Vi ved alle at kapitalismen synger på sit sidste vers, ingen politiker ved i virkeligheden hvad de skal stille op mod de kriser der fortsat vil strømme ind over os.

Spillet går videre og de ufølsomme laller videre med al deres politiske vrøvl. Bla - bla - bla.

Men midt i armodens dyb lyser handlingens lys alligevel.

Tina Nedergård går af, angiveligt fordi prisen er for høj.

En smuk, smuk handling som kun kan ses af den, der selv er smuk.

Hun vil følge sin datters opvækst i stedet for at deltage i det politiske spil (begærets uendelige krampetrækninger).

Hermed handler hun ret. Intet kan erstatte det, at følge sit barns opvækst og at være der. Man vil kun bittert fortryde det, fremme i tiden, hvis man ikke gjorde det.

Samvær, nærvær, vedkommenhed og varme er det vi kalder kærlighed. Dette at være fuldt og helt i det evige nu's bevægelse.

Intet af rigdommens falske trylleri kan erstatte det.