"Hellere forrykt end forgæves, for jeg er forrykt" siger Johannes Møllehave.




http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1533164.ece


Badiou om vores excentriske forrykkelse eller forrykthed, som han finder denne på fornemste Shakespeare vis illustreret hos Paulus:


Badiou mener Paulus er den mest forrykte og forrykkede mand (forstås positivt), excentriker, sprængt i stykker og løs og fri af sig selv og sat i Kristus (som nyt menneske), grebet af Kristus, begivenheden Kristus. Denne i Kristus bliven sig selv fri og løs er så vigtig. Dette er den største forskel på kristendommen og andre religioner, da de fleste andre religioner centrerer mennesket i forhold til bogstaven og loven (jødedom og islam og bibelfundamentalistisk kristendom); i forhold til logos fornuft, eller i forholdet til sindet, buddhismen eller i forhold til naturen, ikke mindst taoismen (kosmos, grækerne), eller i forhold til Gud som nok er det mest almindelige, hvor vi skal finde hvile, men ikke engang Jesus kendte en dyt til dette forhold, dette hvilende og centrerede forhold til Gud, hvorfor, fordi mennesket og da især Jesus, ikke bare kan gå hen og finde sit centrum eller hvile i Gud, dette er ihvertfald ikke en kristen tanke, for her er det afgørende hvad Gud vil med os, Guds vilje med os, altså vi må lade os bevæge og føre, men vi kan dog finde næsten og det skal vi, men altså ikke Gud kan vi finde, for Gud finder i stedet os, kommer til os i Kristus hvor vi gribes og sprænges og sættes excentrisk i en bliven os selv frie og løse. Langt de flest depressioner skyldes at mennesket ikke kan blive sig selv fri og løs (selvmord er så et kluntet forsøg derpå, men som Schopenhauer har vi ingen garanti for at vi derved bliver os selv fri og løs), hvorfor også meditationer kan være meget kritiske og farlige da de stort set alle går ud på at skabe en centrering, og hermed lurer risikoen for depression og regression om hjørnet med tab af excentrisk kreativ dynamik fordi man undertrykker at livet har karakter af begivenheder, som igen bliver til en manglende forståelse for ens kald og karakterudformning, resoluthed og beslutsomhed, hvor man etisk politisk formår at forlade sig selv, blive sig selv løs og fri i et kreativt virke der gavner næsten, så livet mere bliver hvad kan jeg gøre for danmark/samfundet og ikke hvad skal danmark/samfundet gøre for mig. Mod slutningen af sit liv siger Paulus at han kun gider tale om det som Kristus har udvirket og gjort i hans liv.

Pauls karakter og etik skal forstås som Pauls troskab til opstandelsesbegivenheden Kristus, Kristus der lever og er vores liv: "a genuine road-to-Damaskus experience". "Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig" (Fil 3); Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.

Spørgsmålet er om mennesket tør lade sig gribe og forrykke (egentlig Helligåndens værk) hvorved vi bliver fri af os selv og løs af os selv. Altså i ånden, som åndsvæsen, er mennesket sig selv nærværende (og ofte sværmerisk nærmest og selvcentreret/selvoptaget og forfængelig), i Helligånden er Kristus mennesket nærværende.

Og ja Johannes Møllehave har rigtig meget forrykt Paulus karakter over sig. Jesus udtømte excentrisk (kenotisk forrykket (Fil 2)) og gav sit liv hen til og for os, Paulus fulgte efter og ja Johannes Møllehave gør det samme, gir sit liv generøst til os, os danskere. En humorens Robin Hood (som John Engelbrecht) der stjæler fra de vittige og gi’r til de kedelige.

Den excentriske kenotiske forrykkethed er at blive sig selv/Gud fri og løs. Og det er kristendommens etiske særkende og kreative spiritualitet og spændende anderledes psykologi. Hvordan er du blevet så fri en mand? Er man troende svarer man, jeg er blevet fri af Gud, er man ikke troende svarer man, jeg er blevet fri og løs af mig selv. Det er denne sprængning, dette brud der er så vigtig og som er kristendommens anderledeshed og særkende. Noget af det sværeste her i livet at komme fri af, er sindet (humør og luner) og sig selv og Gud hvis man er til ham.



Fri af Gud, det lyder underligt Hansi. Jamen i begivenheden Kristus sprænges vi og har vi i en excentrisk kreativ dynamik, friheden og ånden/intelligensen/høj IQ og spiritualiteten fra Gud eller fra vores højere Selv. Jamen skal vi ikke være vores højere Selv eller autentisk selv, nej det skal vi ikke, og kan vi ikke (aldrig identitet og sammenfald (aldrig monisme og enhed), altid er der tale om en dialektik mellem mennesket og selvet/Gud), så vi kan i en kreativ ekspressiv etisk dynamik lade det højere selvs vilje komme til udtryk eller Guds vilje og kald med os, mening med os.

Du er crazy Hansimand! Ja men kun når jeg anstrenger mig herfor er jeg skør, ellers er jeg vist ret normal. Og ja hellere lidt forrykt end forgæves.

mange kærlige hilsner HansKrist

Dette miskmask viser bare hvordan eksisterende forhold kan tolkes ind i fantasier, hvor lignelser/analogier helt mangler deres referent, hvorfor Møllehaves skærmysler med ordensmagten samt de spørgsmål der iden forbindelse stilles til brugen af magtmidler overfor (ældre) borgere egentlig bare helt forsvinder. Det er som at læse en JV'er der ikke under sig selv en pause fra sin missioneren, og hvor misbruget af analogier bare er tilpasset så de undviger det tema der ellers skulle have været en central del af en forklaring. Brug af lignelser er ofte et sikkert tegn på at argumentet i sig selv ikke holder. Dette ses hos denne debattør, gang på gang.

mvh
Simon

Ja, hvis Møllehave har udtalt: ''hellere forrykt, end forgæves'', så er det da visdomsord ud fra hans egen forståelse.

Men jeg er bange for, at kristendommen mangler humor. En væsentlig del af humoren er dog at man ikke tager sig selv højtideligt og kan le af sig selv.

Møllehave er i det virkelige liv helt undskyldt. Hans sociale rolle er skabt af andre som sætter ham på en piedestal og så vil de alligevel trække ham ned fra piedestalen og kræve af ham at han underlægger sig småborgerlighedens trange spændetrøje.

Han er undskyldt fordi han ved, at han kan dø hvert øjeblik...

...og har valgt at leve.

Jeg beundrer enhver som tør leve.

Hvad er Møllehave andet end en fordrukken præst? der ikke kan styre sit alkoholforbrug, altervinen har sat sit præg på ham.

Han er nok ikke blevet behandlet anderledes end den slags mennesker bliver, når de slår sig løs og bliver anholdt for gadeuorden.
Han er sikkert nok blevet beruset i Paulus, kunne jeg tænke mig at Hanskrist ville sige, hvilket han jo også selv er.

Hej Michael,

Udmærkede ord, synes jeg. Vi har muligvis været meget på nakken af hinanden. Men på det sidste synes jeg virkelig, at du får sagt nogle meget jordnære ting, som afslører flere af jordens lag.

Det har været svært at komplimentere dig før, eftersom jeg ofte har fået bemærkningen "vig bag mig, Satan"... men nu tager jeg chancen

T

du skriver simon:



hermed afslører du at du har misforstået mit indlæg, som overhovedet ikke tager stilling til anholdelsen af Møllehave, jeg er kun interesseret i følgende salut af Møllehave:

"Hellere forrykt end forgæves, for jeg er forrykt" siger Johannes Møllehave.


Denne forrykkethed som også Badiou og Zizek kredser om er en del af den paulinske etik (vores excentriske ekstatiske numinouse kreativitet og nye identitet (hvor frihed er vigtigere end væren)) og den går igen op igennem hele den vestlige filosofi og kan findes præcist især Luther; Kant; Nietzsche; Sartre; Barth; Berdyaev.

Derfor har alle dem jeg nævner et helt andet bud på mennesket, end Dawkins, dig og Bjørn på den ene side (der kun befinder sig indenfor naturnødvendighedens kategorier og ikke magter at tage stilling til det historiske politiske individ og subjektivitet, den subjektivitet der kan fødes alene herigennem hvor friheden spiller hovedrollen (det er her vi finder Badiou og Zizek fx (og dette (som er paulinsk i hovede og røv ifølge Badiou og Zizek) har intet med naturreligioner at gøre som Bjørn tror (Paulus og kristendommen kan ikke sammenlignes med naturreligioner som Bjørnen brummer højt om, dette viser bare at Bjørn ikke kan sit kram når han vil gøre sig klog på det med kristendom og religion, han er Rothstein relativist der ikke kan skelne de forskellige religioner fra hinanden, mange af dem har intet overhovedet med hinanden at gøre)) fx og dem jeg nævner har også en anden forståelse af spiritualitet og det såkaldte åndelige (bevidsthedsmæssige eller religiøse) end new age i enten sin buddhisme form eller som vi får den fra teosofien præsenteret over fra usa's vestkyst som det er skyllet ind over europa med billige selvudviklings filsofier som en kogen suppe på østens mystik, hvor enhver form for kreativitetens etik og karakterudformning er væk, og hvor enhver form for forståelse af mennesket som excentrisk sat og bleven til, forrykket og grebet, også er væk.

Hvem tilhører Møllehave i ånd, karakter og personlighedstype, en buddhist? eller Sartre, Nietzsche og Kant, Luther og hel ned til Paulus, ja når jeg stiller det så tydeligt op, kan du vist selv se hvem han slægter på og hvor han har lært disse sine ord her fra:

"Hellere forrykt end forgæves, for jeg er forrykt"

Fordi I alle nu farer løs på mig skyldes at jeg nu er den eneste debattør der repræsenterer og præsenterer kairos linien i europæisk tænkning (de filosoffer jeg fremhævede), alle I andre tilhører logos linien eller Logos VÆRE linien, Væren der bliver misforstået til at dække det værende og ikke VÆREN i en mere oprindelig betydning (altså ingen vertikalitet (numinous kreativitet og politisk frihedsdiskurs der griber mennesket og tar mennesket med) alt er horisontalt og skal forstås horisontalt som det der er og vi skal tænke ud fra det der er og vi kan ikke tilføje meget nyt, skabe nyt (den paulinske kristendoms kendetegn ifølge Badiou), for nødvendigheden, især naturnødvendigheden dominerer totalt over mennesket som kan reduceres til natur), eller ER og VÆRE linien (Michael og Arne Thomsen især fx). Iøvrigt derfor ingen ka li Paulus nu om dage, fordi han ikke er naturlig, korrekt, hverken Paulus eller Hanskrist eller Møllehave eller Nietzsche er naturlige, men vi er alle excentriske forrykte, forrrykkede og sat eller fået vores karakterudformning og personlighed og identitet, ud fra at vi arbejder med de vertikale forhold (begivenheden Kristus ind i verden) altså vores frihedsnatur, skabende og kreative numinouse natur.


Hvis nu der havde været nogle andre debattører tilstede, der var præget af kairoslinien, som Vang og Anne, begge er, ville jeg blive forstået, men som Anne engang sagde da hun kiggede ind, jeg forstår godt HansKrist's kamp, han er ene om at repræsentere og ja præsentere den vertikale spiritualitet, eller Kairos linien i europæiske filosofi, som vi kan føre tilbage til Paulus og en renæssance igen hos Luther og så i fuld blomstring hos pietisten med meget mere E. Kant, der har sat dagsordenen i den kontinental europæiske filosofi.

Det er denne måde at anskue etik og karakterdannelse på stammende fra Paulus (som korrekt nok ikke overlever indenfor Kirken, men udenfor murene har den været hele vejen op hos nogle spændende tænkere og det bliver officielt med Luther og Kant (Luther og Kant er snydt ud af næsen på Paulus og i moderne tid finder vi Nietzsche (til trods hvad han siger om Paulus så ligner han vildt meget Paulus som vi endelig har fået øje på ham ud fra Badiou og Hanskrist))), som I ikke forstår en dyt af, fordi I er totalt dorske og tilpassede den moderne livsstil og det naturvidenskabelige paradigma (det der er og sådan er det (det værende)) som I ikke engang magter at stille kritiske spørgsmål til.

Det bliver mere og mere tydeligt hvor alene jeg står som debattør med mine synspunkter hvor jeg præsenterer og repræsenterer noget ganske anderledes og helt nyt, men jeg er stærk nok til at magte jer alle og ja I vil alle kunne få røven på komedie i en debat med mig. Min alenehed hentyder kun til mit virkelighedsbillede og det jeg præsenterer og repræsenterer, jeg føler mig ikke alene som om I alle skulle være imod mig, nej sgu da, de fleste af jer er bidt af mig, bidt af Tigerens skarpe intellekt.

mange kærlige hilsner HansKrist.


det er sjovere at blive forstået og så blive afvist og få modstand i en debat. Men det sker yderst sjældent at folk gider forstå det jeg skriver. Fx forstod du slet ikke mit Møllehave indlæg, hverken hvad jeg skrev om eller mine intentioner med det indlæg.

Troede du det var en bunden opgave at vi nu skulle forholde os til Møllehaves anholdelse. Jamen simon, det må du da gerne om du ønsker det, så lav en debat om det, men det var bestemt ikke mit ærinde, som ene og alene var:

"Hellere forrykt end forgæves, for jeg er forrykt" siger Johannes Møllehave

Hvor jeg så vil redegøre for denne vestlige spiritualitet, kreativitet og intelligens (ånd og åndelighed) som Møllehave har og som jeg beundrer 100 gange mere end Dalai Lama's spiritualitet.

Hvem har den mest veludviklede spiritualitet Dalai Lama eller Frank Hvam elle Casper Christensen, ja det har de 2 sidste da helt klart og uden tvivl, sådan rent hjerne bevidsthedsmæssigt, kreativt og IQ mæssigt er det da de 2 sidste der fører (også sådan rent medmenneskeligt og med hensyn til følelsesmæssig intelligens fører de). Jeg er til Paulus, jeg er til Erik Clausen, jeg er udelukkende til den kontinental europæiske spiritualitet, som jeg har forsøgt her at ridse op hvordan vi kan spore gennem de sidste 2000 år som stammende fra Paulus.

Det er ikke min mening at sige et ondt ord om Dalai Lama, han er da en hyggelig fætter, en rar mand, men der er ingen spiritualitet, eller nævneværdig åndsliv hos manden ved siden af dem jeg nævner, der er forrykte og excentriske, kenotisk set har forladt sig selv for at være til i kreativitet, i en kreativ indsats. I vesteuropa er spiritualiteten kreativ og ikke rettet imod et idiotisk ingenmandsland.

... og RoseMarie tæller slet ikke med som debattør?

Tiger, altså ...

Så heeeeelt alene står du nu ikke. Jeg vil altså også tælles med til de forrykte forrykkede

Og jeg er bestemt ikke på vej mod Ingenmandslandet. Jeg har i den grad brug for horisonten som udsigt ... også selvom jeg elsker stjernehimlen og stjerneskud

Vandrette KNUS fra RoseMarie

"Møllehave er i det virkelige liv helt undskyldt. Hans sociale rolle er skabt af andre som sætter ham på en piedestal og så vil de alligevel trække ham ned fra piedestalen og kræve af ham at han underlægger sig småborgerlighedens trange spændetrøje".

- Et eksempel på en smule ironisk selvdistance, havde nok været at foretrække, offerrollen i sig selv, gør det ikke. Men det virker som om han har fået en temmelig hårdhændet behandling af lovens håndhævere, som åbenbart ikke helt har forstået den status han tilskikker sig selv - hvor er det nu, man har set noget lign...hmm

"Han er undskyldt fordi han ved, at han kan dø hvert øjeblik...og har valgt at leve".

- Han er blevet utrolig selvhøjtidelig, og det kan måske være kombinationen af det maniodepressive tilført et mål sprut og to mål religion. Men livet er næppe et valg for mennesker med så markant en angst for døden, at de bagefter må skrive bøger om kirurgerens berøring af deres hjerte. Jeg tror det med Møllehave er meget banalt, en slags misundelse over den opmærksomhed en folkekær digter som Benny Andersen fik, har muligvis bevæget ham endnu længere ud på det sidespor ingen tager større notits af. Han virker mere end tidligere som en skrigeballon efter den opmærksomhed andre, der ikke lod sig forblinde, har fået. Men man behandler ikke ældre mennesker på den måde, det er vel mere det der er komplet tåbeligt. Tiden der går før statsadvokaten får kigget på sagen, dysser sikkert det hele ned og det ender som så ofte før.

mvh
Simon