Når vi taler sammen på en debat taler vi tit udenom hinanden. Vi opfatter alle forskelligt og vi tilegner alle ordene værdi, en værdi som måske ikke er den samme.
Vi tager alle af vores forråd men mange gange benytter vi os af en forskellig terminologi.
Efterfølgende er et eksempel på den specielle terminologi som jeg har tilegnet mig gennem mit liv. Efter årene der er gået er den på sin egen måde blevet en del af den måde jeg tænker og opfatter på, jeg finder ingen vanskelighed med at forstå det som bliver sagt.
For en anden som har lært at tænke og opfatte på en helt anden måde er det måske svært at sætte sig ind i denne specielle terminologi som kræver en hel del forståelse af en selv og ens forhold til omverdenen, men så må vi jo prøve at nå hinanden udenom ordene. Teksten handler om livets reelle vilkår:
"Stien løb forbi en bondegård og opad en bakke hvorfra man kunne se gårdens forskellige bygninger, køerne med deres kalve, kyllingerne, hestene og adskillige landbrugsmaskiner. Det var en smuk sti som snoede sig mellem træerne, og ofte blev den brugt af hjorte og andre vilde dyr som efterlod fodspor her og dér i den bløde jord. Når vejret var meget stille blev stemmerne fra gården, latteren og radioens lyd båret vidt omkring. Det var en velholdt gård og der herskede en atmosfære af ryddelighed. Ofte steg stemmerne i vredesudbrud som blev efterfulgt af børns tavshed. Der lød sang mellem træerne, men selv den blev overdøvet af de vrede stemmer. Pludselig kom en kvinde ud af huset idet hun smækkede voldsomt med døren; hun skråede over til læskuret hvor køerne stod bundet og begyndte med en stok at slå løs på et af dyrene. Slagenes skarpe lyd nåede hélt op til bakkens top.
Hvor er det let at ødelægge det vi holder af! Hvor hurtigt skyder ikke en barriere ind imellem os, et ord, en håndbevægelse, et smil! Helbred, humør og ønsker kaster skygge, og det som var lyst og klart bliver kedeligt og tyngende. Ved vore sædvaner slider vi os selv op, og det som var skarpt og klart bliver trættende og forvirret. Ved stadige gnidninger, gennem forhåbning og skuffelse, bliver det som var smukt og enkelt frygteligt og frygtsomt afventende. Forholdet til omverdenen er kompliceret og vanskeligt, og kun få kommer uskadt fra det. Selvom vi ville ønske at det var statisk, bestandigt, vedvarende, så er det dog en bevægelse, en proces som må forstås fuldtud og ikke tillempes et indre eller ydre mønster. Konformiteten, som er samfundsstrukturen, mister først sin vægt og autoritet når der er kærlighed. Kærlighed i forhold til medmenneskene er en rensende proces idet den afslører selvets væsen. Medmindre selvet således bliver synligt har forholdet til andre kun ringe betydning.
Men vi kæmper af al magt mod denne åbenbaring af selvet! Kampen antager mange former: domineren eller underdanighed, frygt eller håb, jalousi eller resignation, og så videre. Vanskeligheden er at vi ikke elsker; og hvis vi elsker ønsker vi at kærligheden skal fungere på en særlig måde, vi giver den ikke frihed. Vi elsker med sindet og ikke med hjertet. Sindet kan ændre sig, det kan kærligheden ikke. Sindet kan gøre sig selv usårligt, det kan kærligheden ikke; sindet kan altid trække sig tilbage, være afvisende, blive personligt eller upersonligt. Kærligheden kan aldrig sammenlignes eller indhegnes. Vores vanskelighed skyldes det vi kalder kærlighed, som i virkeligheden stammer fra sindet. Vi fylder vore hjerter med det som hidrører fra sindet, og derfor er hjertet bestandig tomt og afventende. Det er sindet som klyngger sig til ting, som er misundeligt, som holder fast og som ødelægger. Vores tilværelse beherskes af de fysiske centre og af sindet. Vi elsker ikke og lader det være nok, men higer efter at blive elsket; vi giver for at modtage, og det er sindets gavmildhed og ikke hjertets. Sindet søger bestandig sikkerhed og tryghed; men er sindet i stand til at sikre kærligheden? Kan sindet, hvis selve væsen er af tid, fatte kærligheden, som er sin egen evighed?
Men endog hjertets kærlighed kan bedrage os; for i den grad har vi ødelagt hjertet, at det er tøvende og forvirret. Det er dét som gør livet så smertefuldt og trættende. Det ene øjeblik tror vi at vi har kærlighed, og det næste øjeblik har vi mistet den. Der opstår en styrke som ikke kan måles og som ikke hidrører fra sindet, og dens dybe kilder kan ikke favnes op. Denne styrke tilintetgøres igen af sindet; for i denne kamp synes sindet uvægerligt at skulle gå af med sejren. Denne konflikt som udspilles i os selv kan ikke løses af det kløgtige sind eller det nølende hjerte. Der findes intet middel hvormed, ingen måde hvorpå denne konflikt kan bringes til ophør. Netop dette at lede efter et middel er et udtryk for sindets higen efter at blive herre; at bringe konflikten ud af verden, så det kan være fredeligt, at have kærlighed, for at det kan blive noget.
Vores største vanskelighed er at være fuldstændig opmærksom på at der ikke findes noget middel til kærligheden som et attråværdigt mål for sindet. Når vi virkelig og tilbunds forstår dette, er der en mulighed for at modtage noget der ikke er af denne verden. Medmindre vi er i berøring med dette noget, hvadend vi gør, kan der ikke være nogen varig lykke i forhold til omverdenen. Hvis De har modtaget denne velsignelse mens jeg ikke har, vil De og jeg naturligvis være i konflikt med hinanden. De er måske ikke i konflikt, mend det er jeg; og i min smerte og sorg afskærer jeg mig selv fra omverdenen. Sorg er lige så eksklusiv som glæde, og før der er denne kærlighed som ikke er skabt af mig, er forholdet til andre énsbetydende med smerte. Men hvis denne kærlighedens velsignelse kommer, må de elske mig, ligegyldig hvad jeg er, thi da former de ikke kærligheden i overensstemmelse med min adfærd. Uanset hvad sindet bedrager én til at tro, så er De og jeg adskilte; skønt vi måske i visse henseender er i berøring med hinanden, er det ikke muligt for Dem at ophæve adskillelsen, integrationen er i mig selv. Denne integration kan ikke på noget tidspunkt fremkaldes af sindet; den opstår først når sindet er fuldstændig stille fordi det ikke kan nå længere. Først da er der ingen smerte i de menneskelige forhold."
Fra Om at Leve I, side 40 - 42 af Jiddu Krishnamurti
Kærlighed i forholdet til omverdenen.
Svar
Citer
