Når man åbner en tråd på en debat, er det vel for at høre andres mening om, hvad man skriver.

Hvis man ikke bryder sig om disse meninger, og giver sig til at kritisere dem, må man vel forvente, at de kritiserede tager til genmæle.

Utroligt at du efter alle disse år, Arne, stadig ikke har fattet, at når man er negativt indstillet overfor nogle mennesker, og håner dem gang på gang, uanset hvad de skriver, så vil de se kritisk på, hvad du selv skriver. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så må man starte med at ændre sin egen opførsel, hvis man vil ændre noget i verden.

Vær positiv overfor andre. Så vil du også møde en positiv attitude fra dem.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Dvs. at du for at løse kriser i dit liv, må elske dig selv, var det sådan du havde forestillet dig krisehåndtering og kærligheden? ;)

mvh
Simon

"to debattører, der øjensynlig ikke evner at præsentere, hvad de selv står for, hvad livsanskuelse eller livsfilosofi angår, og som i stedet bruger alle kræfter på - ret så forgæves, synes jeg - at søge at skyde ned, hvad jeg her har præsenteret, at jeg står for".

- Javel ja, men ærlig talt, her stiller man spørgsmål til værdien af et selvkærlighedsforhold fra jødisk/kristne grundsyn, du som agnostiker endda forklarer er kriseberedskabet i din egen værktøjskasse, men du ser ingen grund til undren hos nævnte debattører, er det sådan vi skal forstå dig?

Udover kløften mellem kritik af personen og dennes meninger, er der såmænd en verden til forskel mellem det at dyrke sig selv som kærlighedsobjekt, og så det at nære et nøgternt kritisk selvforhold i en menneskelig psykologisk grundforståelse. Det er bare ikke sammenlignelige str. Arne.

Derudover synes du helt at miste grebet om allerede forklarede forhold, i det du underliggende udtrykker samme idé om, at nævnte debattører pr. def. må se på livet udfra et statisk formalistisk grundsyn. Men at se kritisk på ældre grundsyn om selve livets mening, er blot en vurdering af disse beskrivelsers værdi som forklaring på livet i og omkring os. Og her må vi bare sige, at de slet ikke rækker som fornuftige antagelser, og at det slet ikke hjælper at henvise os til evt. stærke følelser for dem, for de beskriver jo slet ikke dig, men idéer om et verdensbillede fra en samtid væsensforskellig fra den du er påvirket af. At vi ka’ finde overensstemmelser her og dér, er slet ikke overraskende, for tænkende mennesker i antikken var langt fra dumme. Men du må se de to, tre og firetusinde års kulturhistorier som en udviklingshistorie, hvorfor det blir nytteløst at knytte sin identitet til fortællinger du ikke er indeholdt i.

mvh
Simon