Hej Treram..

Nej, jeg har desværre ikke fuldt debattens gang her i Lidenlund, sandt at sige har jeg vel besøgt den fire-fem gange det sidste års tid, men det er da helt rart at se den stadig eksisterer – hyggeligt at hilse på.

”Jo hellige Hans berømmer sig selv og skeler uden bludsel til den fagre mø RoseMarie, af og til falder han så i trance og leverer noget miskmask i forummet, som knap mange forstår en pind af, jeg har ihverfald opgivet, men dertil skal så siges at jeg ikke har studeret de filisoffer m.fl. han henviser til”.

- Som du ved, vælger en del der ikke evnede at færdiggøre en udd. at iscenesætte selvsynet i de drømme de sociale rammer ikke kunne bekræfte dem i, og blomstrer sidenhen i en fiktion, i hvilket lys man bør læse dem. En lille ting: At få knald i potten, er unægtelig ikke helt det samme som at få et godt knald, hvilket kristendommen dér jo i en årrække har trængt til

”Demokratiet har trange kår i de muslimske lande, men nu ser det ud til at befolkningerne der ikke længere vil finde sig i undertrykkelsen og smider diktatorerne på porten, bare det så ikke ender med at de fanatiske muslimer får overtaget og går det Muslimske broderskabs vegne, for så er vi vel lige vidt her i vesten, omend ikke værre. Gadaffi er et monster der bør fjernes, forhåbentlig får oprørerne sat ham af for good”.

- Jep, han er en rigtig køn plante indenfor familien ”absurditeter med samme hobby”. Datteren, Aisha Gaddafi, var ligefrem en af sagførerne der medvirkede til forsvar for Saddam Husseins mange fortrædeligheder, æblet falder, osv. Så hun hæver ligesom brødrene familiens politik op over hvad verdenssamfundet for øvrigt måtte mene om god moral og (inter-)national sund (økonomisk) politik. Sjovt nok: Gaddafi ønskede at blive geograf, men endte jo så på en måde som en slags geodæt, hvor topografien bare blev skabt med militære redskaber.
Mange mistænkte ham for også at have været en af drivkræfterne bag attentatet i ’81 hvor Anwar Sadat angiveligt blev myrdet af medlemmer fra den islamiske jihadorganisationen i Ægypten. Begin/Sadats fredsbestræbelser, der i ’78 blev påskønnet med Nobels Fredspris, var angiveligt en torn i øjet på flere fanatiske islamister, du ved, hele oplægget omk. anerkendelsen af Israels eksistens som forudsætning for fred i mellemøsten, osv. En aftale der bragte forargelse i stærkt religiøse kredse, der muligvis legitimerede og medvirkede til mordet med midler fra fætteren dér. Jo, de er samlet et rigtig hyggeligt lille ”broderskab”. Ser man Gaddafi stå og skabe sig foran en mikrofon, da minder han jo ikke just om den svigersøn enhver far kunne ønske datteren kom hjem med, hvorimod han minder om ikke så få, der ligeledes må skønnes at være helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Egentlig et uhyrligt eksempel på menneskelighed man ser hos flere historiske diktatorer, de døde øjne, som også fandtes hos Ceausescu, m.m. Hos Gaddafi, minder adfærden svært om måden hvorpå fx bavianer opfører sig, når de rigtig skal overbevise legekammeraterne om dem selv som en stor seværdighed.

Det er sandsynligt at ”revolutionens leder” endelig er udspillet, dermed nåede så endegyldigt også en tåget idé om ”islamisk socialisme” korsvejen, en idé, der til sammenligning fik temmelig mange socialister rundt om i verden til at frygte hans idéer om et ”islamisk diktatur”! Lad os håbe, at det at blive ham kvit ikke kommer til at koste det libyske folk hele fortrædeligheden, for det kan som bekendt være en vanskelig opgave at samle et splittet folk.
Som også du fremfører, står netop fanatiske islamiske organisationer klar til at træde ind i manegen, hvilket vel nok får det frihedselskende og oplyste folk i Libyen til nu at diskutere konstruktioner omkring et muligt og ønskværdigt demokrati, set i et realistisk perspektiv. Intet er jo umuligt, hvis en viljestærk forsamling kan formulere nogle praktiske politiske mål som hovedparten af lederne vil tilslutte sig, ikke mindst hvis størstedelen af befolkningen kan støtte op om dem. Og først da vil man kunne tale om en egentlig revolution, i modsætning til det pjat Gaddafi konstruerede, altså et velkendt militærdiktatur hvorved begreber som ”socialisme” bare bliver en ironi.
Den politik man parlamentarisk måtte vælge at lægge til grund, kan det fremover blive rigtig spændende at følge. Men en anerkendt politik, kan jo både praktiseres gennem diktaturer og demokratiske organer, hvor bestemte mål tilfredsstiller størstedelen af befolkningens behov, som fx på Cuba. Et godt politisk mål er ikke nødvendigvis en favorisering af en politik, hvor færre har langt mere end de behøver på bekostning af de fleste, og hvor de fleste i grunden bare støtter op omkring en sådan politik, i kraft af deres higen efter nøjagtig de samme privilegier. Så lad os ikke håbe de ukritisk overtager måden hvorpå mange andre behandler demokratiske idealer. Kan velstående samfund ikke støtte op om deres svageste, da spiller det ingen større rolle at samfundet er demokratisk. Så den fælles vilje imod at skabe vejen frem imod en bedre tilværelse, ja en bedre verden for alle, afhænger altså ikke definitivt af selve styresystemet, men afgørende af den politik man vælger at fremme. Deri kan der ligge store håb.

Jeg finder det ret besynderligt at se adskillige mf’ere, flyve rundt i dagdrømme over Libyen i F-16 i tekst som tv-programmer, for den iver jeg ser minder mere end andet om store drenge og piger der rigtig skal manifestere sig på den internationale scene, og til fremme for demokratiske idealer adskillige af dem i ret mange tilfælde vælger at tilsidesætte, når fordele knytter sig til deres private ambitioner. Så lad os håbe det allerbedste for den libyske befolkning, der nu har levet under den terrorist gennem så mange timer.

”Så skal vi bare have afsat paven og hans slæng af "menneskekærlige" biskopper, cardinaler, præster og andet rak indenfor den katolske kirke, før dette sker, kan ingen unge vide sig sikker på deres modbydelige overgreb. Det kan så undre een hvorfra de får alle de efterhånden flere milliarder af dollars, de har betalt til deres ofre”.

- Ja, der er rigtig mange penge i dette ’Cirkus Fantastica’, men omvæltningen må komme nedefra, fra befolkningen, og det vil tage sin tid. Det går jo også fint fremover med fornuftig kritik, og skulle Vatikanstaten betale til samtlige historiske ofres efterladte, da kunne man godt formode snart at se kardinaler promovere fattigdomsidealet

Håber du har det storartet igen, Treram!

Mvh
Simon