På den alternative religionsdebat, den med censur, diskuteres det, hvorfor så mange vesterlændinge konverterer til islam:

"Men når man så ser hvor mange fra vesten der konventerer til Islam, så bliver man da helt målløs".

- Hvor mange gør så det - ligger der et statistisk kildemateriale til grund for målløsheden?"

Da den korrekte besvarelse af dette spørgsmål forekommer mig at være af vital betydning for vor civilisations overlevelse, holdt jeg en lille brain storming session med mig selv, og nåede frem til følgende foreløbige svar:

Selv om antallet af konvertitter (begge veje) selvfølgelig er af betydning, så finder jeg det langt vigtigere at besvare spørgsmålet om, HVORFOR de gør det?

Her kan man indlede med den observation, at det er lettere at konvertere TIL islam end FRA islam, idet man i sidstnævnte tilfælde ikke blot slipper for islam, men også for livet. Og hvor mange har lyst til det?

Islams attraktionsværdi har altid været dens enkelhed og muligheden for manden til at kunne leve i overensstemmelse med sine urinstinkter eller urdrifter, når blot visse formalia er overholdt.

Kristendommen er til sammenligning yderst kompleks og uforståelig, fyldt med mirakler, helgener og en evig jomfru samt en diffus guddom, der både er een og tre på een og samme tid. "Forstå det hvem der kan", er ofte tilføjet de mere uforståelige skriftsteder, som end ikke de skriftkloge kunne blive enige om, hvordan man som kristen skal tolke.

Kristendommen er en religion for svæklinge, tabere og kvinder, med dens vanvittige ideer om at udvise næstekærlighed, selv over for ens fjender.

Islam er det stærke fællesskab af mænd, af krigere, som er forenet om at undertvinge eller dræbe Guds fjender, og for krigeren består den jordiske belønning i krigsbytte og fjendens kvinder. Kvinden er krigerens lyst, siger filosoffen Nietzsche, og statsmanden Adolf Hitler tilsutter sig ringeagten for kristendommen og beundringen for islam. Begge beundrede de islam og foragtede kristendommen. Filosoffen sagde også: "Hvis du går til kvinden, så husk pisken!" Og det er netop denne helt naturlige måde manden behandler kvinden på i islam.

De postkristne sociale slavestater, kaldet velfærdsstater, er matriarkater, som har reduceret manden til en servicefunktion for kvinden. Et pjok som gør hvad der bliver sagt, og som ikke mener noget, før han har spurgt sin kvinde, hvad hun mener han bør mene. Manden er blevet et domesticeret væsen, skabt ud fra kvindens forestillinger om, hvordan en tam mand bør være. Derved er han blevet et æreløst væsen på midlertidigt tålt ophold hos kvinden.

Og derfor er ægteskabet hos os afløst af serielt monogami og delebørn, mens manden i islam er kvindens og familiens suveræne overhovede, med revselsesret over for både børn og hustruer som han kan have fire af, hvis han ellers gider, eller kan magte opgaven.

Hos os kan een mand end ikke magte een kvinde, og hun får som regel forældremyndigheden over børnene, når hun sparker ham ud, fordi pjokket står i vejen for en mere attraktiv mand eller hendes karierre og selvrealisering, hvor hun kan udnytte alle de fortryllende muligheder hun selv har skabt, da hun anvendte sin politiske indflydelse til at strukturere samfundet efter sit feministiske hoved.

Og så står han der, det lille kasserede pjok, frataget det sidste selvværd og den sidste rest af selvrespekt og spekulerer på, hvorfor verden og menneskene mon er så onde?

Så er det, at tre muligheder umiddelbart melder sig: Flasken eller narko; flyve videre til den næste blomst for måske at finde idealkvinden, hans drømmes mål og svedige natlige fantasiers objekt. Eller han får måske en metafysisk åbenbaring:

Islam er ikke problemet, men løsningen på alle hans problemer. En mulighed for atter at blive en respekteret mand af ære, som kan leve i fuld overensstemmelse med de maskuline urdrifter. Som kvindens betvinger og hersker, som Guds repræsentant på Jorden (kalif), og agtværdig kriger der skal erobre hele planeten for Allahs udvalgte folk, så verden kan blive renset og retfærdig.

Hellere dø stående og kæmpende end ligge ned og blive trådt på af kvinden, det er nu engang mandens natur. Og selv om det kan være svært at tro på de 72 jomfruer som venter den retfærdige kriger i Allahs Himmel, så kommer troen helt af sig selv, når først han har erkendt de fantastiske muligheder islam tilbyder ham som mand og mandfolk.

Endvidere er islam på stolt fremmarch. Den skaber respekt og vunderkastelse omkring sig blandt de domestiserede dhimmier i de demokratier som kvinden har gjort til matriarkater uden rygrad. Samfund blottet for modstandskraft som bilder sig ind, at man altid kan finde en forhandlingsløsning, et kompromis med islam, blot man udviser den fornødne respekt og imødekommenhed over for krigernes religion.

Der er nu engang intet som succes, der skaber endnu mere succes, og islams succes og ubøjelige vilje til at erobre og herske, har reduceret Vesten til en skygge af det den var engang. Den er blevet en svækling, en smuk svane, der synger sin svanesang.

Derfor er islam både fremtiden og mandens håb om revanche over den genstridige, mystiske og farlige kvinde. Hun var det væsen islams profet advarede imod kort før sin død:

"Jeg efterlader ikke nogen mere uheldsvanger årsag til forstyrrelse af manden end kvinden" (Hadith, al-Bukhari).

Når den vestlige mandsling, det foragtede lille pjok erkender islams sandhed og profetens storhed, så vender han matriarkatet og vestlige kvinder ryggen og løber så hurtigt som hans ben kan bære ham til moskeen for at generhverve sine naturgivne rettigheder som mand og stolt kriger, der kæmper for den eneste sande Guds retfærdighed.

Det var så mit spontane bud på nogle af grundene til, at en del mænd fra demokratierne vælger at konvertere til islam. Også mange vestlige kvinder konverterer til islam. Her er grunden nok især den, at hun er blevet træt af pjokket, den domesticerede mand og søger udfordringer fra en rigtig mand, en macho kriger, der kan give hende alt det, som hendes inderste kvindenatur skriger efter.

Hilsen

Ipso Facto ;)


------------------
"Alice: "There is no use trying; one can't believe impossible things."

The Queen: "I dare say you haven't had much practice. When I was your age, I always did it for half an hour a day. Why, sometimes I've believed as many as six impossible things before breakfast." - Alice in Wonderland.

Et alternativ til en konvertering til den falske tro, som Ipso omtaler, er at hengive sig til SM.

Køb en pisk og spænd konen fast. Så falder hun til ro og er yderst opmærksom på dine ønsker!

Hej Niels!

Det var rart at høre din helt ukristelige klare stærke røst komme med en kontant udmelding på min provokation. Den var nu mest møntet på debattens feminister, troende kvinder, tabere, kristne pjok i almindelighed, samt andre klienter på tilskuds- eller velfærdssprøjten med matriarkatets åndelige pisk over nakken.

Men du har dog ret i, at den domesticerede og terroriserede mand også har andre muligheder end islam, for at genvinde sin tabte ære og selvrespekt i den feminiserede sociale slavestat. Du har valgt at følge filosoffen Nietzsches råd, at medbringe pisken, når du begiver dig til kvinden. Nu vælger mennesket jo ikke selv sin seksuelle orientering, hvilket gennem historien har skabt en del ukristelig desorientering. Tænk blot på Paulus, Augustin, pave Innocens den ottende, Luther og Calvin. De var alle udtalte kvindeforagtere. Kvindens uberegnelige natur og umættelige seksualitet fik disse små seksualforskrækkede kristne mænd til at fare frem mod kvinden for at tugte hende og holde hende nede.

Om korporlig revselse og tugt har ODS følgende:

Hvo som sparer sit Riis, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidlig. Ords.13.24. tugte en for udyd. Moth.T218. *Tugtes, medens vi opaves, | Er vor første Ungdoms Tvang. Stub.134. *(de fromme) tugte mest, hvem de har kjær, | Det kalder Verden Daarefærd.

Så du er i godt selskab blandt de fromme, selv om (kvinde)verdenen nu ikke blot kalder det dårefærd, men har vedtaget straffelove som forbyder husbond at revse hustru, børn og tyende.

Nu kender jeg jo til din humanistiske indstilling og ved, at når du anvender pisken, så er det ikke for at gøre ondt eller skade, men for at glæde og give den euforiske lykkerus til begge parter, som alene den sande erotik formår. Sex er som bekendt kun beskidt, når det gøres rigtigt!

Dine S/M aktiviteter er samtidig med til at afholde svage kvinder fra at falde for muslimske krigeres macho tiltrækning, og dermed yder du også på denne private erotiske front et bidrag til samfundets selvopretholdelse.

Niels (266 B) Larsen, du er ganske enkelt en hædersmand både i ord og gerning, og det er en fornøjelse og en glæde at vide, at du fortsat huserer rundt omkring i cyberspace, hvor du skaber tvivl og røre blandt feminister og de politisk korrekte, alt imens du giver islam og muslimerne mere end blot fingeren. Dig kan man have tillid til, du er altid den samme ubøjelige, faste karakter. For som Dostojevski siger: Tro den ubøjelige, ikke den føjelige!

Med antiislamisk og antifeministisk hilsen

Ipso Facto ;)

Hej Ipso!

Du ved jo at jeg heller ikke er den helt store feminist og at jeg deler din opfattelse af at de vestlige samfund er ved at drukne i feministisk humanisme. 60’erne var et forfærdeligt årti – kvinderne fandt vej fra suppegryderne til arbejdsmarkedet og overlod på helt uforsvarlig vis poderne på lykke og fromme til blebærende pladderpædagoger som på hysterisk vis nærmest udryddede alle lege, som raske knægte gennem århundreder har leget. En rask lille slåskamp, klatren i træer frem for pædagogisk rigtigt indrettede sikkerhedsgodkendte og ulideligt kedelige klatrebaner etc.

Resultatet kender vi kun alt for godt: mænd, der lydigt indordner sig under den stærke kvinde, skifter bleer med et Smil (i stedet for vi rigtige mandfolk, som i yderste kvide og uden kvinder i nærheden med klemme i næsen og brækfornemmelser), vasker op og endda ved, hvor postelinet skal stå. Fremtiden ser sort ud for mandekønnet i vor del af verden. Måske den ugudelige islam trods alt er vor redning? Eller vil det mon være som at komme fra asken over i ilden?

Venlig hilsen - og nu ikke for meget Shangria!

Niels B. Larsen

OH, hvilken sarkasme!

Hej Niels!

"Det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt", hedder det i sangen om Larsen. En Larsen som slet ikke ligner vor egen Niels B. Larsen. Sangens sidste vers kunne passende sættes som gravskrift over tidens triste mænd og vor feminiserede kultur:

Han havde tænkte sig så mangt og så meget
men overalt var der altså hejst stop
Og sådan går det for alle de Larsner
som man aldrig ka' få til at vågne op.
Det sku' bli' så godt, men nu' det faktisk skidt.

Og det er netop, hvad god debat handler om: At få folk til at vågne op og stille de rigtige og kritiske spørgsmål om, hvorfor det er så skidt.

Her kalder vi det nu sangria, og tyller det ned som saftevand, for at vise vor foragt for Coca-cola og McDonalds kulturen. I går nød jeg en udmærket Rioja til de grillede bøffer, som vi her kalder "solomillo" (oksebørbrad). En støvet flaske Faustino I, Gran Reserva 1996 bragte mig, sammen med udsigten over det azurblå Middelhav og en behagelig temperatur i palmernes skygge, tæt på Shangri-La. Men som bekendt rummer ethvert paradis også en slange - Det Onde.

Her i byen bekæmper man Det Onde ved at stille det frit til skue og lade som om, man respekterer det, for at narre Den Ondes repræsentanter. Bystyret har derfor ladet rejse en statshue af en prægtig jihadisk kriger med islams sværd stukket i jorden. En tidlig arabisk flygtning, abd-al-Rahman I, som landede på denne smukke kyst i 755 for at undgå blodbadet på hans klan i Damaskus. Senere grundlagde flygtningen emiratet Cordoba.

Men byens lokale katolske klan har dog samtidig taget en raffineret hævn, ved at placere Rahman i korsets skygge, idet statshuen står ved foden af "Helgenklippen", på hvis top knejser et megastort illumineret kristent kors. Følgende inskription er anbragt ved den gamle muslimske flygtnings fod:

"Oh palm tree
you are like me
a stranger in the West
a far cry from your homeland"

- mindeværdige ord som som gamle Rahman skulle have udtalt, da han gjorde landgang her og øjnede palmetræer.

Så her i Andalusien har vi overhovedet ikke haft problemer med muslimer siden 1492 :whistle:

Viva España

Ipso Facto

Og hvad er så det spørgsmål, du stiller?

Hej Ransom!

Det spørgsmål som vi først og fremmest skal stille er, om "tingene" behøver at være således, som de er. Om det kunne være anderledes, og hvad der kræves, for at ændre tingene fra det faktuelle til det ideelle.

Forinden skal man selvfølgelig have tænkt sig frem til, hvad det ideelle er, det vil sige på fornuftens grund have opstillet en universel etisk fordring, som alle er underkastet alene qua person (et væsen med selvbevidsthed, empiri, sprog og logik).

Det er mit korte svar.

Et længere begrundet svar er nok lidt for omfattende, at tage fat på i denne lille sarkastiske tråd. Det hører hjemme i en selvstændig tråd under etik.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:

Hej Cato!

I øvrigt mener jeg ... ååh nej, ikke den Cato :whistle:

Hvorfor tror du, at jeg kaldte min gode ven for "Niels (266 B) Larsen", i indlægget ovenfor?

Fordi det er en hæderstitel!

Desværre er det endnu ikke lykkes mig at blive dømt efter den forsmædelige racismeparagraf. Den ære må jeg have til gode! ;)

Hilsen

Ipso Facto ;)


--------------
"We should invade their countries, kill their leaders and convert them to Christianity. We weren't punctilious about locating and punishing only Hitler and his top officers. We carpet-bombed German cities; we killed civilians. That's war. And this is war." - Ann Coulter i en artikel 12. september 2001.

Hvis det er din aftenbøn, så gud nåde og trøste os i vores åndelige armod!

Man straffede også frihedskæmperne under 2. Verdenskrig, Cato.

Men de fik oprejsning da verden var blevet mere fornuftig.

Sådan går det også denne gang - hvis nok af os vågner op i tide.

Heldigvis går tendensen i den retning - og der sker da en del muslimbashing rundt omkring.

Der kommer nok mere inden længe efter den iranske raketafprøvning...

Jeg har aldrig lagt skjul på dommen. Og jeg anser den i lighed med Ipso som et hæderstegn.

Ja, det samme kan man sige om den fatale fascination I islam. Er man nok overbevist om sit hads berrettigelse, findes der nok en nøgle til paradiset og de skønne jomfruer. Den værste terrorist må nemlig vente med at blive hædret til, han kommer hinsides dette liv.

Det er en misforståelse at tro jfr. dit indlæg længere oppe, at en kvindefrigørelse handler om, at manden skal drysle sin maskulinitet ned og blot stå i køkkenet med mors forklæde. En kvinde er en kvinde, og en mand er en mand. Men en kvinde er også en person, ligesom manden er en person. Et kønsrollemønster har allerede bestemt, hvordan kvinden eller manden skal agere som person, og deri ligger det ødelæggende element.

Mvh
Anne

Svar til Cato og Ransom!

Ud fra jeres reaktioner kan jeg se, at det bliver nødvendigt at tydeliggøre min egen position. Herunder mine holdninger til det som Niels B. Larsen og Ann Coulter er citeret for, som I misforstår, fordi I mangler de nødvendige forudsætninger for en forståelse.

Så vidt jeg husker fremkom NBL med sin spontane reaktion på terrorangrebet mod USA 9/11 om aftenen, den dag angrebet fandt sted på en socialistisk internetdebat. En af opponenterne meldte NBL til politiet for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b.

Ann Coulter er en amerikansk konservativ (republikansk) forfatter og politisk kommentator. Hendes citerede udtalelse blev også skrevet få timer efter angrebet og publiceret den næste dag.

Det som især udløste de stærk følelsesbetonede og krigeriske reaktioner på 9/11, var desværre ikke med i mit Coulter citat. Hun indleder faktisk med denne konstatering:

'We know who the homicidal maniacs are. They are the ones cheering and dancing right now. We should invade their countries, kill their leaders, and convert them to Christianity. ..."

Om NBL også havde set billederne fra Palæstina, hvor man fejrede massemordet på næsten 3.000 tilfældige amerikanske civile ved at jubeldanse i gaderne og uddele slik til børnene ved jeg ikke. Det må han selv svare på.

I min kommentar har jeg på intet tidspunkt erklæret mig enig i de udtalelser NBL og Coulter her er citeret for. Jeg forstår reaktionerne og finder dem berettigede på den givne baggrund som spontane følelsesudbrud, men jeg er helt uenig i det som der opfordres til.

Det jeg vil forsvare i begge tilfælde er dog RETTEN til offentligt at fremkomme med sådanne fordømmende og krigeriske opfordringer. Især når de ses i den kontekst som er en umiddelbar reaktion på et uprovokeret angreb mod USAs civilbefolkning og infrastruktur. Det er efter folkeretten KRIG. Og det berettiger efter folkeretten til at øve gengæld mod fjenden. Følelserne løber dog af med både NBL og Coulter, for det er efter samme folkeret helt klart en krigsforbrydelse at forsøge at ramme en fjendes civilbefolkning gennem et militært angreb.

Den amerikanske forfatning garanterer borgerne en meget vidtgående ytringsfrihed. Her går grænsen for kriminelle ytringer ved "hate speach", eller opfordring til at begå forbrydelse.

Her i landet har vi siden marts 1939, som det første land i verden, haft racismeparagraffen 266 b i vor straffelovgivning, som indfører en mere vidtgående begrænsning i borgernes ytringsfrihed. At 266 b blev vedtaget skyldtes nogle specielle historiske omstændigheder. Formålet var at lægge en dæmper på nazistisk propaganda og danske nazisters hadefulde udfald mod danske jøder i pressen.

Der faldt et par enkelte domme inden Danmark et års tid senere blev besat af nazistiske tropper den 9. april 1940, hvorefter der blev indført nazistisk censur af danske medier, hvilket de facto satte 266 b ud af kraft under hele besættelsen. Nu var det i stedet danskere der blev dømt og straffet for at have kritiseret den nationalsocialistiske ideologi eller tyske ledere som Adolf Hitler.

Efter min opfattelse bør både racismeparagraffen og blasfemiparagraffen skrottes. Religiøse samfund har efter min opfattelse ikke krav på en bedre beskyttelse end alle mulige andre samfund eller politiske sammenslutninger. Grænsen bør gå ved opfordringer til at begå straffelovsovertrædelser af en vis grovhed, for ekempel opfordringer til drab på en bestemt befolkningsgruppe.

Her ligger NBLs citerede udtalelser fra dommen nok lige på kanten af hvad der kan accepteres. Men når der ikke blev rejst sigtelse mod HuT talsmanden, der bl.a. uddelte løbesedler som opfordrede til at begå drab på jøder "hvor man end traf på dem" (et citat fra Koranen) efter straffelovens paragraf 136, der kriminaliserer opfordring til forbrydelse, men alene efter 266 b, så må retstilstanden her i landet være således, at heller ikke NBL kunne dømmes efter paragraf 136. Og når konteksten tages i betragtning, burde der efter min bedømmelse være sket frifindelse i NBLs tilfælde.

Mig bekendt mener NBL i dag ikke det han sagde få timer efter terrorangrebet 9/11, og det samme fremgår af det, som Ann Coulter senere har skrevet.

Min egen holdning er, at fjenden ikke er de menige muslimer. De er tværtimod islams primære ofre, på samme måde som den menige tysker var offer for den nazistiske ideologi, efter at være blevet forført af en pseudoreligiøs karismatisk leder som Adolf Hitler, der i folkets bevidsthed havde samme status som en profet eller frelser.

Islam er både en religiøs lære og en politisk ideologi samt en filosofi, en etik og en total tilværelsesforståelse. Det som på arabisk kaldes en "din", som ikke kan oversættes til vort begreb "religion".

Vesten er således i krig med en totalitær politisk ideologi kaldet islam, på samme måde som demokratierne under anden verdenskrig var i krig med politiske ideologier
kaldet nazisme, fascisme og japansk militarisme og imperialisme, og som vi var under den kolde krig med den revolutionære eller virkeliggjorte socialisme (marxismen-leninismen) i dens forskellige varianter.

Hvordan den krig skal føres er et vanskelligt spørgsmål. Men den første betingelse for at kunne vinde en krig er, at man definerer hvem fjenden er og opstiller et strategisk og politisk mål. Det kan ikke nytte, at man af hensyn til, at den totalitære ideologi man bekæmper også er en verdensreligion, narrer sig selv, ved eufemistisk at kalde fjenden for terrorister, og derfor fører "krig mod terror". Terror er blot et taktisk middel i en væbnet konflikt. Man kan selvfølgelig ikke føre krig mod terror lige så lidt som man førte krig mod tyskernes taktik "Blitzkrieg" eller japanernes taktik, i Stillehavskrigens sidste fase, mod japanske selvmordspiloter, de såkaldte kamikazee, en taktik som har flere lighedspunkter med muslimske selvmordsbombemænds forsøg på at sprede terror i en civilbefolkning ved at ofre deres eget liv for sagen.

Indtil Vesten gør sig dette klart har vi ingen udsigt til at kunne vinde krigen. Vi kan end ikke vide om vi er ved at vinde eller tabe, for når vi har ikke defineret et slutmål vi kan anvende som målestolk, kan vi ikke afgøre, om vore bestræbelser opnår de ønskede resultater og dermed nærmer os målet og sejren.

Dette er ultrakort hvordan jeg bedømmer situationen.

Hilsen

Ipso Facto ;)


--------------



Billedtekst: "September 11, 2001": Palestinians celebrate; adults cheered and passed out candy to children in celebration of American deaths. While their children danced in the streets, the parents couldn't wait to count the number of women and children murdered. It was a great day for them."

Hej Anne!

Tak for dit bidrag til denne tråd, som jeg i første omgang helt havde overset. Derfor dette noget forsinkede svar.

Forskellen mellem NBLs spontane had til islam og muslimer og islams og muslimers had til alt ikke-muslimsk, er jo den ikke uvæsentlige, at i førstnævnte tilfælde er der tale om en følelsesmæssig reaktion på en konkret grusom og smertelig begivenhed, i det andet tilfælde er der tale om et religiøst dogmatisk og traditionelt bestemt had til alt ikke islamisk og en primitiv begejstring for massedrab på Guds fjender.

NBLs had og vrede var et forbigående fænomen, som da 9/11 kom på afstand blev modereret og nedtonet qua hans fornuft og den kulturelle postkristne kulturs normer som han tilhører.

Hvordan ser du på islam Anne? Er du enig med Luther i, at islam er et kristent kætteri, gudsdyrkelse i bekendelsens skikkelse, og at islams Gud er Djævelen?

Om mine indledende provokationer vedrørende beskrivelsen af vort feminiserede folkestyre skriver Anne:

"Det er en misforståelse at tro jfr. dit indlæg længere oppe, at en kvindefrigørelse handler om, at manden skal drysle sin maskulinitet ned og blot stå i køkkenet med mors forklæde. En kvinde er en kvinde, og en mand er en mand. Men en kvinde er også en person, ligesom manden er en person. Et kønsrollemønster har allerede bestemt, hvordan kvinden eller manden skal agere som person, og deri ligger det ødelæggende element."

Kønsrollemønstret udspringer af kønnenes forskellige biologi og meget forskellige overlevelses- og seksuelle strategier. Hvordan forholdene mellem kønnene bør være er oprindeligt fastlagt ud fra den biologiske selektionsmekanisme og siden forsøgt begrundet i den kulturelle evolution.

Vor kulturs grundmyte Genesis er også et forsøg på at begrunde og retfærdiggøre kønsforskellen og definere de to køns forskellige opgaver.

Kvinden er skabt senere end manden for at være hans medhjælp. Hun er det nysgerrige væsen, som let lader sig lokke af Det Onde (symboliseret ved slangen der også er et seksuelt symbol qua sin penislignende form) og lokker manden og dermed hele menneskeslægten i fordærv ved sin trælskhed.

At kvinden må underordne sig manden og bringes under hans kontrol pga. kvindens farlige og uregerlige natur, vidner ikke blot judaismens seksuelle tabu og love om, men også apostlen Paulus ser i kvinden først og fremmest syndens moder, et væsen der står tilbage for manden i sædelighed.

Derfor advarslen i 1. Kor. kap. 7: "Det er godt for en mand ikke at røre ved en kvinde." Det er med Paulus at seksualfrygten og askesen holder sit indtog i kristendommen. Afskyen for alt seksuelt gennemsyrer også Apokalypsen. I Johannes Åbenbaring 14,4 prises de 144.000 udvalgte som dem, der "ikke har besmittet sig med kvinder".

En af de tidlige kirkefædre, Tertullian, skriver i "De culta feminarum": "Kvinde - du burde altid gå i sorg og pjalter, med øjnene fulde af tårer. Du har ødelagt menneskeslægten; for dine synders skyld måtte Frelseren lide døden."

I det sjette århundrede blev det på en gallisk provincialsynode indgående diskuteret, om kvinden skulle betragtes som menneske, og om hun havde en sjæl. Dette tema optog kristne teologer gennem århundreder. Et årtusinde senere ytrede tyske teologer sig herom i 51 alvorligt mente teser.

Den kristne urkirke var en mandlig instution. Tre maskuline folkeslag - hebræere, grækere og romere - har præget dens form. Kvindens kirkelige tilbagetrækning, der allerede i den tidlige Middelalder trak nedgangen i den karitative kærligvirksomhed med sig, betød en sejr for den antikke tænkning over den kristne som den kommer til os fra jesuordene i evangeliet. Da den kristne lære i sin maskuliniserede form kom til germanerne og danerne, havde den mange steder den virkning, at man sænkede mandeboden for kvinder, svarende til den ringe værdi den nye tro syntes at tillægge kvinden. At kun manden er Guds udtrykte billede, og at kvinden er født til at være mandens tjenerinde, er i grunden også den kanoniske rets synspunkt.

Kvindeforagt og seksualfrygt plagede Paulus i en sådan grad, at han ikke kunne fastholde Frelserens grundsætning om kønnenes jævnbyrdighed. Han reducerede kvindens stilling, idet han atter nærmere sig jødiske anskuelser, og forfægtede det patriarkalske ægteskabsideal, baseret på mandens forspring i tid og sædelighed (1. Tim. 2,13; 14; 1. Kor. 11,8).

Også kirkefaderen Augustin lod sig bære af de seksualfjendtlige stemninger og skabte en anti-erotisk seksualetik som blev lige bestemmende for den katolske kirke og den ældste protestantisme (Luther var som bekendt augustinermunk før sit oprør mod pavestolen). For Augustin blev det seksuelle, fordi det unddrager sig fornuftens styrelse, ganske enkelt det bærende element i synden.

Ifølge Augustin er seksualiteten den mudrede kanal, gennem hvilken synden flyder videre fra slægtsled til slægtsled. Den kristne dåb er efter hans mening bestemt til at neutralisere denne gift, men selv for den døbte er det seksuelle stadig en slem "medgift". Det seksuelle er det slette. Ifølge denne grundopfattelse må den afholdende have ubetinget prioritet foran den ukyske. I bandlysningen af erotikken er Augustin følgelig gået endnu videre end Paulus.

Kærlighedens religion blev forvandlet til kyskhedens religion!

Reformationen brød principielt med den asketiske tanke. Augustinermunkens ægteskab med nonnen var en symbolsk handling i så henseende, et tegn, der kunne ses viden om. Luther gav kvinden moderværdigheden tilbage og skabte det protestantiske familieideal, idet han gjorde det borgerlige hjem ikke blot til et sted for børneavl, men også for børneopdragelse, for unge sjæles oplæring i kristentroen. Med rette tillagde han sine reformer på det seksuelle område stor betydning. Han gjorde alvorlige anstrengelser for at læge bruddet mellem religion og seksualitet. Men hans fortsæt lykkedes ikke for ham. Det var hans skæbne, at han ikke kunne frigøre sig fra Augustin. Han deler dennes grundopfattelse: det seksuelle er slet. Det er yngleplads for synden. Selv i ægteskabet er samlejet en syndig handling, jfr. Luthers drastiske erklæring: "Vi er alle horkarle!" Luther var lige så lidt som Augustin i stand til at give seksualiteten en dybere mening. Retfærdiggørelsen af seksualdriften er alene forplantningsformålet.

Hele den seksuelle sfære var Luther uhyggelig. Han kunne ikke blive den vrangforestilling kvit, at Djævelen ville gribe ham netop fra denne side. Derfor priste han virginitetens nåde, "nåden over naturen": "Den, der vil og kan, han tage sig den an!"

Vaklende er også Luthers dom over kvinden. Snart har han midlidenhed med hende som "ein arm' Ding", der har brug for den mandlige føring, snart beskynder han hende for at være "den onde fjendes præstinde". Under ingen omstændigheder anerkender han hende som mandens ligeberettigede ledsagerske.

Derimod tiltales han af det mosaiske kvindeideal. "Lad dem roligt føde sig til døde, det gør intet, derfor er de der."

Når der opstod et behov for kvindeemancipation i den postkristne kultur efter overgangen til demokrati, så har vi først og fremmest kristendommens fordærvelse og fornedrelse af kvinden at takke derfor. Hos os fik kvinder, fattige og tyende valg- og stemmeret med grundlovsrevisionen i 1915, og det første valg hvor disse tidligere udstødte grupper kunne udøve deres politiske ligeværdighed var ved valget i 1920.

På godt et halvt århundrede lykkedes det kvinderne og de fattige at ændre samfundet fra et patriarkat til en velfærdsstat med et stærkt martiarkalsk islæt. Allerede filosoffen Aristoteles advarede for 25 århundreder siden imod demokratiet (i vor form som han kaldte polis), med den begrundelse, at de fattige, som altid ville udgøre majoriteten, ville anvende deres politiske magt til at berige sig selv på samfundets og de andre klassers bekostning, hvorefter det ville bryde sammen og blive afløst af et despoti.

Jens Otto Krag, velfærdsstatens hovedarkitekt, indså snart, at det var en dårlig idee at socialisere erhvervslivet, således som LO havde planer om gennem opbygning af store centrale LO-kontrollerede fonde. I stedet valgte han at socialisere vælgerne, ved at gøre deres eksistens totalt afhængig af tilskud og ydelser - direkte eller indirekte - fra staten. Den stat som det ifølge forfatningsteorien er vælgernes fornemste opgave at overvåge og kontrollere.

Dermed blev vælgerne så at sige inhabile i forhold til at udøve deres fornemste funktion i folkestyret, og socialstaten fastlåst som en konstruktion der umuligt kunne afskaffes igen. Dermed var folkestyret kommet i modstrid med dets grundlæggende idee, og nået til det punkt i historien, hvor det ikke kunne ændres radikalt, kun gå til grunde hvis de positive rettigheder ikke længere kunne finansieres. Eller hvis det blev overMANDET af en mere barsk maskulin kultur, som islam.

Kvinderne lod sig lokke til at gøre sig uafhængige af manden ved at søge ud på arbejdsmarkedet og i de højere uddannelser under højkonjunkturen i begyndelsen af 1960erne. De overtog mandens tænkemåde og anvendte deres politiske indflydelse til at frigøre sig totalt af manden og nedbryde det gamle mandssamfunds institutioner og traditioner. I stedet for afhængigheden af manden valgte kvinden afhænigigheden af socialstaten, der præmierede enlige kvinder med børn økonomisk - og så kom der for alvor gang i opløsningen af ægteskabet, som snart blev afløst af serielt monogami, efterhånden som mandslingerne og pjokkene som stod i vejen for kvindens frigørelse og selvrealisering blev sparket ud.

Allerede i 1948 vandt den demokratiske ligestilling over kirkens traditionelle tusindårige forbud mod kvindelige præster, og i dag har kvinderne gjort Folkekirken til en kvindedomineret arbejdsplads, ligesom de tidligere havde sat sig tungt på de forvaltningsgrene som havde med børn, omsorg og bistand at gøre. Dermed er samfundet radikalt ændret til et matriarkat på alle væsentlige områder.

Kvindens instinkter fordrer afsky for krig og vold. Hun søger qua sin biologi tryghed og sikkerhed, og bilder sig ind, at kunne opnå den gennem at dressere manden til et tamt væsen der tænker og føler som en kvinde, samt ved imødekommende venlighed og forhandling og gennem kontrol og overvågning. Derved trækkes rygradden ud af samfundet, godt hjulpet på vej af postmodernismen, multikulturalismen og kulturrelativismen.

Dybest set feminine tænkemåder der prøver at ophæve rationelle forskelle i en tro på, at man kan forene det som principielt er uforeneligt. Som for eksempel folkestyre og sharia og islamfascisme. Det er ligeledes en feministisk måde at forsøge at løse reelle problemer gennem forbud og straf. Den vanvittige konstruktion "islamofobi" som sættes lig racisme, er fosteret i en kvindehjerne under indflydelse af ideerne om EUs projekt EURABIA og en vrangforestilling: solidariteten med de små og svage palæstinensere der af et brutalt Israel med USAs våbenmagt i ryggen udsættes for overgreb og katastrofer. Dette appellerer til hendes instinktive medfølelse for de små og svage. Palæstinensersærloven er et andet eksempl på denne omvendte verden, hvor følelserne regerer over fornuften i kvindehjerner, også sådanne som er anbragt i mandekroppe.

Samfundet har på et par mennskealdre bevæget sig fra den ene yderlighed til den anden. Fra patriarkat og kvindeundertrykkelse til matriarkat og mandeundertrykkelse.

Når det er følelserne og empatien der dominerer, hvad enten de er hyldet i feminismens ideologi eller i kristendommens, er en balance umulig at finde. Hvordan skulle de dog også kunne det, når det kræver rationel fornuft at bringe følelserne under kontrol. En rationalitet som fortrinsvis findes i den mandlige tænke- og følemåde og ikke i den kvindelige ditto.

Dette er en skitse af det moderne samfunds dilemma, og jeg har ingen tiltro til, at en moderne evangelisk kristendom kan løse det problem. Kristendommens grundproblem er, at den er alt for eksotisk og stiller alt for store fordringer til at kunne realiseres andet end som en ren personlig overbevisning eller frelse. Enhver form for organiseret religion er efter min opfattelse et onde, som altid kører af sporet og udarter i forbrydelser og modbydeligheder.

Den diskussion vil jeg lade ligge til senere, da den er vanskelig og kræver mere plads end der er rum for i denne lille sarkastiske tråd.

Hilsen

[b]Ipso Facto [/b] :whistle:

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Omhandler § 266 b ikke også hate speach?


Ikke noget forkert i det, men billedet af Ann C. kunne være mere præcist. Hun er ikke en venlig og fremkommelig dame. F.eks. har hun omtalt den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Edwards som en »faggot«- eller bøsse.


Det kan jeg ikke være uenig i.
Men det er for selvbevidst/måske for selvglad, hvis man ikke prøver at forstå oplevelser og følelser hos de tusindvis af 'menige muslimer', som har fået en eller flere traumatiserende oplevelser, forårsaget af de velmenende vestlige besættelsestropper.
Yasmina Khadra: Les Sirènes de Bagdad kan anbefales kan anbefales (Den er lige udkommet på dansk) og handler om de ydmygelser, der forvandler en håbende ung mand fra håbet til desillusionen og selvmordsudgangen.

I øvrigt, tak for svaret!

For at gøre min stilling klar for andre debattører:

Jeg er enig med Ipso i, at det ikke er muslimerne, som er vore fjender. Det er islam som politisk ideologi derimod. Og jeg har ingen illusioner om at fjendskabet kan bilægges jvfr. koranens pålæg om at udbrede islam til hele kloden enten på fredelig eller voldelig vis. Ikke alle muslimer tager dette for pålydende, men en betragtelig del af dem gør helt evident.

Jeg går ind for et totalt stop for indvandring af muslimer. Uanset om de kommer som immigranter eller flygtninge. Deres kultur, ideologi og religion er for fremmedartet i forhold til vores til at mødet kan spænde fredeligt og harmonisk af. Det er set gang på gang over hele kloden. Og mig bekendt findes der ikke ét eneste eksempel på virkelig fredelig sameksistens mellem islam og andre trosretninger i områder, hvor islam udgør blot nogle få procent af befolkningen.

Jeg går ind for at stille bastante krav om total assimilation af de herværende muslimer. Intet mindre. For at sikre størst mulig homogenitet i samfundet. Det er den første (og én af de største) forudsætninger for et harmonisk samfund.

Jeg er modstander af at tage specielle hensyn til nogen religion overhovedet i det offentlige liv. Jeg går derfor også ind for at Folkekirken adskilles totalt fra staten.

Jeg går ind for at vi lader de muslimske (og andre) lande i fred. Trækker tropperne ud af deres lande og lader dem leve som de gør/vil på godt og ondt. Forudsat at de lader os gøre det. Hvis de vil leve med kvindeundertrykkelse, stammekrige etc. er det deres sag. Ikke vores. Hvad der forekommer os at være rigtigt og godt er ikke ubetinget sandt for alle andre mennesker. Jeg er således tilhænger af at vi udelukkende bruger våben når vi bliver angrebet.

Humanisme og menneskerettigheder er en gode begreber. Hvis vel at mærke alle lande og deres befolkninger er enige i begreberne. Det er der blot den hage ved, at store dele af verden(s befolkninger) ikke giver en hujende fis for begreberne.

Og en lille klat lande, som hylder begreberne og dermed udsætter sig for en massiv indvandring fra områder, som ikke hylder disse begreber, udsætter sig for en stor risiko for at segne under vægten – og på længere sigt at få begreberne undermineret på grund af store befolkningsgrupper, som hylder helt andre værdier. Vi ser jo ofte herhjemme allerede, at specielt muslimer er komplet ligeglade med vore værdier.

På grund af de store værdiforskelle, folkenes selvbestemmelsesret og landenes integritet advokerer jeg derfor for at indskrænke kontakten med lande udenfor vor kulturkreds (og her gælder det specielt de muslimske lande, som værdimæssigt ligger længst fra os) til udelukkende at omfatte de områder, hvor der kan opnås enighed – og gensidigt undlade forsøg på at gennemtvinge ændringer i samfundene.

Kære Niels.

Hvad du skriver i starten af dit indlæg, er jeg i princippet ikke uenig i, men taget som helhed er dit indlæg udtryk for en ønskedrøm, som i praksis ikke kan lade sig realisere, og selv om den kunne, så ville det blot være en stakket frist.

Vi er ude af stand til at holde den teknologiske udvikling væk fra de islamiske fundamentalistiske regimer. Før eller siden får disse galninge effektive masseødelæggelsesvåben mellem hænderne, og så vil koranens påbud om at dræbe de vantro, som ikke vil omvende sig, blive forsøgt realiseret.

Der er kun én farbar vej frem, som Wafa Sultan har påpeget. Islam må reformeres og dogmet om, at koranen er Allahs ordrette befalinger, må omstødes og nyfortolkes. Profetens gudelignende status må reduceres til evangelistniveau og forbudet mod at forlade islam må ophæves.

Det er ikke noget vi fra omverdenen kan påtvinge muslimerne. Reformationen må komme indefra, men vi kan hjælpe den godt på vej gennem oplysning og propaganda, og ved at støtte alle reformbevægelser, der går ind for ovennævnte, med både råd, penge og våben. Kampen mod islams drømme om et verdensherredømme skal føres i de islamiske lande, ikke hos os.

Men først må vi frigøre os helt fra afhængigheden af islamisk olie, for denne afhængighed er en tungtvejende faktor i både vestlige og østlige politikeres beslutningsproces.

Desværre er det de færreste politikere, der kan indse denne nødvendighed. De bliver jo som bekendt ikke valgt på grund af deres evner til at træffe fornuftige, langtrækkende beslutninger, men udelukkende på grund af deres evne til at bilde folk ind, at de repræsenterer deres sande interesser.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Jeg er helt enig med dig på så at sige alle punkter. Vi skal lade de muslimske lande i fred, ligemeget om de så slår hinanden ihjel og torturerer deres kvinder, både åndeligt og fysisk set,selvom jeg her har lyst til at hjælpe og de skal så ligeledes lade os i fred.

Du siger vi skal blive i de muslimske lande hvor de ønsker vores hjælp, så er det et vurderingsspørgsmål om hvilken befolkningsgruppe der ønsker dette, der har "ret " til at modtage hjælpen.

Dog kan de muslimske lande ved interne krigshandlinge ødelægge deres oliekilder og olieanlæg, således at resten af verden får store problemer, både rent økonomisk og rent miljømæssigt, hvilket vi så da Sadam sprængte oliekilderne i luften i Kuwait, så her mener jeg at omverden bør tage affære, idet dette går ud over hele verdenssamfundet.

Derudover mener jeg, at vi ikke frasige os at hjælpe andre lande i Natosamarbejdet, hvis de er i beknep for militær hjælp.

Desuden mener jeg med hensyn til folkekirken at den ikke skal søge folket, men folk der vil dette selv må søge folkekirken, d.v.s.at folkekirken skal afholde sig fra at bl.a.at bryde ind i skoleundervisningen med deres minikonfirmation mm.

Kære Ole.

”Taget som helhed er dit indlæg udtryk for en ønskedrøm, som i praksis ikke kan lade sig realisere, og selv om den kunne, så ville det blot være en stakket frist.”

Det er jeg enig i. Mit indlæg skal blot – i lighed med f. eks. partiprogrammer – stå for, hvordan jeg ville indrette verden under perfekte betingelser.

”Vi er ude af stand til at holde den teknologiske udvikling væk fra de islamiske fundamentalistiske regimer. Før eller siden får disse galninge effektive masseødelæggelsesvåben mellem hænderne, og så vil koranens påbud om at dræbe de vantro, som ikke vil omvende sig, blive forsøgt realiseret.”

Også ganske enig. Og spørgsmålet er jo så om vi skal lide de første tab før vi sætter massiv gengældelse ind eller foretage præventive angreb? Det sidste sker vel i Irans tilfælde af USA via stedfortræder. Og i så fald vil jeg da græde tørre tårer.

”Der er kun én farbar vej frem, som Wafa Sultan har påpeget. Islam må reformeres og dogmet om, at koranen er Allahs ordrette befalinger, må omstødes og nyfortolkes. Profetens gudelignende status må reduceres til evangelistniveau og forbudet mod at forlade islam må ophæves.”

Enig, men yderst skeptisk mht. at en reformering overhovedet er mulig på baggrund af muslimernes klyngen sig til koranen som udtryk for guds endegyldige sandhed.

”Det er ikke noget vi fra omverdenen kan påtvinge muslimerne. Reformationen må komme indefra, men vi kan hjælpe den godt på vej gennem oplysning og propaganda”

Det er jeg enig i. Og i den imperfekte verden vi nu engang lever i så jeg da gerne et massivt bombardement af antimuslimsk propaganda af de islamiske lande via TV. Jeg er straks mere skeptisk mht. at give våben til nogen som helst i de lande. De har det med på et tidspunkt at vende dem 180 grader.

”Kampen mod islams drømme om et verdensherredømme skal føres i de islamiske lande, ikke hos os.”

Korrekt. Men først skal de islamiske 5. kolonne grupper i vore lande knuses til sidste mand.

”Men først må vi frigøre os helt fra afhængigheden af islamisk olie, for denne afhængighed er en tungtvejende faktor i både vestlige og østlige politikeres beslutningsproces.

Desværre er det de færreste politikere, der kan indse denne nødvendighed. De bliver jo som bekendt ikke valgt på grund af deres evner til at træffe fornuftige, langtrækkende beslutninger, men udelukkende på grund af deres evne til at bilde folk ind, at de repræsenterer deres sande interesser.”

Kunne ikke siges bedre!


Til treram:

”Du siger vi skal blive i de muslimske lande hvor de ønsker vores hjælp, så er det et vurderingsspørgsmål om hvilken befolkningsgruppe der ønsker dette, der har "ret " til at modtage hjælpen.”

Det siger jeg netop ikke. Jeg skriver at jeg går ind for ikke indblanding på enhver måde. Hvis det er gensidigt. Jeg er ikke tilhænger af at hjælpe andre lande via bistandshjælp, da jeg ikke længere tror på at den har nogen positiv effekt på længere sigt. Nødhjælp ved katastrofer er en anden ting.

”Derudover mener jeg, at vi ikke frasige os at hjælpe andre lande i Natosamarbejdet, hvis de er i bekneb for militær hjælp.”

Enig. Men i så fald er der jo netop også tale om forsvar (som dog udmærket i givet fald kan udvides til angreb).

Kære Niels.

De våben, som vi kunne forsyne oprørere med skal selvfølgelig ikke være fly, tanks og interkontinentale raketter. Jeg tænker mere på håndvåben, bazooka'er og jord-til-luft raketter, der kunne uskadeliggøre et regimes tunge våben, samt GPS'er og kommunikationsudstyr suppleret med instruktion i guerillakrig og psykologisk krigsførelse mod et diktaturs svage punkter.

Diktaturer overlever på frygt. En guerillabevægelse skal derfor så frygt hos enhver, der støtter diktaturet, og vinde lokalbefolkningens tillid med hjælp i form af mad og medicin.

Det er langt billigere og mere effektivt at støtte et lokalt oprør end at gå ind med kostbare militære aktioner, der koster langt mere end at brødføde befolkningen.

Krig er i høj grad et spørgsmål om økonomi og teknologi. Man kan let smadre et land militært med overlegne våben, men for at kontrollere det behøves en mandskabskrævende invasion, som uvægerligt vil medføre egne tab, der gør krigen upopulær i hjemlandet. Hertil kommer så de posttraumatiske reaktioner hos hjemvendte soldater, der også er en bekostelig affære.

De fleste militærfolk er opdraget i troen på den militære overlegenheds velsignelse, skønt hele historien viser, at en krigs heldige udfald handler om at vinde befolkningen for sin sag. Derfor er det, som diktatorer frygter allermest, ikke en militær intervention, men at befolkningen massivt vender sig imod dem, så de ikke engang kan stole på deres nærmeste omgivelser. Jo mere paranoide, man kan gøre diktatorerne, jo flere overgreb vil de begå, til hadet til dem til sidst overskygger frygten for dem.

Man taler for døve øren, når man prøver at tale rationalitet og fornuft med politikere og militærfolk. Tag f.eks. den israelsk-palæstinensiske konflikt. For en forsvindende brøkdel af de summer, der er medgået til den militære konflikt, kunne jøderne have opkøbt arabernes huse og jord til overpris og sikret sig et massivt befolkningsflertal til en demokratisk dannelse af et Stor-israel med en fredelig muslimsk mindretalsbefolkning. Kun et engelsk forbud mod jødiske opkøb og en begrænsning af den jødiske indvandring umuliggjorde en fredelig oprettelse af Israel efter Balfour deklarationen.

Hvis det var sket, havde der ikke været palæstinensiske flygtningelejre, og araberne ville ikke have nogen moralsk begrundelse for at udnævne Israel til aggressor, og hele det øvrige verdenssamfund ville have haft sympati for Israel. I stedet brugte man enorme summer på militære konfrontationer og skabte en konflikt, som det vil tage mange generationer at løse, og som konstant koster civile ofre.

Politik og især storpolitik er et kompliceret spil, der er mere præget af skjulte særinteresser end af fornuft og rationalitet.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Kære Ole

Citat: ”Krig er i høj grad et spørgsmål om økonomi og teknologi. Man kan let smadre et land militært med overlegne våben, men for at kontrollere det behøves en mandskabskrævende invasion, som uvægerligt vil medføre egne tab, der gør krigen upopulær i hjemlandet. Hertil kommer så de posttraumatiske reaktioner hos hjemvendte soldater, der også er en bekostelig affære.”

Ja. Det ser vi jo tydeligt som tingene udviklede sig efter 11-9. Jeg støttede indmarchen i Irak primært for at få Saddam vippet af pinden, men har ikke ét sekund troet på muligheden for at indføre demokrati dernede. Vi – koalitionen – skulle have forladt landet efter at det (mit) primære mål var nået og have overladt slagterierne til irakerne (og de udenlandske terrorister). Det bedste, der kan siges om situationen nu er, at vi holder terroristerne beskæftiget langt fra Europa – men det er jo i sig selv en udmærket ting.

Afghanistan er ved at udvikle sig til et nyt Vietnam. Hvis vi vil vinde dernede nytter det ikke noget at foregive at Pakistan er vor allierede når enhver ved at det land er talibanernes hovedrekrutteringsområde. Så enten skal vi trække os ud eller også skal Pakistan(s provinser mod Afghanistan) også være slagmark. Jeg foretrækker det første. Det sidste bliver uhyggelig dyrt i mennesker og materiel når vi alligevel ikke vil sætte massivt og effektivt ind af hensyn til verdensopinionen.

Citat: ”De fleste militærfolk er opdraget i troen på den militære overlegenheds velsignelse, skønt hele historien viser, at en krigs heldige udfald handler om at vinde befolkningen for sin sag.”

Enig. Men Vesten kan ikke vinde en muslimsk befolknings hjerter. Igen fordi værdisættene er for store. Derfor ender forsøg på det blot med indsættelse af en ny diktator. Vent og se i både Irak og Afghanistan.

Citat: ”Man taler for døve øren, når man prøver at tale rationalitet og fornuft med politikere og militærfolk.”

Bedre og mere rigtigt kan det næppe siges. Den første gruppe er gennemgående en flok magtbegærlige, vege uslinge, som meler deres egen kage og giver F..den i deres befolkninger – bortset fra på valgdagen. Se blot på det irske ”ikke-det-rigtige-svar” og politikernes krumspring for at gennemtrumfe det rigtige svar eller ligegyldiggøre svaret.

Militærfolk har jeg ikke nogen faste meninger om.

Citat: ”Tag f.eks. den israelsk-palæstinensiske konflikt. For en forsvindende brøkdel af de summer, der er medgået til den militære konflikt, kunne jøderne have opkøbt arabernes huse og jord til overpris og sikret sig et massivt befolkningsflertal til en demokratisk dannelse af et Stor-israel med en fredelig muslimsk mindretalsbefolkning. Kun et engelsk forbud mod jødiske opkøb og en begrænsning af den jødiske indvandring umuliggjorde en fredelig oprettelse af Israel efter Balfour deklarationen.”

Jeg er nu ikke helt sikker på at araberne havde fundet sig i opkøbet helt stiltiende. Men med hensyn til situationen nu er jeg overbevist om at den er uløselig så længe verdenopinionen forhindrer Israel i at gøre det i situationen ”naturlige” og ”fornuftige”: at drive palæstinenserne i havet én gang for alle – samtidig med at Vesten tvang de arabiske stater til at modtage de palæstinensiske ”broder”-flygtninge..

Citat: ”Politik og især storpolitik er et kompliceret spil, der er mere præget af skjulte særinteresser end af fornuft og rationalitet.”

Også det er vi enige om.

Mvh

Niels B. Larsen

Hej gamle kampfæller!

Efter at have lyttet til "debattens generalstab" i form af NBL, Ole Bjørn og treram om hvordan vi vinder krigen mod islam, ønsker jeg som gammel skrivebordsgeneral, der i årevis har fulgt international politik og "krigen mod terror" tæt fra sidelinien, at fremkomme med et par betragtninger.

Alle "debatgeneralerne" har fat i gode og væsentlige ting af betydning for udfaldet af dette civilisationssammenstød, som faktisk begyndte for præcis 1.380 år siden, med et jihadisk erobringsforsøg mod byen Mutah i Det Østromerske Rige, beliggende i det nuværende Jordan.

Muslimernes taktiske mål med angrebet, var at få fat på de skarpe stærke sværd af høj kvalitet, som byen i datiden var var berømt for at producere. Sværd som muslimerne godt 80 år senere anvendte, da de skar sig vej op gennem den Iberiske Halvø.

I dag er situationen i princippet den samme. Muhammads moderne hellige krigere søger ikke længere sværd men kernevåben for at nå deres ultimative strategiske mål om at erobre de vantros lande for islam ved hjælp af jihad og dawa, dræbe eller tvangsomvende befolkningerne til islam, eller reducere dem til dhimmier under islams overhøjhed og kontrol.

Til forskel fra tidligere, hvor Vesten udviklede en hårdtslående version af kristendommen, som besvarede jihad med modjihad, og hvor kristenheden holdt sammen mod den fælles fjende, i Spanien og mest afgørende med det forsmædelige nederlag den osmannaiske belejringshær led foran Wiens porte i 1683, da en polsk rytterhær under anførsel af kongen overraskede og nedslagtede intetanende muslimer og drev resten, med storvisiren i spidsen, på vild flugt, gik gejsten langsomt af Vesten, især efter første verdenskrigs vanvittige blodbad, som også definitivt fratog islam muligheden for at føre traditionel jihad.

Demokratier er ikke meget for at føre krig. Befolkningerne vil ganske enkelt ikke finde sig i krig. De vil have fred og tryghed for enhver pris. USA havde siden uafhængighedskrigen ført en isolationistisk politik, men lod sig presse til at intervenere i 1917, da det europæiske stormagtsopgør havde udviklet sig til en verdenskrig. De fejl som blev begået ved fredsslutningen i Versailles og mellemkrigstidens apeasement bestræbelser over for despotierne blev tændsatsen til anden verdenskrig.

Roosevelts fatale fejlbedømmelse af Stalin, da han råbte om hjælp efter Hitlers trattatbrud med overfaldet i 1941, hvor man optog diktaturet i de allieredes lejr i stedet for at lade de to totalitære regimer decimere hinanden før man slog til, skabte forudsætningerne for og gjorde den kolde krig uundgåelig.

I stedet for et Stortyskland til Ural fik vi en Sovjetunion som dominerede Europa til Elben alt imens kommunismen spredte sig til Kina og sydøstasien. Trods benspænd fra Vestens socialistiske partier og tomme hoveder der slugte den kommunistiske propaganda råt og udnævnte USA til den neoimperialistiske hovedskurk, vandt Vesten den kolde krig, der blev ført pr. stedfortræder blandt de alliancefri nationer.

Ikke på grund af demokratiske US præsidenter som "Dhimmi" Carter, der lod islamisterne overtage Vestens vigtigste forbundsfælle i Mellemøsten - Iran - som en anden Neville Chamberlain, der ofrede Tjekoslovakiet på fredens alter, og som fandt sig i mullahregimets gidseltagning af staben på den amerikanske ambassade i Theran uden at kunne beslutte sig for at anvende den fornødne magt.

Det blev for meget og for ydmygende for amerikanerne som kårede den republikanske koldkriger Ronald Reagan med akamation som ny præsident. Samme dag Reagan blev indsat som præsident, blev alle de amerikanske gidsler frigivet, og et årti senere var Sovjetunionen kollapset.

Det iranske mullahstyre har siden 1979 været hovedfjenden i Golfen og derfor var det da også en yderst fornuftig politik af støtte Saddam Hussein, politisk og militært i hans angrebskrig mod Iran, som ikke flyttede grænsen en tomme, men endte med, at begge parter i udmattelse opgav kampen og sluttede fred. Saddam bildte sig derefter ind, at han havde grønt lys fra amerikanerne til at indlemme den "tabte" irakiske provins Kuwait i riget, takket være en tåbelig amerikansk ambassadør, en kvinde som talte med uld i mund. Den første Golfkrig skabte en hidtil uset enighed og beslutsomhed i verdenssamfundet, også støttet af regionens muslimske stater, der frygtede et Storirak under Saddams krigeriske ledelse næsten lige så meget som Vesten, der oven i købet fik den hensmuldrende Sovjetunion med i koalisionen.

I sommeren 1993 offentliggjorde politologen Samuel P. Huntington i det indflydelsesrige tidsskrift "Foreign Affairs" en artikel med overskriften "The Clash of Civilisations?". Heri fremsætter han den hypotese, at den fundamentale kilde til konflikter i fremtidens verden ikke primært vil være ideologiske eller økonomiske. Derimod vil den store splittelse blandt menneskeheden og den dominerende kilde til de alvorligste konflikter være af kulturel karakter.

Nationalstaterne vil fortsat være de mest magtfulde aktører i verdenspolitikken, men de afgørende konflikter vil udspille sig mellem nationer og grupper tilhørende forskellige civilisationer. Sammenstødet mellem civilisationerne udgør fremtidens frontlinier. Konflikter mellem civilisationer er den seneste fase i evolutionen af konflikter i den moderne verden, hævdede Huntington.

Artiklen udløste en voldsom kritik og debat som Huntington samlede i en bog, hvor han kommenterer kritikken med at svare kritikerne i en replik fra december 1993, hvor han stiller spørgsmålet: "If not Civilizations, What?"

I bogen om debatten vurderer Huntingdon bl.a. den tilsyneladende afvigelse fra hans hovedtese, som den brede enighed om at fordrive Irak fra Kuwait med magt synes at modbevise. Herom skriver han blandt andet, som første punkt:

"First, in the Gulf War one Arab state invaded another and then fought a coalision of Arab, Western and other states. While only a few Muslim governments overtly supported Saddam Hussein, many Arab elites privately cheered him on, and he was highly popular among large sections of the arab publics. Islamic fundamentalist movements universally supported Iraq rather than the Western-backed governments of Kuwait and Saudi Arabia. Forswearing Arab nationalism, Saddam Hussein excplicitly invoked an Islamic appeal. He and his supporters attemted to define the war as a war between civilizations. "It is not the world against Iraq", as Safar Al-Hawali, dean of Islamicc Studies at the Umm Al-Qura University in Mecca, put it in a widely circulated tape. "It is the West against Islam." Ignoring the rivalry between Iran and Iraq, the chief Iranian religious leader, Atatollah Ali Khamenei, called for a holy war against the West: "The struggle against American aggression, greed, plans and policies will be counted as a jihad, and anybody who is killed on that path is a martyr." "This is a war", King Hussein of Jordan argued, "against all Arabs and all Muslims and not against Iraq alone."

The rallying of substantial sections af Arab elites and publics behind Saddam Hussein caused those Arab governments in the anti-Iraq coalision to moderate theit activities and temper their public statements. Arab governments opposed or distanced themselves from subsequent Western efforts to apply pressure on Iraq, including enforcement of a no-fly zone in the summer of 1992 and the bombing of Iraq in January 1993. The Western-Soviet-Turkish-Arab anti-Iraq coalision of 1990 had by 1993 become a coalition of almost only the West and Kuwait against Iraq.

Muslims contrasted Western actions against Iraq with the West's failure to protect Bosnians against Serbs and to impose sanctions on Israel for violating U.N. resolutions. The West, they alledged, was using a dobble standard. A world of clashing civilizations, however, is inevitable a world of double standards: people apply one standard to their kin-countries and a different standard to others. ..."

Siden iværksatte NATO under amerikansk ledelse et luftangreb for at standse serbernes fordrivelse og genocide på muslimerne i ex. Jugoslavien, endog uden noget som helst mandat fra Sikkerhedsrådet, hvilket ikke udløse nogen protester fra Vestens venstreorienterede, men heller ikke nogen mærkbar taknemmelighed fra muslimer eller de muslimske lande.

I 1998 efter at Saddam Hussein havde holdt Vesten for nar gennem syv år siden våbenhvilen i 1991, bl.a. ved at lægge FNs våbeninspektører hindringer i vejen og chikanere dem, besluttede prædident Bill Clinton sig for at anvende magt. Forinden søgte han koalisionspartnere og modtog bl.a. den danske S/R-regerings tilslutning til et dansk bidrag til en militær styrke. Regeringens vurdering var, at der allerede forelå så klare overtrældelser af våbenhvilebetingelserne og de efterfølgende FN resolutioner, at der folkeretligt var grundlag for imiddelbart at iværksætte et militært angreb.

Saddam faldt dog til patten og accepterede fortsat og uhindret inspektion af våbeninspektørerne hvorefter Bill Clinton droppede overvejelserne om at anvende magt.

Med terrorangrebet 11. september 2001 trådte verden for alvor ind i den nye æra præget af sammenstød mellem civilisationerne. USA fik verdensamfundets accept af at der var tale om et uprovokeret angreb fra Afghanistan af landets regering i ledtog med islamiske fundamentalister i netværket Al Qaeda. Efter et ultimatum til tabibanregeringen iværksatte USA et massivt modangreb i samarbejde med Den nordlige Alliance med henblik på et regimeskifte, samt at bringe de ansvarlige for terrorangrebet for retten for krigsforbrydelser.

Allererede her fejlbedømte USA situationen katastrofalt. Man bildte sig ind, at amerikanerne ville blive modtaget som befriere og at man kunne indføre et demokratisk styre i landet. I stedet fik man et "sharia-demokrati" idet den nye afghanske forfatning udtrykkeligt fastslår, at der ikke kan vedtages love som er i modstrid med Koranen eller islams lære.

Den næste fejl var, at sønnen Bush ønskede at fuldbringe det som faderen ikke nåede i Iraq, nemlig at fordrive Saddam Hussein fra magten. Ganske vist var Saddam udfordrende og spottende over for USA, men han var så at sige "in the box", stækket uden at udgøre nogen reel trussel for stabiliteten i regionen eller amerikanske interesser i Mellemøsten.

Det er her det irrationelle i kombination med en fatal fejlvurdering af hvordan en "befrielseshær" vil blive modtaget af det irakiske folk, hvoraf flertallet, shia-muslimerne blev undertrykt og domineret af mindretallet, sunni-muslimerne som Hussein tilhørte, førte til en katastrofe af et omfang, som ikke er set siden USA tabte Vietnamkrigen.

USA mistede international præstige, skabte spild i NATO og EU-landene, og stod snart i en sump til halsen uden udsigt til at kunne undslippe ved egen hjælp.

Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina samt den Arabiske Liga spændte i FNs Sikkerhedsråd ben for en helt entydig resolution, som bemyndigede anvendelse af magt, og USA måtte gå alene med støtte fra nogle få allierede som UK og Danmark samt nogle af de nye EU-lande i Øst- og Centraleuropa som efter at være blevet befriet for kommunismen søgte optagelse i NATO og Unionen.

Og værst af alt, som jeg skrev i et indlæg ovenfor:

"Vesten er således i krig med en totalitær politisk ideologi kaldet islam, på samme måde som demokratierne under anden verdenskrig var i krig med politiske ideologier kaldet nazisme, fascisme og japansk militarisme og imperialisme, og som vi var under den kolde krig med den revolutionære eller virkeliggjorte socialisme (marxismen-leninismen) i dens forskellige varianter.

Hvordan den krig skal føres er et vanskelligt spørgsmål. Men den første betingelse for at kunne vinde en krig er, at man definerer hvem fjenden er og opstiller et strategisk og politisk mål. Det kan ikke nytte, at man af hensyn til, at den totalitære ideologi man bekæmper også er en verdensreligion, narrer sig selv, ved eufemistisk at kalde fjenden for terrorister, og derfor fører "krig mod terror". Terror er blot et taktisk middel i en væbnet konflikt. Man kan selvfølgelig ikke føre krig mod terror lige så lidt som man førte krig mod tyskernes taktik [i]"Blitzkrieg" eller japanernes taktik, i Stillehavskrigens sidste fase, mod japanske selvmordspiloter, de såkaldte kamikazee, en taktik som har flere lighedspunkter med muslimske selvmordsbombemænds forsøg på at sprede terror i en civilbefolkning ved at ofre deres eget liv for sagen.

Indtil Vesten gør sig dette klart har vi ingen udsigt til at kunne vinde krigen. Vi kan end ikke vide, om vi er ved at vinde eller tabe, for når vi har ikke defineret et slutmål vi kan anvende som målestolk, kan vi ikke afgøre, om vore bestræbelser opnår de ønskede resultater og dermed nærmer os målet og sejren.

Dette er ultrakort hvordan jeg bedømmer situationen."[/i]

Det er ganske enkelt ikke politisk korrekt i noget land i Vesten, at kalde civilisationskonflikten med islam ved rette navn. Heller ikke i USA. Bush forsøger at blæse og have mel i munden samtidig, idet han bedyrer, at han skam respekterer den prægige, fredelige og tolerante verdensreligion islam. Der så åbenbart må være blevet hijacket af terrorister som forvrænger dens fredelige lære for at nå et politisk mål. Og EU slutter begejstret op om denne bedømmelse af islam, mens de fordømmer amerikanernes ulovlige krig i Irak og kræver øjeblikkelig tilbagetrækning af besættelsestropperne i samklang med hvad også deres nære alliancepartner Den Arabiske Liga mener.

Millioner af borgere i Europa protesterede mod amerikanernes krigsforrbrydelser og ulovlige krig, hvilket blandt andet tvang USAs varmeste våbenbroder i Europa, Tony Blair, til at træde tilbage. Spanien skiftede efter terrorangrebet i Madrid regeringen ud med en socialistisk, der straks som lovet trækker de spanske tropper ud af Irak, samtidig med, at Irak virker som en magnat på muslimer der her ser en chance for at komme på skudhold af Den Store Satans tropper og vinde sig et martyrium.

Hvad gik der dog galt?

Efter min vurdering angreb man den forkerte fjende - Irak i stedet for Iran. Man definerede ikke fjenden fordi man ville tækkes verdens mere end en milliard muslimer. Men de eneste man narrede var sig selv, for muslimerne har aldrig været i tvivl om, at Vesten er islams hovedfjende. I stedet for blot at anvende den magt som var nødvendig for at sætte Hussein fra magten og derefter hurtigst muligt trække sig ud igen, og lade irakerne tæske sig frem som de plejer, hvorved der givetvis ville fremstå en ny shia-muslimsk leder som nok kunne forvenhtes at gå i alliance med mullahstyret i Iran, bildte man sig ind, at irakerne tørstede efter frihed og demokrati og ville tage imod amerikanerne som befrierere som skaffede dem af med den grusomme og forhadte Saddam Hussein.

Det var en eklatant fejlvurdering på næsten alle punkter. Magttomrummet efter Saddam og afvæbningen af den irakiske hær gav de islamiske kræfter blod på tanden efter at have været holdt nede af baath-regimet hvis nationalistisk fascistiske ideologi blot formelt bekendte sig til islam, fordi man ikke kan regere et arabisk land uden at gøre knæfald for islam.

Efter ufatteligt store omkostninger økonomisk og i form af tab af unge amerikanske liv står man i en værre situation end man ville have befundet sig i, hvis man havde trukket alle tropper ud dagen efter, at præsident Bush på en hangarskib i Golfen, under et banner med teksten: "mission accomplished" havde meddelt, at alle større militære operationer i Irak var indstillet, da målet var nået. Den nye demokratisk valgte irakiske shia dominerede regering gør tilnærmelser til Iran, der har benyttet splittelsen og forvirringen i Vesten til at opbygge sine konventionelle våben, styrke sine forbindelser til Syrien og dens fremskudte stødtropper i Hezbollah i Libanon, som ydmygede Israel ved en rask lille krig sidste sommer, og demonstrerede, at man kunne ramme mål over det meste af Israel med de primitive missiler Iran havde forsynet "Guds parti" med, ved at anvende Syrien som transitland.

Samtig har Iran de terrorroristiske følehor ude i Irak og hos Hamas, efter at denne terrorgruppe blev ramt af sanktioner og boycott, endog fra EU. Det er endvidere lykkedes Iran, med hjælp fra Syrien og Hezbollah, at destabilisere Libanon, således at landet har kurs mod en ny borgerkrig.

USA har fået næsten hele den muslimske verden på nakken på grund af invasionen af Irak og halvdelen af borgerne i Vesten har præsident Bush som primært hadeobjekt. Der er udsigt til, at den demokratiske præsidentkandidat Barrack Hussein Obama bliver båret på hænder ind i det Hvide Hus, fordi han har lovet forandringer, men mest fordi han ikke er Bush eller ligner ham som McCain desværre gør. Oliepriserne er ved at nå himlen, og truer verdensøkonomien og dermed stabiliteten i goobalt.

Selv om Al Quada nu er på flugt i Irak og amerikanerne kan trække sig planmæssigt ud en gang til næste år er Irak en pyrhussejr, for man har egentligt ikke vundet noget som helst. Vesten er endnu lægere fra at vinde "krigen mod terror" end den var efter nedkæmpelsen af tabiban regimet og fordrivelsen af Al Qaeda, der blot flyttede hovedkvarteret over på den pakistanske side af grænsen som er "no go area" for amerikanerne.

Med "venner" som Saudi Arabien og det atombevæbnede Pakistan og det snart atombevæbnede Iran, der kunne tænkes at lade små taktiske nukleare våben tilflyde dets terrornetværk, er Vesten med Irak aktionen kommet fra asken i ilden.

Fremtiden tegner lige så sort i dag som den gjorde i Munchen i 1938, hvor de europæiske stormagter holdt brandudslag på alle principper og al anstændighed for at tækkes fascismen og nazismen. Det eneste som er sikkert denne gang er, at man ikke kan bilde nogen ind, at eftergivenheden betyder "fred i vor tid", men derimod krig i vor tid!

En civilisationskrig mellem Vesten og islam, med uklare fronter idet EF/EU indgik deres egen "Munchenaftalele" med Den Arabiske Liga i 1973/74, idet man bildte sig ind, at kunne opbygge en ny supermagt gennem en sammensmeltning af europæisk postkristen kultur og islam. Med den demografiske overmanding som fulgte med "importen" af 20 - 30 millioner muslimer efter aftale med araberne, står barometret i Europa på enten borgerkrig eller underkastelse under islam, således som Unionen og dens vagthund i Wien med ævlet om islamofobi lægger op til.

Denne gang står islam ikke uden for Wiens porte, og der er ingen udsigt til at en kristen hærstyrke kommer os til undsætning. Kombinationen af stupiditet og politisk opportunisme har lukket muslimerne inden for bymuren, hvilket ikke har styrket Europa, således som Charles de Gaulle bildte sig ind, men undermineret muligheden for, at vi kan opretholde de demokratiske retsstater.

De forslag som debattens "skrivebordsgeneraler" fremkommer med, er ganske fornuftige. Problemet er blot, at jeg ikke kan finde een eneste grund til, at islam i dag skulle være mere modtagelig for reformer end den var for et årtusinde siden i en forholdsvis fredelig periode, hvor filosoffer forsøgte at sætte fornuften og egalitetsprincipper over de koraniske dogmer. Ortodoksien vandt som bekendt og drev dette fremmedlegeme ud af islam igen. Og sådan er det gået hver eneste gang modige muslimer har forsøgt at reformere islam indefra. Se blot på udviklingen i det sekulære Tyrkiet hvor befolkningen atter har stemt islamisterne til magten.

Ingen er nogen sinde sluppet godt fra forsøget på at humanisere islam. Ikke een eneste. Islam kan ikke reformeres. Den må totalt tillintetgøres, om det så skal ske gennem massiv og uhæmmet magtanvendelse fra den Vestlige civilisation. Der er en eneste ting som muslimer respekterer og bøjer sig for. Rå magt! Alt andet har vist sig virkningsløst eller kun haft en lettere modererende indflydelse på sharia vanvidet og de primitive, barbariske normer.

Hvis ikke de Vestlige befolkninger vågner op, og får lagt kursen om, så tyder alt på, at den islamiske civilisation løber af med sejren!

Sådan ser situationen desværre ud fra mit lille skrivebord, der prydes af en firehundred år gammel tegning af profeten Muhammad, anbragt i Dantes Helvede til evig pinsel.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:


----------------------
"Det er en farlig illusion og en vanvittig drøm, hvis man bilder sig ind at kunne udrydde det onde fuldstændigt. Det får blot ondskaben til at vokse sig større. Det højeste man kan opnå er at holde den på afstand." - Frantz Kafka i et brev til en ven.

Muhammad i Dantes Inferno:

Hej Ipso Facto

Jeg ved ikke, om du nåede at læse min besked i chatten forleden aften, men det indlæg du her besvarer var en lille (lidt ironisk) kommentar på det NBL beskriver som det at blive hædret mht hans dom.

Du spørger til mit syn på islam, hvilket jeg ikke når at komme omkring, idet jeg er på vej på ferie. Meget kort kan jeg fortælle, at jeg sondrer mellem islam som politisk/religiøs ideologi og så den enkelte muslim, som i sig selv er et menneske, en person, tja, den anden. Jeg tror ikke på skrønerne om, at tørklædet ikke skulle være en undertrykkende faktor for kvinden, at æresdrab blot er kulturbestemt osv.

Slutteligt er jeg uenig i din kommentar i chatten forleden nat, hvor du prompte lukker ud, at jeg ikke fattede pointen i vores gamle debat på religionsdebatten - eller mere præcist sagt, så er det muligt, at jeg ikke forstod din pointe, men hvorfor bruge udtrykket "fattede"? Jeg har på sin vis lagt "fortiden" på religionsdebatten bag mig

Hav en god debat; du er jo en skrivelysten og debatterende sjæl syd for det regnfulde Danmark

Mvh
Anne

Problemet er blot, at jeg ikke kan finde een eneste grund til, at islam i dag skulle være mere modtagelig for reformer end den var for et årtusinde siden i en forholdsvis fredelig periode, hvor filosoffer forsøgte at sætte fornuften og egalitetsprincipper over de koraniske dogmer. Ortodoksien vandt som bekendt og drev dette fremmedlegeme ud af islam igen. Og sådan er det gået hver eneste gang modige muslimer har forsøgt at reformere islam indefra. Se blot på udviklingen i det sekulære Tyrkiet hvor befolkningen atter har stemt islamisterne til magten.

Ingen er nogen sinde sluppet godt fra forsøget på at humanisere islam. Ikke een eneste. Islam kan ikke reformeres. Den må totalt tillintetgøres, om det så skal ske gennem massiv og uhæmmet magtanvendelse fra den Vestlige civilisation. Der er en eneste ting som muslimer respekterer og bøjer sig for. Rå magt! Alt andet har vist sig virkningsløst eller kun haft en lettere modererende indflydelse på sharia vanvidet og de primitive, barbariske normer.

Ja, jeg kan ikke på nogen måde erklære mig uenig.

Selvom det er helt på tværs af, hvad jeg skrev om min inderste overbevisning i en perfekt verden er jeg i den imperfekte verden, vi lever i, helt enig med Ipso i, at Vesten står overfor en uhyggeligt valg: enten underkaster vi os islam med hud og hår eller også bekæmper vi den fascismelignende ideologi uanset hvilke midler, der skal til, og uanset hvilke omkostninger - materielt og menneskeligt - det medfører.

Fred med den islamiske verden er desværre en umulighed i betragtning af de helt grundlæggende og afgrundsdybe forskelle, der er i moderne vestlig livsopfattelse og den førmiddelalderlige livsopfattelse, som er fremherskende i den islamiske verden.

For mig at se er vore politikere en ulidelig bande hyklere, når de taler om sameksistens med islam og omtaler ideologien som fredselskende. Politikerne ved udmærket at islam er alt andet end fredselskende og at ideologien opfatter os som dens dødsfjender. De er bare for naive / stupide / underdanige (streg selv det ikke-ønskede over) til at indrømme det. Og vel at mærke for bange til at se konsekvenserne i øjnene.

Resultatet af politikernes forrædderi er desværre at der allerede nu er en islamisk besættelsesfortrop på 50.000.000 i Europa - og den bliver særdeles svær at komme af med igen. Ikke mindst fordi europæerne er pacifistisk indstillede, indhyllet i selvmorderiske, humanistiske tåger og bundet på hænder og fødder af diverse forældede og utopiske internationale konventioner som menneskerettighedes- og flygtningekonventionerne.

Konventioner, som de muslimske lande ikke ligger under for, men som de anvender til langsomt og usvigeligt sikkert at underminere vore samfund med: store dele af de muslimske masser i Europa virker destabiliserende på samfundene ved at fremsætte det ene uhyrlige krav om særstatus efter det andet; de sender store summer til hjemlandene; og de har snabelen langt nede i de offentlige kasser.

Strategien fra de muslimske lande er klar, velovervejet og virksom. Og de islamiske lande har tid til at vente...

Det er på høje tid at Vesten mander sig op til at se faren i øjnene.

Kære Ipso Facto.

Når man kun følger politik fra sidelinien, og man har så stærke forudfattede, ensidige og unuancerede meninger, som du før har givet udtryk for i din konspirationsteori om et "hemmeligt samarbejde" mellem europæiske toppolitikere og arabiske ledere med det formål at islamisere Europa, så vil ethvert forsøg på analyse af årsagerne til begivenhederne blot være en pose varm luft.

Dit indlæg er så fyldt med populære kandestøberforklaringer og fejlslutninger, at det ikke kan bruges til noget fornuftigt. En politisk analyse, der stort set udelader det økonomiske aspekt, er værdiløs. Politik handler ikke om idealer eller religion. For magthaverne er de kun redskaber til at kontrollere en befolkning. Politik handler om penge og magt, som er uløseligt knyttet sammen i alle kendte politiske systemer.

Saddam blev støttet af USA i starten, fordi han med undervisningspligt og gratis skoler og social forsorg arbejdede på at forberede landet til et sekulært kapitalistisk styre, og var en kærkommen modvægt til det religiøse diktatur i Iran. Han mistede USA's støtte, da han efter sit fejlslagne forsøg på at erobre de nordlige iranske oliekilder forsøgte at kontrollere olieprisen på verdensmarkedet.

Hans invasion i Kuwait skyldtes primært, at han havde fået afslag på udsættelse af den krigsgæld på 30 milliarder dollars, som han skyldte dem. Men han var stadig en vigtig brik i den politiske balance i Mellemøsten, så derfor fik han af Bush-den-gamle lov til at blive ved magten, da general Schwartzkopf og Saudierne havde banket hans hær.

Men da han fortsatte sine vilde angreb på olieprisen og dermed på verdensøkonomien, blev det nødvendigt at fjerne ham. USA's fejl var at undervurdere problemet med at genskabe en effektiv infrastruktur i et land, der altid havde levet under diktatur, når man fjerner magteliten.

Konflikten i Irak er ikke mellem Sunni'er og Shia'er. Sunni'erne har hele tiden været i flertal, da mere end 90% af kurderne også er Sunni. De har ingen problemer med at leve sammen med Shia. Konflikten er mellem den velhavende ikke-kurdiske sunni-elite, som blev begunstiget af Saddam, og resten af befolkningen, som blev undertrykt af ham.

Det er en fejltagelse at tro, at den amerikanske præsident har så store diktatoriske beføjelser, at han kan starte og stoppe krige efter forgodtbefindende. Formelt har han stor magt, men han er i praksis helt afhængig af Senatet og Kongressen, som sidder på pengene og dermed på den egentlige magt. Disse institutioner er igen under stærk indflydelse af de amerikanske multinationale virksomheder, bl.a. olieindustrien.

Verdens stærkeste stormagt styres ikke af en enkelt mands luner, men af kapitalens økonomiske overvejelser og analyser, og de sidste adskiller sig i betydelig grad fra dine popforklaringer, Ipso Facto. Storpolitik er betydeligt mere kompliceret, end du gør det til.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Gør os den tjeneste at rette din signatur, så man ikke sidder med en fornemmelse af, at du måske lider af mild dysleksi.

Kære Niels.



Tilsvarende var der mange forsøg på at reformere kristendommen i tidens løb, og de blev også afvist. Det tog faktisk 1500 år før Romerkirkens magt for alvor blev brudt.

Islam har 1400 år på bagen, så det er på tide at reformere den. I praksis er der allerede flere muslimske skoler, der lægger mere vægt på fredelig sameksistens end på missionering. Ydermere har vi i dag en større viden om psykologi, og en teknologi som hurtigere end nogensinde før kan sprede et budskab rundt i verden. Det giver basis for en væsentlig hurtigere reformation end den kristne, som bredte sig langsomt og stadig er i udvikling.

Men der er sket en større opblødning af de katolske dogmer i løbet af de sidste 60-70 år end i alle de foregående århundreder tilsammen, og det skyldes netop vanskeligheden med at kontrollere påvirkning udefra. Det samme vil gøre sig gældende, når oplysning om alternative trosretninger, med personlig frihed og højere levestandard trænger igennem de muslimske diktaturers indoktrinering. Brød er vigtigere end religion.

Så jeg deler ikke Ipso Facto's og din skepsis overfor en mulig reformation af islam. Vi har bare endnu ikke taget os sammen til at foretage et massivt propaganda-angreb mod islamisk fundamentalisme. Det skyldes måske modstand fra kristne fundamentalister, der frygter at fornuften også vil trænge ind på deres eget område.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Det er dog en rigtig Brian-udladning! De ska' bare ha' no'en BAAAAANK, ska' de!!

Vorherre bevares, hvor er det dog en infantilt!

Hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre at udrydde en religion gennem 'massiv og uhæmmet magtanvendelse' – en religion med omkring 1,3 milliarder tilhængere, som befinder sig i mange forskellige områder af verden?

Kære Ole.

Hvordan skulle vi kunne mande os op til at iværksætte et massivt propagandafelttog mod islam med de bange politikere og indflydelsesrige apologeter, vi er belemrede med?

Og en venstrefløj for hvem ikke-indblanding i andre lande er et absolut mantra?

For ikke at tale om det lave uddannelsesniveau, som de muslimske lande generelt har - og deres stadig lave og gennemkontrollerede adgang til såvel internet som udenlandske medier, som censureres på alle ledder og kanter?

Desværre. Jeg deler ikke din optimisme mht. en reformation af islam. Og jeg er yderst skeptisk overfor den såkaldte Euroislam.

Kære Ole Bjørn!

Som bekendt ignorerer jeg konsekvent indlæg som indeholder ad hominen kommentarer, ud fra princippet, at ignoranter bør ignoreres.

Hvis det er sandt, at intelligens også er evnen til at lære af tidligere erfaringer, og ændre adfærd ud fra erfaringen, så må man sige, at du absolut intet har lært. Den anden ting man også kan udlede, springer jeg over, for ikke selv at havne i ad hominen sumpen.

Så tak for at minde mig om, at jeg har valgt rigtigt, ved at placere et berømt Einstein citat i min signatur.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:


P.S.!

Folks mærkelige, irrationelle fornemmelser og idiosynkrasier over for andre personer er og bliver deres helt egen private sag, som de burde være fornuftige nok til ikke at bringe ind i en saglig debat, med mindre de også udtrykker selvironi eller selvkritik. "Bjælker" og "splinter" burde ikke være ukendte begreber på en religionsdebat.



------------------
"In order to form an immaculate member of a flock of sheep one must, above all, be a sheep." - Albert Einstein

Kære Ipso Facto

Jeg har kommenteret dine indlæg og de synspunkter, som de giver udtryk for. Det opfatter du åbenbart som ad hominem angreb. Noget kunne tyde på, at det er dig, der ikke har lært af tidligere erfaringer, siden du altså fortsat tror, at den form for debat, du praktiserer, med at spille fornærmet og moralsk overlegen fører til nogen positive resultater.

Vi diskuterer meninger og holdninger her - ikke debattørernes intelligensniveau eller moralske stade, og når du vil deltage i debatten, må du også finde dig i en kritik af dine synspunkter - især når de mangler forankring i virkelighedens verden.

Din brug af Einstein, både som avatar og i form af løsrevne citater taget ud af kontekst, forekommer mig latterlig. Validiteten af dine indlæg har intet tilfælles med Einsteins holdninger og seriøsitet.

Forhold dig venligst fremover til de faktuelle oplysninger i indlæggene, og ikke til personerne bag dem.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Trods gentagne venlige opfordringer fra både mig og andre, har du åbenbart stadig ikke lært at stave ad hominem korrekt.

Hej Niels!

Tak for din gode eftertænksomme kommentar.

Hvem bryder sig om at anvende uhæmmet vold mod personer fra en anden civilisation, som selv er de primære ofre for en totalitær ideologi, pakket ind i en religion og derfor givet en religiøs begrundelse?

Noget sådant strider ikke blot mod min inderste overbevisning, men også mod de grundlæggende værdier og principper som den vestlige civilisation bygger på.

Faktisk er der intet jeg hader mere end netop vold. For at retfærdiggøre vold må der være tale om "lovligt nødværge" for at bjerge livet på det personlige plan, og legitimt selvforsvar efter folkeretten for på samfundsniveauet at sikre hele kulturens overlevelse.

Folkerettten bygger på dette princip samt et proportionalitetsprincip hvorefter der ikke må anvendes mere magt end øjemålet tilsigter. Øjemålet er overlevelse for individet eller for den sociale enhed han identificerer sig med (samfundet).

Etisk set er problemet med at anvende uhæmmet vold for at sikre vor kulturs overlevelse den, at hvis vi sætter os ud over de grænser som vor kultur selv definerer som legitime, så undergraver vi også vor egen kultur på en måske mere fatal måde end fjenden er i stand til.

Dette udtrykkes udmærket i et citat inspireret af Bibelen: Hvad hjælper det at erobre hele verden, hvis man samtidig mister sig selv. Så har man jo alligevel mistet alt.

Derfor skrev jeg også ovenfor, at spørgsmålet om, hvordan krigen skal føres mod islam som totalitær politisk ideologi er et vanskeligt spørgsmål.

Et historisk folkeretligt perspektiv

Efter min opfattelse begik USA en af de mest afskyelige krigsforbrydelser i historien ved at atombombe to japanske byer i august 1945. Grunden til min moralske fordømmelse af USA er her, at det var ganske unødvendigt for øjemålet, som var Japans kapitulation.

Strengt taget og formelt var øjemålet ikke "Japans kapitulation", men "Japans betingelsesløse kapitulation", og her stillede Japan, der havde forsøgt at opnå fred gennem mere end et år, een eneste betingelse, nemlig, at sejrherren skulle respektere Kejserens fredhellighed.

Hvorfor havde de allierede defineret krigsmålet som "fjendens betingelsesløse kapitulation" kan man så spørge?

Af een eneste grund, som faktisk intet havde med Japan at gøre. Efter at Stalin var blevet taget på sengen af Hitler med angrebet i juni 1941 og råbte hjælp, var han af Roosevelt (efter Tyskland krigserklæring mod USA 11/12-41), blevet accepteret som "medlem af de allieredes klub", og lovet militær støtte til kampen mod Tyskland på østfronten.

Det var den første fejl Roosevelt begik, idet han ikke erkendte, at det despoti Stalin stod i spidsen for, var mindst lige så farligt for demokratiernes overlevelse som axemagternes despotier. Den anden fejl Roosevelt begik var langt værre. Helt uopfordret og uden forinden at have konfereret med Churchill, definerede han på Casablance konferencen i januar 1943, suverænt krigsmålet som "fjendens betingelsesløse kapitulation". (Unconditional surrender).

Hvorfor gjorde han nu det? Svaret er, at den patologisk mistroiske Stalin havde krævet en garanti for, at de øvrige allierede ikke sluttede seperatfred med Tyskland og sammen med værnemagten fortsatte tilintetgørelsen af Sovjetunionen. For at berolige Stalin på dette punkt, var det, at Roosevelt helt spontant definerede det ufravigelige krigsmål som "fjendens betingelsesløse kapitulation."

Man kan hævde, at teknisk set kunne denne betingelse ikke have gyldighed for relationen USSR/Japan, idet Sovjetunionen ikke var i krig med Japan. Amerikanerne kunne således uden at byde deres ord til Stalin have afsluttet krigen mod Japan mindst et år tidlige, ved blot at meddele japanerne, der desperat søgte fred, at man accpetere overgivelse med den ene japanske betingelse tilknyttet, at kejserens fredhellighed - at han ikke kunne straffes for krigsforbrydelser - blev respekteret.

Det store spørgsmål er så, hvorfor USA ikke valgte at afslutte krigen med Japan i sommeren 1944?

Var det irrationelle følelser på grund af den amerikanske ydmydelse i Pearl Harbor og de store tab som amerikanerne led i krigens første fase, der forplumrede rationaliteteten? - eller hvad var grunden?

Ingen kan vel svare på det med absolut sikkerhed. Den mest sandsynlige forklaring synes at være, at de to kernevåben mod Japan ikke var "sidste salve" i anden verdenskrig, men "første salve" i den kolde krig. At USAs nye administration under præsident Harry S. Truman ønskede at sende et signal til Stalin, som han umuligt kunne misforstå: Vi besidder nu et dommedagsvåben, vi er beslutsomme og parat til at anvende det selv om det ikke er nødvendigt over for en fjende som de facto allerede er nedkæmpet. Så du gør klogt i ikke at udfordre verdens eneste supermagt som besidder våben, der kan udslette enhver anden nation.

At Stalin forstod budskabet, men også lod hånt om det, vidner hans kolde kyniske reaktion om. To dage efter Hirosima 6/8-45 blev atombombet, erklærede Sovjetunionen Japan krig. Stalin nåede lige akkurat at erobre lidt japansk territorium bl.a. nogle Japanske øer, de nordlige Kyriller, inden Japan kapitulerede betingelsesløst, 5 dage efter atombombingen af Nagasaki, den 14/8-45.

Ud fra de oplysninger jeg er i besiddelse af, er jeg mest tilbøjelig til at tro, at præsdident Truman blev ført bag lyset af sin krigsminister og kredse i militærledelsen. Som bekendt forsvarede Truman anvendelsen af atomvåben mod civile japanske mål ud fra en utilitaristisk etik. Præsidenten henviste med overbevisning til, at ifølge generalstabens beregninger ville en landgang på de japanske hovedøer koste omkring en million tabte liv - både amerikanske og japanske, såfremt japanerne kæmmpede som de hidtil havde gjort - til sidste mand. Ved at anvende atomvåbnet sparede man således mindst en halv million liv, i forhold til alternativet.

Den logiske fejl i denne utilitaristiske logik er selvfølgelig, at den kun holder, hvis der ikke fandtes nogen andre alternativer overhovedet. Det indlysende alternativ var selvfølgelig, at den nye præsident meddelte Stalin, at erklæringen om ubetinget overgivelse alene gjaldt krigen mod nazismen og fascismen og ikke Japan, som USSR ikke var i krig med.

Civilisationssammenstødet med islam.

I forhold til civilisationskrigen mod islam skal man selvfølgelig også først forsøge alle andre udveje end at anvende brutal hæmningsløs vold og selv da, er det ikke berettiget, at anvende mere magt end formålet berettiger efter proportionalitetsprincippet.

Her er det første spørgsmål som må besvares, om det er rimeligt at forvente, at islam ændrer sin ideologiske målsætning gennem omfortolkning af krigeriske og racistiske Koranvers, ahadith og tradition, således at fredelig sameksistens bliver mulig, idet man også skrotter det dogmatiske ultimative mål, om pligten til at udbrede islam med sværdet indtil der kun er islam.

Dette spørgsmål kan man selvfølgelig vurdere forskelligt, og der er da intet jeg ville ønske højere, end hvis jeg kunne se tydelige tegn på, at en sådan moderat udvikling var i gang internt i islam blandt indflydelsesrige retslærde eller imamer, som talte mange millioner tilhængere og derfor udgjorde en reel magtfaktor i islam. Trods mine studier af islams historie og teologi kan jeg ikke finde tegn på, at noget sådant er ved at ske. Alle tegnene peger i den nuværende islamiske vækkelsesfase desværre i modsat retning.

Da jeg ikke er ekspert i islam og islams historie bygger jeg især, men ikke udelukkende, min negative vurdering på vestens nok mest seriøse og anerkendte forsker på området, Bat Ye'or, der har præsteret banebrydende resultater på området gennem de seneste godt tre årtier.

Hendes samlede vurdering af situationen gav hun kort og klart udtryk for i et interview for et par år siden:

"Question: Daniel Pipes' slogan is "Fundamentalist Islam is the enemy; moderate Islam is the solution." But do you think there is hope for change?

B.Y.: I know moderate and brilliant Muslims, but I do not know of a school of thought, represented by teaching and publications, followed by millions of Muslims, called "moderate Islam."
Everyone hopes for a change, including Muslims. I never say "never."

But I think that changes will emerge if we start discussing these issues instead of hiding them under the carpet, and if we take measures to protect ourselves and become aware of language manipulation, like, for instance, pretending that jihad means peace and justice.

We should also support secular and modernist Muslims who are also targeted and hope desperately for our help and encouragement."

Jeg er også enig med Bat Ye'or og "debattens generalstab" om, at vi selvføligelig bør støtte de reformkræfter i islam som forsøger at udvikle en version som er forenelig med demokrati, menneskerettigheder og dermed også fredelig sameksistens med de andre civilisationer, samt tale åbent og ærligt om tingene.

Man jeg må også konstatere, at de kredse i islam som især EU støtter, er fundamentalistiske bevægelser som Hamas - der er på USA liste over terrororganisationer, men ikke på EUs liste - samt PLO og Hjemmestyrets prædident, ligesom der i EU er stillet forslag om, at man bør forhandle med Al Qaeda.

Faktisk har jeg intet konkret kendskab til, at Vesten yder støtte til de kredse i islam som arbejder for en moderat version af islam. Tværtimod er hovedlinien i EU, at man bøjer sig næsten betingelsesløst for de krav som fremsættes under trusler af den muslimske pøbel, gejlet op af præsteskabet, som går ud på, at vi skal indskrænke vor ytringsfrihed for ikke at fornærme muslimer og krænke deres sarte religiøse følelser.

Ytringsfriheden i EU er faktisk blevet indskrænket gennem orwellske nysproglige opfindelser som "islamofobi" og eftergivenhed over for kravet om skærpede blasfemilove. Hvis denne eftergivenhedskurs ikke bringes til ophør, så er det selve demokratiets livsnerve - ÅNDS- OG YTRINGSFRIHEDEN - som kappes over, og derved går demokratiet sin udslettelse i møde.

Men det skulle blot glæde mig, hvis jeg tog fejl på dette område, og skal derfor opfordre mine opponenter til at fremkomme med oplysninger om konkrete bestræbelser som Vesten udfolder, politisk, økonomisk eller på anden måde, med at yde støtte til moderate muslimer eller organisationer som arbejder på at skabe en version af islam som er kompatibel med demokrati og fredelig sameksistens.

Selv om jeg også vurderer, at den muslimske vækkelsesbevægelse senest løber ud i sandet mod århundredets slutning, eller måske allerede om nogle få årtier, efterhånden som Vesten og de øvrige civilisationer frigør sig fra deres olieafhængighed, hvorefter prisen vil falde drastisk, således at de enorme pengestrømme der er tilflydt OPEC og i vidt omfang strømmet videre til de fundamentalistiske muslimske bevægelser - anslået til mere end 10.000 milliarder dollars siden 1973 - langsomt men sikkert tørrer ud.

Olieprisernes nuværende himmelflugt har den positive virkning, at eftersøgningen efter olie i Vesten i områder som er vanskeligt tilgængelige intensiveres samtidig med at vælgerne i USA presser regeringen til at få ophævet de skrappe restriktioner som miljøhysteriet fik demokraterne til at vedtage love om.

Forleden dag hævdede en amerikansk oliemilliardær, at han ville påtage sig opgaven, at gøre USA fuldstændig uafhængig af olieimport fra de arabiske lande på blot 10 år, hvis lovgivningen blev ændret samtidig med, at der blev givet tilladelse til bygningen af 40 store atomkraftværker. I denne plan indgår også støtte til udvikling af den vedvarende energi samt hybridbiler der kan anvende biofuel og gas.

Så spørgsmålet er, hvor lang tid vi reelt har, inden de demokratiske retsstater er undermineret så meget, at de ikke længere har viljen til at kæmpe imod hvad der synes uundgåeligt.

Det næste spørgsmål er, hvor meget det egentligt kræver af rå magtanvendelse for at vende udviklingen?

Her tænker jeg f.eks. på den psykologiske effekt det vil have, hvis man gennem et massivt luftbombardement, f.eks. uophørligt gennem 72 timer af Iran går efter atominstallationer, den politiske ledelse, og infrastruktur, således at landet reelt bombes tilbage til stenalderen, uden ret store tab af civile liv.

Alternativt kunne man også jævne islams tre mest hellige steder med jorden med taktiske atomvåben uden at de civile tabstal bliver ret store, kombineret med en besættelse af oliefelterne i Saudi Arabien. Golfaraberne kan umuligt blive ret meget mere hadefulde og krigeriske over for Vesten, end de allerede er i øjeblikket, så hvad det angår, er det næsten en gratis omgang.

Konflikten har endnu ikke nået et så kritisk niveau at sådanne forebyggende angreb er aktuelle, men hvis Iran eller Hezbollah truer Israel med atomar udslettelse, er det efter min opfattelse optioner der bør overvejes alvorligt.

De civile tab ved sådanne målrettede aktioner med "rene" mini taktiske kernevåben, vil være langt mindre end de japanske tabstal efter atombombningen i august 1945.

Dette skal så vejes op imod velfærden for næsten to milliarder mennesker som lever i demokratier af vestlig type, samt den værdi som demokrati og retsstat har som fornemme åndsprodukter i menneskehedens kulturelle evolutionshistorie.

Vi er nødt til at gøre os alternativerne klart, og ikke trække afgørelsen alt for længe ud, sådan som apeasement politikerne gjorde i 1930ernes Europa, hvor angsten for krigen faktisk skabte fundamentet for den mest blodige globale konflikt i menneskehedens historie. Hitler kunne have være standset og mistet præstige, hvis der var blevet sat hårdt ind første gang Tysklande brød bestemmelserne i Versaillestraktaten eller senest ved den militære indmarch i det demilitariserde Rinland i 1936.

Et gammelt ordsprog siger: Hvis du ønsker fred, så forbered dig på krig. Vi bør heller ikke glemme, at enhver krigs endegyldige mål er fred.

Det er enhver demokratisk borgers pligt, at gøre sig sådanne overvejelser og selv søge den nødvendige information som sætter ham i stand til at træffe en politisk afgørelse som han kan stå inde for med sin samvittighed.

Det har jeg gjort gennem en længere årrække og det er så mit bud, som kan være forkert, hvis det bygger på forkerte forudsætninger. Men så er det op til mine kritikere at påvise og dokumentere hvor jeg går fejl eller hvor forudsætningerne bevisligt er forkerte.

En diskussion som alene går på hvad man føler, håber eller tror, eller refleksmæssig ad hominem, kan jeg personligt ikke bruge til noget som helst i en seriøs debatsammenhæng.

Her bør enhver træde i karakter og melde rent ud i stedet for at kaste sig over budbringeren.

De intellektuelle og de politiske lederes forræderi mod demokrati og folk, med deres fordækte aftaler med Den Arabiske Liga bag den europæiske befolknings ryg vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg, suppleret med konkret dokumentation for mine påstande.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:

----------------------------
"Great spirits have always found violent opposition from mediocrities. The latter cannot understand it when a man does not thoughtlessly submit to hereditary prejudices but honestly and courageously uses his intelligence." - Albert Einstein

Og så må Ipso Facto finde sig i en ad hominem reaktion: Disse overvejelser mere end tangerer en psykopati.

Kendetegn ved psykopatisk personlighedsstruktur
Mennesker med psykopatisk personlighedsstruktur - eller dyssocial personlighedsstruktur som er den officielle betegnelse - kendetegnes adfærdsmæssigt ved, at de er præget af umodne forsvarsmekanismer som autistisk fantaseren, projektiv identifikation, splitting, idealisering, devaluering og det at reagere uden omtanke for konsekvenser.
http://www.vidensteam.dk/rejseholdskonference-2007/psykopati-og-risikovurderinger.aspx

Her lades alt håb om international orden ude!

ad hominen , du mener formodentlig ad hominem!

Men i øvrigt er det dog en mimoseagtig attitude, du indtager.

Der er intet i Ole Bjørns indlæg, der alene går efter din person. At dine synspunkter måske ikke får en saglig og tør bemærkning, må du finde dig i, når du selv stikker snuden frem i en debat og bliver en ad hominem debattør ("Hvis det er sandt, at intelligens også er evnen til at lære af tidligere erfaringer, og ændre adfærd ud fra erfaringen, så må man sige, at du absolut intet har lært.")

Stik nu din sure pibe ind og forbliv den gode og i øjeblikket meget provokerende debattør, du kan være.

Kommentar henvendt til den tænkende del af debatten!

Hvis jeg nu var en af de få atypiske, en landsbytosse der var faldet ned fra Månen og sagde dybt mystiske ting, om at overveje anvendelse af rå magt i civilisationskonflikten med islam, så kunne man måske overveje, at tage de psykoanalyserende debattørers diagnoseforslag under overvejelse.

Men til orientering, findes der en større verden uden for de politisk korrektes lille danske andedam, hvor det jeg foreslår længe har været under overvejelse af professionelle politiske og militære analytikere.

I stedet for at fremkomme med de argumenter og begrundelser jeg har efterlyst fra opponenterne til støtte for hypoteserne om, at islam er ved at udvikle sig i en moderat retning, tæsker man blot løs med mere ad hominem ævl, eller bruger hele indlæg på, at jeg har stavet et ord forkert. Så kan man vist ikke gøre sig selv meget mindre, uden at ende på puslingenes lagkagehold. Sådanne debattører demonstrerer dog betydningen af begrebet "under lavmålet" - så lidt gavn gør de vel.

Nu har jeg måtte lægge ryg til den slags fnidder, åndsforstoppelser og forhånelser fra debatpjok igennem et årti, så jeg er for længst blevet fuldstændig imum og gejlefast over for disse desperate og tåbelige forsøg på debatafsporing ved at gå efter manden i stedet for bolden.

Da enhver tænkende debattør let selv kan gennemskue hjælpeløsheden og konstatere, at argumenter og dokumentation udebliver, mens vræleriet konstant skrues højere op, er der nok ingen grund til at vade mere i det selvfølgelige.

Eftersom mine indlæg primært er henvendt til selvstændigt tænkende og analyserende individer, så er jeg sådan set bedøvende ligeglad med, hvordan fåreflokken agerer.

Så af hensyn til den tænkende del af debatten, skal jeg da gerne henvise til en enkelt af mine højt estimerede kilder, for så vidt angår overvejelsen om, at iværksætte et massivt men kortvarigt luftbombardement der kapper hovedet af mullahregimet, amputerer dets atomare og militære ben samt infrastruktur.

Som sagt er jeg ikke ekspert i iranske forhold, men det er der jo heldigvis andre som er. For eksempel Kenneth R. Timmerman som i 2006 sammen med US ex. FN ambassadør John Bolton blev nomineret til Nobels Fredspris for deres analyser af Iran.

Timmerman er tillige administrerende direktør for "the Foundation for Democracy in Iran", og forfatter til bogen: "Countdown to Crisis: the Coming Nuclear Showdown with Iran", 2005.

Mig bekendt har ingen af dem nogen psykistrisk diagnose, men det kan jo være, at debattens psykoanalytikere snart udbedrer denne mangel.

Den 27. maj 2008 offentliggjorde nobelfredspriskandidaten Timmerman en artikel om Iran med titlen "Iranians Would Welcome Airstrikes" hvorfra jeg citerer en del af indledningen nedenfor og giver et link til slut:

" ... Emissaries from inside Iran have been meeting with Iranian exiles in Europe, the United States, and elsewhere in recent weeks to deliver this provocative message, which they claim comes from pro-U.S. dissidents at the upper-most levels of the regime.

“U.S. airstrikes must be powerful and sustained enough to break the myth of the regime’s absolute power and reveal the weakness of the leadership,” a former official who traveled outside of Iran recently said.

The United States should target the office of Iran’s Supreme Leader, Ayatollah Ali Khamenei, as well as the headquarters of the Revolutionary Guards Corp, the offices of President Mahmoud Ahmadinejad, and that of his predecessor and rival, Mullah Hashemi-Rafsanjani, Iranian sources say.

The goal should be to carry out sustained airstrikes over a 48-72 hour period that would “decapitate” the regime.
Such a strike would send a clear message to the Iranian people and to disgruntled officials throughout Iran’s faction-ridden government that the United States is serious about confronting the regime over its bad behavior in Iraq and is willing to strike the leaders responsible for that behavior, the Iranian sources argue.

Former U.S. ambassador to the United Nations John Bolton has urged the administration to launch airstrikes against Quds Force bases and facilities in Iran that have been used to support Iran’s campaign to help terrorist groups in Iraq to kill Americans.

But many Iranians contend that limited strikes would have a limited usefulness, and might even be counter-productive.
“The conventional wisdom is that limited strikes will allow the regime to rally the people around the flag,” says Mohebat Ahdiyyih, an Iran media analyst at the office of the director of National Intelligence.

“However, if the U.S. launches a major strike that goes after the leadership in Iran, that’s different,” he told Newsmax. “Most Iranians hate the regime. People would be very happy to see a major strike that took out the leadership.”

Mr. Ahdiyyih and other Iran analysts speaking at an American Enterprise Institute conference on Monday painted a picture of a bitterly-divided regime in Tehran that is “unstable” and fighting for its survival.

“The situation is so bad that former president Mohammad Khatami has said that the hard-liners [close to president Mahmoud Ahmadinejad] are worse than al-Qaida,” Ahdiyyih said.
Mr. Ahdiyyih regularly scans the Iranian media, including Web sites close to Ahmadinejad and his rivals, to find clues about the factional infighting in Tehran.

Mullah Hashemi-Rafsanjani, a rival to Ahmadinejad who is often mistakenly portrayed in the U.S. media as a “moderate,” has been warning that Iran “faces a serious threat of being attacked by the United States,” Ahdiyyih said.

“Ahmadinejad’s people say it’s just a psychological war. But if Iranians found out the risks of their nuclear program, the regime would face serious problems” from opposition inside Iran, he added.

Ahmadinejad has boasted frequently that Iran’s nuclear program “is like a locomotive with no brakes,” said Alex Vatanka, an Iran analyst with Jane’s Information Group.
Iranians interpret that to mean just one thing: that Iran is very close to acquiring nuclear weapons capability, if it hasn’t done so already. ..."

Link: http://frontpagemag.com/articles/Printable.aspx?GUID=1D7641E9-5820-4BC8-A74E-75BF57FEB5DE


Så hvad med at stikke en finger i jorden og en aspirin i øret til at klare hjernen, eller resterne af den :whistle:

Hilsen

Ipso Facto


--------------------
"...Endvidere indikerer alle tilgængelige beviser, at mennesker, specielt dem der lever i mindre samfund (”folk societies”), træffer beslutninger ved at anvende en undersøgende fortolkningsmetode (heuristik) som fremmer udvikling af faste uforanderlige meninger, selv om disse meninger er baseret på utilstrækkelig eller falsk information. Den samme heuristik opmuntrer også folk til at holde fast i deres meninger selv når de bliver konfronteret med vægtige beviser der dokumenterer, at det modsatte er tilfældet. R. A. Shweder er nået frem til den konklusion, at de menneskelige tankeprocesser er “begrænset til dets videnskabelige procedurer, usofistikeret i abstrakt ræsoneren og temmelig upåvirkede af erfaringsmæssige vidnesbyrd” (1980)." - Citeret fra "Culture Matters" redigeret af Lawrence E. Harrison og Samuel P. Huntington, New York, N.Y., 2000.

Kommentar henvendt til hele debatten!

I ovenstående indlæg nedvurderer Ipso Facto en række af de øvrige debattørers tænkeevne såvel som deres synspunkter med anvendelse af en række hånsord, som dog blot afslører hans eget debatniveau.

Han overtræder igen debatreglerne ved at bringe et langt indslag på engelsk uden mindste forsøg på oversættelse eller blot forklaring af indholdet. Det er blot en yderligere bekræftelse på, at Ipso Facto åbenbart føler sig hævet over de regler, vi andre har indvilliget i at følge, og som almindelig anstændighed og respekt for andres ret til at have en anden mening tilsiger. Det er dog ingen nyhed for de af os, der har fulgt hans inficering af andre debatter.

Men til glæde for dem, som ikke er velbevandrede i engelsk, kan jeg afsløre, at indlægget også bekræfter, at Ipso Factos såkaldt "selvstændige analyser" ikke er andet end en efterplapring af krigsgale politikeres og popforfatteres argumentation. Det eneste selvstændige er Ipsos tilføjelse med et forslag om bombning af muslimernes største helligdomme - en handling der højst sandsynligt ville resultere i en verdensomspændende serie af religiøse mord og bombning af kristne helligdomme, og måske endda trigge en kernevåbenkrig.

Med dette indlæg har Ipso Facto definitivt sat sig udenfor gruppen af debattører, der kan tages alvorligt, og har placeret sig selv i pauseklovnens rolle. Nogen indsigt eller ekspertise er der ikke tale om her.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Han Ipso kan bare det der med hykleriet!
På den ene side påstår han sig højt hævet over, hvordan fåreflokken agerer. På den anden side reagerer han kraftigt og tydeligt påvirket af fåreflokkens brægen. Forfængelighed er ikke ukendt for en, der mener at have viden om får m.m.
Se blot disse udbrud:
ad hominem brægeriet fra fårene
fårehjernerne her på debatten
puslingenes lagkagehold
åndsforstoppelser og forhånelser fra debatpjok
gennemskue hjælpeløsheden
vræleriet

Udover det fårede hos Ipso Facto kan det også konstateres, at hans henvisning til to personer, som skulle være garanter for hans tåbelige krigsforslag, er ret så tvivlsomme for Ipso Facto's egen reputation.

Den ene garant er
Kenneth R. Timmerman:
Den 55 år gamle Kensington journalist og neokonservative politiske aktivist oplyser på sin hjemmeside, at han bestemt tror, at en genopvækkelse af kristendommen i the 'Holy Land' (det er vist mere end Israels område) og i 'the land of Elam' (ca. det samme som Iran) er en del af Guds plan og udgør det eneste håb for fred i den region.
Han er også advisory board member on Jewish Institute for National Security Affairs.

Den anden garant er
John R. Bolton:
Han er stærk fortaler for at USA skal udnytte sin geopolitiske magtposition til det yderste, og imod internationale organisationer og traktater der måtte begrænse dette. Siden starten af 90'erne har han skarpt kritiseret FN, og så helst at organisationen forsvandt. Han omtaler selv brevet til FN i 2001 der meddeler, at USA ikke vil deltage i den Internationale Straffedomstol (ICC) som en de lykkeligste dage i hans offentlige karriere. Samme år lykkedes det ham at hindre, at den internationale konvention mod biologiske våben blev udvidet med en protokol om overvågning af disse.
[url=(http://www.leksikon.org/art.php?n=5006)]leksikon[/url]
Hvis Ipso Facto mener, at disse to skulle kunne være mere end blot et par uforsonlige krigskarle så må han henvise til andre af deres bedrifter.

PS: Jeg har bemærket, at Ipso Facto har proklameret, at han forlader denne tråd, fordi Ole Bjørn har givet ham 'tørt på'. Det er ingen ulykke, og andre kan da stadig læse med.

Dette er ikke et indlæg, men blot et forsøg på at standse yderligere forurening af denne tråd fra et af fårehovederne.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:


------------------
"In order to form an immaculate member of a flock of sheep one must, above all, be a sheep." - Albert Einstein

Dette er et indlæg og et forsøg på at få overbeden i fåreflokken til at opføre sig manerligt! Som overbede må han da vide, at der ikke er nogen debatmæssig fremtid i at fremture med den lamme brægen, som kun en bede kan præstere.
PS: For de ikke så vidende om får skal jeg oplyse, at en bede er et kastreret hanfår.

Kære Ransom!

Du har nok ret. Hvor meget forlanger du i løsepenge?

Hilsen

Ipso Facto


------------------
"You've got to ask yourself one question: 'Do I feel lucky?' Well, do ya punk?" - Clint Eastwood i filmen Dirty Harry (1971).