Et udefinerligt begreb. Hvad er stilhed? Når vi tænker og forestiller os alt muligt er der tankens støj. Og bag denne støj er der en anden støj. Støjen fra vore uopfyldte behov. Det vi egentlig ville men aldrig nåede fordi vi ikke kendte vores besøgelsestid. Føler vi ikke en svag sorg over det som kunne have været?

Stilheden opstår når vi forstår os selv som vi er i forhold til omverdenen. Klarhed er at være opmærksom på hvordan tingene rent faktisk forholder sig. Ikke mindst vore egne følelser og drømme.

Hvis man er opmærksom på sig selv som man kommer til udtryk i alle forhold til omverdenen så kender man sig selv uden at fordømme eller retfærdiggøre. Så lever man med sig selv, det som er. Noget der er i konstant bevægelse.

Af denne klarhed, at se alt som det faktisk er, opstår stilheden. Når man forstår sig selv er man ikke ubevidst i sine ønsker og drømmes vold. Det betyder ikke at de ikke er der, blot at man følger dem uden at fordømme eller retfærdiggøre.

Da vi alle er unikke væsner kan man ikke udstikke nogen rettesnor for, hvordan man forstår sig selv. Alt man kan gøre er at være opmærksom på sig selv i alt hvad man kommer til udtryk for i sit forhold til omverdenen. Hvert sekund.

Jeg elsker især stilheden når jeg går rundt om aftenen og mørket er faldet på. Det er ikke mine tankers, følelser, eller ønskers stilhed. Det er en dyb dyne af ingenting. Lyset fra gadelygten slår smut i vandpytten jeg går forbi.

0g det menneske som passerer mig er dybt indhyllet i sig selv. Skænker mig ikke et blik.

Og lægger ikke mærker til stilheden, som er alle vegne.

Kære Michael.

Når jeg læser dine indlæg med fornuftens øjne, virker de tit tåbelige og forvrøvlede.

Når jeg læser dem med en digters øjne, får de pludselig en række kvaliteter, de ikke havde før.

Dette, tror jeg, er dit virkelige medium. Som filosof vil du nok få svært ved at gøre dig gældende i konkurrencen, men du ejer evnen til at udtrykke dine følelser i en stærk digterisk form.

Fremover vil jeg bestræbe mig på at se på dine tekster som digte, mere end som oplæg til debat.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Tak.

Jeg har forsøgt mig med Haiku engang for længe siden, det kan være jeg skulle prøve igen.

Bare for sjov.

Her er nogle af mine som inspiration til at komme igang:

Nøgen står en gren
sort mod den lyse himmel.
Det er efterår.


Børnene leger
nøgne i det lave vand
en glædefyldt dag


Jalousiens ild
brændte mig hele natten
i mine drømme.


Jeg smiler høfligt
mens jeg skjuler den smerte
dine ord skaber.


Livet er flygtigt
som lyden af et ekko
mellem bjergene.


;)