Ohøj Mich..

”For Gud svarer aldrig. Tavsheden har ingen ord”.

- En sjov lille sætning ;) En bekendt som er præst fortalte engang om en oplevelse, hvortil knyttede sig disse ord, ”...og enten blev mine bønner så ikke hørt, eller rettere, hvis de blev hørt, ja så blev de altså ikke efterkommet”.
Der ligger noget ældgammelt i det selvforhold mennesket har, hvor det, når det vender tankerne imod sig selv jo netop ansvarer; og når netop dette selvforhold så blir en fantasi om noget udvendigt, dvs. når mennesket projicerer sin ”sjæl” ud i de gamle religioners forestilling om individet som part af en omfattende kollektiv bevidsthed i noget hinsides, som dermed blir ubegrænset af tid og sted, ja så kan mennesket jo opleve en form for splittelse, og det er netop denne splittelse af sig selv som religioner er ansvarlige for.
Med et selvforhold der opsplittes mellem det ind- og udvendige, kan mennesket jo netop få svært ved at være sig selv, hvis det pludselig p.a. stærke emotionelle påvirkninger af livet blir så slidt, at det endda forestiller sig at noget af sig selv er overvåget af ”noget uerkendelige” der ikke engang gider besvare bønner om svar, hvorfor mennesket altså ender med at bebrejde sig selv, hvilket så præcis er hvad sker.
Disse forhold skal nu ikke (igen) projiceres ud på selve virkeligheden, for den er såmænd blot en omstændighed helt uden den bevidsthed og derfor uden de bagtanker som religioner gennem tiden har tillagt den ved lutter påstande; nærmere ligger forklaringen i måden man anskuer og forklarer virkeligheden, og altså derfor også i måden man forholder sig til den på. Det har gennem kulturelle myndigheder, og vi skal ikke langt tilbage i historien, været magtpåliggende at forklare virkelige begivenheder med forestillinger om guders hensigter, altså reelt ved lutter fantasi og selvbedrag – tænk bare på blodsygdomme der gennem smitteoverførsel næsten udraderede en hel vestlig kultur gennem et paranoia der i sig truede med at udradere enhver fornuftig eftertanke. Alene her har hvert enkelt menneske naturligvis oplevet store smerter m.m., men selve ansvarsforholdet har altså ligget i selve den grundtanke man anskuede virkeligheden med, og det siger ikke så lidt endda om det hysteri der kan eskalere ved alene det religiøse paranoia..;)

Lad endelig ikke al den overtroiske racer-retorik, som nogen her kører af sporet med, bringe dig ud af fatning!, for livet kan i sig selv være en svær omstændighed at udleve, som du indirekte beskriver det, fordi et sind kan jo af vældig mange menneskelige årsager kan blive så slidt at det at være til(stede) i sig selv gør ondt. Fravær kan af mange grunde være ønskværdigt, desværre er det årligt sådan at også mange ganske unge vælger et bestandigt fravær, men der findes også andre former for fravær, nogle kalder det for ”det nødvendige selvbedrag”. Uanset drejer det sig sandsynligvis nok for mennesker flest om at finde sig en ”helle” i livet, stedet hvor man regenererer sig, og det kan meget vel være livet i naturen selv, som altså har lige forbindelse til inspirationer fra fx. Thoreau, Mark Twain osv. De havde det nemlig selv svært, og måtte af nødvendighed finde sig en ”helle”, samme forhold gjaldt den gode Arne Næss m.f. Og så ligger der jo også en form for indvendighed i selve det at debattere så alvorlige selvforhold, altså på et genkendeligt plan, hvilket mange tidligere forf. gjorde på nøjagtig samme måde som nu, bare med en fyldepen..;)
God påske fortsat, og tillykke til os alle med en extra time – du verden! ;)

mvh
Simon
P.s.: ka’ anbefale Kerstin Ekmans ”Gør mig levende igen”.