Evigheden og nuet.

Tanken vil aldrig kunne fatte nuet, for tanken er erindringens reaktion. Al tankevirksomhed fødes af vores erindring, af alt hvad vi ved.

Men vi er mere end blot tanken. Vi er også egoet, viljen. Når det går op for os, at tanken er alt hvad vi er, bliver vi forfærdede. Det er egoet, der reagerer og egoet er det civiliserede udtryk for selvopholdelsesdriften.

Dette ego eksisterer i et spand af tid. Dets ydre form er det, vi kalder vores identitet. Vores identitet er en social rolle skabt af det billede andre har af os, det billede vi har af os selv og disses vekselvirkning.

Alt i denne verden er dobbeltbundet, mønten har altid to sider. Det vi kalder viljen er begær og bagsiden af denne mønt er frygt. Møntens to sider er altså frygt og begær en uløselig knude.

Vi er en ø omgivet af et hav. Aldrig ser vi, at øen er havet.

Når vi betragter os selv skiller vi os ud som et jeg der betragter alt det andet, men hvis vi ser nøje efter så er dette jeg et resultat af alt det andet. Der er derfor afstand mellem mig og dét, som jeg er.

Når vi betragter vore følelser, tanker – vores sociale rolle, vores identitet, erindringen om vores liv, vores forventning om fremtiden, vore ønsker, drømme begær, hvad vi gerne vil være, hvilken rolle, vi gerne vil spille, så går det op for os, at dette er hvad vi er. Betragteren er det som betragtes.

Når vi rent faktisk ser, at sådan forholder det sig, bliver tanken stille. Vi tilbeder tanken, viljen og begæret. Så meget, at vi kalder begæret med dets bagside af frygt og afhængighed for kærlighed og vi fastholder os selv i denne illusion fordi vi er bange for at forstå sandheden.

Måske vi ubevidst aner, at sandheden er noget helt andet end hvad vi forestiller os.? Måske vi aner at hele det slot vi har bygget op omkring os for at føle os trygge og sikre vil ramle sammen hvis vi nogensinde havde mod til at se sandheden i øjnene? Og hvis vores tankeslot bryder sammen hvad er der så tilbage? Ingenting?

Vi tilbeder viden. Vi læser bøger om hvad andre har sagt og hvis vi selv mener at de er kloge så adopterer vi deres tanker og gør dem til vore egne. Åh, denne forfængelighed der gør, at vi bryster os med lånte fjer. Vi stiller en filosof op på en piedestal og tilegner os hans tanker. Gør dem til vore egne og mener derved at vi forstår. Når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Men forståelse er noget helt andet end viden. At forstå er at se selv og ser man selv er man ikke i tvivl om hvad man ser.

’’I vore dage har vi Professorer i Filosofi, men ingen Filosoffer. Endda kan det være fortræffeligt at forkynde sin Overbevisning, fordi det engang var fortræffeligt at leve. For at være en Filosof er det ikke tilstrækkeligt at have spidsfindige Tanker, ejheller at grundlægge en Skole; man maa ogsaa elske Visdommen så højt, at man lever i Overensstemmelse med dens Bud, et Liv i Enkelhed, Uafhængighed, Ædelmodighed og Tillid. At være Filosof vil sige at løse nogle af Livets problemer, ikke blot teoretisk, men ogsaa praktisk. Over store Videnskabsmænd og Tænkeres Sukces er der oftest noget kavalermæssigt, men intet kongeligt eller mandigt. De driver det ikke videre end til blot at leve paa Tilpasning, omtrent som deres Fædre gjorde, og kommer ingenlunde til at staa som stamfædre til en ædlere Menneskeslægt.’’ (Henry David Thoreau, Walden, side 26.)

Åndelighed har selvfølgelig intet at gøre med drømme og illusioner. Intet at gøre med overtro og troldom. Intet at gøre med en anden og bedre verden fyldt med væsner som er meget højere udviklet end os selv. Intet at gøre med tungetale, at blive grebet af Helligånden eller andre uvidende, sentimentale udtryk for et ego, et sind, der ikke forstår sig selv.

Nuet har heller intet med ingenting at gøre. Se dig omkring – er der ingenting? Nej der er alting, men kun det sind, som forstår sig selv og har gjort sig færdig med sin fortid er i stand til at vågne op og møde den ny dags gry uden, at det er en fortsættelse af fortiden.

Tanken er erindringens reaktion og derfor må man dø fra tanken, så man kan møde det evigt ny.

At møde det ny er at være frigjort fra fortiden og det er det samme som ikke at bære nag. For nag er erindringen om fortiden som er tankevirksomhed. At bære nag er egoets stolthed og derfor er tilgivelse en synd.

Det sind, der ikke bærer nag har intet behov for at tilgive for det er uden ego. Ydmygheden er ikke stolthedens modsætning, ydmyghed er det totale fravær af stolthed.

’’I al slags Vejr, hver Time nat og Dag, har jeg aarvaagent stræbt at gribe det afgørende Øjeblik og endda med et Hak ridse det fast i min Stok; jeg har stræbt at staa i det Punkt, hvor to Evigheder mødes, Fortid og Fremtid, altsaa midt i selve Nuet, og at balancere paa denne smalle Streg.

Tilgiv mig nogle Dunkelheder, thi der er flere Hemmeligheder i mit end i de fleste andre Menneskers Fag; jeg holder dem ikke Frivilligt skjult, men de er uadskillelige fra selve Emnets Natur. Jeg vilde med Glæde fortælle alt, hvad jeg ved derom, og aldrig male ’’Adgang forbudt’’ over min Port.’’ (Henry David Thoreau, Walden, side 28 -29)

At tanken er stille betyder blot at man konstant glemmer fortiden i nuet, ikke sådan, at man ikke tænker men sådan at man ikke identificerer sig med sin tanke og erindring. Når man ikke er identificeret, så kan tanken bevæge sig frit og den kan også frit være stille. Det man ser når tanken bliver stille og nuet konstant er omkring én, er sandheden.

’’mennesket er ikke i stand til at vide eller erkende i nogen højere forstand end denne, ikke mere end det roligt og ustraffet er i stand til at se solen ind i ansigtet. ’’Det lader sig ikke opfatte, som man opfatter en partikulær ting’’, siger det kaldæiske orakel.

Der er noget trælbundet ved den vane at søge efter en lov, vi kan adlyde. Vi kan studere materiens love, når det behager os og for vort behag, men et lykkeligt liv kender ingen lov. Det er unægtelig en ulykkelig opdagelse, den, at der er en lov, der binder os, hvor vi før ikke vidste at vi var bundet, Lev frit, barn af tågen, og hvad kundskab angår, er vi alle tågens børn. Det menneske, der tager sig den frihed at leve, er hævet over alle love, i kraft af sit forhold til lovgiveren. Vishnu Purana siger: ’’Det, der ikke tjener vor trældom, er en aktiv pligt; det, der tjener vores frigørelse, er kundskab; al anden pligt gør én kun led, al anden kundskab er kun en kunstners åndrighed.’’ (Henry David Thoreau: Om at Vandre, side 49)

’’jeg paastaar ikke, at Per eller Poul vil fatte alt dette; men saaledes er arten af den Morgen, som den blotte Henrinden af Tid aldrig kan bringe til at dages. Det lys, som slukker vore Øjne, er Mørke for os. Kun den Dag dæmrer, som vi er vaagne til at tage imod. Der vil dæmre mere Dag. Solen er kun en Morgenstjerne. (henry David Thoreau, Walden side 393)