Står man ved foden af et stort bjerg kan der synes langt til toppen.

Efter at have kravlet op ad dets sider og nået toppen kan alt hvad man ser ved foden og rundt alle vegne rundt ses med et blik.

På toppen af bjerget ser man hele landskabet både ved foden og hele vejen rundt. Man ser de bjergsider, man så møjsommeligt kravlede op ad og man ser andre, ligesom én selv, på vejen op ad bjergets side.

Man kan så sætte sig ned på bjergets top og erindre vejen derop, eller man kan kigge sig rundt udover hele landskabet.

Tænk dig dette nu, hvor du i stilhed blot forsvinder, der er kun landskabet.

Dette landskab er dig selv. Iagttageren er det iagttagne. Det er ikke kun det fysiske landskab du iagttager, men også dig selv.

Hele dit liv ligger blotlagt for din erindring ligesom det omgivende landskab ligger blotlagt for dig i dette evige nu hvor tiden er hørt op.

Tiden, der bevæger sig som tankens erindring om fortiden ind i drømmen om fremtiden.

Fortiden findes kun som erindring og fremtiden kun som drøm.

Men nuet er her. Altid her og nu. Det eneste virkelige.Den eneste evighed.

Det vil altid være nu.