Leo Tolstoy har stillet spørgsmålet:
".... Er hele vort liv, fra fødsel til død, med alle dets drømme ikke også selv en drøm, som vi tager for det virkelige liv, hvis realitet vi ikke betvivler, blot fordi vi ikke kender til det andet mere virkelige liv?"
Tænker her, at det går fint i tråd med EKIM´S lære, som jo siger, at der kun er to måder for et menneske at tænke på: 1. med Ego´et eller 2. med Helligånden.
Tænker også, at når GUD er kærlighed og intet andet, kan Han jo ikke have skabt denne verden. Det er således selvklart Ego´ets værk. ... Som sådan er der ingen tvivl tilbage om, hvilken verden, som er den virkelige ... i hvert fald, når man er overbevist om en Skabers eksistens.
Tænker tanker omkring det at føle skyld: Når GUD er kærlighed, har Han aldrig fordømt og som sådan har mennesket ingen grund til at flygte ind i Ego´ets verden, baseret på skyld med alt, hvad dertil hører af adskillelse mellem mennesker her på kloden.
Vigtigt har det været (for mig i hvert fald) at nå dertil, at jeg aldrig har haft brug for Guds tilgivelse, men til gengæld meget mere for Helligånden/Jesu´ hjælp til tilgivelse for min egen måde at tænke og reagere på. ...
God søndag
venlige tanker
Esther.
NB: Ville så gerne læse Arnes skriverier, men teksten er helt blå??? Hvad mon jeg kan gøre ved dette???