Som så mange andre ord, Arne, så får virkelighed sin semantiske betydning ved at vi har et antonym, der er en negation til ordet, og dette antonym er fantasi.

Så uanset om der eksisterer flere virkeligheder, og uanset om vi kan fatte dem, så kan vi med sikkerhed afgøre semantisk, at virkeligheder i hvert fald ikke er fantasier.

Og fantasier er, hvad enhver forestilling om en åndelig verden og om overnaturlige væsener er, så virkelighed kan ikke forbindes med tro på anden måde, end at der virkelig er mennesker, der ikke kan skelne mellem virkelighed og fantasi.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Mørkt stof (de 83%) har fået sit navn, fordi det er et antonym til lysende stof, d.v.s. stof, der udsender elektromagnetisk stråling. Det kaldes stof, fordi det har gravitationelle egenskaber, der kan konstateres og måles i virkelighedens verden.

Det glæder mig, at du giver mig ret, Arne. Mennesker kan fantasere om en åndelig verden, men den har ingen eksistens udenfor fantasien hos det enkelte menneske. I fantasiverdener er man mutters alene. De kan ikke deles af andre, for de er lige så individuelle som mennesker selv er.

World-of-Warcraft og Facebook er cyberverdener, som man i en vis grad kan dele, men i troens fantasiverdener må man leve i ensomhed. Det er derfor man i troen bruger mange ritualer for at kunne indbilde sig et fællesskab.

Mvh

Ole Bjørn :o)

wvMåske har Ekim ret, når det siger, at den verden, vi lever i på jorden, ér en illusion eller drøm, som udelukkende skal "bruges" til at fjerne slørene fra den kærlighed, som bor i alle mennesker, således at den eneste sande Virkelighed er vort fællesskab med vore medmennesker og med GUD eller vor fælles Skaber eller Ophav, om man vil. ...

Er ganske klar på, at man jo ikke kan sætte sig hen i et hjørne og sige, at det hele ikke kommer én ved, for det er jo alligevel "bare" noget, man drømmer ...

For er man sat på denne jord, tænker jeg, at der er en grund til det ... og måske er det vor virkelige OPGAVE at skelne mellem Virkeligheden hos Gud, som evig og uforanderlig er Kærlihed og Opfattelsen af livet her med et nødvendigt Ego, som gør alt hvad det kan for at overdøve den stille Guds stemme, som Helligånden prøver at hviske i vort øre.

Er også helt klar på dels, at opgaven ikke kan løses uden guddommelig hjælp ... og egentlig også på, at meget intelligente (i forstandsmæssig henseende) mennesker nok vil have sværere ved at kapere kursets lære ... end mennesker, som måske via hjertet drages til dets lære og visdom. ...

Da jeg jo ikke er sat til at hverken bedømme eller dømme, overlader jeg trygt til højere magter at afgøre, hvad der er vigtigst at tage sig af i livet. ...

Måske er der en tid til alting?

Bare lidt reflektioner - som ingen behøver være enig eller uenig i.

God week-end fra en solbeskinnet Vestkyst
Zenia

Godmor´n Ole:

Lidt morgenreflektion omkring dét, du skriver omkring menneskets fantasi:

Min egen oplevelse er sådan:

At ganske vist må du være alene, når du starter din fantasirejse, men muligheden for, at netop denne rejse åbner en dør på klem til det Guddommelige, hvori grænser og skel mellem mennesker forsvinder - er bestemt til stede ...

hvis eller når jeg måtte være parat til dette - vel at mærke.



God week-end
Zenia

Hej Arne

Svaret ligger i dit spørgsmål: ''kan ''vi'' erkende virkeligheden?

Ordet ''vi'' betegner den afstand som er mellem det, som vi kalder jeg'et og det, som virkelig er.

Det, som vi kalder tanken, som skaber det, vi kalder jeg'et er en reaktion på al den viden vi har tilegnet os. Vi kan ikke tænke på noget, som vi ikke ved i forvejen.

Alt dette, som vi ved, er fortiden, det forgangne. Det som har været. Enhver bevægelse sindet foretager sig er denne fortids bevægelse som tanke.

Men sindet har en anden egenskab. Opmærksomhed, den højeste intelligens. Denne opmærksomhed lader sig ikke forstyrre af fortidens bevægelse som tanke mens den ser og lytter, for dette er opmærksomhedens bestanddele, at se og lytte.

Har du nogensinde prøvet at sætte dig ned og intet foretage dig? Hvad sker der så? Du mister tålmodigheden, ikke sandt, for der er intet der. I hvert fald ikke hvad du forventede dig.

Er det ikke sært, at det er så svært at være stille? Er det ikke sært, at vi altid søger svar hos andre end os selv?

Der findes ingen autoriteter, Arne. Vi er under alle omstændigheder vores egen autoritet idet vi selv vælger hvem vi vil tro på eller ej. Derved fører vi os selv vild.

Virkeligheden er ikke noget problem. Den er lige her og nu omkring os hvert sekund.

I al evighed.

Selv når vi selv er væk, vil den stadig være der. Men dette var en tanke, ikke virkeligheden.

Hej du..

”Måske har Ekim ret, når det siger, at den verden, vi lever i på jorden, ér en illusion eller drøm, som udelukkende skal "bruges" til at fjerne slørene fra den kærlighed, som bor i alle mennesker, således at den eneste sande Virkelighed er vort fællesskab med vore medmennesker og med GUD eller vor fælles Skaber eller Ophav, om man vil”.

- Dette afspejler blot en gammel idé om døden som det evige livs tærskel. En idé, der skabtes i skyggen af vældig hårde livsvilkår, hvorunder mennesket henslæbe sin tilværelse, og hvor det meningsløse med livet var tydeligere end nogensinde.
Netop dét, at skabe en sådan idé, viser jo alt om at mennesket skaber meninger i og med selve livet. Idéen om efterlivet er dog i nutiden en håbløs overnaturlig tro, der blot refererer til livsvilkår mennesker ikke længere er underlagt, idet kulturer jo har udviklet bedre grundlag for menneskets livsudfoldelse.
Mennesker er således nu i stand til at udvikle andre meninger med deres liv, meninger der tillader dem at få noget ud af tiden i livet. Du ka’ jo bare spørge mennesker i dag, om de ønsker at bortødsle livet for en idé om et evigt liv, eller om de ønsker at få noget ud af mulighederne deres liv i nutiden giver dem.
Dermed får du svar på spm. hvorvidt idéen om døden som tærsklen til det evige liv er repræsenteret i nutidige menneskers optik, eller om deres syn på livet er optaget af muligheden for livsudfoldelse. Jeg formoder du allerede kender svaret, det er bare at se hvordan samfund omkring dig indtil videre har udviklet sig, det gir indikationen.
At mennesker i nutiden også bekymrer sig om døden, er en ganske naturlig følge af det overhovedet at besidde evnen til at leve. Man ka’ endog sige, at nutidens mennesker har meget mere at miste i mødet med egen forgængelighed end deres fjerne forfædre fik mulighed for at udvikle, fordi menneskeheden langsomt har opbygget en større mening med livet.
Og for nu at stimulere din trang til billeder på livssynet, så viser en plante der gennembryder brosten jo en hel masse om styrken i livet. Livets styrke, er dog ikke helt det samme som vilje, og kan derfor ikke erstattes med en alvilje, repræsenteret som idéen om guders vilje. For selve idéen om ”guders vilje” til at skabe liv, viser netop noget om menneskets evne til at forme mening og projicere disse meninger ud på livets forhold – for dermed at skabe sig en sammenhæng til andre måder at folde livet ud på. Og hvad er det sammenhænge i livet skaber? – netop, kulturer.
Dette kan da vist ikke siges at være så ringe et livsvilkår, at mennesker spejler sig i livet omkring sig, skaber sammenhænge med det omgivne, ja endda med poetisk gennemslagskraft såvel som med stigende viden p.a. lagring af sammenhængende informationer. Så er mennesker som fænomener betragtet, ikke bare ret snu, synes du – i modsætning til det, at fæstne sit livssyn på ophøret af liv? For det ved vi jo trods alt er et naturligt vilkår, ophøret, som vi så ka’ begræde, når vi netop mister dem der tilførte vort liv så meget mening, hvorfor det pludselig ka’ forekomme os så aldeles meningsløst at miste netop dem, ikke sandt? Og er det ikke i sin orden, at det at skabe mening i livet, strider imod det at skabe mening med ophøret af liv – ka’ vi ikke leve med det? ;)
Ja man ka’ jo nærmest sige, at meget af det vi taber når noget ophører med at eksistere, på mange måder lever videre i form af erindringer, ja endda som livsvilkår...


mvh
Simon

P.s.: måske der under juletræet skulle ligge ”Rumpole of the Bailey – the complete collection”..? ;)

P.s.P.s.: Forøvrigt savner jeg lidt Kristians sunde tænkning her på debatten, men han er vel ved at levere træer til gaveregnen..;)

Hej Arne

Først og fremmest indikerer spørgsmålet, at stille, det er man ikke. Hvis man ikke er stille, hvorfor skulle man så stræbe efter, at være det?

Har du nogensinde prøvet at gå ned ad gaden i ''dine egne tanker''. Pludselig befinder du dig på det modsatte fortorv. Du har passeret et lyssignal, som har skiftet fra rødt til grønt og du er havnet på den modsatte side af gaden,

Du aner ikke hvordan du er havnet der for du har været totalt uopmærksom hele vejen.

Hvis man sætter sig ned et vilkårligt sted med den hensigt intet at foretage sig, opdager man, at dette kan ikke lade sig gøre.

Hvorfor ikke? Hvad er det, der sker?

Måske man en dag efter arbejde går en tur i skoven og sætter sig ved en sø. Hele ens sind er opfyldt af dagens begivenheder.

Man fik måske ikke fortalt chefen hvad man virkelig syntes og man gennemgår det om og om igen.

Når jeg sidder der og erindrer alt hvad der er sket i løbet af i dag, så mener jeg at jeg er en selvstændig entitet som erindrer det, som jeg har oplevet i løbet af dagen, men hvis jeg kigger nærmere efter, så er disse erindringer en del af den entitet, som jeg kalder mig selv. Den, som kigger består altså af det, som han kigger på. Så sandelig en gordisk knude.

Denne jeg, som husker den dag, som er gået består selv af det, som jeg iagttager nemlig erindringen om denne dag, som nu er gået og som er mig.

Vi er fuldstændig opslugt af den dag, som er gået og derfor fuldstændig uopmærksomme. Dette er det kendte, fortiden, erindringen, tanken. Fortiden er fuldstændig død, den har været, den er ikke mere, den er kun erindring. og der sidder jeg midt i erindringen og kan ikke slippe fri.

Måske er jeg heldig, at blive forstyrret af et enormt plask.

På en brøkdel af et sekund vækkes alle mine sanser uden, at jeg har valgt det og en del af sindet, som jeg sjældent bruger, vækkes.

Rundt om mig er skovens træer, over mig er den blå himmel og søens spejlblanke flade.

Erindringen om fortiden, tanken er for et øjeblik fuldstændig stille.

Pludselig brydes søens flade og en fugl flyver op med en fisk i næbbet.

Aha, tænker jeg - det var det, som forstyrrede mig.

Jeg smiler og går hjem.

Jeg har fuldstændig glemt fortiden.

Men da jeg aldrig er ubevidst, så opfatter jeg også, at tanken nu har fundet sin rette plads.

Selvfølgelig skal den være der, men den må aldrig forstyrre min perception af det, som er,

Fra øjeblik til øjeblik.

Synes du forsøger at gøre ensomhed til en filosofisk abstraktion, med alle mulige spekulationer over hvordan omverden måtte forholde sig til deres liv. Hvorfor er det så vigtigt for dig, må man spørge?

Folk har forpligtelser i det sociale samvær på arbejde og i familien, det medfører en vis mængde socialitet og udfordringer, men heller ikke dette indgår i dine overvejelser – og ka’ man overhovedet forestille sig et samfund fungere ved non-kommunikation, så hvad har dette med virkeligheden at gøre?

Du lyder bestemt ikke særlig ”stille”. Den bedste måde at agitere for stilhed på, er vel at være eksemplarisk, men hvorfor skulle dette være særlig attraktivt på en debat, hvor folk diskuterer indtryk af og omkring livets forhold, som jo er aktiviteter?

Faktisk har du gennem flere år ikke snakket om andet end stilheden. Jeg tror du savner lidt aktivitet om ørerne – stilheden ka’ tids nok komme, når man ikke længere er i stand til aktivt at forholde sig til livets gøremål og glider væk i fortiden. Denne evige snak om stilheden får mere én til at tænke på det der tricker den.
Du har jo ingen gode grunde til at tro, at mennesker omkring dig nødvendigvis mener de konstant må sige noget eller forholde sig til alt og for enhver pris, tværtimod ønsker mennesker flest nok lidt ro om ørerne når de gennem en arbejdsdag har fået den del af behovene dækket. Spørgsmålet mit er derfor, om du får dækket dine?

mvh
Simon

Hej Arne

De fleste af os lever sikkert ubevidst med i livet og gør os ikke mange tanker om hvad der sker, måske vi i det højeste ubevidst godtager nogle alment vedtagne forklaringer på hvad der sker.

En opdagelsesrejse som ''hvem er jeg'' finder kun sted hvis man har sat sig for, at begive sig ud på den og i det tilfælde bliver man nødt til at stille spørgsmål og finde frem til svar.

I stedet for blot at leve sanseløst med i det forekommende liv bliver det derfor bevidst for én og derfor kan man ikke længere lade sig nøje med standardforklaringer.

Der er mange ting man må gøre klart for sig selv for at man kan komme videre, det vigtigste er at skelne mellem fantasi og virkelighed, mellem tankevirksomhed og forståelse.

Forståelse, erkendelse kan aldrig meddeles en anden, man kan kun selv se og forstå. En anden kan fortælle én om sin forståelse og pege i den rette retning, men ingen kan forstå på éns vegne.

Vi forstår ikke, at selv om vi vælger nogle mennesker ud som autoriteter så er det i sidste ende vores eget valg hvem vi tror på men hvilken værdi har dette valg? Hvordan kan vi vide om det en anden siger er sandt hvis vi ikke selv ved det?

Vi kan citere det vi siger med citater fra andre, ikkke for at gøre dem til autoriteter, men blot for at markere at også andre har fundet den samme sandhed som vi selv har.

Sandheden findes ikke i bøger og de fleste såkaldte store mennesker er kun store fordi de bliver gjort store af mennesker der ikke selv kan skelne, der er ingen grund til at gøre dem til rettesnor for éns tilværelse.

Den største værdighed ligger i, at vikle sig ud af alle de sociale strukturer og turde leve sit eget liv. Det liv, som altid ligger lige foran én.

Jdeg vil til enhver tid hellere høre om hvad et menneske selv har oplevet end lytte til referencer om hvad andre har sagt eller skrevet i bøger.

Ord har ingen værdi, ord er kun formidlere.

Det, de formidler er enten hvad man har læst andre sige, eller det, man selv har set.

Hvad foretager du dig lige nu, Arne?

Hej Simon

Jeg må desværre melde pas og jeg har sagt det før. Jeg har meget svært ved at føre en samtale på debatten med andre fordi det jeg siger konstant bliver forplumret af HansKrist's fortolkning af hvad jeg siger og da i foretrækker denne forklaring - ja så kan jeg jo ikke udtrykke hvad jeg selv mener.

Jeg vil dog prøve:

Ensomhed er for os et negativt ord. Det er der mange grunde til, som jeg skal undlade at nævne, men alfa og omega er, at ensomhed ikke behøver at være negativt. Nogle gange har vi brugfor blot at være alene med os selv og vore tanker.

Jeg lever såmænd fuldt og helt med i livet, men det, som jeg giver udtryk for på denne debat giver jeg selvfølgelig ikke udtryk for i dagligdagen. Faktisk er det min erfaring, at man bør sige mindst muligt for så tror vi alle at vi mener det samme. Vi vil nok alle blive overraskede over, at det gør vi ikke.

Mangeårige venskaber, ægteskaber og hvad ved jeg, kan pludselig blive opløst med ordene: ''jeg troede, at jeg kendte ham, men så forklarede han mig pludselig hvad han virkelig tænkte.''

Der er selvfølgelig den stilhed der er når tanken (erindringen af fortiden og fortolkningen af det nuværende) ophører og man bare er tilstede i nuet.

Men stilhed er mere end den ydre stilhed. Selvom vi måske er stille udadtil så myldrer tankerne rundt i vores hoveder og vi er slet ikke stille i virkeligheden.

Det er først når disse tanker også er stille, at vi kan tale om stilhed og se klart ud af øjnene uden at fortolke det, som vi ser. Tanken kan kun være stille når vi forstår os selv, ikke som en abstraktion, men rent faktisk.

Når vi forstår hvorfor vi tænker konstant.

Vi er så bange for at være alene, at vi altid flygter til menneskeligt selskab i virkeligheden eller i tanken hvor vi erindringen om menneskeligt selskab, som ikke er lige nu. Hvorfor er vi bange for at være alene med os selv?

Tanken er absolut nødvendig når vi lever livet samfundsmæssigt i forbindelse med andre mennesker. Denne tanke bør være klar, skarp, forstandig og usentimental, men er den det? Er vore handlinger ikke altid styret af følelser og sentimentalitet?

Det vågne sind, Simon, er altid alene selv når det er sammen med andre. Dette bør vi alle være - vågne og opmærksomme i livets nu's bevægelse - så, at vi kan handle med al vores viden og erfaring og ikke bagefter behøver, at erindre hvad vi burde have gjort, men ikke fik gjort fordi vi ikke var tilstede mens tingene skete.

Jeg taler om tankens stilhed, Simon, ikke den anden stilhed, som man opdager når tanken bliver stille.

"Jeg taler om tankens stilhed, Simon, ikke den anden stilhed, som man opdager når tanken bliver stille".

- Det er bare suggestion over temaet "stilhed", som kun eksisterer som netop en tanke/forestilling du bevidst skaber. Din hjerne behandler konsekvent samtlige trykimpulser fra sanseapparatet, også impulser du ikke er dig bevidst om. Dvs. også forestillinger du skaber om oplevelsesrummet, men som ikke nødendigvis har referenter til objektive former - fx. idéer om stilheden, som netop også er en tanke, og altså ingen "tankens stilhed", idet en sådan idé jo er tankevirksomhed du selv skaber, bare som fantasiprodukt.

mvh
Simon

P.s.: Det du forestiller dig er "stilhed", når du tænker/mediterer, er i virkeligheden blot at dine tanker fokuserer på hvad du føler i situationen, og registrerer fx. ikke "larm" der er omkring dig - m.a.o. tænker du også her. Du lærer bare at koncentrere dig, men det er der jo ikke noget odiøst i og er hele humlen ved idet hele taget at behandle information og skabe bevidsthed. Det er noget med, at lære at holde tanker udfra hinanden, rubricere dem, så de ikke blandes sammen - skabe en orden i verdensbilledet omkring sig. Problemet er, at særdeles mange af dem der taler meget om deres meditation, i virkeligheden taler for et hierakisk opbygget verdensbilledet med særlige idéer om verden omkring os alle. I virkeligheden forordner de bare tanker, som ikke pr. def. har noget med verden omkring os at gøre. Men da de føler sig godt tilpas ved at holde tanker udfra hinanden, oplever de en ro - og det er denne ro som ka' virke attraktivt på mennesker der føler stor uro og har depressioner over virkelige problemer. Dermed ikke sagt, at det ikke hjælper at lære at holde styr på sine tanker.

Når jeg læser de forskellige meninger om tankeprocesser og om virkeligheden, så er den metafor, der først falder mig ind, kulisser. Havde det så endda været kulisser til den samme forestilling, kunne man måske få en frugtbar diskussion om oplevelsen, men når det drejer sig om lige så mange forestillinger, som der er tilskuere, så bliver det blot til en frugtesløs diskussion om, hvem der har oplevet "den bedste" illusion (har købt billet til den bedste forestilling).

Kulissers formål er jo at skabe en illusion af virkelighed, når man betragter dem fra forsiden. Det er først, når man går rundt om dem og ser bagsiden, at man forstår virkeligheden bag illusionen. Det samme gælder tankeprocesser. Det er ikke tilstrækkeligt at se på dem indefra. Det underbygger blot illusionen om en virkelighed, der reelt blot er en (teater)forestilling, skabt i tilskuerens fantasi.

Vil man undersøge tankens virkelighed, må man hele vejen rundt om tankeprocessen. Det er ikke nok at digte en fabel af ordene. Man må undersøge selve sprogets funktion i tankeprocessen, de biologiske processer, der bærer den, de psykologiske processer, der styrer den og den rolle tankeprocessen har for livets overlevelse og udvikling. Først da kan man gøre sig håb om at nærme sig en objektiv forståelse af tankeprocessens virkelighed.

Det er den fejl, som Hansemand og alle hans "kontinentale filosoffer" begår. De spiller bold med ordene og skaber en kulisse af "forståelse", som end ikke nærmer sig virkeligheden. De har gjort filosofien til et intellektuelt tidsfordriv, der ikke har nogen praktisk betydning for hverken livet i dag eller dets fremtidige udvikling.

Det er også den fejl, som de religiøse troende begår. De bygger en fantasi om nogle overnaturlige styrende kræfter, der har menneskelige drifter og tankemønstre, og som kan ændre virkeligheden efter behag. At alt i naturen modsiger deres fantasi, er de ligeglade med, for virkeligheden er for skræmmende for dem, så derfor benægter de den og flygter ind i en fantasi om et eventyr med en "happy ending".

Det er også den fejl politiske ideologier begår. De opstiller idealer om, hvordan livet burde være, og ignorerer livets milliarder af års erfaringer, som er nedlagt i vore gener. Idealer er pr. definition noget, som ikke eksisterer i virkeligheden, så at kæmpe for en politisk ideologi, er at kæmpe for en urealistisk fantasi, som aldrig kan blive til virkelighed.

Men det er først og fremmest den fejl, som det enkelte menneske begår ved at tro, at ens egne tankeprocesser repræsenterer sandheden om virkeligheden. Vi skaber vore egne kulisser, der fuldender vores fantasi, og stirrer henrykt på den. Jeg nyder som de fleste andre min forestilling om verdens virkelighed, men jeg er mig bevidst, at det kun er en forestilling, for jeg har været bag om kulisserne og set, hvordan scenariet fungerer. At jeg forstår processen har dog ikke ødelagt min oplevelse af forestillingen, for de medvirkende fortolker jo deres roller på mange underholdende måder.

Derimod kan det undre mig, at de fleste ikke ønsker en rundvisning bag kulisserne. De frygter åbenbart at miste deres illusion om, at deres forestilling er virkeligheden. Men hvorfor klamre sig til en skrøbelig fantasi, når virkeligheden er det eneste bestandige, og i tilgift er fyldt med spændende oplevelser?

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ja. Det er en sandfærdig beskrivelse af, at iagttageren er det iagttagne.

Det, vi kalder os selv er et resultat af vore tanker og følelser. Vi er selv disse tanker og følelser, den iagttager, som betragter disse tanker og følelser består selv af dem.

Der er stor forskel på de tanker, som opstår på basis af frygt, håb og fantasi og så de tanker der opstår med basis i virkelige erfaringer.

Men selv om jeg er uden tanke og kun omgivet af livets nu, så er der også sandhed i livets menneskelige forhold - i den sociale virkelighed.

Mens intet andet end sandheden kan tilfredsstille os med hensyn til den fysiske virkelighed, har den dimension, som omfatter vores følelser og relationer en yderligere mulighed. Handling.

Det er ved at benytte os af denne gyldne mulighed for at handle, at vi mennesker kan få del i skabelsesprocessen og medvirke til at skabe en ny virkelighed.

Hej Arne

Livet er en konstant bevægelse i nuet. For at kunne følge den må "man" være overmåde opmærksom. Det kan "man" ikke for dette "man", jeget, er fortidens reaktion - tanken.

Og tanken er ikke opmærksomheden. Opmærksomhed er uden anstrengelse ikke noget man kan ville. Tanken er fortidens reaktion, fortiden - opmærksomheden er det, som er s konstante bevægelse.

At tænke og føle er naturligt, men når de erstatter det virkelige liv, som er omkring os hvert øjeblik, så møder vi det nye og ukendte på det gamle og kendtes betingelser.

Vi oplever det nye og gør det til en del af vores erindring, af denne erindring opstår tanken. Vi kan kun tænke på det allerede kendte, vi kan ikke tænke på delt ukendte.

Din oplevelse har du altid med dig i dit hjerte. Den er sket og ingen kan tage den fra dig. Men livet går videre og er det ikke sandt, at vi dvæler ved fortidens oplevelser og måske glemmer at leve videre fordi dagligdagen måske ikke er lige så spændende som oplevelsen.

Har jeg ikke ret i, at denne oplevelse kom til dig uopfordret. Og har jeg ikke ret i, at hvis du dvæler ved erindringen for mé gået, så går du glip af at leve videre og modtage en anden, ny og lige så uopfordret oplevelse.

Hej Simon

Du taler om det du kender og jeg taler om det, jeg kender, sådan må det nødvendigvis være.

Det er længe siden, at jeg realiserede, at jeg kun er et menneske. Jeg må tage mine oplevelser i mit eget liv alvorligt, men jeg kan ikke opleve alting. Derfor må jeg fortælle om mine egne oplevelser og så til gengæld lytte til andre, som har oplevet alt det, som jeg ikke har oplevet selv.

Omkring os er virkelighedens nu, men lægger vi nogensinde mærke til det? Ikke en abstrakt ide, men det liv, som vi lever hver dag.

Jeg ved, at du har læst "Walden"', men har du også læst "Om at vandre"?

Jeg vil tro, at Thoreau holdt af at vandre under den åbne himmel og blot iagttage hvad han mødte på sin vej.

Hvad tror du ellers, at han mente når han udtrykte: "...når en sjælden gang en tanke gæster os..."?

Hej Arne.

Mindfulness er vrøvl. Vil du tale om det virkelige liv?

Hej Arne

Jeg forstår ikke dit spørgsmål, Arne.

Jeg har ingen problemer med dit indslag. Tværtimod nød jeg det.

En ualmindelig sød og dejlig pige. Og jeg kendte min Herres Røst.

Hej du..

"Du taler om det du kender og jeg taler om det, jeg kender, sådan må det nødvendigvis være".

- Nej, det er dig, der snakker om idéen "stilhed" - som netop er en tanke, dvs. en refleksion - m.a.o. er tanker altså ikke stilhed, men netop en aktivitet og dvs. en "larm" der faktisk ka' måles, som alle andre aktiviteter vi ikke registrerer omkring os.

"Det er længe siden, at jeg realiserede, at jeg kun er et menneske".

- At du blot er et menneske, ka' vel ikke være komme som nogen overraskelse? ;)

"Jeg må tage mine oplevelser i mit eget liv alvorligt, men jeg kan ikke opleve alting".

- Hvorfor må du det? Dine oplevelser er da ikke nødvendigvis et livsalvorligt forhold med egentlig reference til livet.
Du synes ikke, at netop den slags ka' gøre livet lidt for selvhøjtideligt - dybest set, er livet jo ligeglad med hvad vi mener og synes, og er ikke netop det selvhøjtidelige et synspunkt og essensen i dine betragtninger omk. eksempelvis denne "thomsen", der med sine højtidelige idéer gør det menneskelige liv til noget det slet ikke i sig selv ér?

Vore oplevelser i skildringer er jo synspunkter og betragtninger, ja måske ligefrem selvbetragtninger, og det ka' være vældig vanskeligt at se sig selv i et obejktivt lys. Vores position i tilværelsen ka' i en samtidsskildring være vigtig for nogen, men der må være en slags autenticitet, noget oprigtigt, og altså ikke bare dette selviscenesættelsesshow - som flere af de overnaturligt troende her fremviser deres lidenskaber for: man vil gerne fremstå som noget man slet ikke er, noget særligt, fx. en guddommelige lille englebasse, en afstikker fra den brutale natur med en særlig mening iboende. Men det er jo ingenlunde tilfældet. Og netop dén erkendelse truer det fiktive selvbillede, som de har fået skabt sig gennem bibellæsning og hvad ved jeg.

"Jeg ved, at du har læst "Walden"', men har du også læst "Om at vandre"?".

- Nej. Men vandreture med venner har fyldt en del og gør det stadig.

Det har aldrig været nogen god idé at forveksle indtryk af naturens egenskaber med naturen selv, hvilket ganske ofte er tilfældet. Tillige er det sjældent videre interessant at læse/høre mennesker berette om deres naturindtryk, da slet ikke de overnaturligt troende, idet disse ofte læser sig ind i panoramaer bedre skabt af originalerne selv, som fx. Thoreau, Mann, Horats, Joyce, Kazan, Brecht m.f. De havde noget at sige, noget om en tid der belyste visse hændelsers påvirkning.
Jeg synes mange gjorde bedre i at at beskrive deres egen samtidspåvirkning, i stedet for at læse tidligere menneskers ind i deres, og dette bare for at stille sig i skyggen af en originalitet man ikke selv evner at frembringe.

"Jeg vil tro, at Thoreau holdt af at vandre under den åbne himmel og blot iagttage hvad han mødte på sin vej.
Hvad tror du ellers, at han mente når han udtrykte: "...når en sjælden gang en tanke gæster os..."?".

- Man må forestille sig et behov for forankring i egne ønsker og i en tid, hvor statslige embedsmænd i stigende grad trængte ind på menneskets behov for enerum. Idéer udviklede sig, mennesket ansås i vældig grad som værktøjet til virkeliggørelsen af byudvikling m.m. Bedre økonomi havde stor betydning. Så måske han bare har følt et særligt behov for at forene sig med roen fra tidlige barndomsoplevelser, for tydeligvis fortrængte han jo de sociale krav og forventninger, satte egne behov i solen – han havde jo økonomien til dette, og var uden ægteskab, børn osv. Ingen fik styring med ham, og det kunne man jo sagtens se som en art selvcentreret syssel. Men han har givet været et menneske med et særligt behov for alenehed, og her kunne man jo godt anstille alle mulige synteser om en skuffelse over omgivelsers udvikling m.m. Men jeg tror det i bund og grund handlede mere om hans egen psykes struktur, og altså ikke meget om samfundet omkring ham som sådan. Der ligger ingen sensationelle politiske ambitioner i hans skrivning, i hvert fald ikke i det jeg har kunne finde. Og man ka’ jo heller ikke sige han ikke interesserede sig for omgivelserne, for betragterens position var jo hans, og de mange optegnelser viser i særlig grad noget om en fabelagtig og interessant refleksionsevne. Jeg holder af Walden og forskellige essays, men er ingen ekspert i hans liv og den mening han tilskikkede det.
Han har jo skr. vældig mange dagbøger, som jeg altså ikke har læst. For at få adgang til hans tankeverdens egentlige knytninger, sku du måske selv læse dem igennem? Der er små 50 stk. så der sku’ være basis for at komme gennem vinterkulden i behagelig tilbagelænet positur ;)
Der er skrevet ufattelig meget om ham, hvor meget af det der så er skrevet, som egentlig belyser hans liv, ka’ jo være svært at sige. Men meget tyder også her på, at mange forfattere har ville skabe sig lidt økonomi med ham som redskab, i hvert fald gentager de fleste hinanden.

At "tanker gæster os", er et udtryk der belyser en refleksion i en særlig forbindelse, men næppe et udtryk for den holdning, at han ikke har været klar over sig selv som tankesmeden. Mange tanker kommer og går, er uden egentlig betydning - og er altså gæster tæt ved essen.

mvh
Simon