Solen skinner lige nu, og alt er nærmest krystalklart i det kølige efterårsvejr. Vinden kommer ret frisk fra Vest, og det høje læhegn i den retning har nu smidt så mange blade, at jeg kan begynde at se igennem det – ud på de dyrkede marker.
Mine tre vinstokke i haven, som bar druer for første gang i år, er også så småt begyndt at skille sig af med bladene, og som læhegnets arme bevæger også vinstokkenes grene og blade sig ganske livligt i den vestenvind, som læhegnet dæmper.
Hvordan mon det er at være et træ eller en vinplante? Det ved jeg jo ikke, men jeg ved, at de ER, at de har en tilværelse – som alt andet levende på denne klode – som kloden selv, som solsystemet, som de andre stjerner, som mælkevejen og de nærmest utallige andre stjernehobe i universet, der udvider sig med accelererende hastighed.
Mod Syd kan jeg se strandområder her på Sjællands sydkyst – stort set uændrede siden stenalderen, hvor mennesker vides at have levet af, hvad de kunne finde i vandet, og hvor de kunne finde drikkevand fra en heldbringende (hellig) kilde lidt Øst for, hvor jeg bor (For ca. 800 år siden byggede man en kirke der). Kilden løber ikke mere; vandværket har taget vandet – så nu kommer det ud af hanerne
Jeg får en fornemmelse af jubel omkring mig – og inden i mig. Jeg er til!
Svar
Citer
