Jeg tror også, at det er sundt at undre sig.

...For derefter at udvikle de kvaliteter, der gør det muligt at opnå direkte erkendelse af virkelighedens essens - vores egen essens.

Dog sagde Jesus, at den, der holder fast ved hans ord, skal lære sandheden at kende. Og et gennemgående tema i biblen er, at den, der tror på Gud og lever et retfærdigt liv skal tilegne sig visdommen.

Kærligheden og retfærdigheden konstituerer netop troen, da biblen - og især Jesus - vidner om disse levende værdier!

(Troen er alt andet end "jeg tror på et væsen bag skyerne", som religion ellers ofte anklages for - jeg forstår godt anklagen; de religiøse har efter min mening ikke vist og udtrykt den levende tro i deres liv, disse floskelmagere... ikke underligt at de får folk til at håne hele molevitten).

"Og foreløbig er vi jo så ikke rigtigt kommet ret meget længere i den sag."

Dertil er vel kun det svar, at mange ikke kommer ret meget længere, de står i stampe og tror ikke på videnskabens opdagelser, men er faldet i staver over de menneskeskabte sagnfigurer, deres illusioner skal ingen røre ved.

Men man har så lov at håbe, at de alligvel vågner op en skønne dag, pinlig berørte af deres stupiditet.

jo, vi er kommet meget længere, nogle af os.

Men hvor mange tager livet alvorligt, hvor mange tager religiøsiteten alvorligt?

Kun den rene af hjerte kan se Gud. Når Moses måtte standse før den hellige grund var det fordi han ikke var ren af hjertet.

Derfor er det så vigtigt at kende sig selv. At være ren af hjertet er at se sig selv som man er, uden forstillelse samt at se alting som det er og forstå det.

Universets beskaffenhed har intet med det levende liv at gøre, det er blot materien som fungerer indenfor de givne love.

At forstå materien intellektuelt kan aldrig gøre os i stand til at elske, snarere tværtimod.

Livet er det, som vi lever blandt andre mennesker ligesom os selv. Det er dette der må forstås. Vi må forstå os selv og vores forhold til andre.

For kun her i det virkelige liv bor forståelsen og kærligheden, alt andet er forfængelighed.

Og selv om det er det største af alt, så tager det ikke sig selv højtideligt. Det er ligeglad med om du er høj eller lav om du er noget eller ikke er noget, for det er virkelighedens sus.

Bag den forvirrede tanke, følelse og jegbevidsthed bor det, som de menneskelige egenskaber, vi kalder karakter.

Det fungerer i nuet som den måde du behandler andre på i dit livs evige nu. Det evige nu er altid tilstede og er altid en udfordring for hvordan du vælger at handle.

Abraham og Moses kæmpede sig gennem deres historiske liv men de glædede sig begge over at se Hans dag.

Erkendelsen, Gud søn.

Hvert et sekund af vores liv har vi et valg om hvordan vi vil handle.

Og som vores handling er, således bliver vores skæbne.

Men man behøver ikke at forstå det, Kærligheden handler altid ret i nuet. Det eneste der findes.