Ja, en ny virkelighed. Det er en god måde at sige det på, synes jeg.



Nemlig ja! Jeg tror, at der kan være forskellige grunde til, at folk vælger at løfte den beskyldende finger. I mit eget tilfælde har jeg udfordret den kristne-religiøse tankegang med ordene fra den mand, som er hovedfiguren i den kristne religion. Og har folk først låst sig fast i nogle dogmer, så kan det være utrygt at se tingene på en ny måde. - Måske især hvis dogmerne intet kræver, mens ordene fra den mand, som dogmerne 'lovsynger', rent faktisk kræver en hel del. (Et krav som jeg synes er vidunderligt, og som jeg har ønsket også at gøre andre opmærksomme på).

En anden grund til den løftede, anklagende finger kan måske være behovet for et regulært hundeslagsmål, som det nok i høj grad har været vanen her på trosfrihed. Men jeg tror, at vi har fået sendt et signal om, at det vil vi ikke være med til. Og så må vi se, om det er faldet i god jord. Jeg ved i hvert fald for mit vedkommende, at jeg ikke kommer til at indgå i sådan et slagsmål igen.

Forresten - ud over at ryste folk i de religiøse dogmer kan man ryste dem i deres overbevisninger generelt. Det tror jeg, at du har haft held med. For du har efter min mening været god til at hive nogle emner frem - og hive en undren frem - som har stillet ateisterne og selv videnskaben på prøve; du har vist de begrænsninger, som ligger i den ateistiske tankegang og i (måske især natur-)videnskabens metoder.

Men hvor er det herligt, at dette netop kan ske på trosfrihed!



Helt og aldeles enig!

Jeg ser den eksoteriske religion (modsat den esoteriske og mystiske side af religion) som et bundt primitive dogmer, der har skabt mere ufred end sindsro. Måske fordi de udelukker selve Ånden, som relionens hovedperson pegede på. Udelukker Ånden ved at stivne tænkningen og ritualisere handlingerne i en grad, hvor den åndelige refleksion ender med at vige for traditioner og pynt.

Jeg mener f.eks., at man ville dyrke Gud/Det Hellige/Det Ufattelige og Vidunderlige bedre ved at hjælpe mennesker i nød end ved at troppe op i kirken i sit stiveste puds og benovet stirre rundt på guldet og det store kors. - Nuvel, det kan være kønt for øjet, men et barn, der smiler, er endnu kønnere for hjertet.

Men jeg tror, som du siger, på flere veje at nå hertil. I dit tilfælde har din ikón sat noget i gang hos dig. Og andre vil måske inspireres af netop det "kors", som jeg lige sagde "et par ord imod". Det vigtige, tror jeg blot, er, at tingene ikke stivner i - "sådan her er traditionen altså, så nu gør vi sådan". A la søndagskirke, nogle salmer og så et amen. Der må være en vågende åbenhed indeni og noget, der fører opmærksomheden dybere ind, hvorfra vi kan hente kærligheden til livet omkring os.

Kh
Thomas

A pro pos det med inspirationer ... vil jeg gerne anbefale en bog skrevet af Hans Lyngsgaard: Marias Lære

Forfatteren beskriver levende en oplevelse, han får af at møde Jomfru Maria, som opfordrer ham til at gå den pilgrimsvej, hun selv engang gjorde fra Hildegard von Bingens kloster i Tyskland til Efesos i Tyrkiet, hvor hun endte sine dage i et lille hus, som i parantes bemærket gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg besøgte det for år tilbage. ...

Undervejs på den lange vandring beskriver Lyngsgaard samtaler med både ærkeengle, møder med naturengle samt har han gang i en stadig dialog med Jomfru Maria, som viser vejen, han må gå ... og helliggøre sammen med hende. ...

Jeg kom til at tænke på både dig Arne og på Thomas, som har beskrevet dybe oplevelser, som har ændret jeres liv, da jeg læste følgende:

Maria giver følgende ord til Lyngsgaard:

Citat fra bogen:

"Gud er aldrig kommet af ingenting. Gud bliver aldrig til ingenting. Gud bliver til hele tiden."

Maria frklarer, at vi som mennesker normalt ikke kan fatte det bagvedliggende "Gud Er" ... vi vil derimod kunne fatte, at "Gud bliver til" hele tiden. Vi er en del af skaberkraften, og den side, vi ser af Gud, er skaberen. Den side har vi i os selv, alle sammen.

Om det at blive til hele tiden, siger Maria:

"Tiden er en betingelse, som I er underlagt. Uanset, hvor meget I går ind i et af de tre energilegemer Ånd, Krop og Sjæl, vil tiden få jer tilbage.

I kan opleve glimt af guddommelig væren på alle tre planer. Nogle få, meget få, kan opleve disse glimt som længerevarende tilstande. ... Alle, der oplever disse glimt, vil ønske at opleve det igen. Nogen kan, andre ikke".

Lyngsgaard filosoferer lidt over ordene her og konkluderer, at glimtene kan være i en åndelig retning, som han selv oplever så intenst på sin lange tur.

Det kan også være i en kropslig retning, som superatleten, der oplever, at alt går op i en højere enhed i et vellykket spring. ...

Det kan også være musikeren, der henriver med underfuld musik o.s.v. o.s.v.

Vil gerne anbefale bogen, hvis I ikke allerede kender den. ...

m.v.h.
Zenia

"Forresten - ud over at ryste folk i de religiøse dogmer kan man ryste dem i deres overbevisninger generelt. Det tror jeg, at du har haft held med. For du har efter min mening været god til at hive nogle emner frem - og hive en undren frem - som har stillet ateisterne og selv videnskaben på prøve".

- Arne har fremstillet sig selv, stillet sig til skue, det har endnu ikke rystet nogen omkring ham - men du ka' da godt bilde dig dette ind. Det er desuden samme idé Arne roterer omkring hele tiden, heller ikke dette ryster noget nogen steder, man vænner sig og leder efter noget substantielt, men finder intet andet end idéen uden reference til virkeligheden udenfor hans/jeres fantasier om livet.

Selve videnskaben har Arne intet forhold til, for det er ikke det der har hans interesse, så heller ikke dér konfronterer Arne andet end mennesker med sin missioneren. Faktisk minder det mere end andet om hvad JV'ere præsterer.
Idet hele taget har kærlige følelser for et livssyns ord intet at gøre med videnskab - du blander som sædvanlig uens ting sammen.

mvh
Simon

Godmor´n Arne - og tak for din respons, som jeg er glad for.

Som jeg er skruet sammen, er der kun ét svar på dit stillede spørgsmål, som er FRYGT ...

med vilje skrevet med stort, da frygten har så mange ansigter.

Alt vel ... og på vej til Malta ... sendes

venlige tanker
Zenia

Hej Zenia,

Godt svar, "frygt". Det kræver også mod at forlade et forstenet verdensbillede og lære helt nye metoder at erkende virkeligheden på. F.eks. gennem meditation og uselvisk kærlighed.

Thomas

Netop hjemvendt fra Malta kommer følgende refleksion omkring tro og frygt. ...

At Maltas befolkning på ca. 500.000 mennesker på en ø af samme størrelse som Bornholm rummer 365 kirker, hvoraf mange af dem er bygget på høje klipper og enormt store forekommer mig at måtte være et udtryk for befolkningens dybe og grundfæstede tro på et højeste væsen. ...

Kirkerne på øen er financeret af borgerne, ligesom præsterne aflønnes udelukkende af disse. ...

Indtrykket, jeg fik under besøget var, at malteserne er rolige, åbne og meget venlige overfor hinanden og overfor os talrige turister. ...

Tænker lidt over den holdning, øens befolkning kommer os fremmede i møde med i sammenligning med befolkninger i andre turistområder, jeg har besøgt gennem årene. ...

Kan ikke lade være med at tænke tanker omkring grunden til deres ro og tålmodighed. ... Er årsagen mon deres stærke tro på Gud?

Oplevede bl.a., at en ældre mand steg på samme bus som jeg ... gjorde korsets tegn ... smilede venligt til mig og pegede på en ledig plads, som jeg kunne sætte mig på, mens han selv blev stående op. ...

Da han stod af bussen så jeg, at han igen gjorde korsets tegn for sig for derefter at forsvinde i trafikken.

Tænker på en dansk kvinde, som jeg traf på hotellet, og som jeg fik en sludder med på hjemrejsedagen. ... Hun fortalte mig, at hun fløj meget, men at hun altid var meget angst under start og landing. ...

Tilfældigvis kom jeg til at sidde tæt på hende, da flyet lagde an til landing i tæt tåge i Billund og kunne ikke undgå at se skrækken i hendes ansigt. ...

Tænker på, om hendes helt åbenlyse frygt mon kunne have været stillet noget, hvis hun havde haft den tro og tillid, som bl.a. min medpassager i den maltetiske bus for mig at se var under påvirkning af?

m.v.h.
Zenia

Kære Arne og tak for dine ord, der - som altid - når mig. :)Forstår din skepsis omkring alt det ydre ... men måske resulterer det i en virkning på det indre menneske, sådan som jeg f. eks. så den afspejlet i en oplevelse, jeg fik med mig på min vej en søndag morgen på Malta:

Har bestemt mig til at gå til en maltesisk gudstjeneste denne morgen og kommer - synes jeg selv - i rimelig god tid til kirken, som jeg imidlertid finder stuvende fuld. ...

Jeg får øjenkontakt med en kvinde på min egen alder, og hun signalerer så til de andre på bænken, at de skal rykke sammen og signalerer derefter til mig, at jeg kan sidde hos dem.

En dejlig varm oplevelse, som jeg gemmer i mit hjerte ...

I samme kirke var der en lille museumsafdeling, som jeg kiggede ind i, og straks kom der en lille nonne og hilste på. Hun nærmest trak mig hen i et hjørne, hvor hun med strålende øjne viste mig den stol, selveste paven havde siddet i under et besøg i kirken. ...

Jeg tænker her, at jeg nu kunne vælge at tænke kritiske tanker omkring denne persondyrkelse, som ikke kan være meningen, ... eller tænke tanker omkring den indflydelse, deres tro og kirke har på deres måde at møde hinanden og os fremmede på. ... Jeg valgte det sidste, hvilket ikke vil forundre dig, er jeg sikker på. ...

Lidt tankevækkende var det også at opleve så mange unge stå op både i gangen og i indgangen til kirken. ... Synes da, at det er rigtig flot, at de tilsyneladende har rejst sig for de ældre, men også at de - trods det faktum, at de måtte stå op under hele tjenesten - alligevel blev hængende. ...

Om malteserne tager kirkens dogmer alt for højtideligt ved jeg jo ikke. ... Måske jeg gennemgående bare er et naivt menneske. :)))

Den rendyrkede materialisme tænker jeg lidt over - specielt i forbindelse med vor unge flygtningeven fra Burma - som har fortalt om et medmenneskeligt samvær under utrolig vanskelige vilkår. ... Det kunne jeg i hvert fald lære meget af ... og egentlig tænker jeg også, at menneskelig godhed kan vise sig under alle livsvilkår, selvom de jo selvsagt virker mere spectakulært dér, hvor man ikke forventer dem. :)))

God week-end
m.v.h.
Zenia