Så er det blevet midsommeraften næsten, med den følger så et utal af hekseafbrændinger, ud med alle de grimme hekse. Allerede fra omkring 1400 begyndte man at brænde hekse levende, heldigvis er vor tids hekse så kun tøjhekse.

Er heksene da blevet helt udryddet for godt, nej absolut ikke, her i Sverige har vi mange hekse, som ikke skjuler deres heksekunstner, men udstiller dem på you tube bl.a. vor tids hekse er endog tit flotte kvinder, som har solen som deres gud, men de er alle hedninge, om de har magiske kræfter tør jeg ikke sige, har desværre ikke mødt nogen, men kunne da godt tænke mig at snakke med een.

Man brænder ikke hekse på bålet her i Sverige til midsommer eller på noget andet tidspunkt, men midsommeraften her fejres med dans omkring majstangen formet som et kors, det er også mest en kristen fest, med megen spisen og drikkeri, alle har blomsterkranse om hovedet, og mange vågner måske op i naboens seng, de blir så trætte svenskerne.

Så vores midsommeraften som nok kaldes en hedens fest er i virkligheden en kristen fest i og med man brænder heksene af, hvilket må siges at være endnu et tegn på kristendommens menneskekærlige behandling af uskyldige mennesker, næsten op til vor tid.

Hvilken beskrivelse du der kommer med , man bli'r jo helt glad for, at vi er på den rigtige side af middelalderen og ikke skal brændes på et bål

Men noget helt andet er, at jeg altid gerne har villet opleve den svenske udgave af midsommerfesten, som er en stor glædesfest som bliver holdt som noget ligeså stort som julen. Og dansen om midsommerstangen minder da også meget om dansen omkring juletræet.

Ja, jeg ville gerne opleve pigerne med blomster i håret, sang, dans og latter ... Har man egentlig noget specielt, man spiser på denne dag?

KNUS fra RoseMarie ... og ikke nogen heks

Hej RoseMarie.

Jo det er en meget festlig måde de fejrer midsommer her, man spiser for det meste spegesild med nye kartofler og sovs lavet af gräddfill, en slags syrnet ymer og masser af øl og brændevin.
Så danser og synger de til den lyse morgen.
Så der er næsten ingen biler på gaden idag, alle må have fordampet dagens indtag af alkohol, inden de tager bilen.

Selv mændene har blomsterkrans om hovedet, noget af tiden da.

Hej Tetram

Øj, det ville jeg godt se ... mænd med blomster i håret ... måske skovbundsblomster i drys

Her får du et midsommerdigt fra Danmark til Sverige ... skrevet af Christian Richardt i 1860 ... efter Middelalderen, tror jeg


En skål for det blinkende søernes bånd,
som folder sig om Sveriges skulder,
for stålet, som fra dybet vokser helten i hånd,
for sangen, som med fosserne ruller.
Og er der lidt pynteligt ved gossarne der:
det kommer af de nysselige birketræ'r!
Svensken er os god,
med ham vi blanded blod,
Sverrig har vi kært,
thi længe har vi lært:
For "sanning och rätt"
bliver armen ikke træt,
og hjertet har brodersind mod Danmark.

En skål for den mægtige højenloftshal,
med sneflokker tavlet og tjeldet,
hvor nordlyset tænder i tusindetal
med julelys granerne på fjeldet!
Og er der lidt stikkent ved gutterne der:
det kommer af de mange, mange nåletræ'r!
Norsken er os god,
med ham vi blanded blod,
Norge har vi kært,
thi længe har vi lært,
at fjeldbunden mand
har ej trælbunden stand,
men frihed og brodersind mod Danmark.

En skål for de roser blandt klitternes rad,
som lunt mellem lyngen sig dølger.
En skål for hvert gyngende åkandeblad
til ankers i Østersøens bølger!
Og er der lidt mageligt ved svendene her:
det kommer af de skyggefulde bøgetræ'r!
Danmark er vor mo'r,
vor egen dyre jord!
Sjælen i vor røst
og slaget i vort bryst!
Og sner det med fjender,
så tø'r det med blod,
så tit det gælder kampen for Danmark.

Ja, vel er der langt fra studenternes bord
til fyrsternes kongelige taffel,
og vel er der langt til et sejrende Nord,
og treforken er kun en gaffel, -
men dog skal der tændes en lysere dag,
da Kattegat skal lystre det nordiske flag!
Vi er kun en flok,
men folket kommer nok.
Derfor kun på vagt
og altid uforsagt!
Og skål for de to
bag den gyngende bro,
med dem vil vi kæmpe og sejre!


Midsommerlyse KNUS fra VildRoseMarie, som blomstrer i strand, klit og enge

Hej RoseMarie.
Jamen dog sikken et magtfuldt midsommer digt af Christian Richardt, det har jeg aldrig hørt før, kan måske henføres til den nordiske treenighed, store ord i 1860.

Her på Hallandsåsen hvor vi bor, styrtede regnen ned i tove igår, så vi nåede ikke engang at få plukket de modne jordbær vi skulle have om aftenen, vi fik en lille forskrækkelse da vi så til jordbærerne forleden morgen, næsten alle jordbærbladene og nogle jordbær var blevet spist af rådyr eller vildsvin omnatten, håber at jordbærerne kan modnes uden bladene, så jeg fik travlt med at sætte net over jordbærbedet, jo det er skønt at leve tæt på naturen og have skoven i baghaven.

Håber at du havde en tør midsommeraften med bål,hekse og råhygge, du blomstrene vilde RoseMarie.

Go'morgen Tetram

Ja, jeg blev også glædeligt overrasket, da jeg på min vej tilfældigt mødte det her digt ... og så var lejligheden her lige til at gi' det væk

Og jo tak, her var aftenen tør og solrig efter silende regn hele dagen ... og jeg blev ikke engang futtet af på bålet

Held og lykke med resten af jordbærrene, og uden blade har de vel bare udsigt til mere sol og varme, så de virkelig kan blive røde, søde og fulde af smag? UHMmm

Og nu vil jeg gå i kirke ovenpå al den heksemagi og heksejagt

God søndag fra RoseMarie

Hejsan RoseMarie.

Du har sikkert ret med hensyn til jordbærerne, de bliver også letere at finde og plukke.

Håber du fik lidt udbytte af dit kirkebesøg, men det var vel de samme ord, der bare blir vendt og drejet et par gange, ok nu skal jeg være artig-ikke drille.

Her i vor lille by ca.722 indbyggere, har vi en lille nuttet rød trækirke, med et fritstående klokketårn, der larmer hver lørdag kl.18,00, når jeg skal til at grille, så småbander jeg ( kun lidt) præsten var før i tiden min nabo og passede mit hus når jeg rejste til Thailand i længere tid, han kender godt mit ateistiske ståsted.

Og det var så næsten den søndag, kan du nyde resten.

Hej Treram..

Små svenske kirker med stor meddelelsestrang, fra klokkeværker der indtrængende kalder de lydhøre til samling, fordi præsten har noget vigtigt at berette, får mig til at tænke på Per Olov Enquists bog ”Et andet liv”, som han i det fremragende svenske litteraturprogram Babel for nogle år siden fortalte om behovet for at skrive.
Den er opdelt i tre væsentlige faser, afsnit eller tilstedeværelser, der angiver manifeste punkter for begivenheder der skulle forme Pers tanker og skæbne, hvor tilbageblikket på hjemstavnens alvorligt kristne miljø kan opleves som et smil gennem tårer – a propos vand, synes druknende at fylde meget i ham, en grundlæggende angst, lidt som den omfavnende stemning man kan gribes af i miljøer Kerstin Ekman skaber, men altså her i en biografisk form man må formode mange svenske læsere genkender og ser sig i. Ikke mindst de små kirker, der altid beskrives så stemningsmættet at man er tilstede og mærkes.
Faderen dør tidligt i Pers liv, dvs. før Per selv fik sprog, men efterlod ham gennem moderen, der har været lidt af en manipulator, en beskytter af den "kærlige" slags, et par formaninger om at blive en god kristen og så i øvrigt præst. Han har haft lidt at slås med, og historierne leveres med svulstige smukke sprogblomster, der nok ville ha’ fået både degnen til at dryppe lidt på både præsten og moderen, som var lærerinde, til for engang skyld at tabe mælet. Angsten for fortabelsen ligger måske symbolsk i det sorte og umådelig dybe vand i flere af hans bøger, og den voksende og sprudlende fantasi i Per, skyldes måske ikke mindst det lille svenske kirkesamfunds dystre kristendom, hvis eneste udvej for forløsning så blev journalistik og romanforfatter, men til hvilken perlende række af fantastiske fortællinger, som bl.a. denne oprørske biografiske historie, hvor et dybt behov for gensynet med angstens grundfjeld, måske langsomt fortoner sig i det fjerne gennem afarbejdelsens kunst. En lille forsmag, hvis du ku’ tænke dig at læse den (fra s. 110 – 111) kommer her...


”problemet med seksualitet indenfor vækkelsesbevægelsen i Västerbottens kystland var det stærkt herrnhutiske præg. I denne bevægelse havde troen så at sige en seksuel undertekst som var vanskelig at bede væk, selv om man lagde sig i selen. Den sad stemplet ind med et brændejern i de vitale dele af det Västerbotteniske sjæleliv, såvel som i hele kystlandet. Engang i første halvdel af 1700-tallet havde tilfangetagne karoliner fra Västerbotten siddet i fangelejr i Sibirien efter Karl 12.s krig og der truffet tyske herrnhuter. Så var de kommet hjem forankret i Brødremenighedens tankegang.
De var kommet vandrende rundt om Bottenviken.
For engang skyld så det ud til at de store europæiske påvirkninger kom nordfra, i en stor bue praktisk taget fra Nordpolen!, og så sad Zinzendorf der, som et brændejern i de fromme bønders tankegang. Der var fromhed og blodsmystik, med en mærkelig lokkende seksuel undertone.
Der var store modsigelser. Mørk lystenhed, men aldrig noget med at man bagefter ville vedgå det.
Man sang salmerne med klagende, nærmest fortvivlende langsomhed, jordelivet var en stor elendighed, synden en sæk sten. Tempoet var uudholdeligt langt udtrukket som for at minde om Jesu lidelse på korset, men samtidig var det glade endepunkt Jesu sår. Sårende var overhovedet ikke noget smertefuldt, nej de åbnede sig nærmest vaginalt, kløfter til at penetrere, eller i hvert fald hvile i, som omfavnet af fugtige hinder. Her fandtes, fremfor alt, selve kilden til herrnhuternes lystfyldte livsessens: Jesu blod.
Han synes at dette var naturligt og rigtigt og en anelse spændende, men trak ikke linien til dronning Sibyllas bryster; foran disse fristende liderlige toppe faldt syndsbevidstheden ned som en bom. Sammen med de andre i missionshuset og i ungdomsforeningen mumlede han disse bønner frem som praktisk talt dryppede af Jesu varme blod, han hvilede i Jesu sår som i den attråværdige kløft, afsluttede bønnerne med det obligatoriske For blodets skyld, Amen, sang klagende de glade salmer som Vi er Jesu glade søskende, der danser rundt i såret, hans blod er varmt hans kærlighed fyldt af blodets liflige smag. Eller den virkelige spændende fra Sions nya sänger, salme 58: Blod dryppende Immanuel / Bestænk med blod min arme sjæl / Lad mig af denne livsens saft / Erfare en guddommelig kraft. / Omfavn mig på brudgoms vis / Lad mig mit lyksalige Paradis / I dit blod-røde hjerte få / Deri jeg evigt leve må.
Denne svømmen i Offerlammets blod, som slet ikke indebærer død eller smerte eller lidelse, men tværtimod var lifligt helbredende, var i grunden ganske behagelig. Det var det nærmeste han kunne komme livets største hemmelighed.
Guds gave, altså kvindens varme dunkende vagina. Det der var altings mening...”.

----

“præsten var før i tiden min nabo og passede mit hus når jeg rejste til Thailand i længere tid, han kender godt mit ateistiske ståsted”

- Måske han læser Per Olov Enquist i smug, for bare at få lidt blod på tanden, nu han ikke ka’ blive en vaskeægte ateist og bade sig i den rasende syndflod med et tilfreds smil i begge ender - i bedste skærgårdsstil. Ak & ve, hvor må det være hårdt at være en fyrig svensk hyrde, måske særligt helt nordover..;)

mvh
Simon

Simon, du er vist en go' fortæller

Li'som jeg for et par dage faldt over et midsommerdigt til Tetram, så faldt jeg i dag over et lidenskabsdigt, der passer ganske godt til din fortælling om lidenskab ... hør bare her, hvad Sophus Claussen skriver ...


Lidenskabens Vinger — Sjælens Tegning

Al Glæde er saa kort. Har en Muse ved vor Ild
fortrolig sat sig hen at knække Nødder,
da vil vi kysse hende en Gang og én Gang til,
mens Vers og Venskab staar paa gode Fødder.

Jeg vader og jeg vader i Efteraarets Løv
men kan trods al min Søgen ikke finde,
hvorfor Hr. Simon vedblev, som ganske blind og døv,
at kysse en saa tankeløs Veninde.

Hun flytted bort fra Tanten, hun stormed fræk og sød
fra Favn til Favn... en munter Lykkebringer,
der kaared dem til Guder, hun optog i sit Skød:
hun laante selve Lidenskaben Vinger.

Han elsked og blev favnet, til Løvet faldt i Høst,
og Efteraarets raske Blæst og Bølge
paa ny bar Simons Ven til vor dryppende Kyst.
Han havde da en Søster med i Følge.

Hun ligned — fin og nordisk — en blond Odalisk,
— men som et indisk Vaaben, som en Daggert
af rig og sjælden Skønhed, hvis Linje evig frisk
forener noget smærteligt og vakkert.

I sligt et indisk Vaaben kan være skjult en Sjæl.
Den stærke Klinge har en sælsom Svejning.
Og Blodets Stemmer tier, og noget hvisker: Knæl
for hendes Karma! ( — det er Sjælens Tegning).

Der laa en Lok af Minas — de mørke Silkedun -
paa Simons Bord. Og Vennens lyse Søster
brød uvilkaarligt ud i et Raab: „Nej er hun brun,“
som var hun bleven skinsyg... Ak, det trøster!

Han knælte ned for Pigen; thi noget hvisked: „Knæl.“
Og da de hvide Hænder blev ham givet,
det var, som om han kyssed hendes Karma, hendes Sjæl,
der skælved som en Susning gennem Sivet.

Hun var af dem, man elsker, naar Dagene blir graa,
naar Svalens lette Skrig er blidt forstummet,
af dem, hvis dybe Kilder er svære at naa
hvis Kærlighed til Gengæld fylder Rummet.

Og da hun atter rejste: hvor stod hun rank om Bord,
mens Skibet flygted, fulgt af Røg og Maager.
Det var som Kærligheden, der loved uden Ord
at huske ham i fjærne By'r og Taager.

Hun loved ham saa sikkert at komme igen...
Dog, Simon stamped vredt i Gadens Stene:
„Du blev min ømme Skytsaand, Gudinde og Ven!
... Men hvorfor har du ladet mig alene?“


KNUS og go' dag til dig fra RoseMarie

Hej RM...

Forstår så immerrig godt Simons stampen, for ak, svært er det som bekendt at være mand, værre endnu, at være min navnebroder i situationen der opflammede sindet hans..;)

A propos de smukke historier, her var så endnu en - mange smukke sager fra manden, Sophus Claussen, flere vældige og lange, her et lille digt fra samlede værker:

BAUTA

Jeg havde et kongerige
en gang nær den høje sø
med udsigt til luft og dige
på landets laveste ø.
Et højbårent herrevælde
med hav og himmel til dige.
Nu er der kun enge
og måger igen af mit rige.

Jeg havde en elskerinde
et sted nær den høje sø,
en sød og fuldmoden kvinde,
nu er hun forlængst i frø.
Hun ejed et solfyldt hjerte,
hun digtede derfor en gang
et smilende vers til min ligsten:
"Han sad alene og sang."

Jeg havde mit kongesæde,
hvor mægtige hængende sky'r
var slængt som et kongeklæde
i kreds om de lave by'r...
Jeg fælded de viseste domme,
som ingen fulbyrder mer.
Jeg havde de højeste drømme,
og ingen drømmer dem mer.

Og når jeg engang skal svinde
og når jeg omsider skal dø,
da vil jeg lægges til hvile
et sted nær den høje sø.
Og bølger og mågerøster
vil vidne for strandens stene
min lykkes apotheose:
Han sad og sang alene -

Paris 1910.

---

Smukke lidenskabelige sager fra denne mand, enig. Men se nu hvorhen Dantes ledestjerne, Beatrice, ledte ham -
oh land må jeg fly,
en større sorg ej findes,
end at erindre lykkelige dage,
i vanhelds stund;
jeg kåres til hende at mindes.

Snak lige om fængslende kvinder! - men og atter men, den tid bød jo også hver enkelt, kun den eneste ene. ;)

Klem til fruen der er glad i digtningen dér.

mvh
Simon