"Jeg taler om tankens stilhed, Simon, ikke den anden stilhed, som man opdager når tanken bliver stille".

- Det er bare suggestion over temaet "stilhed", som kun eksisterer som netop en tanke/forestilling du bevidst skaber. Din hjerne behandler konsekvent samtlige trykimpulser fra sanseapparatet, også impulser du ikke er dig bevidst om. Dvs. også forestillinger du skaber om oplevelsesrummet, men som ikke nødendigvis har referenter til objektive former - fx. idéer om stilheden, som netop også er en tanke, og altså ingen "tankens stilhed", idet en sådan idé jo er tankevirksomhed du selv skaber, bare som fantasiprodukt.

mvh
Simon

P.s.: Det du forestiller dig er "stilhed", når du tænker/mediterer, er i virkeligheden blot at dine tanker fokuserer på hvad du føler i situationen, og registrerer fx. ikke "larm" der er omkring dig - m.a.o. tænker du også her. Du lærer bare at koncentrere dig, men det er der jo ikke noget odiøst i og er hele humlen ved idet hele taget at behandle information og skabe bevidsthed. Det er noget med, at lære at holde tanker udfra hinanden, rubricere dem, så de ikke blandes sammen - skabe en orden i verdensbilledet omkring sig. Problemet er, at særdeles mange af dem der taler meget om deres meditation, i virkeligheden taler for et hierakisk opbygget verdensbilledet med særlige idéer om verden omkring os alle. I virkeligheden forordner de bare tanker, som ikke pr. def. har noget med verden omkring os at gøre. Men da de føler sig godt tilpas ved at holde tanker udfra hinanden, oplever de en ro - og det er denne ro som ka' virke attraktivt på mennesker der føler stor uro og har depressioner over virkelige problemer. Dermed ikke sagt, at det ikke hjælper at lære at holde styr på sine tanker.

Når jeg læser de forskellige meninger om tankeprocesser og om virkeligheden, så er den metafor, der først falder mig ind, kulisser. Havde det så endda været kulisser til den samme forestilling, kunne man måske få en frugtbar diskussion om oplevelsen, men når det drejer sig om lige så mange forestillinger, som der er tilskuere, så bliver det blot til en frugtesløs diskussion om, hvem der har oplevet "den bedste" illusion (har købt billet til den bedste forestilling).

Kulissers formål er jo at skabe en illusion af virkelighed, når man betragter dem fra forsiden. Det er først, når man går rundt om dem og ser bagsiden, at man forstår virkeligheden bag illusionen. Det samme gælder tankeprocesser. Det er ikke tilstrækkeligt at se på dem indefra. Det underbygger blot illusionen om en virkelighed, der reelt blot er en (teater)forestilling, skabt i tilskuerens fantasi.

Vil man undersøge tankens virkelighed, må man hele vejen rundt om tankeprocessen. Det er ikke nok at digte en fabel af ordene. Man må undersøge selve sprogets funktion i tankeprocessen, de biologiske processer, der bærer den, de psykologiske processer, der styrer den og den rolle tankeprocessen har for livets overlevelse og udvikling. Først da kan man gøre sig håb om at nærme sig en objektiv forståelse af tankeprocessens virkelighed.

Det er den fejl, som Hansemand og alle hans "kontinentale filosoffer" begår. De spiller bold med ordene og skaber en kulisse af "forståelse", som end ikke nærmer sig virkeligheden. De har gjort filosofien til et intellektuelt tidsfordriv, der ikke har nogen praktisk betydning for hverken livet i dag eller dets fremtidige udvikling.

Det er også den fejl, som de religiøse troende begår. De bygger en fantasi om nogle overnaturlige styrende kræfter, der har menneskelige drifter og tankemønstre, og som kan ændre virkeligheden efter behag. At alt i naturen modsiger deres fantasi, er de ligeglade med, for virkeligheden er for skræmmende for dem, så derfor benægter de den og flygter ind i en fantasi om et eventyr med en "happy ending".

Det er også den fejl politiske ideologier begår. De opstiller idealer om, hvordan livet burde være, og ignorerer livets milliarder af års erfaringer, som er nedlagt i vore gener. Idealer er pr. definition noget, som ikke eksisterer i virkeligheden, så at kæmpe for en politisk ideologi, er at kæmpe for en urealistisk fantasi, som aldrig kan blive til virkelighed.

Men det er først og fremmest den fejl, som det enkelte menneske begår ved at tro, at ens egne tankeprocesser repræsenterer sandheden om virkeligheden. Vi skaber vore egne kulisser, der fuldender vores fantasi, og stirrer henrykt på den. Jeg nyder som de fleste andre min forestilling om verdens virkelighed, men jeg er mig bevidst, at det kun er en forestilling, for jeg har været bag om kulisserne og set, hvordan scenariet fungerer. At jeg forstår processen har dog ikke ødelagt min oplevelse af forestillingen, for de medvirkende fortolker jo deres roller på mange underholdende måder.

Derimod kan det undre mig, at de fleste ikke ønsker en rundvisning bag kulisserne. De frygter åbenbart at miste deres illusion om, at deres forestilling er virkeligheden. Men hvorfor klamre sig til en skrøbelig fantasi, når virkeligheden er det eneste bestandige, og i tilgift er fyldt med spændende oplevelser?

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ja. Det er en sandfærdig beskrivelse af, at iagttageren er det iagttagne.

Det, vi kalder os selv er et resultat af vore tanker og følelser. Vi er selv disse tanker og følelser, den iagttager, som betragter disse tanker og følelser består selv af dem.

Der er stor forskel på de tanker, som opstår på basis af frygt, håb og fantasi og så de tanker der opstår med basis i virkelige erfaringer.

Men selv om jeg er uden tanke og kun omgivet af livets nu, så er der også sandhed i livets menneskelige forhold - i den sociale virkelighed.

Mens intet andet end sandheden kan tilfredsstille os med hensyn til den fysiske virkelighed, har den dimension, som omfatter vores følelser og relationer en yderligere mulighed. Handling.

Det er ved at benytte os af denne gyldne mulighed for at handle, at vi mennesker kan få del i skabelsesprocessen og medvirke til at skabe en ny virkelighed.

Hej Arne

Livet er en konstant bevægelse i nuet. For at kunne følge den må "man" være overmåde opmærksom. Det kan "man" ikke for dette "man", jeget, er fortidens reaktion - tanken.

Og tanken er ikke opmærksomheden. Opmærksomhed er uden anstrengelse ikke noget man kan ville. Tanken er fortidens reaktion, fortiden - opmærksomheden er det, som er s konstante bevægelse.

At tænke og føle er naturligt, men når de erstatter det virkelige liv, som er omkring os hvert øjeblik, så møder vi det nye og ukendte på det gamle og kendtes betingelser.

Vi oplever det nye og gør det til en del af vores erindring, af denne erindring opstår tanken. Vi kan kun tænke på det allerede kendte, vi kan ikke tænke på delt ukendte.

Din oplevelse har du altid med dig i dit hjerte. Den er sket og ingen kan tage den fra dig. Men livet går videre og er det ikke sandt, at vi dvæler ved fortidens oplevelser og måske glemmer at leve videre fordi dagligdagen måske ikke er lige så spændende som oplevelsen.

Har jeg ikke ret i, at denne oplevelse kom til dig uopfordret. Og har jeg ikke ret i, at hvis du dvæler ved erindringen for mé gået, så går du glip af at leve videre og modtage en anden, ny og lige så uopfordret oplevelse.