Muhammads liv:
En ubehagelig sandhed
Tidslinje for Muhammads liv (e. Kr.)
570 - Født i Mekka
576 - Forældreløs ved moderens død
595 - Gifter sig med Kadijah – ældre, velhavende enke
610 - Beretter om første åbenbaringer fra engel (40 år gammel)
619 - Beskytter-onkel dør
622 - Udvandrer fra Mekka til Medina (‘Hijra’)
623 - Beordrer overfald på mekkanske karavaner
624 - Slaget ved Badr (sejr)
624 - Smider Qaynuqa-jøderne ud af Medina
624 - Beordrer snigmordet på Abu Afak
624 - Beordrer snigmordet på Asma bint Marwan
624 - Beordrer snigmordet på Ka'b al-Ashraf
625 - Slaget ved Uhud (nederlag)
625 - Fordriver Nadir-jøderne
627 - Skyttegravsslaget (sejr)
627 - Massakren på Qurayza-jøderne
628 - Underskriver Hudaibiya-Traktaten med Mekka
628 - Tilintetgørelse og undertvingelse af Khaybar-jøderne
629 - Beordrer første togt mod kristent land ved Muta (nederlag)
630 - Erobrer Mekka i overraskelsesangreb (sammen med andre stammer)
631 - Anfører andet togt ind i kristent territorium ved Tabuk (intet slag)
632 - Dør
Islams opståen
For at forstå islam må man forstå de barske omstændigheder for denne religions fødsel.
Den Arabiske Halvø var på Muhammads tid en gold og øde region med en brændende sol og kvælende varme om dagen og isnende koldt om natten. Der var næsten ingen vegetation, og nomade-beboerne levede mellem forrevne klipper og spredte sandklitter.
Mens Europa og store dele af Mellemøsten var i en overgangsperiode mellem det romerske og det byzantinske imperium, med veje, vandingskanaler, akvædukter og en kultur, der indbefattede filosofisk diskurs og teater, så levede araberne korte og brutale liv i rivaliserende stammer med ikke ret meget at tilbyde resten af verden uden for deres egen barske eksistens.
Dette forklarer delvis religionens indgroede fjendtlighed mod musik og kunst, som nogle ekstremister, såsom Taliban, tager helt bogstaveligt. Islam tilskynder ikke til viden uden for sig selv, og den bliver sommetider omtalt som ”religionen, der ikke har skabt andet end religion” (fra Oriana Fallaci, ’The Rage and the Pride’)
Det ugæstfri klima beskyttede halvøen mod erobring og kulturel påvirkning, selv om perserne dog havde held til langs regionens kyststrækninger at indføre et skriftsprog, der er oprindelsen til arabisk. Ingen fremmed hær fandt det umagen værd at fratage ørkenkrigerne deres får og geder, og området var bemærkelsesværdigt isoleret. Vidensrenæssancen, som resten af verden havde oplevet siden den græske opblomstring gik stort set uden om araberne, hvis hele energi var helliget den daglige overlevelse i kamp med de ubarmhjertige omgivelser og andre stammer.
For disse mennesker var moral udelukkende dikteret af nødvendighed, og forpligtelser rakte ikke udover ens egen stamme. Dette er et centralt punkt, hvad angår den islamiske holdning til dem uden for troen, herunder moralprincippet om, at etikken i enhver handling udelukkende dikteres af, om det er til fordel for muslimer eller ej.
Der fandtes hedensk-religiøse traditioner i Arabien især blandt dem, der boede i handelscentrene, såsom Mekka, hvor Muhammad blev født. Nogle af disse byer havde kaabaer – terningformede strukturer, der tiltrak pilgrimme i de hellige måneder. Kaabaen i Mekka husede forskellige afguder herunder den sorte meteorit, der findes den dag i dag.
Udover den sorte sten tilbad Muhammads Quraish-stamme en månegud ved navn Allah. Andre guder var ligeledes anerkendt, og byen Mekka var kendt for religiøs tolerance, hvor mennesker af enhver tro kunne komme og bede i Kaabaen. (Det skulle senere blive ændret, da Muhammad først havde samlet styrke til at etablere sin autoritet med magt).
Islam blev skabt både af disse primitive, hedenske praksisser og af kristendommens og jødedommens grundlæggende teologiske elementer, som Muhammad forstod dem (ofte fejlagtigt
http://www.rim.org/muslim/quranproblems.htm - hans upræcise fortolkning af kristendom tillægges ofte til en tidlig oplevelse med udkantskulter i den palæstinensiske region dengang kendt som Syrien).
Tidlige år i Mekka
Muhammad blev født ca. 570 e.Kr. af en enke-mor, der døde bare seks år senere. Han opvoksede fattig og forældreløs i udkanten af samfundet, der blev kontrolleret af stammehøvdinge og handelsmænd. Han arbejdede for sin onkel, Abu Talib, som kameldriver. Selv om hans onkel havde en vis status i samfundet, hævede Muhammad sig ikke over sin ringe placering i samfundet, før han var 25, da han giftede sig med en velhavende enke, Khadija, der var 15 år ældre. Hans kones handelsvirksomhed gav Muhammad muligheden for at rejse og tilegne sig viden, der ikke var tilgængelig for lokalbefolkningen. Senere anvendte han dette til egen fordel ved at indflette de historier, han var stødt på, i sine “åbenbaringer” fra Allah, især fortællingerne fra de tidligere religioner jødedom og kristendom.
Da han havde opnået en behagelig livsstil med den fritid, velstand giver mulighed for, tiltog Muhammad sig lejlighedsvise perioder med meditation og fordybelse.
En dag, da han var 40 år, fortalte han sin kone, at han var blevet opsøgt af englen Gabriel.
http://www.6thcolumnagainstjihad.com/CUBED_P6.htmDette blev begyndelsen på en række åbenbaringer, der stod på til hans død næsten 23 år senere. Koranen er baseret på de mundtlige traditioner om disse åbenbaringer. ‘Hadith’ er en samling af beretninger om Muhammads liv og handlinger. ’Siraen’ er den nedskrevne biografi. ’Sunnaen’ kaldes Muhammads måde at leve på, hvorpå den islamiske lov (sharia) er baseret.
Med sin kones tilskyndelse og støtte erklærede Muhammad, at han var profet og begyndte sit forsøg på at konvertere mennesker omkring sig til den nye religion.
Hans sammensmeltning af jødisk-kristen teologi og hedensk tradition blev mere sofistikeret med tiden. I begyndelsen gjorde Muhammad sit bedste for at forene sin lære med de fremherskende overbevisninger blandt samfundets ældste såsom at samle alle deres 300 afguder under navnet ”Allah.”
Prædikantvirksomhed og forfølgelse i Mekka
I henhold til tidlige muslimske historikere havde mekkanerne IKKE noget imod, at Muhammad praktiserede sin religion, og ej heller følte de sig truet af hans promovering af den. Dette ændredes først EFTER, at den selvudnævnte profet begyndte at angribe DERES religion, herunder folkets skikke og forfædre (Ibn Ishaq 167).
Dette var nok til at vække Mekkas indflydelsesrige lederes harme, hvorefter de hånende sammenlignede hans ydmyge baggrund med hans prætentiøse påstande.
(Se også MYTE: Muhammad blev forfulgt for at prædike islam
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-pers-new-religion.htm (oversættelse følger)).
Mekka var dog stadig på den tid et bemærkelsesværdigt tolerant samfund. Muhammad fik lov til i TRETTEN ÅR at angribe de lokale sædvaner, selv om byens økonomi var afhængig af den årlige pilgrimsfærd af besøgende hedninge, hvis religion han aktivt nedgjorde.
I begyndelsen havde Muhammad kun held med sig hos venner og familie. Efter tretten år kunne “gadeprædikanten” kun prale af omkring 100 trofaste tilhængere, der kaldte sig selv muslimer. Hans første konvertit, bortset fra hans kone, var hans unge fætter Ali (der senere skulle blive hans svigersøn og islams fjerde kalif). En anden tidlig konvertit var Abu Bakr, en velstående handelsmand, hvis penge og godtroende accept af Muhammad kan tilskrives æren for, at den nystartede kult overlevede.
Forholdet til mekkanerne blev i særlig grad forbitret efter en episode kendt som ”De Sataniske Vers”, hvori Muhammad gik med til at anerkende de lokale guder sammen med Allah.
Dette frydede mekkanerne, der generøst udvidede deres velkomst. Men Muhammad ombestemte sig hurtigt, da han oplevede, at hans egne folk begyndte at miste tiltroen til ham. Han hævdede, at Satan havde talt igennem ham, og han trak sin anerkendelse af de mekkanske guder tilbage (Tabari 1192, Koran 22:52
http://www.usc.edu/dept/MSA/quran/022.qmt.html#022.052 og 53:19-26
http://www.usc.edu/dept/MSA/quran/053.qmt.html#053.019 ).
De lokale forstærkede deres hån over for muslimerne og gjorde livet særdeles vanskeligt for nogle af dem. Selv om muslimer i dag ofte anvender ordet ”forfølgelse” for at beskrive denne prøvelse (retfærdiggjort i visse tilfælde), så er det vigtigt at bemærke, at de tidligste og mest pålidelige biografiskrivere (Ibn Ishaq og al-Tabari) ikke har noteret, at så meget som én muslim blev dræbt af nogen mekkaner i denne periode.
Dette faktum er en kilde til forlegenhed for moderne apologeter, der ikke kan lide at indrømme, at muslimerne var de første, der greb til vold i Mekka (se MYTE: Mekkanerne var de første, der greb til vold mod Muhammad
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-first-blood.htm (oversættelse følger), og at Muhammad var den første, der anvendte dødbringende vold i konflikten ... og senere, da det var fuldkommen unødvendigt
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-medina-persecution.htm (oversættelse følger).
For at håndtere denne ubehagelige sandhed overdriver forstående beretninger om de tidlige år i Mekka som regel muslimernes kamp med påstande om, at de var ”udsat for konstant tortur.” De anvender undertiden også apokryfe beretninger, der ikke støttes af de tidligste og mest troværdige historikere, der ikke beretter om én eneste muslims død i denne periode
(se MYTE: Forfølgelse af muslimer i Mekka – mange døde
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-meccan-persecution.htm (oversættelse følger).
Moderne historiefortællere og filmskabere (såsom dem, der stod bag ‘The Message’ (1976)) er ligeledes blevet taget i at opdigte ofre for mekkanske drab, enten for at dramatisere deres egen historie eller for levere retfærdiggørelse for det, der fulgte. Men rent faktisk var Muhammad den eneste muslim, hvis liv for alvor var i fare, efter at han i 13 år havde haft lov til at forhåne den lokale religion.
(Se også MYTE: Muhammad blev tortureret i Mekka
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-tortured-by.htm (oversættelse følger).
‘Hijra’ – Flugten fra Mekka til Medina
Hans onkel Abu Talibs død i 619 efterlod Muhammad uden en beskytter imod det mekkanske lederskab, der gradvis var ved at miste tålmodigheden med ham. Den virkelige urostifter i denne situation, som selv de muslimske historikere beretter, var imidlertid helt klart Muhammad selv. Overvej denne beretning om, hvad der skete ved Abu Talibs dødsleje, da mekkanerne en sidste gang bønfaldt ham om fred med hans nevø:
“Abu Sufyan og diverse andre notabiliteter gik til Abu Talib og sagde: ‘Du kender til den ballade, der eksisterer imellem os og din nevø, så tilkald ham og lad os indgå en aftale om, at han lader os i fred, og vi lader ham i fred; lad ham have sin religion, og vi har vores.’” (Ibn Ishaq 278)
Muhammad afviste tilbudet om fredelig sameksistens. Hans nye religion var åbenbart beregnet til at dominere de andre, ikke til at være på lige fod med dem. I mellemtiden var muslimerne begyndt at anvende vold mod mennesker omkring dem
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-first-blood.htm. (oversættelse følger)
Muhammads søgen efter politisk alliance førte ham til mod mekkanerne at indgå en krigs-traktat med folk i Medina, en anden arabisk by langt mod nord (Ibn Ishaq 299-301). Dette slog hovedet på sømmet for mekkanerne, der langt om længe besluttede at pågribe Muhammad og slå ham ihjel.
(Se også MYTE: Muhammad og hans muslimer flygtede fra Mekka på grund af forfølgelse
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-hijra.htm (oversættelse følger)).
Selv om dette lyder brutalt efter vestlig standard, er det vigtigt at bemærke kontrasten mellem den mekkanske reaktion og Muhammads, da han senere i Medina havde lejlighed til at tage sig af oplevet forræderi.
Mekkanerne begrænsede deres dræbende aggression mod Muhammad alene. Det fremgår helt tydeligt af episoden, hvor Muhammad undslipper fra sit hus ved at bruge sin svigersøn Ali til at narre de potentielle snigmordere til at tro, at de havde fanget ham i en fælde (Ibn Ishaq 326). Intet ondt overgik Ali eller hans kone, der efterfølgende forblev i byen i flere dage for at afslutte Muhammads handelstransaktioner.
Sammenlign dette med Banu Qurayza-episoden
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-qurayza.htm (nedenfor), hvor Muhammad slagtede en hel stamme mennesker, fordi deres leder havde skiftet loyalitet i en konflikt, ingen af dem overhovedet deltog i.
Muhammad flygtede fra Mekka til Medina i 622 - det år der markerer begyndelsen på den muslimske kalender.
Medina og oprindelsen til jihad
I bitterhed over, at hans egen by og stamme havde afvist ham, blev Muhammads budskab i Medina i tiltagende grad mere intolerant og skånselsløst – især i takt med, at han fik mere magt.
Islams helligste bog afspejler tydeligt denne kontrast mellem Mekka-Koranen, der truer med evig forbandelse over ikke at tro på Muhammad, og Medina-Koranen, der lover, at et voldeligt og jordisk nederlag for de vantro for muslimsk hånd også meget vel kan ligge i kortene.
For at finansiere sin hang til kontrol beordrede Muhammad først sine tilhængere til at overfalde mekkanske karavaner i de hellige måneder
http://www.opinioneditorials.com/freedomwriters/ahussain_20061028.html , hvor ofrene mindst ville forvente det.
Dette skete til trods for, at mekkanerne ikke generede ham i Medina (Se MYTE: Muhammad og muslimerne blev forfulgt af mekkanerne i Medina
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-medina-persecution.htm (oversættelse følger).
Muhammad blev meget bekvemt forsynet med åbenbaringer “fra Allah”, der tillod hans folk at myrde uskyldige karavanedrivere og stjæle til ham (Ibn Ishaq 426).
Folkene omkring ham udviklede gradvis et begær efter ting, der kunne tages i kamp, herunder materielle goder og tilfangetagne kvinder og børn.
(Se også MYTE: Muhammad overfaldt karavaner for at få stjålne ejendele tilbage
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-raid-caravans.htm (oversættelse følger)).
Ofte blev de mennesker, der blev taget til fange i kamp, bragt frem for den selvudnævnte profet, hvor de så bad for deres liv ved for eksempel at sige, at de aldrig ville have behandlet muslimer sådan.
I henhold til traditionerne var Muhammad stort set uberørt af deres bønner og beordrede dem alligevel dræbt - ofte på horrible måder. I et tilfælde beordrede han en mand dræbt, idet han fortalte ham, at ”Helvede” ville tage sig af den stakkels fyrs fædreløse datter (Ishaq 459). (Se også MYTE: Muhammad dræbte aldrig fanger
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-captives-kill.htm (oversættelse følger)).
Karavane-overfaldene gik forud for det første større slag med deltagelse af en muslimsk hær – Slaget ved Badr. Badr var stedet, hvortil mekkanerne havde sendt deres egen hær for at beskytte deres karavaner mod muslimerne. Selv om muslimer i dag ynder at hævde, at de kun angriber andre i selvforsvar, så var dette absolut ikke tilfældet på Muhammads tid.
Faktisk var han nødt til at lokke sine modvillige krigere med løfter om paradis og forsikringer om, at deres religion var vigtigere end andres liv.
(Se også MYTE: Slaget ved Badr var defensivt
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-badr.htm (oversættelse følger)).
Magtkonsolideringen
Muhammad besejrede den mekkanske hær ved Badr, hvilket gav ham mod til at begynde at splitte og erobre de tre lokale, jødiske stammer i Medina.
Deres fejltagelse var at acceptere den muslimske tilstedeværelse, og at de afviste Muhammads påstand om, at han var på linje med de jødiske profet. Hans historier fra Toraen harmonerede simpelthen ikke med deres egne.
(Muhammads reciterede udgave af bibelhistorier lyder mere som eventyr med den samme morale – tro på hans egen påstand om at være profet, ellers..!).
Hvordan disse tre stammer, Banu Qaynuqa, Banu Nadir, og Banu Quyrayza, mødte deres skæbner, giver et godt indblik i den muslimske tankegang, der betjener sig af en indbygget dobbeltstandard i dens relationer med dem uden for troen.
For først at opnå deres gunst prædikede Muhammad i en kort periode, at kristne og jøder kunne opnå frelse gennem deres egen tro.
Faktisk ændrede han sine tilhængeres bederetning fra Mekka til Jerusalem, hvilket afstedkom jødisk tolerance for ham, mens han i al hemmelighed arbejdede på at få magt til at fordrive dem.
Disse tidligere indrømmelser og læresætninger blev senere tilbagekaldt af Muhammad, eftersom jøderne definitivt afviste hans religion. De sjældne, tidlige tolerante i Koranen er annulleret af de senere vers såsom 9:29
http://www.usc.edu/dept/MSA/quran/009.qmt.html#009.029 .
Da han var stærk nok til at gøre det, åbenbarede Muhammad sine virkelige hensigter:
”Da vi var i moskeen, kom Profeten og sagde: ’Lad os tage ud til jøderne’. Vi tog af sted, indtil vi nåede Bait-ul-Midras. Han sagde til dem: ’Hvis I tager imod islam, vil I være i sikkerhed. I skal vide, at Jorden tilhører Allah og Hans Apostel, og jeg vil udvise jer fra dette land. Så, hvis nogen blandt jer ejer nogle værdier, er det ham tilladt at sælge dem, ellers bør I vide, at Jorden tilhører Allah og Hans Apostel.” Bukhari 53:392
http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/053.sbt.html#004.053.392 Medinas jøder var de første i en lang række af ulykkelige mennesker, der under åbenlyst pres fik tilbudet om at konvertere til islam. Tvungne konverteringer er i høj grad en muslimsk tradition påbegyndt af Muhammad
(Se MYTE: Muhammad afviste tvangskonverteringer til islam
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-forced-conversion.htm (oversættelse følger)).
Eftersom de valgte at holde fast i deres religion (og deres værdier) var Muhammad på udkig efter begrundelser for at gå i krig med jøderne i Medina.
I henhold til nogle muslimer blev den første stamme, Qaynuqa,
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-qaynuqa.htm fordrevet fra deres hjem under et påskud om, at én af dem havde forulempet en muslimsk kvinde. Selv om forulemperen blev dræbt inden dette af en muslim, så blev muslimen også dræbt af jøderne som gengæld for det første mord.
Efter at have belejret hele samfundet og besejret stammen var det Muhammads agt at dræbe alle mandlige medlemmer, men han blev talt fra det af en kompagnon – noget, Allah siden hen ”gav ham en reprimande” for.
Qaynuqa-stammen blev tvunget i eksil, og muslimerne tog deres værdier og ejendele som bytte. Muhammad reserverede for sig selv en femtedel af det uretmæssige bytte (en regel, han sørgede for at få indlemmet i Koranen).
Denne episode hjalp med til i islam at indvæve det umodne princip om gruppeidentitet, hvorefter ethvert medlem af en religion eller social enhed uden for islam er lige så skyldig som enhver af deres fæller, der fornærmer eller skader en muslim – og derfor lige så hjemfalden til straf.
(Muhammads straffe stod som regel ikke mål med forbrydelsen).
Medlemmer af den anden stamme, Banu Nadir
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-nadir.htm, blev af Muhammad beskyldt for at planlægge at myrde ham. Det mest interessante ved denne episode er, at det skete EFTER, at muslimerne havde dræbt adskillige prominente jøder på Muhammads ordre, herunder en leder fra Banu Nadir (ved navn Ka’b al-Ashraf).
(Se også MYTE: Muhammad gav aldrig tilladelse til mord
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-murder.htm (oversættelse følger)).
Da islams profet erfarede, at han måske skulle dræbes til gengæld (noget, han hævdede var blevet ham “åbenbaret” af Allah), belejrede han omgående Banu Nadir-samfundet.
Efter at være blevet tvunget til overgivelse blev disse oprindelige indbyggere i Medina forvist fra deres hjem og deres land af de muslimske nytilkomne, der igen til sig selv tog så meget, de kunne (Ibn Ishaq 653). (Til folkets utilfredshed producerede Muhammad denne gang en åbenbaring fra Allah
http://www.usc.edu/dept/MSA/quran/059.qmt.html#059.007, der tillod ham at konfiskere HELE andelen til sig selv).
Som et ildevarslende eksempel på, at bedrag sanktioneres i islam, blev et kontingent af overlevende fra Banu Nadir (under ledelse af Usayr ibn Zarim) senere lokket til at forlade deres fort på et løfte om fredsforhandlinger. Den deling muslimer, Muhammad sendte ud for at ”eskortere” dem, slagtede imidlertid med lethed ofrene, da de ”sænkede deres parader” (Ibn Ishaq 981).
(Se også MYTE: Muhammad misbilligede altid uærlighed
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-dishonesty.htm (oversættelse følger)).
Qurayza-massakren
Da Banu Qurayza mødte deres skæbne, var Muhammad velhavende og magtfuld efter at have besejret de to andre stammer.
Banu Qurayza-jøderne smagte Muhammads vrede, efter at deres leder halvhjertet havde taget parti for den mekkanske hær under en belejring af Medina (Skyttegravskrigen).
På det tidspunkt havde Muhammad fordrevet de andre jøder og erklæret, at alt land i Medina tilhørte ham, så byens oprindelige forfatning ikke længere gjaldt. Det er vigtigt at bemærke, at Qurayza IKKE angreb muslimerne, selv ikke efter de have flyttet deres loyalitet (i modsætning til en anden populær myte).
Selv om Qurayza fredeligt overgav sig til muslimerne, besluttede Muhammad at lade hver eneste af stammens mænd henrette tillige med alle drenge, der var kommet i puberteten (12-14 år). Han beordrede en grøft gravet uden for byen og lod fangerne føre frem i grupper. Hver person blev tvunget i knæ, hans hoved hugget af og smidt ned i grøften sammen med kroppen.
Mellem 700 og 900 mænd og drenge blev efter at have overgivet sig slagtet af muslimerne. De overlevende børn af mændene blev muslimernes slaver, og deres enker blev sexslaver.
Disse indbefattede den jødiske pige, Rayhana, der blev en af Muhammads personlige konkubiner samme nat, hendes mand blev dræbt. Islams profet ”nød åbenlyst hendes nydelser” (dvs han voldtog hende), selv mens der stadig var gang i henrettelserne af hendes folk.
Kvinder kunne ligesom enhver anden besiddelse, der blev taget i krig, behandles efter deres tilfangetageres forgodtbefindende. Muhammad gav ordre til, at en femtedel af fangerne tilhørte ham, af hvilke mange blev hans sexslaver ud over hans 11 koner. Nogle af disse gav han også bort som gaver.
(Se MYTE: Muhammad afskaffede slaveri
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-abolitionist.htm (oversættelse følger)).
Engang efter et slag tilvejebragte Muhammad instruktioner om, hvordan kvinder skulle voldtages efter tilfangetagelse, idet han fortalte sine mænd, at de ikke skulle praktisere afbrudt samleje, eftersom ”Allah har skrevet, hvem han vil skabe.”
(Se også MYTE: Muhammad billigede aldrig voldtægt
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-rape.htm (oversættelse følger)).
Efter slaget mod ‘Hunain’, sent i Muhammads liv, var hans mænd nølende med hensyn til at voldtage de tilfangetagne kvinder under næsen på deres mænd (der tilsyneladende stadig var i live, så de kunne overvære udåden), men Allah kom til undsætning med en bekvem “åbenbaring”, der tillod udskejelsen. (Dette er oprindelsen til sura 4:24 i henhold til Abu Dawud 2150).
Oprindelsen til islamisk imperialisme
Stammerne rundt om muslimerne begyndte at konvertere til islam for at overleve. De, der ikke gjorde, blev gradvis besejret i kamp efter et mønster, der blev en perspektivplan for den succesrige etablering af islam som en verdensreligion.
Typisk blev fjendens tillid vundet ved hjælp af ikke-påtrængende midler, hvor muslimerne infiltrerede det fremmede samfund, mens de samtidig tilkendegav deres respekt for lokale traditioner og politiske strukturer.
Efterhånden som de opnåede magt, ændredes deres loyalitet sig imidlertid, og de begyndte at anvende vold for at opnå lokalt overherredømme.
Undskyldningen for militær kampagne begyndte at skrumpe ind til det punkt, hvor den næppe eksisterede overhovedet. Muhammad fortalte sine tilhængere, at muslimer var bestemt til at herske over andre mennesker, og dette syntes at være den drivende kraft bag jihad
http://www.thereligionofpeace.com/Quran/023-violence.htm (oversættelse følger).
(Se også MYTE: Muhammad førte kun krige i selvforsvar
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-self-defense.htm (oversættelse følger)).
Dette demonstreredes tydeligst gennem den brutale erobring af Khaybar, et fredeligt landbrugssamfund, der ikke var i krig med muslimerne.
Muhammad marcherede ikke desto mindre mod dem og besejrede dem med lethed i et overraskelsesangreb. Han lod mange af deres mænd dræbe for bare at forsvare deres by, han slavegjorde kvinder og børn og lod de overlevende familier betale en løbende andel af deres afgrøder, for at det ikke skulle ske igen.
Muhammad havde mistanke om, at byens skatmester skjulte noget, og han lod sine mænd udøve barbarisk tortur
http://www.answering-islam.de/Main/Silas/kinana.htm på den stakkels mand ved at anrette et bål på hans brystkasse, indtil han åbenbarede stedet for den skjulte skat.
(Se også MYTE: Muhammad billigede aldrig tortur
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-torture.htm (oversættelse følger)).
Derefter halshuggede islams profet manden og “giftede sig” med hans kone den samme dag, hun blev enke (hun blev tvunget til først at passere gennem hænderne på én af hans løjtnanter). Kvindens far blev også dræbt af Muhammad, og det er vist ikke at strække den at sige, at sand kærlighed vist ikke havde meget at gøre med dette ”ægteskab”.
Et liv i hedonisme og narcissisme
Muhammads personlige liv blev et billede på hedonisme og udskejelse, alt sammen retfærdiggjort af jævnlige “åbenbaringer”.
(Se også MYTE: Muhammad var en tapper kriger, der stolede på, at Allah beskyttede ham
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-uhud.htm (oversættelse følger)).
Den mand, der tidligere i sin karriere havde retfærdiggjort sin påstand om at være profet ved at sige
http://www.usc.edu/dept/MSA/quran/036.qmt.html#036.021 , at han ”ikke bad om nogen belønning” fra andre, ændrede kurs og begyndte at kræve en femtedel eller mere af alt bytte, der blev taget fra overvundne stammer. I henhold til hans biografiskrivere blev han fed
http://www.westernresistance.com/blog/archives/003038.html af at leve af sin enorme andel af uretmæssigt bytte.
Over en periode på et dusin år giftede han sig med elleve kvinder og havde adgang til en stribe sexslaver (Se MYTE: Muhammad giftede sig med adskillige kvinder for at gøre dem en tjeneste
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-multiple-wives.htm (oversættelse følger)).
Når han begærede en kvinde, om det så var en anden mands kone, hans egen svigerdatter eller et barn så ungt som 6 år (Se MYTE: Muhammad fordømte pædofili
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-pedophilia.htm (oversættelse følger)) var Muhammad i stand til at retfærdiggøre sit begær og uundgåelige opfyldelse ved at henvise til Allahs åbenbarede vilje vedrørende hans sexliv
http://www.thereligionofpeace.com/Quran/025-Muhammads-sex-life.htm (oversættelse følger) - som derefter for altid blev præserveret i Koranen for trofast at blive memoreret af kommende generationer, for hvem det ingen mulig relevans har.
(For den trofaste muslim må det i sandhed være en kilde til flovhed, at Allah tilsyneladende havde større interesse i Muhammads private sexliv, end han havde i tolerance. Der er ligeledes langt flere åbne Koran-vers, der tilskynder til ”kamp for Allahs sag”, end der er vers, der taler om kærlighed mellem alle mennesker. Allah opmuntrer også til sex med slaver adskillige steder).
Islams profet var en særdeles overtroisk person, der har efterladt sig mange bizarre regler, som muslimer skal følge, herunder i hvilken retning, man skal skide, og hvor mange sten, der bagefter skal bruges til at rense anus (et ulige antal – til de nysgerrige). (Se også MYTE: Muhammad afskaffede overtro
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-superstition.htm (oversættelse følger)).
Muhammad lod ligeledes sine personlige kritikere myrde, herunder digtere. En af disse var mor til fem børn. Hun blev stukket ihjel af Muhammads udsending, efter at et diende barn var blevet fjernet fra hendes bryst (Se MYTE: Muhammad dræbte aldrig kvinder
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-women-kill.htm (oversættelse følger)). Andre uskyldige blev dræbt – sommetider endda børn - udelukkende fordi de tilhørte en anden religion (Se MYTE: Muhammad dræbte aldrig børn
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-kill-children.htm (oversættelse følger)).
Islam dobbeltstandarder, der er så genkendelige i dag, blev indvævet af islams profet i hans levetid. Et eksempel kunne være, da Umm Qirfa – en ældre kvinde, der havde det uheld at være medlem af en stamme, der var mål for Muhammads kommandosoldater – blev dræbt.
Muhammads fostersøn bandt kvindens ben til to forskellige kameler, hvorefter kamelerne blev sendt i hver sin retning og rev kvindens krop midt over. Han dræbte også hendes to unge sønner – sandsynligvis på barbarisk vis.
(Se også MYTE: Muhammad dræbte aldrig de ældre
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-elderly.htm (oversættelse følger)).
Nutidens muslimer har overtaget denne arv af selvfortæring og ringeagt over for dem uden for troen. Måske bifalder de terroristangreb på ikke-muslimer, måske gør de ikke, men de er stort set alle enige i deres tro på, at ofrene ikke har nogen ret til at slå igen, om det så er i selvforsvar.
Koranen skelner mellem muslimer og andre og tildeler de troende den allerstørste lovprisning, mens den dynger dem uden for troen til med den mest nederdrægtige fordømmelse. Islam er en sand overherredømmeideologi.
(Se også Er Koranen hadetale?
http://www.thereligionofpeace.com/Pages/Quran-Hate.htm (oversættelse følger)).
Indtagelsen af Mekka
Skønt mange af de arabiske og jødiske stammer blev elimineret og opslugt gennem militær sejr og tvangsomvendelse, så manglede byen Mekka.
I 628, seks år efter flugten, fik Muhammads tilhængere tilladelse til at komme tilbage byen gennem en aftale, hvori han tilsidesatte sin titel som “Allahs Profet.”
Dette var et tidsbegrænset trick, der satte ham i stand til at opnå politisk fodfæste i byen gennem de samme “5. kolonne”-aktiviteter, der også anvendes i dag af organisationer som ”Council on American Islamic Relations” (CAIR), der udnytter deres værtslands religiøse tolerance til at skjule en kommende dagsorden, der indbefatter systematisk diskrimination af ikke-muslimer.
Mange af hans tilhængere var utilfredse med, at Muhammad havde givet indrømmelser til mekkanerne, eftersom de ikke forstod, hvordan det i virkeligheden passede helt perfekt med hans endemål om dominans. Det var i denne periode, han anførte kampagnen mod Khaybar for at stille deres begær efter blod og bytte.
Teknisk set var Muhammad den første til at bryde traktaten med mekkanerne, da han krænkede den del af den, der forbød ham i sin lejr at tage imod medlemmer fra den anden stamme.
Hans egne folk iværksatte ligeledes dødelige overfald på mekkanske karavaner (Se MYTE: Mekkanerne var de første, der brød Hudaibiya-traktaten
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-hudaibiya.htm (oversættelse følger)). Skønt han åbenlyst selv ikke følte personlig forpligtelse over for traktaten, så holdt islams profet den anden part fast på den til mindste komma, især efter at han havde fået magt til at erobre på overvældende vis.
Undskyldningen, Muhammad til sidst brugte, for at lade sine tropper marchere ind i Mekka, blev leveret, da en stamme, der var allieret med mekkanerne, udførte et overfald på en stamme, der var allieret med muslimerne. Skønt en sand fredens mand ville have respekteret det faktum, at hans fjende ikke ønskede krig, og derfor havde anvendt fredelige midler for at løse spændingerne med respekt for suverænitet, så ønskede Muhammad udelukkende magt og hævn. (Se også MYTE: Muhammad valgte altid fred frem for krig
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-peace-war.htm (oversættelse følger)).
Dette blev et mønster for islams dramatiske ekspansion i årene efter Muhammads død. Muslimerne erobrede en region og underskrev “fredstraktater” med nye naboer. Når de derefter havde tiltro til deres militære styrke, ventede muslimerne på en undskyldning for at fremprovokere en konflikt og forny aggressionen.
I kølvandet på Mekkas overgivelse lod Muhammad dem, der på et tidligere tidspunkt havde fornærmet ham, dræbe (Se også MYTE: Muhammad var en tilgivende mand
http://www.thereligionofpeace.com/Muhammad/myths-mu-forgiving.htm (oversættelse følger)).
En af de personer, der blev dømt, var hans tidligere skriverkarl, der havde nedskrevet de åbenbaringer, Muhammad sagde var fra Allah. Skriverkarlen havde tidligere foreslået ændringer til den ordlyd, Muhammad havde angivet (baseret på ”Allahs” dårlige grammatik og kluntede sprog) og Muhammad accepterede ændringsforslagene. Dette bevirkede, at skriverkarlen faldt fra troen, da han var overbevist om, at virkelige åbenbaringer ville have været uforanderlige.
Selv om skriverkarlen undgik døden ved “at konvertere til islam” for spidsen af et sværd, var andre ikke så heldige. En af dem var en slavepige, der blev henrettet på Muhammads ordre, fordi hun havde skrevet smædesange om ham.
I det, der skulle blive modellen for fremtidige muslimske erobringer, blev de mekkanere, der ikke ville konvertere til islam, tvunget til at acceptere tredjeklasses status. Ikke overraskende ”konverterede” næsten hele byen – der tidligere havde afvist hans budskab – omgående til islam, da Muhammad først kom tilbage med et sværd i hånden.
De, der ikke ville konvertere til islam, blev smidt ud af byen få måneder senere – som en ny understregning af islams dobbeltmoral. Da Muhammad tidligere var blevet udelukket fra byen, beskrev han det som ”forfølgelse”, der retfærdiggjorde hans nedslagtning af dem, der forhindrede ham i at foretage ’Haj’. Men, da han selv opnåede magt, bortjog han omgående enhver, der ikke ville konvertere til islam, fra Mekka og forhindrede dem i at foretage ’Haj’.
Den dag i dag er tilhængere af andre religioner udelukket fra at komme ind i Mekka – byen, hvor Muhammad frit kunne prædike mod den etablerede religion. Islam er langt mindre tolerant end selv den mest primitive arabiske religion, som islam fortrængte. En person, der i dag prædikede den originale arabiske polyteisme i Mekkas gader, ville omgående blive henrettet.
Jihad og Jizya
Meget sigende så blev nogle af de voldeligste vers i Koranen ”nedsendt” efter Muhammads opstigning til magt, da der ikke var nogen trussel mod det muslimske folk. Koranens sura 9 tilskynder muslimer til jihad og dominans over andre religioner:
Koran 9:29 “Bekæmp dem, der ikke tror på Allah eller Den yderste Dag, (bekæmp dem), der ikke forbyder det, som er blevet forbudt af Allah og Hans Budbringer, (bekæmp dem), der ikke anerkender Sandhedens Religion (islam), (om de så er) Bogens Folk (kristne og jøder), indtil de betaler jizya-skat som tegn på deres underkastelse, undertrykkelse og fornedrelse.”
Verset, der følger efter, forbander kristne og jøder ved navns nævnelse og siger: “Må Allah udrydde dem” (som med andre uddrag af Koranen er det uklart, om det er Allah eller Muhammad, der taler).
Før sin død gav Muhammad ordre til 30.000 mænd om at marchere mod kristne lande (hvilket på den tid betød Byzans). Det er muligt, at han troede på falske rygter om, at en hær var blevet samlet imod ham, men der findes absolut ingen beviser for, at det skulle have været tilfældet. I stedet undertvang Muhammad den lokale befolkning og aftvang dem “beskyttelsespenge” – noget, der er blevet kendt som ‘jizya’ (en skat, ikke-muslimer betaler til muslimer).
En anden episode fra denne periode, der giver indsigt i arven efter Muhammad, er tvangskonverteringen af ‘al-Harith’, en af de sidste stammer, der holdt stand imod Muhammads overherredømme. Muhammad gav høvdingen for stammen tre dage til at acceptere islam, inden han sendte sin hær for at udslette dem.
Ikke overraskende accepterede hele befolkningen omgående Fredens Religion!
Arven efter islamisk imperialisme
Muhammad døde af en feber i 532, 63 år gammel, efterladende sin voldelige religion fast forankret i de arabiske lande. Gennem hans lære så hans tilhængere det jordiske liv som en konstant fysisk kamp mellem ”Fredens Hus” (Dar al-Salaam) og ”Krigens Hus” (Dar al-Harb).
Igennem de næste fjorten århundreder har dette ekstraordinære individs blodige arv været en konstant udfordring for dem, der bor ved grænserne for religionens hegemoni.
Den voldelighed, som muslimske hære udøste over mennesker i hele Nordafrika, Mellemøsten, Europa og ind i Asien så langt som til det indiske subkontinent er en hyldest til en grundlægger, der bifaldt undertvingelse, voldtægt, mord og tvangsomvendelser for at sprede sin religions herredømme.
Med Muhammads ord: “Jeg er blevet befalet at bekæmpe mennesker, indtil de siger: ‘Ingen anden end Allah har ret til at blive tilbedt. Og, hvis de gør det, beder som vi beder i vores bederetning, og slagter ligesom vi slagter, så vil deres liv og værdier være helligt for os, og vi vil ikke blande os i deres forhold ...” (Bukhari 8:387
http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/008.sbt.html#001.008.387 )
Det er i høj grad grundlaget ikke bare for nutidens terrorkampagner mod vestlige vantro (og hinduer og buddhister) men også den udbredte apati, muslimer verden over har i forhold til vold, der gør det muligt.
Som den indonesiske gejstlige, Abu Bakar Bashir, for nylig udtrykte det:
“Hvis Vesten vil have fred, så må de acceptere muslimsk styre.”
Oversat og bearbejdet fra engelsk:
http://www.thereligionofpeace.com/Pages/History.htmBogger
Svar
Citer
