Kære Debatkolleger.

Foråret så sagte kommer og dermed forårskådheden. Den har ovre på KD’s debatforum givet sig udslag i, at Hanskrist og Jmp boltrer sig som forårskåde hundehvalpe, der for jeg véd ikke hvilken gang kaster sig ud i kærlige slagsmål, hvor de på skrømt forsøger at bide ørerne af hinanden.

Det drejer sig denne gang – som det plejer at gøre – om forståelsen af, hvad »selvet« og »nu’et« monstro kan tænkes at være for nogle størrelser. Hanskrist skriver herom til Jmp blandt andet:

»Du skriver:

"jeg'et må dø for at Selvet kan leve" Citat slut.

det løber mig koldt ned ad ryggen,,,

hvilket selv????????????

mener du virkelig bare fordi du nævner et modeord, som selv, at du så kan tillade dig at se bort fra hvad Marx; Freud; Heidegger; Sartre og alle de andre kontinentale tænkere har sagt?

Hvilket selv er det du taler om????? « (Citat slut).

Og om nu’et siger Hanskrist følgende til Jmp:

»Med hensyn til Nu-et så aner du ikke hvad du taler om. Vi tilhører ikke nu-et, se dig i spejlet, se din næse, se dine øjne, se dine fødder, og dine hænder, hvordan vender disse organer, frem, nemlig, mod fremtiden,,,

du er retteligen et fjols jmp,, og du burde være under dynen og væk i dine fremtidsdrømme om frække dejlige kvinder

Selv dette organ burde vise dig vejen, pege fremad, være fremadrettet.« (Citat slut).

Her er det tilsyneladende ikke blot Jmp’s ører, Hanskrist forsøger at bide af.

Se, da jeg på trods af min alder, må vedkende mig at have en snert af de samme hundehvalpetilbøjeligheder, som får Hanskrist og Jmp til at boltre sig i kærligt slagsmål, har jeg via Mokkasin-Telegrafen spurgt Hanskrist, om jeg må være med. Det skulle i så fald være her på vort nye forum.

Dette har Hanskrist accepteret, blandt andet under henvisning til, at der er tale om en gammel stammekrig mellem ham og mig. Denne stammekrig har ikke – og vil aldrig få – nogen vinder. Vi fører den kun, fordi det er sjovt at være frænder og tildele hinanden slag med kraft og nænne. Så holder vi træningen vedlige.

Derfor vil jeg skrive to indlæg i forlængelse af dette, og de vil være stilet til min højt værdsatte penneven Hanskrist, over for hvem jeg tidligere har givet udtryk for min hengivenhed gennem en omskrivning af et digt af Halfdan Rasmussen:

Når Hanskrist trodses,
bli’r han vrissen,
og vé den, som ham kommer nær.
Han stiller tingene på spidsen
og spidsen på hans modparts tæ’r.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Hanskrist.

Du kan muligvis have ret i, at udtrykket Selvet er et modeord. Det afhænger af, hvor kort tid et udtryk skal være blevet brugt, for at man kan sige, at det kun er et modeord.. Da de ukendte forfattere til Bhagavadgita sad og skrev på det store epos Mahabharata, var Selvet et ord, som blev hyppigt anvendt. De skrev på sanskrit, og her hed det ’Atman’. Det var altså på mode dengang, men det er jo også kun godt og vel et par årtusinder siden.

Søren Kierkegaard (SK) har også skrevet om Selvet, og det er knap så længe siden. Den 30. juli i år vil det være 159 år siden, at han udgav en bog, hvori han om Selvet skrev følgende definition:

»Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.« (Citat slut).

Ved læsning af SK skal man altid have opmærksomheden henvendt på, at mange af hans betydningfulde værker er skrevet under pseudonym. Det netop citerede er fra begyndelsen af værket »Sygdommen til Døden«, og det er skrevet af pseudonymet ’Anti-Climacus’. Dette psudonym er kristent, og værket skal forstås ud fra et kristent ståsted. At så din kære ateistiske ven Sigmund Freud fandt rig inspiration i værket, viser vel ret beset kun SK’s bredspektrede almenhed.

Her vil jeg lige indskyde, at vi har fået en debatkollega, der har registreret sig med brugernavnet V. Hafniensis. Dette kan være inspireret af det psudonym, som SK brugte som forfatter til det ret vanskeligt tilgængelige værk »Begrebet Angest«, hvor forfatteren var Vigilius Haufniensis (Den årvågne københavner).

Den sygdom, som SK skrev om, kalder han fortvivlelse. Dette ord skal ikke kun forstås som synonymt med dette at være meget ked af det – eller deprimeret. Man kunne måske sige, at det nærmere betyder noget i retning af at tvivle sig bort fra Selvet. Thi SK definerer et sted i værket fortvivlelsen residuelt ved at konstruere en formel for, hvornår man ikke er i fortvivlelsen:

»Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det.« (Citat slut).

Verbet ’at grunde’ skal ifølge datidens filosofiske sprogbrug forstås som synonymt med ’at være baseret på’, ’at hvile på’ eller ’at have som axiomatisk udgangspunkt’. Når formelen er skrevet af den kristne Anti-Climacus, kan vi gå ud fra, at den magt, som satte Selvet – d.v.s. var Selvets ophav – er ment som den kristne Gud.

Men også andre betingelser må være opfyldt, for at fortvivlelsen – lad os på nudansk kalde den den personlige fremmedgørelse – er ganske udryddet. Man skal for det første være gennemsigtig. Gennemsigtig for sig selv. Her kan du meget vel sammenligne med C. G. Jung’s begreb individuation. Jeg bemærker, at du behændigt har undgået hans navn i din opremsning over, hvem Jmp efter din opfattelse har negligeret. Thi for Jung var individuationen, hvor man i et langt forløb lærer sig selv at kende til pinds ende, en nødvendig forudsætning for, at man kunne nå frem til at kunne hvile i netop Selvet.

Og for det andet er det ifølge SK en forudsætning, at man forholder sig til sig selv og tillige vil være sig selv. At ville være sig selv, subsidiært at ville sine vilkår, kan være uendeligt svært. Blicher’s litterære figur Cecil i Hosekræmmeren ville ikke være sig selv, og hun ville ejheller sine vilkår. Hun ønskede sig døden, så hun kunne møde sin elskede Esben i Paradis. Med den blodige ragekniv opfyldte hun sit ønske om ikke at være sig selv og berede Esben til genmødet i Paradis.

Ser du, kære Hanskrist, nu behøver vi sådan set ikke at gå længere med hensyn til Selvet. Du er jo kristen og har derved forudsætningen for at kunne tage den kristne Gud som dit udgangspunkt. Men du vil ikke vedkende dig Selvet og har ikke det fjerneste ønske om at ville være Selvet. Du foretrækker at vandre den vej, hvor du ikke en gang imellem søger hvile i Selvet, men ideligt beskæftiger dig med den del af dit psykologiske inventar, som bereder dig så mange glæder: Dit paulinske ego.

I fortsættelsen vil jeg komme nærmere ind på Nu’et.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Hanskrist.

Når talen er om Nu’et kan vi igen begynde med Søren Kierkegaard (SK). Hans pseudonym Vigilius Haufniensis har i kapitel 3 i »Begrebet Angest« nogle dybsindige overvejelser over begrebet ’Øieblikket’, som herved bliver til et af de centrale begreber i SK’s filosofi. Øjeblikket er ikke fortid, thi fortiden er det, som er forbigangent. Øjeblikket er heller ikke fremtid, thi fremtiden er det vordende, og ikke det, som er.

Øjeblikket er derfor noget helt for sig selv, der står uden for tidens strøm. Derfor betegnede SK ’Øieblikket’ som ’Evighedens Nucleus’. Thi evigheden er hos SK det, der står uden for tidens succession, og som er »det uendeligt indholdsfulde Nærværende.« Evigheden er således ikke et tidsforløb in infinitum.

Skal du derfor opleve evigheden – det uendeligt indholdsfulde nærværende – er det i øjeblikket, i Nu’et, du skal finde det. Ikke i dit ego’s ulidelige cirklen om det forbigangne og det tilkommende, men i Nu’et – netop nu. For eksempel i den kristnes dybe og inderlige bøn, hvor der sker en nedsynken i Kristus.

Som du véd, er jeg ikke kristen, men blot en søgende – slet og ret. Men det betyder ikke, at jeg af den grund har forladt evigheden som det uendeligt indholdsfulde nærværende. Derfor har jeg omskrevet den kristne Anti-Climacus’s formel for fortvivlelsens fravær til en ikke-kristelig version:

»Dette er nemlig formelen, som beskriver Selvets tilstand, når fortvivlelsen ganske er udryddet: I at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv hviler Selvet gennemsigtigt i den tomhed, som er oprindelsespotentialet for alt, hvad der kan foreligge i sindet.«

Lad mig supplere dette med noget autobiografisk. Det er ganske mange år siden, jeg selv for alvor kom frem til den forståelse af evigheden, som jeg netop har gjort rede for. Det skete en sommermorgen, da jeg gik til Charlottenlund Station for at tage S-toget ind til byen. Medens jeg gik, planlagde jeg et par møder, der skulle afholdes i dagens løb. Samtidig overvejede jeg, hvordan en vanskelig sag skulle gribes an.

Da jeg kom til stationen, gik det pludseligt op for mig, at jeg bevidsthedsmæssigt havde været et helt andet sted end dér, hvor jeg faktisk befandt mig. Dette gav mig en skuffelse, fordi jeg derved havde fortabt et stykke af mit liv. Derfor gik jeg tilbage til vort hus og tog turen én gang til fra entrédøren.

Det var en smuk sommermorgen, som jeg nød i fulde drag, medens jeg gik ad Bregnegårdsvej og hørte fuglesangen fra Charlottenlund Skov og spættens trommehvirvel inde i Forstbotanisk Have. Solen var allerede kommet et stykke op over trætoppene og varmede mildt i morgenens kølighed.

Dette var at leve. Leve i den tid, som er nu – netop nu – i stedet for at leve i fremtidens fiktive uvirkelighed eller i fortidens forbigangne illusion. Thi dette er det evige liv, at du følger Tømrersønnens opfordring til ikke at bekymre dig om dagen i morgen.

Og herefter, kære Hanskrist, er ordet dit, ligesom det også er debatkollegernes.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Inspirerende forklaring, Kristian.

Selv "zapper" jeg dagen igennem mellem to mentale tilstandsformer; en fysisk og psykisk samhørighedsfølelse med omgivelserne, som løbende påfylder min fortid materiale til simulationer, vekslende med en næsten ren psykisk tilstand af analyse og kreativ tænkning. I den første er jeg mig selv stærkt bevidst. I den anden træder jeg psykisk udenfor mig selv.

De mennesker, der aldrig eller kun lejlighedsvis kan sætte sig i denne nuets "modtagelighedstilstand", lever efter min opfattelse en pseudotilværelse. Jeg oplever at de fleste religiøse mennesker tilsyneladende lever et sådant liv, baseret på fordomme og gamle dogmer, som om de slet ikke fatter det mylder af liv, der omgiver dem og lever inde i dem. Ateister lider ofte af den samme mangel, så det er ikke et specielt religiøst fænomen.

Vi bruger ofte begrebet selverkendelse, men hvor mange mennesker har overhovedet optrænet denne evne? For mig at se udgør vi kun en uhyre beskeden minoritet. Det samme gælder begrebet selvbevidsthed, som i vore dage mere opfattes som en form for arrogance i stedet for den betydning, der egentlig ligger i begrebet - at være sig selv bevidst.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Venner.
Glemte I ikke lige noget i jeres betragtninger, jeg mener at selvværdet ikke bør overses i denne forbindelse.

Folk med lavt selvværd, mangler tro på deres egne formåener, mener der er ting de ikke kan udrette, men om så dette kan udledes til, at disse for det meste tilhører den religiøse del af befolkningen, kunne jeg godt tænke mig at høre om andres meninger om.

Det ser ud til at de har ikke troen på sig selv, men har alle muligvis en mere ellr mindre stærk religiøs tro, dette har jeg selv oplevet med flere familiemedlemmer og venner som jeg i hemmelighed har gransket og det slår yderst sjældent fejl.

Jeg har selv et simpelt valgsprog som jeg altid smider i hovedet på andre når de er i knibe på forskellige måder: du kan hvad du vil.
Men iflg.min mening, kræver det et højt selvværd for at kunne sige og udføre dette, jeg har selv tit "indviklet" mig i både tvivlsomme og store omfattende projekter, det har lykkeligvis altid lykkedes mig at få disse projekter op og stå. Dog ikke uden et indædt gåpåmod.
Jeg tror at ateister har en større mulighed for at se igennem problemerne på en anden måde, end troende har.

Kære Kristian, Hanskrist m.fl.

Jeg bemærker, at du, Kristian, med dine indledende indlæg ikke blot inviterer Hanskrist til en forårskåd debat om selvet og nu’et men også dine adskillige debatkolleger. Derfor vil jeg gerne bringe nogle af mine tanker ind i dette forum.

1. Når vi taler om nu’et – og det sker i vor tids samfund ret ofte – må vi gøre os det klart, hvad det er for et begreb, vi har med at gøre. Nu’et er efterhånden blevet en kliché på det at stoppe op midt i travlheden, at finde et punkt i sig selv eller i det værende, hvor vi kan hvile og for at bruge jmp’s begrebsforståelse hvile i den daglige meditation og stilhed.

Til dette knytter mange selvet, og igen må vi være begrebsvågne: Forstår vi selvet og Nu'et sådan, som Kristian beskriver det jf. SK’s udlægning om det øjeblik, ”der står uden for tidens strøm”, ”det uendeligt indholdsfulde nærværende”, og det - som SK i den grad huskes for - at være samtidig med sig selv, eller snakker vi derimod om et Selv og et NU, vi bestræber os efter at blive ét med, for i denne udvikling at opnå en højere form for erkendelse og enhed med det guddommelige (New Age) eller det, der ligger uden for vor forståelse.

2. Noget andet vi må gøre os klart er, at vi på den ene side ofte knytter an til en form for ”forbilleder” og arketyper f.eks. Det nye Testamentes tømrersøn og især for Hanskrist vedkommende Paulus, endvidere kan filosoffer/teologer som Søren Kierkegaard og K. E Løgstrup nævnes. På den anden side står vi hver især med vores individuelle forståelses- og oplevelsesmæssige horisont

Det er med baggrund i disse sondringer (punkt 1 og 2), at jeg deltager i ”Selvet og Nu’et”-debatten, og det er også derfor, at jeg både tidligere som nu ikke kan stille mig 100 % fast på en af "stammekrigernes" side, hvilket heller ikke er meningen – om end jeg teologisk set har min bedre halvdel hos Hanskrist (plejer vist at være den anden part (HK), der ytrer dette:o).


Min kommentar:

Skal vi være Selvet, sådan som Kristian udfordrer Hanskrist, eller skal vi vedstå vores ego, sådan som vi tit hører det fra Hanskrist?

Selvet/Nu'et/ egoet, råber drengene i kor! Ingen af delene, siger jeg!

Selvet:
’Selvet’ er den bestemte form af ’selv’, hvilket er et personligt pronomen. Betydningsmæssigt siger det noget om vores grundlæggende personlighed. Det kan vi ikke fratages, og vi bør heller ikke benægte ’os selv’ (vores personlighed).
Men forskellen på det ’at være sig selv’/’at hvile i sig selv’ og så det at kredse om ’Selvet’ er indlysende. Førstnævnte kan forstås således, at vi jfr. SK har pligt til at tage imod livet og realisere det. Men når vi derimod taler om Selvet havner vor tids selvudviklingsprogrammer ofte i det, at det handler om ET selv, Selvet i bestemt form. Selvet bliver derved en idé, et fænomen, et sted inde i os, som vi skal nulres ind i, som vi skal dyrke og ophøjes i for at opleve uendeligheden og nærværet i det værende. Det er for at sætte det på spidsen u-menneskeligt og u-kristeligt.

Nu bringer du, Kristian, nemlig selv tømrersønnen fra Nazaret på banen, og hermed har vi netop med menneskelivet at gøre. Han, Jesus, blev menneske i kød og blod, han blev ikke en idé, et fænomen eller et billede på Selvet.

Selvet/Nu'et og måden vi bruger disse begreber på bliver hurtigt klichér for det at blive menneske (at blive os selv), at lade det gamle menneske dø for at opstå som et nyt menneske i frihed til udfoldelse (jfr. Paulus’ begreb om dåben). Uden at gøre det for kristeligt vil jeg henvise til en tilgang, som også Ole Bjørn i dag – fra sit ståsted – har introduceret: At arbejde med sig selv – og her gælder det ikke at arbejde med SIT SELV, men derimod med SIG SELV, ikke at flygte fra sin væren, fra sin kastethed i tilværelsen (jfr. Heidegger), ikke at søge væk fra sin sårethed.

Begrebsforvirringen omkring Selvet og Nu’et er kommet ind med østens religioner og New Age. Jeg mener godt, at vi kan hente noget tankegods fra østen men endnu mere fra jødedommen og græsk kultur/religion/filosofi, som jo er den kontekst, kristendommen er opstået i. Derfor, når jmp nævner Nu’et frygter jeg, at han m.fl. (Kræn-P?) er ovre i de buddhistiske tanker om det absolutte, tomheden, intetheden, stilheden, hvor vi kan give slip i oplevelsen af en dyb hvile. Som den kristne munk Wilfred Stinissen så smukt udtrykker det, så kan en kristen ikke udtrykke sig på denne måde:

For os er det ikke en tomhed, men fylde, det drejer sig om. Johannes siger om Ordet: >> Af hans fylde har vi alle modtaget. Og det nåde over nåde<< (Joh. 1,16). Kristus taler ikke om Guds tomhed (min kommentar: eller et NU), men om liv, lys og fylde. Han vil, at menneskene skal have liv, og det i overflod (Joh. 10,10). Og når Ordet tømmer sig helt og fuldt (Fil. 2,6-11), sker det, for at Guds fylde skal åbenbares i denne tomhed” (W. Stinissen, 1978, s. 24-25).

Og så er det, kære Kristian og Hanskrist, at mit hjerte jubler!

Mvh
Anne

Hej Kræn-p, det bliver kun lige kort i aften omkring Jung (men jeg regner med at vi har god tid og kan debattere i årevis i den her tråd du har begyndt, med et par gode oplæg, hvor du går ind og piller ved noget hos mig, mine kongstanker);

da jeg har set Getafe med Michale Laudrup og John Faxe Jensen på trænebænken spille 1 – 1 mod Bayern München. Jubel, jubel og hvilken næste uge venter vi fodboldgale nu ikke på (tirsdag, onsdag og torsdag); nej der er sgu ingen grund til at være slappe i nu-et når vi nu er spændte, glade, opstemte og forventningsfulde på næste uges returkampe. Ikke noget nu, men hele tiden noget at glæde sig til.



Så vidt jeg har forstået Jung, mener han ikke at man kan realisere selvet eller blive identisk med Selvet. (hvilket du måske ej heller mener)

Det må vurderes som en katastrofe, hvis jeget assimileres af eller assimilerer Selvet (Jung, ”Aion”).

Vel også derfor Kirkegaard er opmærksom på at vi står overfor noget relationelt frem for noget substantielt. Men det er nu Hegel og Marx og Freud der virkelig har talt tydeligt og fortalt os hvilke magter der har sat os og bestemt os, endda så meget at vi har kunnet udnyttet deres viden til konkrete forandringer af virkeligheden (den personlige såvel som den samfundsmæssige).

Ifølge Jung findes der vel ikke noget Selv at hvile i for os mennesker, da selvet altid er overordnet Jeget, et Jeg vi aldrig, ifølge Jung, må eller skal opgive. Målet for individuationen er at jeget, vi, får nogle erfaringer med Selvet, meningsgivende oplevelser af at Jeget (vi) er sat ind i en overordnet helhed. Jung vil hele tiden have at der skal være et Jeg til at gøre erfaringerne (1)*.

Omkring turen til Charlottenlund Station er det jo også dig, der giver dig selv en ny oplevelse; eller det er dit Jeg der forlanger en tur om igen, hvor du vil være mere dig selv (hvilket blot betyder at du vil gøre turen på en anden måde; da du har opdaget at du er fri til at eksperimentere). Glemmer du ikke direktøren, som stadig er dit bevidste jeg, her findes friheden, eller ånden, hvormed du giver dig selv en ny tur, nye erfaringer, du vil være dig selv, eller opleve dig selv, på en ny måde (men hvem er direktøren, hvem giver lov og får ideerne? Og ja, hvor kommer friheden fra, til det du gør?).




Fuldkommenhed er ikke Jungs ideal, og i den sammenhæng siger han; ”dertil hører ”pælen i kødet”, at lide under mangelfuldheden, uden hvilken der ikke gives noget fremad og intet opad".

En tankegang vi finder hos Paulus, både det med pælen i kødet og mangelfuldheden, 2 Kor 12, og det med at der gives noget fremad, at vi som mennesker er fremadrettede, fremtidsorienteret på grund af vores uafsluttethed, mangelfuldhed:

Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. Fil 3, 12 – 14.




Da Jung rejste i Indien ville han overhovedet ikke tale med så meget som én eneste guru eller oplyst menneske/mester; fordi deres metode med at opløse eller gå hinsides egoet, vores bevidste selvstændige identitet og personlighed, var ganske uanvendelig for os i vesten (1)*, da det ikke var vores vej, det spor vi i vesten genetisk og arketypisk og kulturelt er opvokset i og præget af. Han sagde at vi ville vende alting på hovedet ved at anvende deres metode, vi ville begynde med et slutresultat af en flere tusind år lang tradition, og plagiere vi, så overgiver os til en dunst af ord og begreber der aldrig på autentisk vis, naturlig vis, ville være opstået i europæiske hjerner.



(1):

For os er bevidsthed utænkelig uden et Jeg. Bevidsthed er lig med indholds relation til Jeget. Hvis der ikke eksisterer et Jeg, er der ingen til stede, der kan være bevidst om noget. Jeget er derfor uundværlig for bevidstgørelsesprocessen. For den østlige ånd er det derimod ikke svært at forestille sig en bevidsthed uden Jeg. Man mener, at bevidstheden er i stand til at nå ud over Jeg-tilstanden; i denne ”højere” tilstand forsvinder Jeget sågar fuldstændig. En sådan Jeg-løs sindstilstand kan for os kun være ubevidst, fordi der ganske enkelt ikke ville være et vidne til stede. Jeg betvivler ikke eksistensen af åndelige tilstande, som går ud over bevidstheden. Men bevidstheden aftager i den grad, som tilstanden går ud over den. Jeg kan ikke forestille mig en bevidst åndelig tilstand, der ikke er relateret til et subjekt, dvs. til et Jeg. (C. G. Jung, “Psychologischer Kommentar zu Das tibetanische Buch der grossen Befreiung“).


Mange kærlige hilsner Hans-Kristian.

Kære Ole Bjørn.

De to tilstande, som du nævner, kan jeg stort set genkende fra mig selv, og jeg har vekslet mellem disse tilstande lige fra min ungdom. Når man stod tidligt op for at opleve solopgangen og naturens opvågnen, kunne man på det nærmeste føle énhed med universet og alt levende omkring én.

Man var sig selv bevidst i en symbiotisk énhed, der rakte lige fra myren, der for fødderne af én slæbte en vissen grannnål hen imod tuen, og ud i universets dybder, hvor fiksstjernerne i deres hede smelteovne havde dannet det stof, uden hvilket hverken myren eller jeg selv havde eksisteret.

Den anden tilstand, hvor man analyserer og driver diskursiv tænkning, har jeg ofte kombineret med længerevarende rutinemæssige gøremål. I mine yngre dage brugte jeg ofte bilturene under tjenesterejserne til metodisk gennemtænkning af vanskelige juridiske sager. Jeg lagde sagerne i en bunke for mit indre blik og tog dem i rækkefølge.

Og under det ensformige markarbejde på traktoren har jeg ofte formuleret længere tekster. Det kunne være den årlige beretning til generalforsamlingen i et forsikringsselskab, hvor jeg var ’ghost writer’, eller længere indlæg på KD’s debatforum. Vedtægterne til et lokalt udviklingsselskab, som jeg var med til at stifte, er i hovedsagen blevet skrevet, medens jeg sad på gamle Alfred, min trofaste Massey Ferguson.

Men der er noget mærkværdigt forbundet med dette at sidde og gennemtænke sagsforløb og redigere længere tekster på denne måde. Thi såvel gennemtænkningen som redigeringen foregår ikke i ord, men i underlige visuelle strukturer, som man ser for sit ’indre blik’, og som på én eller anden måde har emotionel valør. Når man derefter sætter sig ved tastaturet, kan man genkalde den følelsemæssige stemning omkring strukturerne og igen skimte dem visuelt. Herefter foregår den mekaniske nedskrivning nærmest automatisk, og rettelser er kun sjældent nødvendige.

Oplever du noget tilsvarende Ole Bjørn? Eller gør andre af debatkollegerne?


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Så er jagten igen gået ind på det imaginære "Selv" og på det forrædderiske "Nu", uden at nogen af jægerne gør sig den ulejlighed at definere klart, hvordan disse størrelser skal forstås. Jagtsæsonen kan derfor, som HansKrist rigtigt påpeger, udstrækkes til den ligeså ubegrænsede "fremtid".

I sin replik til Kræn-P sætter HansKrist så det imaginære Selv i relation til det ligeså uhåndgribelige psykiske "Jeg", i et forsøg på en forklaring. Freud, den gamle fantast, har sat sine dybe og vildledende spor i, hvad der burde være en videnskabelig psykologi, men som i stedet er blevet til en religion.

Credo:
Vi tror på Selvet, Jeg'et og Overjeg'et - sjælenes herre den treenige gud.
Vi forsager fornuften og alle dens gerninger og hele dens videnskabelige væsen. AMEN.

Man kan ikke skille en del af et feedback kredsløb i hjernen ud fra resten, og tildele det en selvstændig og ovenikøbet personificeret identitet undtagen i religiøse eller digteriske sammenhænge. I hvert fald ikke hvis man vil gøre sig håb om en virkelig forståelse af den menneskelige psyke.

Her er Anne og tildels Kristian betydeligt nærmere en forståelse af, at disse begreber blot er udtryk for de følelser, der fylder én, når man mentalt fokuserer på dette feedback kredsløb.

I det filosofiske værk, jeg i nogle år har arbejdet på, indfører jeg begreberne mesokosmos og mesotid som betegnelser for de områder af rumtiden, som er nogenlunde fattelige for den menneskelige hjerne. Vi kan hverken fatte de enorme størrelser i makrokosmos eller de besynderlige fænomener i mikrokosmos - kun det snævre område som vore sanseorganer direkte kan registrere.

Ligeså kan vi hverken fatte det umådelige spand af tid, universet har udviklet sig i, eller det evighedsbegreb som reelt står vinkelret på den tid, vi fornemmer. Vi fatter kun den sanselige mesotid, som endda har mindre udstrækning end vores eget liv.

Nuet har i fysisk/matematisk forstand heller ingen selvstændig eksistens. Det eksisterer kun som et skæringspunkt mellem fortid og fremtid, og har derfor ingen udstrækning i tid.

Det har til gengæld det Nu, som vi til daglig taler om i betydningen "leve i nuet". Det forstod Kierkegaard, og han tillagde derfor Nuet den tidsmæssige udstrækning, som vi sædvanligvis betegner som øjeblikket. Kierkegaard var jo ikke matematiker.

Til gengæld tog Kierkegaard fejl, når han fjernede Nuet fra fortiden. Nuets øjeblik repræsenterer den nærmeste fortid, hvis begivenheder er registreret i vores korttidshukommelse, og indgår i umiddelbare feedbackprocesser. Hvis vi søger at fastholde fokus på en enkelt af disse feedbackprocesser, kan vi opleve følelsen af evighed.

Vi kan løbe i hælene på Nuet og opleve begivenhederne det passerer, men vi kan aldrig fange det og fastholde det, for det er i evig bevægelse. Kun billedet af Nuet kan fastholdes i vores langtidshukommelse, hvor det langsomt nedbrydes af tiden tand.

Da Kristian gik tilbage, fangede han ikke det Nu, som for evigt var forsvundet. Han zappede bare til en oplevelsestilstand i stedet for en reflekterende tilstand, og kunne så fremover reflektere over den tabte tid.

Evigt ejes kun det tabte.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Jeg oplever det hele tiden, Kristian, og som jeg ofte har påpeget, så foregår tænkning ikke i ord, men i symbolske forestillinger.

Vores bevidsthed snydes bare af, at der løbende sker en simultan oversættelse af symbolerne til ord i de tilfælde, hvor der findes adækvate ord.

Det gør der langt fra altid, så derfor bliver teksterne kun en stærkt forgrovet udgave af tankerne. Vi kan dog interpolere ordenes information til et skarpere billede (læse mellem linierne) hvilket vi f.eks. gør i digtning, som kan skabe billeder med en større detaljerigdom end ordene selv har.

Mvh

Ole Bjørn ;)