Kære alle,

Hvad er Guds bud? Og giver Gud overhovedet bud til efterlevelse?

Ja, Gud giver bud til efterlevelse. Guds bud fører til hjertets fred og udvikling for de mennesker, der vælger at overholde dem.

Alle Guds bud er i samme ånd, kærlighedens og uselviskhedens ånd.

Her er et smukt bud, som Jesus talte af Gud:

"Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse."
(Lukas 14, 12-14)

Hvis vi overholder dette bud, så skaber vi et bedre liv for mange mennesker. Samtidig mærker vi i hjertet den fred og glæde, der gødes og blomstrer ved, at vi vælger at blive mere givende til glæde og gavn for dem, der lider nød.

Selv hvis vi er i en situation, hvor vi ikke kan invitere de nødlidende til middag, så kan vi stadig - i hjertet - glæde os over dette bud. Og vi kan tage imod det i ånden og fryde os over det. Og så kan vi pludselig handle ud fra mere kærlighed og uselviskhed i mange lignende situationer.

Kære alle,

I sidste brev skrev jeg om Guds bud, der alle er gennemsyret af medfølelsens ånd. Medfølelse, kærlighed, uselviskhed, selvopofrelse. Alle de store værdier kommer fra hjertet, og det bør efterlevelsen af budene derfor også gøre.

Jesus talte mange bud af Gud. Alle budene er facetter af samme kærlighedsdiamant. Budet, som jeg viste sidste gang, fortalte om, hvordan vi bør handle for andres skyld - for de nødlidendes skyld - uden at forvente at få noget igen. Jo, som Jesus sagde, så vil vi blive belønnet, gengældt, men i hjertet gør vi det udelukkende for dem, vi hjælper.

I det bud, jeg vil vise i dag, fortæller Jesus igen på smukkeste vis, at vi skal handle i ægte kærlighed til andre, give fra hjertet, aldrig for at blive set eller anerkendt af andre mennesker.

Nogle indsamlinger til nødlidende kører desværre som tv-shows i fuld pomp og pragt, hvor navnene på dem, der giver mest, konstant ruller forbi som undertekster. - Hvis bare vi kunne give ... men i den sande ånd!

Hør:

"Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig."
(Matthæus 6, 1-4)

... Og Guds løn er den højeste løn! - Hjertets fred og forvandling til alles gavn og glæde.

Hej Arne

Ja, der er stor forskel på at høre buddene som påbud eller som budskaber (tilbud til hjertet)

Jeg havde for nyligt en AHA-oplevelse i forhold til noget Jesus siger med et udråbstegn, så det lyder som et påbud. Og som sådan har jeg hidtil hørt det ... som et påbud med et lidt provokerende udråbstegn bagefter. Og jeg har nok aldrig forstået og har heller ikke kunnet ta' ordene til mig som kærlige ord.

Men så lige pludselig hørte jeg ordene fra Jesus på en helt anden måde ... og sprækken i hjertet blev lige tilpas åbnet til at ordene kunne komme indenfor i varmen ... De ord, jeg tidligere og mange gange før havde hørt som påbud, hørte jeg på en helt ny og overraskende måde, netop som et budskab og et tilbud til mit hjerte

Og det er lidt pudsigt, for da jeg skrev mit indlæg til HK.Tiger , havde jeg besluttet at skrive lidt om påbud/tilbud i forhold til kristendomsforståelsen ... var faktisk begyndt på det, men besluttede at ville afslutte med det, og midt i alle mine ord, glemte jeg det så lige igen ... og så skrev DU ...

Tak ...

KNUS fra RoseMarie

Kære Arne,

Tak for dine venlige ord.

Da jeg var barn, kunne jeg godt finde på at bede til Jesus, hvis jeg var utryg eller bange. Hvis der virkelig fandtes en mand, der kunne gå på vandet, trylle vand om til vin, helbrede folks sygdomme, endda vække et lig, og som var søn af Gud, så måtte han være den rigtige at bede om hjælp og tryghed.

Den umiddelbare "sødme", jeg følte ved at bede, var ikke anderledes end det håb, der altid findes ved at "prøve noget nyt". I dag undrer det mig ikke, at bønnen føltes uden liv. For hvem bad jeg til? - Jeg havde jo indtil da kun fået serveret et navn tilknyttet nogle få, spektakulære historier.

Da jeg var blevet voksen, mødte jeg et andet menneske, som fortalte mig nogle af de ting, som Jesus rent faktisk havde sagt. Og så blev mine øjne åbnet! Jeg begyndte at læse, hvad Jesus havde sagt - og jeg fandt nydelse hver gang.

Siden da har jeg opfordret alle til at lytte til Jesus og drikke af hans mund. Lad ham selv - ikke teologerne - åbenbare sig. Hans ord er talt til hjertet, så enhver, der tørster efter det vand, der måtte lade hjertet blomstre, kan drikke.

Det var noget af en overraskelse, da jeg selv begyndte at læse, hvad Jesus havde talt. Jeg gik fra et billede af en ikondyrket figur, der mest af alt var beskrevet som en rar troldmand, til et menneske, der satte livet på spil (og blev slået ihjel) ved at tale hjertets sprog og opfordre os til selv at blive uselviske og selvopofrende.

Selv om han vandrede omkring og prædikede i kød og blod, var det tydeligt, at hans ord kom ovenfra. Og lyset i hans ord afslørede de mørke gerninger af mennesker, som gerne ville fortsætte i det mørke spor. De dræbte ham efter at have tortureret ham grundigt.

Jeg opdagede, at Jesus stiller krav til sine efterfølgere. Men det er krav, der aldrig kommer i nærheden af "sur pligt". Tværtimod er det den perfekte beskrivelse af ægte kærlighed og de åndelige konsekvenser, som mennesket kan få lov at bære som frugter, hvis det holder fast i ordene, som kun kan være fra Gud.

Jeg opfordrer alle til med hjertet at lytte til Jesu ord, som er Livets Ord. De åbenbarer den Åndelige dimension af livet, hvis vi vil holde fast i dem i udholdenhed.

"En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold."
(Lukas 8, 5-8)

"Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt."
(Lukas 8, 11-15)

Kære alle,

Når vi taler om Jesu bud, er det vigtigt ikke at forveksle dem med den negative betydning, som nogle mennesker tildeler dem.

Efterlevelsen af Jesu bud er ikke en "sur pligt". Det er ikke en overholdelse af "bogstavet", uden at hjertet er med.

Jesus forkastede farisæernes levevis som en, hvor bogstavet blev holdt, mens hjertet var et andet sted. Farisæerne vaskede kopper, kar og borde, gav tiende af mynte, dild og kommen - men de forsømte at efterleve ånden i loven: Kærligheden, uselviskheden, selvopofrelsen.

At efterleve Jesu bud kræver meget mere af os end overholdelsen af "bogstavet" - det kræver at leve i Ånden med hele vores hjerte og sjæl.

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen."
(Matthæus 23, 23-24)

Hej Anonym:

Barmhjertig: Hjerte for den arme.

Smukt og dejligt

M.v.h. Arne.

Kære Arne,

Jeg beundrer din skarpsindighed og evne til at diskutere svære emner i et letforståeligt sprog. Og jeg er ked af, at du ikke har nogen at diskutere med, der er villige til at indgå sobert og i en ligeværdig dialog.

Du stiller dig ud på engen i kun din kjortel og kappe, men hvad der kunne have været en frodig dialog, bliver forvandlet til en kampplads, hvor du kun møder fældede lanser.

Jeg har tænkt over følgende:

Når vi vinder over os selv, så vinder vi freden og indsigten.

Vi kan vinde over os selv ved at afstå fra at sejre over vores fjender, selv når vi med lethed kan tilbagevise deres angreb og sætte vores eget afgørende angreb ind.

Når vi kan tage imod deres slag og blot vende den anden kind til, da bliver vi paradoksalt nok usårlige og kan ikke længere overvindes.

Det, der før lignede en krig, lades nu tilbage som ufarlige ruiner af tarvelige uartigheder.

Og fra den position finder vi roen i os selv og kan dele den med dem, som måtte ønske at tage imod. Måske vi endda kan være heldige at præge de frustrerede og vrede med vores nyvundne fred.

Jeg ønsker dig alt godt og en vidunderlig hygge med dine nærmeste.

Fred,
Thomas

Kære Thomas,

Dét, du her skriver, når et sted dybt i mit hjerte. ...

TAK for dine velmente gyldne ord og indsigter.

Alt vel ... og fred mellem alle
ønskes
(også) af Zenia

Kære Zenia og Arne,

Tak for jeres venlige ord. De når mit hjerte.

Jeg forstår godt din motivation, Arne, når det gælder at debattere. Den ærlige kommunikation er desværre svær at opfylde på de debatter, jeg har besøgt. Ikke mindst på denne.

Jeg håber, at du vil stå igennem ikke at svare dem, der kun giver sig af med nederdrægtige provokationer uden andet indhold end uærlig spot samt et umætteligt behov derfor.

I årevis har jeg forsøgt at stå fri af den slags debatteren. Og kun for nylig kunne jeg mærke på mig selv, at nu var jeg parat. Så da du opfordrede mig til det(!), så sagde jeg til mig selv: "Ok, nu er tidspunktet kommet". Og det har jeg holdt fast i og vil blive ved med at holde fast i.

Det er mit håb, at vi - der vil - kan få en ærlig debat om bl.a. de spændende emner, som I (Arne og Zenia) lægger op til.

Kærlig hilsen
Thomas

Kære alle,

"Trosfriheds" manglende censur er muligvis dens styrke, men samtidig dens største svaghed idet mange mennesker får tappet deres lyst til at deltage på grund af de deltagere, der dagligt skriver hånlige indlæg.

Denne tråd ser ud til at være stået fri af personangreb, der ellers fylder meget på "Trosfrihed". Jeg vil derfor fortsætte tråden i håb om, at de, der måtte ønske at deltage, vil gøre netop dette i en god ånd.

Har I hørt udtrykket: "Børn er onde mod hinanden"? Jeg ser VOKSNE mennesker behandle hinanden rigtigt skidt, tarveligt - i stedet for at række ud, tilgive, vende den anden kind til, elske.

Det er naturligt at "give igen af samme mønt" (eller at forsvare sig i en skarp tone thi vreden har desværre fundet vej), når hånen, provokationerne og løgnene vælter ind over rælingen. Men der findes en anden vej. Kan man få øje på kahytlågen, kan man træde indenfor, hvor et stearinlys er tændt, og roen råder.

Der findes en lille dør, en snæver vej, der fører til et hjerte, der banker med fredens puls. Har man først fundet vej hertil, kan man på ny træde udenfor på dækket og forhåbentlig dele den nyvundne fred med andre - selv med dem der gjorde en fortræd.

"I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"
(Matthæus 5, 43-48)

Kærlig hilsen
Thomas

Hej Arne,

Du skriver:



Det minder mig om et ord, der lyder nogenlunde sådan her:

"En rig mand, der begærer, hvad andre ejer, gør større synd end den mand, der stjæler et brød af nødvendighed".

Tyven i ovennævnte ord er altså mere skyldfri end den mand, der slet intet stjal. For det handler om, hvad der gemmer sig i hjertet.

Omvendt vil mange, der ikke er døden nær, nære så stærk uvilje mod dem, der gør dem uret, at de griber hver en chance til at gengælde. Det kan gælde folk, der bliver sprunget over i køen, får stjålet sin pung, bliver urimeligt irettesat, eller må lægge øre til andres løgne og spot.

Jeg har selv været udsat for det sidste (og er det stadig glimtvis, ser jeg) - ligesom du selv er udsat for det nu. Jeg fandt først freden til at vende det døve øre og den anden kind til, da jeg oprettede en daglig meditationspraksis.

Mit ønske for dig - hvis mine gætterier om, hvordan de 2-3 personers uret påvirker dig, overhovedet er korrekt - er, at du også må finde freden i dig selv til at være hævet over det, de bruger hver dag på år efter år. Jeg ønsker også, at de selv en dag må hæve sig over det, de gør nu. Men udtrykte jeg dette ønske til dem direkte, ville de sandsynligvis finde det kraftigt provokerende, selv om det ville være vel ment.

Heller ikke ønsker jeg at provokere dig med mit ønske for dig. Jeg er ikke tanke- eller følelse-læser, men jeg følger nu og da jeres kommunikation, og jeg tror, at det ville være meget NATURLIGT at blive vred over det, du må lægge øre til. Så jeg forstår godt, hvis du føler dig provokeret og derfor besvarer deres indlæg. Men hvis det kan hjælpe dig på nogen måde, så håber jeg, at du forstår, at du slet IKKE BEHØVER at forsvare dig selv ... jeg kan ikke "i min vildeste fantasi" forestille mig, at nogen finder deres ord om dig troværdige. Øregassens larm står stærkest i kontrast til - og besvares bedst med - tavshed.

Igen er mit håb for "Trosfrihed", at vi må finde sammen og få nogle udbytterige samtaler. Jeg lagde mærke til, at da personangreb blev ignoreret, kom der nogle indlæg fra personer, der ellers ikke skriver så mange indlæg (det kan være en tilfældighed).

Fred,
Thomas

Kære Arne,

Hvis du søger inspiration i det, du får serveret fra de mennesker, du i den anden tråd debatterer med for øjeblikket, eller i den form, debatten har taget, så ønsker jeg dig al mulig held og lykke.

Jeg kan ikke se, hvordan hverken indhold eller form lever op til en debat, der er værd at deltage i. Hvis vi skærer 95% fra de indlæg, du modtager (dvs. hvis vi fjerner alle personangrebene), så står vi tilbage med et indhold, der hverken problematiseres eller begrebsafklares. Den didaktiske udformning, der bl.a. består af billeder og metaforer - som ganske vist kan kompleksitetsreducere et indhold af den type, som I diskuterer - tager en så overfladisk udformning, at indhold og konklusioner skævvrides og bliver lodret forkert. Det er ikke en blot gymnasiel uddannelse værdigt at præsentere nogen for sådan et indhold, der er ment til at være sagligt og videnskabeligt. End ikke i folkeskolen ville man spise børn af med sådan noget.

... ganske vist skal der være plads til alle her på siden. Men skal dårlig sprogbrug, manglende argumentation, nul begrebsafklaring, ingen problematisering, overfladiske konklusioner uden teoretisk el. fagligt afsæt, et bombardement af bemærkninger om, at du er syg i hovedet o.a., fremstilles som et stykke lærerigt tekst?

Jeg håber, at du finder den inspiration, du søger. "Lakmusprøven", som du siger. For som jeg ser det, så er der lige nu nogen, der får tilfredsstillet et grusomt behov ved din gode vilje, din tid og dit møje.



Det frastøder mig. Jeg vil nok stadig kigge ind nu og da - og håbe på at "ordkrigene" er stoppet til fordel for relationer mellem mennesker, der ønsker en positiv og opbyggende dialog.

Indtil da vil jeg nok kun skrive en sjælden gang. Det ærgrer mig så afgjort, at det ikke lykkedes mig at trække dig væk fra den debatform, der udspiller sig her på "Trosfrihed"; jeg ville have nydt begyndelsen til en anden kultur her på siden.

Men tak for de samtaler, vi har haft Arne. Dem har jeg i hvert fald fundet inspirerende :-)

Venlig hilsen,
Thomas

Overskriften er relevant for indholdet i denne tråd. Et godt gammelt dansk ordsprog siger: Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er!" Her har debattens to største hyklere slået sig sammen i en gensidig roseklub, fyldt med lodrette løgne om andre debattører og en selvforherligelse, der kun overgås af Hanskrist. Sidstnævnte gør det dog så groft, at det mister enhver forbindelse til virkeligheden.

Med Arne og den anonyme smædeskriver Thomas er det anderledes. De minder mere om de sure, menneskefjendske indremissionske præster, for hvem det nye testamentes kærlighedsbudskab er tomme ord, som de aldrig har efterlevet i praksis, men udslynger som bandbuller mod enhver, som modsiger dem. De opfatter begge sig selv som forfulgte martyrer, der "heroisk prøver at udholde verdens ondskab".

Ikke på noget tidspunkt har de forsøgt at forstå årsagerne til modstanden mod deres hykleri og løgne om andre, eller vist respekt for andres synspunkter. Arnes standardbemærkning, "det har de jo ret til" oser af misbilligelse over, at andre ikke vil anerkende hans personlige tilbedelse af uvidenheden. Når han ikke selv kan forstå, udelukker han muligheden for at andre kan forstå.

For dem begge gælder det, at deres menneskeforagt går langt tilbage. Alle, der har forsøgt at komme i dialog med dem, er blevet mødt med afvisning og fjendtlige reaktioner, og når de to er blevet fanget på modsigelser i deres argumentation, har de løgnagtigt søgt at omfortolke andres ord til den modsatte mening, eller har afslået at debattere med begrundelsen, at det var "under deres værdighed". Foragten for andres opfattelser er her klippet ud i pap.

Trosfrihed er ikke blot en ret. Det er et uafviseligt faktum, at man ikke kan binde tanken. Vi er alle forskellige, og vi tænker forskelligt. Men vi deler et ønske om at befinde os godt, også i selskab med andre. Nærlæser man de forskellige debattørers indlæg kan man tit se livsglæden piple frem, selv om vi har vidt forskellige opfattelser af verden. Selv hos den tungsindige Michael kan man fornemme livsglæden, når han bliver virkeligheden bevidst, kikker på en and eller vipper med sine tæer.

Men hos Arne og Thomas finder man ikke sådanne spor, kun en stædig klamren sig til en beruselse i ord, som aldrig kan erstatte den menneskelige virkelighed, som de ikke forstår.

Egentlig er de kun at ynke, og det gør jeg da også, men jeg vil alligevel til hver en tid bekæmpe deres forsøg på at trække andre ned på deres hykleriske plan. Livet er en glæde, som vi kan dele eller isolere os fra. Den glæde skal vi ikke lade nogen skinhellige religiøse lyseslukkere tage fra os.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Go'e ord om trosfrihed, forskellighed, velbefindende og livsglæde. Tak for ordene

KNUS fra RoseMarie

Igen forsøger Arne at manipulere med sandheden. Søger man i Den Danske Ordbog på virkeligheden, får man som resultat bl.a. altså her noget, der har fysisk virkelighed.

Postulatet om, at begrebet stammer fra den kristne mystiker Meister Eckehart (under forudsætning af, at vi ikke kendte til Platon) er helt hen i vejret. Eckehart har kun stået fadder til ordet wirklichkeit, ikke for begrebet. Længe før begge de herrer var født, var mennesket helt klart i stand til at skelne mellem fantasi og fysisk virkelighed. Man kunne jo ikke blive mæt af at forestille sig, at man spiste. Der skulle fysiske ting på bordet i virkelighedens verden, hvis man ville overleve.

Komiske Arnes postulat bliver endnu mere komisk, når man undersøger den etymologiske oprindelse til det tyske ord wirklich. Det stammer nemlig fra det oldnordiske ord virki, som betegner gerning eller fæstning. Det går igen i ord som dagsværk, bolværk og Dannevirke, altså rent fysiske ting.

Det eneste dybe ved Arnes tanker ser ud til at være hans dybe uvidenhed om sprog og ordenes betydning, som jeg ofte har påpeget og fortsat vil korrigere, når han forsøger at påvirke andre til at tilbede uvidenheden.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Igen demonstrerer Arne sin sproglige forvirring. Ordet wirklichkeit er måske konstrueret af Eckehart, men begrebet er ikke, for det findes formentlig udtrykt på alverdens sprog, da man med rimelighed kan formode, at også mennesker før Platon kunne skelne mellem fantasi og håndgribelige ting.

Hvad der skrives på Wikipedia er ikke nødvendigvis korrekt, for det er som bekendt et brugerredigeret leksikon, og der sker ofte ændringer i teksten.

Følger man etymologisk sporet af actualitas oversat til danske, tyske, engelske, franske og spanske ordbøger, så er det overalt oversat til noget, der er reelt og håndgribeligt, og det samme er afledninger af det oldnordiske virki, på olddansk wirkæ (der også kan betyde noget bygget af træ). Så både det tyske wirk-lichkeit og det danske virke-lighed refererer altså til noget, der er lig med noget materielt håndgribeligt.

Men hvad der nærmere er et mysterium er, hvad der får en svinestaldeekspert til at tro, at han er sprogekspert, fordi han har googlet en tilfældig definition på virkelighed, og han derefter fremhæver definitionen på en afledning af begrebet med en anden betydning.

Der findes dog en god psykologisk forklaring på hans forvrængning af virkelighedsbegrebet, som jeg vil undlade at bringe her.

Ole Bjørn :o)

Mon komiske Arne vil undre sig over, at vi andre kan have mere tillid til autoriserede ordbøger på en række nordiske og romanske sprog, som benyttes af universiteternes sprogprofessorer, som alle angiver samme betydning af ordet, end til en anonym wikipedia-brugers filosofiske udlægning af et dødt sprog.

Babylon, verdens største udgiver af netordbøger, med en database på over 1400 ordbøger på mere end 75 sprog, oversætter actualitas til samme betydning som mine ordbøger.

http://www.latin-dictionary.org/actualitas

Men Arne har nu på wikipedia fundet en definition, som for ham er et mysterium, og det har gjort ham "klogere" end alverdens leksikografer og professorer i latin.

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,



Tak for et fremragende indlæg som jeg glæder mig meget til at besvare (jeg får nok først tid på torsdag).

Jeg vælger at bringe det her igen (som et citat), da jeg ser, at det allerede er blevet overdænget (du er blevet overdænget) med personangreb. - Og det endda på trods af at du selv kun har talt positive og opløftende ord til hverandre i dit indlæg.

Tråden her fik desværre ikke lov til at forblive en oase her på "Trosfrihed", og derfor har jeg bragt indlægget igen i håb om, at tråden får lov til at begynde på en frisk - for det er et suverænt indlæg.

Til alle: Det er ærgeligt, at nogle vælger at kalde andre grimme ting og give dem øgenavne. Det er synd for "Trosfrihed", da folk tager flugten fra sådan et miljø, hvor sådan en opførsel er dagligdag. Jeg vælger f.eks. selv ikke at blive medlem, så længe sådan en uanstændighed er daglig kost.

Vi ved alle godt inderst inde, at de mennesker, der driller, håner og tildeler andre mennesker øgenavne, ikke hviler i sig selv. De er ikke fredfyldte mennesker. Der er uro af en eller anden karakter i dem - måske sorg, ærgrelse, vrede, bitterhed, manglende selvtillid, osv. Og jeg ønsker, at de må finde freden i hjertet.

Indtil vi tales ved ...

Fred,
Thomas

”Igen demonstrerer Arne sin sproglige forvirring. Ordet wirklichkeit er måske konstrueret af Eckehart, men begrebet er ikke, for det findes formentlig udtrykt på alverdens sprog, da man med rimelighed kan formode, at også mennesker før Platon kunne skelne mellem fantasi og håndgribelige ting”.

- Det kunne de. Men det væsentlige her er egentlig at Arne nærmest tiltror virkeligheden at være en konsekvens af kognition, og tillægger kun derfor de subjektive følerier med overnaturlige idéer gyldighed.
At selve virkeligheden sprogligt set er objektiv mens beskrivelserne (af bl.a. hans sanseerfaringer) er det subjektive spiller ingen rolle, og får derfor heller ikke Arne til at søge beskrivelser med virkelighedsforankring. Det primære for Arne er også når han søger def. på virkeligheden, at finde den def. der åbner døren for hans egne følerier som det primære.

Vi har set det et utal af gange. Arne forstår slet ikke hvorfor det er vigtigt at skabe logisk konsistente beskrivelser af virkeligheden. Dette viser præcis hvori det primære for ham består. At han med sine def. af virkeligheden støder ind i et hav af modsætningsfyldte idéer med samme gyldighed som hans egen, spiller derfor heller ingen rolle. At han skaber tifold flere problemer end han mener at løse med sin ”metode”, har heller ingen betydning. Man kan spørge hvad der egentlig har betydning for Arne?

Forholdet mellem rationelt og irrationelt, eller mellem forstands- og følelsessiden i mennesket, har nok været et problem i den europæiske kultur siden middelalderen. I det man kunne kalde åndshistorien, har forstands- og følelsesbetonede perioder efterfulgt og reageret på hinanden helt op til tiden før 1 verdenskrig, hvor man mente at den naturvidenskabelige verdensanskuelse ville bryde sammen som ”rationalismens sidste triumf” (Egon Friedell’s kulturhistorie). Så han sig omkring, holdt vist heller ikke dette stik. Og heller ikke Arne sætter en ære i at tænke modsigelsesfrit. Arne kan se udviklingen i verden omkring ham som et resultat af rationelle forklaringer der netop ikke modsiger hinanden, men vælger til trods en form for primærprocestænkning i sit møde med denne virkelighed, omverden – men med hvilken begrundelse? Vil han fx med Schopenhauer, Kierkegaard m.f. fastholde livets mening som en forløsning fra verden omkring ham, da vil det blive ganske ulogisk med en rationalistisk Hegel at søge en mening, en rationalistisk plan i verdenshistorien. Arne vil måske mene at han ”kaster sig ud i et valg” og han derfor burde nyde en form for respekt. Men det besynderlige er nu alligevel at se Arne kaste sig ud i mærkelige angreb på videnskaber der bare forsøger at forklare den verden han selv tumler rundt i med skrøbelige meninger. At videnskaber ikke er ansvarlige for de moralske pus og påhit mennesker i kulturer finder på, falder ham heller ikke ind. Ingen videnskaber angriber akkurat hans ”spring” ret ud af fornuften, men det betyder jo ikke dermed at fornuftige beskrivelser af verden og kulturers religioner bør være bag ham. Det er svært at se Arnes forberedelser som et konstruktivt forsøg på at skabe en bedre balance mellem det rationelle/irrationelle i ham selv, hvorfor man hurtigt kommer på den tanke, at han måske før hovedspringet glemte sit hoved på vippen?

Man kan ikke just berømme Arnes fikse idéer om noget meget gammelt og meningsfyldt guddommeligt for en saglighed, man kan ikke heller kalde det for en udfordrende påstand midt i en gudsforladt verden. Men netop her hiver han så hatten op af kaninen: virkeligheden eksisterer udenfor menneskets erkendeevne, kun med intuitionen er mennesket i stand til glimtvist at øjne sit fædrene ophav, det guddommelige univers, hvor alt består af den reneste kærlighed (og altså ikke den beskidte kødrand mennesker uden samme tro oplever), den rigtige gud, hvis navn ikke kan udsiges og def. og afgjort ikke af ”rationalister”…;)

Ja Ole, men pust roligt, du har kun set introen, snart kommer selve messerne…;)

mvh
Simon

Kære Arne,

Dit indlæg har været umådeligt inspirerende for mig. Her kommer mine tanker.



Jeg tror, det er meget rigtigt formuleret det med, at vi er "begrænset af vore sanser og vore hjerner, vore kroppe" (min fremhævning, jf. nedenstående). Og jeg tror til gengæld godt, at vi kan opleve virkeligheden direkte, hvis vi følger de Hellige og Vismændene, når de forkynder "(sanse-)begærets afkald" og "egenviljens afkald" i kærlighedens navn.

Efter min mening taler Jesus om dette, når han taler om den uselviske og selvopofrende kærlighed. Da "giver vi afkald" på vort eget. Ja, han gav endda afkald på sin krop og vandt Livets Krone ved Gud. Ja, han overvandt begrænsningerne.

Også Buddha taler om dette, når han ønsker at fremme sindsroen og indsigten, der netop når om bag vores sanser, følelser, forestillinger, tanker, "hjerne".

Og Vismanden Ramana Maharshi taler om at finde ud af, hvem vi er - ved først og fremmest at forstå, at vi ikke er kroppen. "Hvem er jeg?". Og hvor kommer denne oplevelse af 'jeg' fra? For hvem opstår tankerne og fantasierne? For hvem opstår smerten og glæden? Ja, for hvem opstår følelsen af 'jeg'? Han taler også om "Surrendering", igen et afkald af "jeg, mig og mit". Vi ledes netop bag begæret, bag sanserne, bag "jeg", bag begrænsningerne.

Alle tre forsøger at lede os om bag overfladen, som du også nævner noget om.



Ja, men det er heldigvis kun en påstand. Og Jesus, Buddha og Ramana Maharshi (bl.a.) peger på en dybere virkelighed. Næstekærlighed, afsavn, indsigt! En vilje til disse er perlerne, der lyser, når vi søger dybere - under overfladen.



Jeg tror heller ikke, at det lykkedes dem. For jeg tror slet ikke, at sproget slår til - og her stod de jo netop i kødet og talte. Vi må gå ad den ordløse og direkte erkendelses vej. Og de mennesker, der kender det Guddommelige, peger på vejen og døren, som vi når hen til, hvis vi vælger at gå vejen og gøre, hvad de siger.

- Elske uselvisk, give afkald på verdens rigdomme og onde veje, søge indsigten i os selv - i hjertet.

... Men ikke alle hører deres kald! Thi de som har, de skal mere modtage. De kan høre ... og forstå, efterhånden som de får mere åbenbaret.

Som følge af den rette stræben bevæger de sig hastigt på stien mod døren til virkeligheden. En stræben i hjertet - en kærlighed til sandheden og hverandre. For godheden og sandheden kan ikke adskilles. De er ét.



Måske de endnu ikke har hørt Det Hellige Kald. Disse skal have flere lektier af livet, før ørerne åbnes, og kaldet runger i Hjertet.



Og jeg håber, at vi tre får lov til at udveksle ord uden at skulle hånes og få øgenavne af de andre. Jeg tror, at vi har meget, vi kan dele med hinanden og berige hinandens liv med

(Jeg håber ligeledes, at flere kommer til; kom Zenia, kom Jan, kom enhver der ønsker at dele glæde og indsigt!).

Jeg så jo, hvordan en person i chatten havde tryglet dig om at læse hans indlæg. Og før du besvarede det, havde jeg allerede indset, at du i din venlighed ville svare ham, og at du ville få en skidtspand tilbage. Så selv om du tidligere har sagt (ellers må du korrigere mig), at det nogle gange kan være svært at "vende den anden kind til", så gør du jo faktisk helt naturligt netop dette - måske endda uden at vide det. Det er stort og flot, synes jeg. Du står model til meget.



Godt spørgsmål. Et svar kunne være: Lad os gøre netop det! Lad os - der vil - give hinanden mulighed for Hjertets fred og udvikling.

De bedste tanker om fred og indsigt,
Thomas

Ja, pudsigt nok. Der er den, jeg er. Og jeg tager selv til orde.

Du taler om virkeligheden, Arne, men hvad er mere virkeligt end os selv og det liv, som vi lever?

Livet er dig og mig og de mennesker, der udgør vores virkelighed og det vil det altid være.

Det, som er, er allevegne omkring dig hvis du har fundet ro med dig selv.

Men hvem finder ro med sig selv? Livet er en konstant foruroligelse og sådan skal det være. Stilstand er død.

Enhver erkendelse som ikke bunder i forståelsen af éns eget liv og de komplicerede forhold til andre mennesker er kun tankespind, Se dig omkring. Det, som er, er den frygtelige virkelighed, men se dig omkrig endnu engang.

Det, som er er ikke sandheden. Sandheden er stilheden og det uendelige rum, som du ser omkring dig i det nu, som ikke er forstyrret af tankevirksomhed. Hvad ser du i dit livs nu?

At være stille, blot at leve med og ikke at handle selv om man dog ikke kan lade være med at reagere på en udfordring. man kan udmærket reagere på en udfordring uden at identificere sig med denne reaktion.

Hvis du tier stille, ikke handler og blot lytter vil du se noget der ikke kan forklares med ord. Du vil se en bevægese, som ikke kan beskrives.

Bag denne bevægelse er forståelsen. At se alting som det er.


Glem alt og se dig omkring i virkelighedens nu.

Livet er altid her og nu.

Lykkelig, det menneske der tør at begive sig ud i det virkelige liv, med alle dets vanskeligheder.

Det liv som er hans eget og som er lige foran ham.

Så vil du se at livet altid er det, som er lige foran dig i virkelighedens evige nu.

Men vi må hver især selv se og forstå det.

michael - kom du aldrig ud af stilheden?
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topics/8490/Ud_af_stilheden.html#Post8490

Hej Mich..

"Livet er dig og mig og de mennesker, der udgør vores virkelighed og det vil det altid være".

- Livet er jo en biologisk egenskab der muliggør at individet kan interagere med og forholde sig til andre eksistenser, mens selve livsformerne er skrøbelige og derfor (instinktivt) passer godt på livet, fordi de netop ikke altid vil kunne optræde som eksistenser i virkeligheden. Den mulighed har forsteninger/fosiller fx. ikke, de optræder bare som fysiske fænomener i samme virkelighedsrum, men vil sikkert også engang bare blive til (stjerne)støv.

"Men hvem finder ro med sig selv? Livet er en konstant foruroligelse og sådan skal det være. Stilstand er død".

- Hvordan synes du så stilheden forholder sig til stilstanden - repræsenterer den fx. den forestående stilstand, hvorfor stilheden kan give lidt af den uro, der så provokere nogen til lidt livlig deltagelse i livet? ;)

"Hvis du tier stille, ikke handler og blot lytter vil du se noget der ikke kan forklares med ord. Du vil se en bevægese, som ikke kan beskrives".

- Bevægelser er trykimpulser, som både ka' registreres og tilmed beskrives og endda forstås - man ka' endda beskrive bevægelse som synonymt med liv.

"Lykkelig, det menneske der tør at begive sig ud i det virkelige liv, med alle dets vanskeligheder".

- Lykkefølelsen afhænger jo af den succes mennesket oplever når det forholder sig til livets vanskeligheder, ikke sandt, og hvad ville her være mere naturligt for mennesket end vise sin begejstring, dvs. bryde stilheden. Samme gælder jo når livet gør ondt, ik' - tænk på de små bæbsers reaktion i mødet med livet...;)

"Så vil du se at livet altid er det, som er lige foran dig i virkelighedens evige nu".

- De "evige nu'er" er jo i virkeligheden fortid, når din hjerne registerer trykimpulserne på hud, ører og øjne. Nu'et skal først registreres og siden genkendes.
Forevigelse er derimod noget vi mennesker tuller med, i mødet med erkendelsen af egen forgængelighed. Det er her div. overnaturlige forestillinger (religioner) optræder som tryghedsbaser kulturer, hvor fx. mystifisme skal bortforklare en ellers nødvendig kendsgerning ved det biologiske liv. Her blir spørgsmålet jo så, om ikke de illusioner (bedragerier) mennesker skaber og reproducerer i kulturer, bare er en unødig belastning og at mennesker sagtens ka' trøste hinanden over virkelige tab med erkendelige forklaringer om livets mange facetter? Man er måske bedre styrket og opnår den ro du taler om, hvis man ikke behøver slæbe rundt på gamle selvbedrag?

mvh
Simon

Det er nogle spændende overvejelser!

Gennem meditation har jeg lært, hvor illusive mange tanker og forestillinger kan være. Selv ens egne intentioner kan vise sig at være anderledes, end man har bildt sig selv ind. Det er i hvert fald en af de selvindsigter, jeg får gennem meditation. Måske er der tale om noget almenmenneskeligt.

Når jeg spekulerer over - i en given situation - hvad der er det rigtige at gøre, så bruger jeg gerne Jesu ord som "målestok" eller "spejl". For de ord runger så dybt i min sjæl af "rigtighed" ... bare jeg var bedre til at handle på dem.

I forhold til debatten her, så inspireres jeg nu og da på den måde, at andres ord kan "ramme" mig og give "sandhedens genklang" i mig. Det er en vidunderlig oplevelse.



Det er jeg glad for
Jeg er ganske ung. Alligevel synes jeg, at jeg har brugt alt for mange år på at besvare aggressive og usaglige indlæg og mennesker, der enten angriber personen frem for bolden, eller som bryster sig af "videnskabelighed" uden at have den ringeste "akademiske tone" i livet.

Og jeg havde i noget tid tænkt på at stoppe med at besvare deres indlæg. Og da du så opfordrede mig til det, så gjorde jeg det - og har holdt ved det lige siden



Hvor er det dog vidunderligt. Netop disse ord er som de ord, jeg nævnte ovenstående ... nogle der "rammer plet" i mig. Det føles så skønt!

Fred,
Thomas

Kære alle,

Ville Trosfrihed ikke være et smukt sted, hvis vi hver især kunne komme til hinanden med vores svagheder ... og her, hos hinanden, blive varmet og opbygget?

I stedet har vi skabt en kampplads. Det er ikke en kampplads i sig selv - det er blot en debatportal. Men VI har SKABT - og skaber kontinuerligt - en kampplads, hvor vi skjuler vores svagheder, hævder os selv og nedbryder hinanden.

- Denne uværdige "sport" fortsætter dagligt og har gjort det i mange år. Den dyrkes både i indlæggene og i chatten.

Hvis I også har en smuk vision for Trosfrihed, så ønsker jeg, at I vil komme med nogle bud på, hvad vi kan gøre for at gøre dette til et smukt og berigende sted. En frodig have hvor vi kan plukke af hinandens frugter til et opbyggende liv.

Vi kan måske gøre noget helt konkret - give nogle absolut konkrete bud som kan udleves nu og her - for at skabe et smukt og fredfyldt sted.

Kærlig hilsen
Thomas

Advarsel!!!

Som debattens ubestridt største hykler og værste smædeskriver med stribevis af pseudonymer såsom "Sandheden" og "Visdommen" og "professoren" m.fl. bag sig plus en lang række hadeindlæg uden underskrift, bør ingen tage Thomas opfordringer alvorligt. Hans primitive pubertets"humor" og forsøg på at skabe splid i alle de debatter, han har deltaget i, har gjort ham upopulær overalt, bortset fra de naive sjæle, som han med billig smiger kan trække rundt ved næsen.

Debatter er til for at meninger kan brydes, så vi kan blive klogere på hinanden. Fredfyldte gensidige rose-debatter er ligegyldige og lider døden på grund af manglende interesse.

Du vælger selv, om du vil være seriøs debattør eller et af de klokkefår, som Thomas morer sig med at dirigere med.

Mvh

Ole Bjørn :o)

vær selv den forandring du ønsker at se i verden

"I stedet har vi skabt en kampplads. Det er ikke en kampplads i sig selv - det er blot en debatportal. Men VI har SKABT - og skaber kontinuerligt - en kampplads, hvor vi skjuler vores svagheder, hævder os selv og nedbryder hinanden".

- Det ka' i jo sagtens løse, i skruer bare ned for al' den missionering og diskuterer i stedet betydnigen i meningsindholdet. Det er m.a.o. dine egne følelser du her påtaler, ikke debatten og debattører.

mvh
Simon

"Debatter er til for at meninger kan brydes, så vi kan blive klogere på hinanden. Fredfyldte gensidige rose-debatter er ligegyldige og lider døden på grund af manglende interesse".

- Så enkelt ka' det udtrykkes. Faktisk ka' man med kritik bringe liv i hinanden, hvilket ka' være tiltrængt, dersom man er blevet "elsket" ihjel af eksempelvis en "buldrende stemme" med ord så tomme for realitet..;)

mvh
Simon

Kære Arne,



Siden du skrev det indlæg, jeg her har citeret fra, har det "rumsteret" i mit hoved. Dine ord vækker nemlig genklang fra dengang, jeg læste "Den Evige Filosofi" af Aldous Huxley.

I denne bog har Aldous Huxley vist os den evige livsvisdom, som er at finde "bag kulisserne" på diverse religioner og hos alle tiders store seere. Han viser os den Sandhed, som udtrykkes forskelligt fra kultur til kultur og fra slægt til slægt, men som dog er den samme Evige Filosofi "bag verdens væren", om du vil.

Der er tale om en livsvisdom og en indsigt, som vil føre individet tilbage til sit Guddommelige Ophav.

Jeg vil oprette en tråd om "Den Evige Filosofi". Og jeg vil spørge dig, om jeg på nogen måde kan overtale dig til at skaffe dig et eksemplar af Aldous Huxleys bog? Måske kan den skaffes i et antikvariat. (Og ellers har jeg to eksemplarer, hvoraf jeg gerne låner dig det ene).

Jeg tror så absolut, at denne bog vil inspirere dig ud over dine største forhåbninger.

Fred,
Thomas

Kære Arne,

Ja, jeg kender godt det med at få foreslået en bog og føle modvilje (eller i hvert fald manglende vilje til et "hu-hej, lad os bare prøve den!"). Derfor var det også med en blanding af tøven og ikke-tøven, at jeg foreslog dig "Den Evige Filosofi". Tøven fordi jeg kender til modviljen mod at få "prakket" noget på, ikke-tøven fordi bogen har været så kraftigt inspirerende for mig (og pga. min overbevisning om at den også vil inspirere dig).

Og bogens tema og indhold er - synes jeg - et fantastisk alternativ til de to poler, der ofte er herskende på debatter; folkereligionen i sin mere fastfrosne dogmatisme og ateismen (især i den positivistiske klædedragt).

Det har været interessant at læse dine links til Aldous Huxley og bogen

Fred,
Thomas