Kære Zenia.

Mange mennesker misforstår populærvidenskabelige udsendelser og artikler. Jeg har ikke set den pågældende udsendelse, men jeg kan garantere dig for, at hjertet ikke udgør en selvstændig intelligens, som er væsensforskellig fra hjernens. Det eneste højerestående væsen med flere hjerner, som vi kender til, er blæksprutten, som ud over storhjernen har en hjerne i hver arm, som kan træffe beslutninger baseret på armens sansninger uafhængig af de andre hjerner og storhjernen.

Når vi oplever hjerteknugen, sommerfugle i maven, en klump i halsen, gåsehud eller en rislen ned ad ryggen, så er det alt sammen fysiske reaktioner styret af signalstoffer fra hjernen, for den er sædet for både tanker og følelser. Men det er disse fysiske reaktioner som har fået os til at bruge begreber som rævens hemmelighed: "Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet." Hvad denne udtalelse virkelig betyder er: Kun ved at bruge vor følelse af empati kan vi sætte os ind i (opleve), hvilke følelser andre mennesker har. Det kan rationelle tanker ikke gøre fuldt forståelige for os.

Intelligens er et vidt begreb. Videnskaben arbejder f.eks. på at skabe såkaldt intelligent tøj, d.v.s. tøj der selv regulerer sin isolationsevne og gennemtrængelighed for vand og vanddamp ved at indstille sine egenskaber efter både efter kroppens temperatur og omgivelsernes. Der er i virkeligheden blot tale om en forud fastsat refleksmæssig reaktion, ikke om en selvstændig vurdering, men man har altså alligevel valgt at bruge metaforen intelligens. Jeg formoder at det er sådanne funktioner, som udsendelsen har villet redegøre for.

For vores krop har nemlig mange lignende reflekser, fordi hjernen ikke altid vil kunne nå at træffe beslutningerne, f.eks. hvad vi skal gøre. hvis vi rører ved noget brændende varmt. Selv i kroppens enkelte celler foregår der en række processer uden at hjernen skal bekymre sig om at træffe beslutningerne. Dens opgave er kun at koordinere de overordnede reaktioner i forholdet til omverdenen.

For at besvare dit spørgsmål, så finder jeg nye lag af forståelse hver gang jeg læser Le Petit Prince igen, for jeg møder hele tiden nye mennesker og gør nye erfaringer, som jeg kan relatere til noget i bogen. Den er et fantastisk kærlighedsdigt til livet og til forståelse af vore egne følelser, men desværre siger den kun mennesker med megen empati noget. Selvoptagede mennesker forstår den ganske enkelt ikke. For dem er det kun en tåbelig børnebog med banale betragtninger.

For at besvare dit spørgsmål; jeg kan ofte mærke en fysisk reaktion i hjerteregionen eller få en klump i halsen, når jeg læser den eller læser andre bøger og digte, som appellerer til min empati, men jeg ved, at det er min hjerne som skaber disse reaktioner, og ikke omvendt.

Mvh

Ole Bjørn :o)

hej igen Ole Bjørn,

Tak for dit svar.

Tænker over din glæde over Den lille Prins - og over, hvad den "gør" ved dig. ...

Tænker, at det er dejligt, når mødet med andre mennesker kan få respons i én selv, som du beskriver det.

m.v.h.
Zenia

For mig sker der noget (i mit hjerte), når jeg skelner mellem hjerte og hjerne ... på trods af min viden om hjernen og kemiske hjerneprocesser. For mig er "hjertet" en helt uundværlig metafor for noget, som tilhører noget "andet og mere" end hjertet ...

... og måske lige netop derfor er Den lille prins blevet et helt egent begreb i min begrebsverden ... Den lille prins tænker med hjertet og taler også fra hjertet og når derfor også først mit hjerte ... og ikke min hjerne ...

"Hjertet" sidder i "hjertet" og ikke i hjernen ... sådan er det i hvert fald i mit hjerte og ikke i min hjerne ...

Sådan er poesi, sådan er det, at ha' poesien med sig og ha' den indoptaget i sin begrebsverden ... Den har sin helt egen plads ...og det er noget, man som sådan også skal give plads til ... være i og kun forstå det, fordi man er i det og lever i det og med det ...

Tanker fra mellemrummet og RoseMarie ;)

Kære RoseMarie:

Så elsker du sikkert også "Illusioner" af Richard Bach (ham med Jonathan Livingstone, havmåge) ... og kender du den ikke, vil jeg gerne anbefale den - både til dig og andre. ...

Og til Ole Bjørn: Også en bog, som er ny hver gang, man læser den - både for hjerte og forstand. ...

m.v.h.
Zenia

Kære Zenia.

"Illusioner" kender jeg ikke, men jeg har "Jonathan Livingstone Seagull", også en perle, som jeg følte et stort fællesskab med. Den har været med til at styre min egen kurs og lært mig, at grænser kun er noget, vi sætter for os selv.

Den er iøvrigt blevet filmatiseret med utroligt smukke optagelser.

Mvh

Ole Bjørn :o)