Kære alle,

Hvad er Guds bud? Og giver Gud overhovedet bud til efterlevelse?

Ja, Gud giver bud til efterlevelse. Guds bud fører til hjertets fred og udvikling for de mennesker, der vælger at overholde dem.

Alle Guds bud er i samme ånd, kærlighedens og uselviskhedens ånd.

Her er et smukt bud, som Jesus talte af Gud:

"Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse."
(Lukas 14, 12-14)

Hvis vi overholder dette bud, så skaber vi et bedre liv for mange mennesker. Samtidig mærker vi i hjertet den fred og glæde, der gødes og blomstrer ved, at vi vælger at blive mere givende til glæde og gavn for dem, der lider nød.

Selv hvis vi er i en situation, hvor vi ikke kan invitere de nødlidende til middag, så kan vi stadig - i hjertet - glæde os over dette bud. Og vi kan tage imod det i ånden og fryde os over det. Og så kan vi pludselig handle ud fra mere kærlighed og uselviskhed i mange lignende situationer.

Kære alle,

I sidste brev skrev jeg om Guds bud, der alle er gennemsyret af medfølelsens ånd. Medfølelse, kærlighed, uselviskhed, selvopofrelse. Alle de store værdier kommer fra hjertet, og det bør efterlevelsen af budene derfor også gøre.

Jesus talte mange bud af Gud. Alle budene er facetter af samme kærlighedsdiamant. Budet, som jeg viste sidste gang, fortalte om, hvordan vi bør handle for andres skyld - for de nødlidendes skyld - uden at forvente at få noget igen. Jo, som Jesus sagde, så vil vi blive belønnet, gengældt, men i hjertet gør vi det udelukkende for dem, vi hjælper.

I det bud, jeg vil vise i dag, fortæller Jesus igen på smukkeste vis, at vi skal handle i ægte kærlighed til andre, give fra hjertet, aldrig for at blive set eller anerkendt af andre mennesker.

Nogle indsamlinger til nødlidende kører desværre som tv-shows i fuld pomp og pragt, hvor navnene på dem, der giver mest, konstant ruller forbi som undertekster. - Hvis bare vi kunne give ... men i den sande ånd!

Hør:

"Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig."
(Matthæus 6, 1-4)

... Og Guds løn er den højeste løn! - Hjertets fred og forvandling til alles gavn og glæde.

Hej Arne

Ja, der er stor forskel på at høre buddene som påbud eller som budskaber (tilbud til hjertet)

Jeg havde for nyligt en AHA-oplevelse i forhold til noget Jesus siger med et udråbstegn, så det lyder som et påbud. Og som sådan har jeg hidtil hørt det ... som et påbud med et lidt provokerende udråbstegn bagefter. Og jeg har nok aldrig forstået og har heller ikke kunnet ta' ordene til mig som kærlige ord.

Men så lige pludselig hørte jeg ordene fra Jesus på en helt anden måde ... og sprækken i hjertet blev lige tilpas åbnet til at ordene kunne komme indenfor i varmen ... De ord, jeg tidligere og mange gange før havde hørt som påbud, hørte jeg på en helt ny og overraskende måde, netop som et budskab og et tilbud til mit hjerte

Og det er lidt pudsigt, for da jeg skrev mit indlæg til HK.Tiger , havde jeg besluttet at skrive lidt om påbud/tilbud i forhold til kristendomsforståelsen ... var faktisk begyndt på det, men besluttede at ville afslutte med det, og midt i alle mine ord, glemte jeg det så lige igen ... og så skrev DU ...

Tak ...

KNUS fra RoseMarie

Kære Arne,

Tak for dine venlige ord.

Da jeg var barn, kunne jeg godt finde på at bede til Jesus, hvis jeg var utryg eller bange. Hvis der virkelig fandtes en mand, der kunne gå på vandet, trylle vand om til vin, helbrede folks sygdomme, endda vække et lig, og som var søn af Gud, så måtte han være den rigtige at bede om hjælp og tryghed.

Den umiddelbare "sødme", jeg følte ved at bede, var ikke anderledes end det håb, der altid findes ved at "prøve noget nyt". I dag undrer det mig ikke, at bønnen føltes uden liv. For hvem bad jeg til? - Jeg havde jo indtil da kun fået serveret et navn tilknyttet nogle få, spektakulære historier.

Da jeg var blevet voksen, mødte jeg et andet menneske, som fortalte mig nogle af de ting, som Jesus rent faktisk havde sagt. Og så blev mine øjne åbnet! Jeg begyndte at læse, hvad Jesus havde sagt - og jeg fandt nydelse hver gang.

Siden da har jeg opfordret alle til at lytte til Jesus og drikke af hans mund. Lad ham selv - ikke teologerne - åbenbare sig. Hans ord er talt til hjertet, så enhver, der tørster efter det vand, der måtte lade hjertet blomstre, kan drikke.

Det var noget af en overraskelse, da jeg selv begyndte at læse, hvad Jesus havde talt. Jeg gik fra et billede af en ikondyrket figur, der mest af alt var beskrevet som en rar troldmand, til et menneske, der satte livet på spil (og blev slået ihjel) ved at tale hjertets sprog og opfordre os til selv at blive uselviske og selvopofrende.

Selv om han vandrede omkring og prædikede i kød og blod, var det tydeligt, at hans ord kom ovenfra. Og lyset i hans ord afslørede de mørke gerninger af mennesker, som gerne ville fortsætte i det mørke spor. De dræbte ham efter at have tortureret ham grundigt.

Jeg opdagede, at Jesus stiller krav til sine efterfølgere. Men det er krav, der aldrig kommer i nærheden af "sur pligt". Tværtimod er det den perfekte beskrivelse af ægte kærlighed og de åndelige konsekvenser, som mennesket kan få lov at bære som frugter, hvis det holder fast i ordene, som kun kan være fra Gud.

Jeg opfordrer alle til med hjertet at lytte til Jesu ord, som er Livets Ord. De åbenbarer den Åndelige dimension af livet, hvis vi vil holde fast i dem i udholdenhed.

"En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold."
(Lukas 8, 5-8)

"Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt."
(Lukas 8, 11-15)

Kære alle,

Når vi taler om Jesu bud, er det vigtigt ikke at forveksle dem med den negative betydning, som nogle mennesker tildeler dem.

Efterlevelsen af Jesu bud er ikke en "sur pligt". Det er ikke en overholdelse af "bogstavet", uden at hjertet er med.

Jesus forkastede farisæernes levevis som en, hvor bogstavet blev holdt, mens hjertet var et andet sted. Farisæerne vaskede kopper, kar og borde, gav tiende af mynte, dild og kommen - men de forsømte at efterleve ånden i loven: Kærligheden, uselviskheden, selvopofrelsen.

At efterleve Jesu bud kræver meget mere af os end overholdelsen af "bogstavet" - det kræver at leve i Ånden med hele vores hjerte og sjæl.

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen."
(Matthæus 23, 23-24)

Hej Anonym:

Barmhjertig: Hjerte for den arme.

Smukt og dejligt

M.v.h. Arne.

Kære Arne,

Jeg beundrer din skarpsindighed og evne til at diskutere svære emner i et letforståeligt sprog. Og jeg er ked af, at du ikke har nogen at diskutere med, der er villige til at indgå sobert og i en ligeværdig dialog.

Du stiller dig ud på engen i kun din kjortel og kappe, men hvad der kunne have været en frodig dialog, bliver forvandlet til en kampplads, hvor du kun møder fældede lanser.

Jeg har tænkt over følgende:

Når vi vinder over os selv, så vinder vi freden og indsigten.

Vi kan vinde over os selv ved at afstå fra at sejre over vores fjender, selv når vi med lethed kan tilbagevise deres angreb og sætte vores eget afgørende angreb ind.

Når vi kan tage imod deres slag og blot vende den anden kind til, da bliver vi paradoksalt nok usårlige og kan ikke længere overvindes.

Det, der før lignede en krig, lades nu tilbage som ufarlige ruiner af tarvelige uartigheder.

Og fra den position finder vi roen i os selv og kan dele den med dem, som måtte ønske at tage imod. Måske vi endda kan være heldige at præge de frustrerede og vrede med vores nyvundne fred.

Jeg ønsker dig alt godt og en vidunderlig hygge med dine nærmeste.

Fred,
Thomas

Kære Thomas,

Dét, du her skriver, når et sted dybt i mit hjerte. ...

TAK for dine velmente gyldne ord og indsigter.

Alt vel ... og fred mellem alle
ønskes
(også) af Zenia