lige så farligt som at ryge (koster 10 - 20 år af vores liv, + en masse lykke og velvære). Tænk om man var single mand og ryger, uff, en slem stor sundhedsrisiko man dermed udsætter sig selv og sit liv for.

Tror du biologisk fysisk sundhed er relateret til vores intelligens og forstand, åndsevner? En sund sjæl i et sundt legeme og vice versa.

må lige indføje her at mit langdistance -løberi og løben løbsk, ikke for mig har en dyt at gøre med en indsats fra min side af om at jeg ønsker at øge, styrke, eller konsolidere min fysiske kondition, sundhedstilstand.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Hej HansKrist

Nu taler du om et spænd på mere end 30 år.At være ude hvor kragerne vender betyder, at være helt alene i universet. Det medfører en erkendelse af, at ord er billige, at alle bruger dem, men, at intet at det, som de postulerer findes i virkeligheden.

Men det medfører også den erkendelse, at det, som virkelig findes er os mennesker og vore indbyrdes relationer. Al min styrke har jeg fra den sociale sammenhæng i hvilken jeg eksisterer, alene er jeg intet.

De eneste, som så mig første gang jeg var ude hvor kragerne vender, var duerne som sad udenfor mit vindue og kiggede nysgerrigt på denne mærkelige mand, hvis sind brændte sammen.

Jeg husker, at jeg troede, at jeg uforvarende havde rejst kundalini og jeg for ind til Vesterbrogade til nogle som jeg troede havde forstand på den slags.

Jeg mødte imidlertid kun nogle arrogante, kolde mennesker uden kærlighed og forståelse i deres hjerter og lige siden har hele deres spektrum af tilværelsen været mig ligegyldig. Jeg bedømmer udelukkende et menneske på dets hjerte.

Anden gang vil du ikke høre om. Anden gang var jeg ikke alene. Mit svar dengang var nej og mit svar er stadig nej. Der er kun dig og mig.

Al erkendelse har bund i forståelsen af virkeligheden.

Ikke en andens, men ens egen virkelighed. Forståelsen har denne besynderlige egenskab, at den overhovedet ikke er i tvivl om sig selv.

Og virkeligheden har den egenskab, at ingen mennesker er tilstede i nuet fordi de kun tænker på sig selv og ikke kommer hinanden ved (i handling).

Ohøj Mich..

”For Gud svarer aldrig. Tavsheden har ingen ord”.

- En sjov lille sætning ;) En bekendt som er præst fortalte engang om en oplevelse, hvortil knyttede sig disse ord, ”...og enten blev mine bønner så ikke hørt, eller rettere, hvis de blev hørt, ja så blev de altså ikke efterkommet”.
Der ligger noget ældgammelt i det selvforhold mennesket har, hvor det, når det vender tankerne imod sig selv jo netop ansvarer; og når netop dette selvforhold så blir en fantasi om noget udvendigt, dvs. når mennesket projicerer sin ”sjæl” ud i de gamle religioners forestilling om individet som part af en omfattende kollektiv bevidsthed i noget hinsides, som dermed blir ubegrænset af tid og sted, ja så kan mennesket jo opleve en form for splittelse, og det er netop denne splittelse af sig selv som religioner er ansvarlige for.
Med et selvforhold der opsplittes mellem det ind- og udvendige, kan mennesket jo netop få svært ved at være sig selv, hvis det pludselig p.a. stærke emotionelle påvirkninger af livet blir så slidt, at det endda forestiller sig at noget af sig selv er overvåget af ”noget uerkendelige” der ikke engang gider besvare bønner om svar, hvorfor mennesket altså ender med at bebrejde sig selv, hvilket så præcis er hvad sker.
Disse forhold skal nu ikke (igen) projiceres ud på selve virkeligheden, for den er såmænd blot en omstændighed helt uden den bevidsthed og derfor uden de bagtanker som religioner gennem tiden har tillagt den ved lutter påstande; nærmere ligger forklaringen i måden man anskuer og forklarer virkeligheden, og altså derfor også i måden man forholder sig til den på. Det har gennem kulturelle myndigheder, og vi skal ikke langt tilbage i historien, været magtpåliggende at forklare virkelige begivenheder med forestillinger om guders hensigter, altså reelt ved lutter fantasi og selvbedrag – tænk bare på blodsygdomme der gennem smitteoverførsel næsten udraderede en hel vestlig kultur gennem et paranoia der i sig truede med at udradere enhver fornuftig eftertanke. Alene her har hvert enkelt menneske naturligvis oplevet store smerter m.m., men selve ansvarsforholdet har altså ligget i selve den grundtanke man anskuede virkeligheden med, og det siger ikke så lidt endda om det hysteri der kan eskalere ved alene det religiøse paranoia..;)

Lad endelig ikke al den overtroiske racer-retorik, som nogen her kører af sporet med, bringe dig ud af fatning!, for livet kan i sig selv være en svær omstændighed at udleve, som du indirekte beskriver det, fordi et sind kan jo af vældig mange menneskelige årsager kan blive så slidt at det at være til(stede) i sig selv gør ondt. Fravær kan af mange grunde være ønskværdigt, desværre er det årligt sådan at også mange ganske unge vælger et bestandigt fravær, men der findes også andre former for fravær, nogle kalder det for ”det nødvendige selvbedrag”. Uanset drejer det sig sandsynligvis nok for mennesker flest om at finde sig en ”helle” i livet, stedet hvor man regenererer sig, og det kan meget vel være livet i naturen selv, som altså har lige forbindelse til inspirationer fra fx. Thoreau, Mark Twain osv. De havde det nemlig selv svært, og måtte af nødvendighed finde sig en ”helle”, samme forhold gjaldt den gode Arne Næss m.f. Og så ligger der jo også en form for indvendighed i selve det at debattere så alvorlige selvforhold, altså på et genkendeligt plan, hvilket mange tidligere forf. gjorde på nøjagtig samme måde som nu, bare med en fyldepen..;)
God påske fortsat, og tillykke til os alle med en extra time – du verden! ;)

mvh
Simon
P.s.: ka’ anbefale Kerstin Ekmans ”Gør mig levende igen”.